Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0911
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0911
Kritik af Berlingske og ret til genmæle
Berlingske bragte i juli måned en række artikler med kritisk omtale af en erhvervsleder og dennes forretningsførelse.
Erhvervslederen klagede til Pressenævnet over blandt andet, at Berlingske ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet en skadelig oplysning, og at Berlingske havde afslået at bringe et genmæle.
Pressenævnet fandt, at Berlingske havde tilsidesat god presseskik ved ikke at have foretaget tilstrækkelig efterprøvelse af en konkret beskyldning.
Nævnet fandt herudover, at klager havde ret til genmæle for så vidt angik en oplysning af faktisk karakter, som ikke var dokumenteret som utvivlsom rigtig af Berlingske.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”80 timers arbejdsuge, lav løn og ”syg” kultur: Velkommen til [Klager]s forretningsimperium” bragt den 9. juli 2022 på Berlingskes netavis berlingske.dk og i den trykte udgave af Berlingske med overskriften ” Efter nogle uger ligner du noget, katten har slæbt ind” , artiklen ”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner” bragt den 10. juli 2022 på netavisen berlingske.dk og i den trykte udgave af Berlingske den 11. juli 2022 samt artiklen ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt” , bragt den 14. juli 2022 på Berlingskes netavis berlingske.dk og i den trykte avis samme dag med overskriften ”[Klager] opererer i et grænseland mellem sandt og falskt” .
[Klager] har blandt andet klaget over, at Berlingske ikke har gengivet hans svar i sammenhængen, at væsentlige oplysninger er udeladt, og at avisen har afvist at bringe et genmæle.
1 Sagsfremstilling
Berlingske bragte den 9. juli 2022 på netavisen berlingske.dk artiklen ”80 timers arbejdsuge, lav løn og en »syg« kultur: Velkommen til [Klager]s forretningsimperium ”.
Artiklen blev samme dag bragt i den trykte avis 3. sektion, Business under overskriften ”Efter nogle uger ligner du noget, katten har slæbt ind”.
Artiklerne har enslydende indhold.
[Artiklen vil i det følgende blive omtalt ved overskriften fra netavisen, Pressenævnet]
Artiklen har følgende underrubrik
”I årevis har [Klager] været en feteret iværksætter, der med tilbageredt hår og store armbevægelser forførte omverdenen og en generation af ambitiøse, unge mennesker, som drømte om glorværdige karrierer og succes.
En omfattende undersøgelse af hans forretningsimperium blotlægger en anderledes rå virkelighed med brutale arbejdsvilkår, overdrivelser og tvivlsom moral.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Det er et lidt mere end 15 minutter langt oplæg, og det er muligvis [Klager], når han er allerbedst.
Det halvlange lyse hår er redt tilbage, øjnene klemt koncentreret sammen, tøjet er corporate-afslappet med hvid skjorte under sort pullover og mørke bukser.
Stemmeføringen er sikker, hans engelsk ubesværet og lydefrit, tempoet tilpas varieret med hurtigere opremsninger afløst af små tænkepauser, vigtige pointer gentages.
Armene gestikulerer roligt, undervejs skridter han rundt på gulvet og skifter ståsted;
et velkendt greb for dem, der er vant til at tale for store forsamlinger.
Emnet er rekruttering, og formatet er en Tedtalk – det populære koncept, hvor forretningsfolk, politikere, forskere og mange andre behandler ét emne i et koncentreret videoformat.
»Der er et godt gammelt ordsprog, der siger, at folk bruger ti pct. af deres tid på at rekruttere,« siger [Klager] i oplægget og følger op med pointen: »Og 90 pct. af deres tid på at kompensere for forkert rekruttering.«
Videoen er fra 2019, afspillet næsten 200.000 gange på videotjenesten Youtube, og den efterlader indtrykket af en eftertænksom og reflekteret leder, som gerne vil lykkes med at ansætte de rigtige, som gerne vil skabe en succesfuld arbejdsplads med glade medarbejdere og gode resultater.
Desto mere mærkeligt har det været for [Klager]s tidligere medarbejdere, når de har set videoen.
»Jeg må indrømme, jeg krummede tæer, da jeg så den,« siger en af dem.
På baggrund af interview med omkring 50 tidligere ansatte, partnere og kolleger, interne mails, fortrolige papirer og selskabsdokumenter – indhentet i både Danmark og udlandet – kan Berlingske nu fortælle en hidtil ukendt historie om [Klager] og den [alder] iværksætters myriade af selskaber.
Det er en historie om brutale arbejdsforhold, som tidligere ansatte uden tøven kalder sweatshop-lignende tilstande, og som en arbejdsmarkedsforsker med over 40 års erfaring kalder for »syg«.
Det er en historie om i bedste fald vildledende påstande om alt fra uddannelser til meritter og partnerskaber med nogle af verdens førende investeringsselskaber, som Berlingske vil afdække over de kommende dage.
Og så er det historien om, hvordan omverdenen åd det hele råt.
I det følgende vil der blive rejst en række kritikpunkter af [Klager].
Den [alder] iværksætter valgte indledningsvist at svare på kritikken skriftligt, inden han fredag eftermiddag - kort før redaktionens deadline - valgte at give et længere interview.
Sammenfattet afviser han den kritik, der bliver lagt frem.
I snart otte år har [Klager] turneret med sin version.
Her er den anden.
Notér dig navnet
I efteråret 2014 stemplede en hidtil ukendt mand på [aldersangivelse] ind i den danske offentlighed.
Manden var [Klager], og anledningen var historien om, at hans investeringsselskab [Selskab 1] havde fået en investering på 50 millioner dollar fra et selskab tilhørende Hong Kongs rigeste mand, [Person a].
Bedriften var i sig selv imponerende og væsentlig, men den egentlige historie lå, opdagede erhvervsmedierne, i [Klager]s person.
Hans cv blev lagt frem i forpustede opremsninger: Kandidatgrad fra det prestigefyldte universitet MIT i USA, bachelor fra CBS gennemført på rekordtid (alt imens han passede et fuldtidsstudiejob hos Viaplay), siden den yngste konsulent hos McKinsey og pludselig – i midten af [aldersangivelse] – chef for tusindsvis af ansatte i Asien.
Og nu altså godt i gang med at bygge sit eget imperium.
[…]
Appelsiner
»En appelsin rullede ned i Køge Handelsgymnasiums turban« indledes et lokalt medies artikel fra foråret 2015.
Appelsinen var [Klager], der havde slået vejen forbi for at holde oplæg for uddannelsesinstitutionens yngste elever.
Han var på det tidspunkt, som en repræsentant fra skolen konstaterede, »den hotteste og mest omtalte« iværksætter.
Meget tyder på, at det var omvendt: Den slags foredrag blev i stedet til appelsiner i [Klager] turban.
Flere tidligere medarbejdere i hans virksomheder fortæller, at det var sådan, de blev introduceret for iværksætteren: Via oplæg på handelskoler eller gymnasier, hvor [Klager] i en række år har været en hyppig gæst.
Han har næppe skuffet sine unge tilhørere, når han talte om dedikation og vindermentalitet, om at købe stakkevis af den samme Zaraskjorte for at minimere spildtid på beslutninger, om at få tilbud fra førende investeringsbanker og om at være god for hundredvis af millioner kroner, inden man er fyldt [aldersangivelse].
»[Klager] er enormt betagende,« som en af hans tidligere praktikanter formulerer det.
Vedkommende så et oplæg med iværksætteren i 1.g.
»Fra det øjeblik begyndte jeg at lægge en plan for, hvordan jeg kunne komme til at arbejde for [Klager].« »Han er så god med ord og sprog.
Han har nok de bedste talegaver, jeg nogensinde er stødt på,« supplerer en anden tidligere praktikant, der tilsvarende følte sig tryllebundet af iværksætteren.
Siden 2016 er omkring 100 unge danskere i alderen 18-21 år sluppet igennem nåleøjet og blevet tilbudt 12 måneders praktik i [Klager]s investeringsselskab [Selskab 1] med hovedsæde i London.
De seneste uger har Berlingske interviewet flere end 25 af de tidligere praktikanter og omkring 20 andre personer, der har været ansat i iværksætterens virksomheder fra 2016 og frem.
Ingen af kilderne har ønsket at stå frem med navn.
Flere frygter for repressalier og er af den opfattelse, at [Klager] kan gøre skade på deres karriere.
Medarbejderne har en række fællestræk: De var unge mennesker med store ambitioner.
De lå i toppen af deres gymnasieklasser med karaktersnit, der sprængte skalaen.
De var med i netværk som Akademiet for Talentfulde Unge, og de havde allerede dengang tunede og professionelle profiler på LinkedIn.
»Jeg vil vove at påstå, at det er nogle af de skarpeste unge mennesker fra Danmark, der arbejder der,« som en af dem udtrykker det.
Langt størstedelen var mænd, mange af dem drømte om karrierer i Goldman Sachs, McKinsey og BlackRock.
For en stor del gjaldt det videre, at praktikopholdet var deres første fuldtidsjob.
Enkelte af de medarbejdere, Berlingske har talt med, har udtrykt tilfredshed med deres ophold i London.
De udtrykker taknemmelighed for chancen og føler, at de havde stort udbytte af deres ophold.
For langt størstedelen var oplevelsen den modsatte.
Et forvarsel om, hvordan det skulle ende, kunne de faktisk have fundet i [Selskab 1]s egen personalehåndbog: »Vores selskab er et specielt sted.
Det betyder også, at det ikke er det rigtige sted for alle.
Nogle mennesker vil elske det.
Nogle vil hade det,« står der.
”
Der er i artiklen indsat et portrætfoto af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”Iværksætteren [Klager] får voldsom kritik af tidligere praktikanter, der beskylder ham for at være lynende intelligent på den ene side og manipulerende på den anden.
Arkivfoto”
Der er i artiklen indsat en rød boble, med teksten: ”7.000 kr. er den normale løn for praktikanter”.
Artiklen fortsætter
” Velkommen til London
For størstedelen af de praktikanter, Berlingske har talt med, begyndte forløbet hos [Selskab 1] nogenlunde ens.
Forud for ansættelsen havde de været igennem en rigid ansættelsesprocedure med krævende iq-, case- og personlighedshedstests samt adskillige samtaler.
Spørgsmålene var udfordrende og kunne eksempelvis handle om at estimere, hvad den nærmeste McDonald’s omsatte for årligt, husker en tidligere medarbejder.
En anden tidligere ansat, som hjalp med at rekruttere praktikanter, fortæller, at [Klager] og den øvrige ledelse målrettet jagtede unge mennesker, der scorede højt på »ansvarlighed«, mens en stærk retfærdighedssans omvendt ikke var en specielt påskønnet egenskab.
»Man ledte efter mennesker, man kunne forme,« opsummerer vedkommende.
Ansættelserne fandt typisk sted i den tidlige sommer.
Flere kilder fortæller, at [Klager] og den øvrige ledelse ofte forsøgte at presse dem til at starte så hurtigt som muligt.
For nogle indebar det, at de måtte aflyse sommer- og rejseplaner for at haste til London.
Modtagelsen i den engelske hovedstad var i bedste fald kølig: Lejligheder måtte praktikanterne selv finde, flybilletter betalte de selv, og indregistrering i London og andre praktiske ting stod de tilsvarende alene med.
Endelig var der lønnen: Berlingske har set flere kontrakter, hvoraf det fremgår, at den lå på i omegnen af 7.000 kroner om måneden.
Af samme grund blev opholdet for mange ansatte en regulær underskudsforretning, da huslejen er høj i London.
»Man gik i minus hver måned,« fortæller en.
[Klager] kan ikke huske præcis, hvor meget praktikanter hos ham tjener.
Han påpeger, at andre virksomheder slet ikke betaler løn til praktikanter.
Han tilføjer, at det ærgrer ham, hvis det har givet underskud for praktikanterne.
Et andet særligt vilkår: Inden deres start hos [Selskab 1] blev praktikanterne bedt om at fraskrive sig en ellers lovsikret rettighed om, at en gennemsnitlig arbejdsuge i England ikke må overstige 48 timer.
Det fremgår af en kontrakt, Berlingske har læst.
Computer og telefon skulle de også selv medbringe.
Til gengæld fik de udleveret en medarbejderhåndbog, hvor de kunne læse om de vigtigste værdier på deres nye arbejdsplads.
Work hard var et mantra.
»Hvis vi bare arbejder en time mere end vores konkurrenter hver dag, så har vi en kæmpe fordel,« står der i håndbogen.
En sweatshop på [Adresse]
[Selskab 1] holder til i en smal bygning på [Adresse] – i et glamourøst kvarter tæt på det kongelige palads.
[Klager]s selskaber breder sig over seks etager på adressen, og det er her, hans praktikanter skulle komme til at bruge langt størstedelen af deres tid i London.
[Selskab 1] kan betragtes som et overliggende investeringsselskab, hvor forretningsmodellen fungerer sådan, at selskabet opretter eller investerer i virksomheder, som man siden forsøger at vokse store – forventeligt med den ambition at sælge dem videre til andre investorer.
I dag tæller gruppen omkring 20 virksomheder: Heriblandt [Virksomhed 5], der arrangerer konferencer, ejendomsselskabet [Virksomhed 7] og sammenligningsportalen [Virksomhed 6], som hjælper med at finde billige forsikringer og lån.
Flere tidligere medarbejdere estimerer, at der i perioder har siddet i alt omkring 50-70 medarbejdere i London, mens andre af [Klager]s selskaber har haft afdelinger i blandt andet Danmark, Portugal og Finland.
Praktikanterne bliver spredt ud til de forskellige selskaber i London, som har sin egen leder.
Det er typisk en person midt i [aldersangivelse], og i mange tilfælde er der tale om tidligere praktikanter i [Selskab 1], som er avanceret i systemet.
Forholdene inde på kontorerne stod i skarp kontrast til det fashionable kvarter udenfor, beretter tidligere medarbejdere samstemmende: Kontorerne er propfyldte, og tre-fire personer deler ofte skriveborde beregnet til to.
»Man investerer ikke i medarbejderne,« opsummerer én.
Flere tidligere ansatte sammenligner af samme grund forholdene hos [Selskab 1] med en sweatshop – et engelsk begreb, der traditionelt refererer til overfyldte fabrikker med underbetalte arbejdere mast sammen på alt for lidt plads i alt for mange timer i træk.
Daily email
Det er dog ikke lønnen, de overfyldte kontorer eller den manglende kaffe, der fylder mest, når de tidligere praktikanter beskriver tiden hos [Selskab 1].
Det er de timer, der lægges på kontoret.
Samtlige tidligere medarbejdere – også de få, der havde en positiv oplevelse – bekræfter, at en arbejdsuge let kunne krydse 80 timer, i enkelte tilfælde 100 timer, og at weekender ofte blev inddraget.
Flere fortæller, at de allerede på førstedagen endte med at sidde på kontoret til langt ud på natten.
»Min første arbejdsdag startede klokken 9.00 og sluttede klokken 3.00,« fortæller en.
En anden fortæller om en tilsvarende barsk start: »På min første dag arbejdede jeg 18 timer.
Det fortsatte sådan de næste fire måneder.« Den stil blev allerede lagt, da det første kuld praktikanter i sommeren 2016 begyndte hos [Selskab 1].
Efter få dage introducerede [Klager] dem for et koncept, han kaldte daily email.
Praktikanterne skulle hver dag sende en mail til [Klager], hvor de vurderede deres egen arbejdsindsats på en skala fra 1 til 5.
Berlingske er i besiddelse af en mail, hvor han beskriver skalaen på denne måde
1.
I har travlt
2.
I løber
3.
I spurter og sover mindre end 7 timer om natten på grund af arbejde
4.
Frokost og aftensmad foregår ved skrivebordet, I sover meget lidt, og store dele af jeres weekender er væk
5.
Hvad er mad, søvn og weekender?
Man kunne få den tanke, at [Klager] brugte konceptet til at sikre, at de unge mennesker ikke knoklede sig halvt ihjel.
Men ifølge flere tidligere praktikanter forholdt det sig lige omvendt: Daily email var et redskab, han brugte til at forvisse sig om, at de arbejdede hårdt nok.
Berlingske har set en mail, som [Klager] i 2017 sendte til nogle praktikanter, der havde givet sig selv karakteren 3 i den daglige evaluering.
Her slog han fast, at den slags middelmådighed ikke blev accepteret.
»Enten har I en opgave, og så fucking løber I og arbejder dag og nat for at ordne den i dag.
Eller også har I ikke noget at lave,« skrev han.
Daily email-konceptet og frygten for at blive hængt ud var med til at skabe en kultur, hvor man aldrig kunne slappe af, fortæller flere tidligere praktikanter.
»På en typisk arbejdsdag i [Selskab 1] mødte jeg ind klokken 8.00 om morgenen, og så gik jeg tidligst ved midnat.
Ofte blev klokken over 2.00.
Kulturen var sådan, at man blev fremhævet i plenum, hvis man arbejdede så meget, at man endte med at sove på kontoret.
Samtidig blev der set ned på folk, hvis de en dag gik allerede klokken 21,« siger en tidligere praktikant hos [Selskab 1].
Flere fortæller om ansatte, som i perioder medbragte luftmadrasser på kontoret og overnattede under deres skriveborde, så de ikke spildte tid på transport mellem deres hjem og kontoret.
»Efter nogle uger ligner du noget, katten har slæbt ind,« siger en tidligere praktikant.
Vedkommende, som endte med at stoppe sit ophold før tid, havde svært ved at forstå meningen med, at medarbejdere skulle sidde til sent om natten blot for at gentage øvelsen dagen efter på ny.
»Du skaber jo værdi med din tankevirksomhed, og så dur det jo ikke, at man sover så lidt.« »De måneder, jeg havde derovre, er den tid i mit liv, hvor jeg har sovet mindst og været suverænt mest presset.
Min hjerne stod af til sidst, fordi den ikke kunne klare mere,« fortæller en anden tidligere praktikant, som også afbrød opholdet før tid.
»Min mor var oprigtigt bange for, at hun skulle over og hente mig på et hospital et sted, fordi jeg var så træt.
Jeg var fuldstændig udkørt,« fortæller en tredje tidligere praktikant.
Liv og død
For [Klager] er arbejdet med at få [Selskab 1] og hans øvrige virksomheder til at lykkes som »en kamp på liv og død«, beretter flere kilder.
I flæng bruger han begreber som must win battles og whatever it takes.
Når en opgave skal løses, italesætter han det gerne som en finale i Champions League, og de ansatte sammenligner han med elitesoldater fra Navy Seals.
[Klager] ynder – ifølge kilderne – at omtale sig selv som William Wallace, den skotske frihedskæmper, der blev udødeliggjort i filmen Braveheart.
»I arbejder 6 dage om ugen.
16 timer om dagen.
Når I spiser frokost, er det ved skrivebordet, mens I arbejder.
I slås for pengene, som var det jeres egne.
I drømmer om og tænker på at vinde 24/7,« har han skrevet i en mail til en gruppe ledere i en asiatisk virksomhed, som [Selskab 1] tidligere har investeret i.
»Resten af jeres liv bliver defineret nu.
Der er ingen større mulighed end denne,« slutter han mailen, som Berlingske er i besiddelse af.
Der er ingen forståelse at hente hos [Klager], fortæller kilder, hvis andre ikke viser samme passion for arbejdet som ham selv.
At [Klager] er passioneret, har han aldrig lagt skjul på.
I 2017 i et interview med livstilsmagasinet Euroman afslørede han lidt af hemmeligheden bag sin succes.
»Jeg arbejder det meste af døgnet og sover ikke ret meget mere end seks timer om natten.
Sådan har det været hele mit voksne liv,« fortalte han.
På [Selskab 1]s kontor er der – ifølge en lang række medarbejdere – en uskreven regel om, at ansatte ikke må forlade kontoret før deres chefer.
Og særligt ikke før [Klager].
»Det lå bare mellem linjerne, at det var totalt no go,« fortæller en tidligere praktikant.
[Klager] har ikke været bleg for at bruge den uskrevne regel til at presse sine praktikanter, beretter flere.
»Han kunne være enormt uretfærdig,« fortæller en.
»Vi kunne møde skidetrætte ind efter en lang nat og så starte med et møde, der handlede om, hvorfor fanden vi gik så tidligt hjem.«”
Angriber praktikanter
Kulturen underbygges af en mail, som iværksætteren i 2017 sendte til en håndfuld af sine ledere.
Anledningen var, at han var stærkt utilfreds med det hold af nye praktikanter, som netop var startet i [Selskab 1].
»Vores praktikanters energi er dårlig.
Så dårlig, at hvis det fortsætter på den måde, skal vi ikke længere have dem på kontoret, fordi de er spild af penge og trækker energien ned,« skriver han i mailen, som Berlingske er i besiddelse af.
Herefter beder [Klager] sine chefer om at medvirke til, at praktikanterne kommer op i det ønskede gear.
»Taler du til din praktikant tre gange om dagen for at presse ham?
Har han super travlt?
Hvis I er på kontoret, så sørg for, at I bliver sammen med dem indtil midnat, så de bliver vant til det.« En tidligere ansat fra et af de selskaber, der holdt til i Danmark, fortæller, at [Klager] også forsøgte at få dem til at inkorporere kulturen fra London.
»Der var et krav om, at de ansatte skulle sidde og arbejde på bestemte tidspunkter og til sent om aftenen.
Det var meningsløst,« siger vedkommende.
Det var ikke kun det hårde arbejdspres og den lave løn, der ifølge medarbejderne gjorde det vanskeligt at gennemføre opholdet.
I Berlingskes mange samtaler med tidligere ansatte i [Klager]s virksomheder har iværksætterens temperament og utilregnelige gemyt været et tilbagevendende tema.
De fleste af kilderne er enige om, at [Klager] har en række forcer.
På sine gode dage kan han være inspirerende, charmerende og idérig.
»Han er enormt karismatisk.
Han sætter spørgsmålstegn ved alt, du laver, og er meget kritisk over for dit arbejde.
Han er sindssygt god til at se muligheder,« siger en af dem.
Men der er også dårlige dage: Og her er det ord som skræmmende, manipulerende og utilregnelig, der hæftes på [Klager].
Flere tidligere ansatte beskriver, at de var utrygge ved iværksætteren, og at stemningen kunne ændre sig på et splitsekund, når han kom ind på kontoret.
Det kunne mærkes på alle etager, når han var i bygningen, lyder det.
Berlingske har set en mail, hvor [Klager] skælder ud på nogle ansatte, som har introduceret et af hans selskaber for en potentiel investor på en måde, han ikke bryder sig om.
»Det er sidste gang.
Efter det her tager jeg ingen chancer mere, men sender den næste til en nordkoreansk fangelejr,« skriver [Klager] og tilføjer: »Knib ballerne sammen, og gør det ordentligt.
Det her er sgu det nemme af det, vi laver,« skriver han.
Det er ikke altid, at kritikken bliver holdt i en snæver kreds, fortæller flere kilder.
»Jeg har set folk blive ydmyget af [Klager] i et åbent kontorlandskab,« siger en tidligere leder i [Selskab 1].
»Der var den meget vrede version, hvor han råbte af folk.
Men det var næsten ikke den værste.
For han kunne også finde på at håne og latterliggøre den person, der sad over for ham.
Det var fandme ikke noget godt miljø at arbejde i,« tilføjer vedkommende.
Flere tidligere praktikanter fortæller, at de også har været ofre for [Klager]s svingende humør.
»Han er så overbevisende og rasende intelligent.
[Klager] ved præcis, hvad han skal sige for at få andre mennesker til at føle sig dumme og små.
Det er skræmmende.
Han kan kaste folk ned i en kasse, hvor man føler sig så lille,« siger en af dem.
»Jeg har ikke ydmyget nogen.
Jeg fortæller folk, hvis jeg ikke synes, de har lavet deres analyse ordentligt,« siger [Klager].
”
Der er i artiklen indsat en illustration med overskriften ”[Klager]s forretningsimperium” hvor række forskellige selskaber og deres indbyrdes forbindelser er vist.
Der er i artiklen indsat en rød boble med teksten: ”80 timer er en normal arbejdsuge for praktikanter”
Artiklen fortsætter
”En syg kultur
Berlingske har forelagt oplysningerne i denne artikel for [Person d], som er lektor med speciale i arbejdspsykologi ved [Universitet x].
Han kalder beretningerne fra praktikanter og øvrige ansatte i [Klager]s virksomheder for »ekstraordinært problematiske«.
»Jeg har over 40 års erfaring inden for forskning i dårlig ledelse, og der skal virkelig meget til at ryste mig.
Men det her er et enestående eksempel,« siger han.
Lektoren tøver ikke med at betegne kulturen i [Selskab 1] som »syg«.
Han hæfter sig særligt ved, at man som ung ansat i [Klager]s virksomheder tilsyneladende bliver presset ind i den benhårde arbejdskultur ved hjælp af for eksempelvis daily email og chefer, der bliver instrueret i at blive hængende på kontoret med deres praktikanter til langt ud på natten.
»Når en syg kultur er sat i system, så er det svært for ansatte at opdage, at den er helt forkert.
Og det er særligt svært for unge mennesker.
De ser kun, at alle andre tilsyneladende accepterer tingenes tilstand, og til sidst bliver det derfor helt umuligt for dem at mærke, at deres grænser bliver overskredet,« siger han.
Hvilke konsekvenser kan det få?
»Det skaber en enorm risiko for, at de knækker og får langvarige stressproblemer.
Ikke mindst, hvis de bliver ved med at forsvare systemet og i stedet bebrejder sig selv, at de ikke kan holde til det,« siger han og tilføjer: »Lægger du så elementer af frygt, tvang og udskamning oveni, så har du et destruktivt system, som er decideret sundhedsskadeligt.
Jeg mener, det er uforsvarligt, at en mand som [Klager] har ansvar for andre menneskers ve og vel.« Berlingske har ligeledes forelagt oplysningerne i artiklen for [Person d], forbundsformand i [Fagforeningen], som har 15 års erfaring med forhold for ansatte på arbejdsmarkedet.
Hun fortæller, at særligt beretningerne om [Klager]s ydmygelser af ansatte foran et helt kontor giver hende »ondt i maven«.
»Det er simpelthen sygt.
Og det er en person, som skulle forestille at være en anerkendt og respekteret forretningsmand.
Det er han jo ikke.
Han er nærmere en syg diktator,« siger hun.
Fagforeningsformanden kalder det fuldstændig grotesk, at ansatte i [Selskab 1] er blevet bedt om at vurdere deres arbejdsindsats ud fra kriterier som søvn og mad.
Og hun finder det særligt bekymrende, at kulturen er gået ud over praktikanter.
»Vi ved jo alt om, at det som ung er svært at stå imod magtmisbrug.
De unge er nye på arbejdsmarkedet og derfor mere udsatte.
Og vi ved, at de bliver ødelagt af det her.
Der er ingen, der skal have lov til at behandle andre sådan.
Det skal bare stoppes.« »Og så er det ekstra skærpende, at det er unge mennesker, som man tilmed underbetaler voldsomt,« siger hun.
Flugt
De seneste år har et væld af praktikanter og andre ansatte da også vendt ryggen til [Klager]s virksomheder.
I både 2019 og 2020 modtog han ifølge Berlingskes oplysninger omkring 15-20 praktikanter, som efter planen skulle arbejde for ham i et år.
Men ifølge en række kilder gjaldt det for begge årgange, at kun nogle få rent faktisk gennemførte.
Flere stoppede efter få uger på kontoret i London.
Mange holdt i under et halvt år.
I sommeren 2021 startede et nyt hold praktikanter, og også herfra har en stor del valgt at afbryde samarbejdet, fortæller kilder til Berlingske.
Undervejs er beretningerne fra de mange praktikanter nået frem til OPU-Sekretariatet – tidligere PIU-sekretariatet – der hjælper unge danskere med at finde og finansiere uddannelsesophold i udlandet.
[Klager]s virksomheder er tidligere blevet godkendt i systemet, men for nylig har OPU-Sekretariatets ledelse valgt at sende en direkte advarsel mod syv af iværksætterens selskaber.
Det viser mails, som Berlingske er kommet i besiddelse af.
»Eleverne fra London siger, at de arbejder døgnet rundt.
(.
.
.) Det har desværre igen i år betydet, at en del bukker under for presset i løbet af få måneder,« skriver ledelsen i OPUSekretariatet til sine koordinatorer.
Sekretariat lukker af
Ifølge Berlingskes oplysninger har sekretariatet besluttet, at man ikke længere vil bistå unge med at godkende praktikophold i [Klager]s virksomheder i London.
Og det er ikke kun praktikanter, som de seneste år har sagt farvel til [Klager]s mange virksomheder.
I perioden fra 2014 og frem til 2022 har han oprettet 16 virksomheder i Danmark, som blandt andet beskæftiger sig med at afholde konferencer og investering i ejendomme.
Alene i løbet af det seneste år er der skiftet ud i ledelsen hos de ti.
»Der var et dårligt miljø, og folk havde alt for travlt.
Kommunikationen var dårlig.
Betalingen var dårlig.
Og så blev vi opfordret til at oversælge tingene og nærmest lyve over for potentielle kunder, og det ville jeg ikke være en del af,« siger en af de ledere, der er stoppet.
Mange af [Klager]s tidligere praktikanter har siden reflekteret over, hvorfor de fandt sig i behandlingen hos [Selskab 1].
»Jeg så det som en form for erhvervsmæssig værnepligt, som ville give noget hård hud,« fortæller en.
Flere hæfter sig ved, at [Klager] var et stort idol for dem, og at selskabet køres som en slags kult, hvilket gør det vanskeligt at sige fra.
»Man er ung og usikker, og det er dit første arbejde hos en, du ser meget op til,« siger en.
»Man ville jo ikke være den, som ikke kan klare trykket,« siger en anden.
»Han udnytter, at det er unge mennesker, som har et godt drive og er skarpe, og som ser op til ham,« fortsætter vedkommende.
Flere fortæller, hvordan [Klager] ofte gjorde et nummer ud af at understrege, hvad han selv var gået igennem for at nå til, hvor han er.
[Selskab 1] er som en kult, hvor [Klager] er den ubestridte leder.
Alt handler om, at han er en succes.
Derfor skulle vi være som ham og gå igennem præcis det samme, som han har været igennem.
Og hvorfor?
Fordi så ville vi også blive en succes,« fortæller en tidligere ansat.
Navy Seal og urgency
I et skriftligt svar - sendt før [Klager] stillede op til interview kort før deadline - afviste [Klager] kritikken af forholdene i sine selskaber.
Han anerkender, at praktikantopholdet er krævende.
»Navy seal er tænkt som et internship, der udfordrer og tester folk.
Det udvikler, som intet andet internship, man kan finde,« skriver han.
»Folk vælger netop dette internship fremfor vores andre eller andre i markedet på grund af det hårde pres, de lange timer, den direkte feedback, sparring og mulighed for at arbejde direkte med direktører, deltage i bestyrelsesmøder mv. samt den læringskurve og muligheder, det leder til,« fortsætter han.
Han afviser samtidig ethvert kendskab til, at ansatte skulle have »arbejdet 80-100 timer eller sovet på kontoret – udover efter en bytur«.
Derudover påpeger [Klager], at det omtalte daily mail-koncept skal ses som et redskab til at sikre, at medarbejderne ikke arbejder døgnet rundt.
[Klager]s svar står sammenfattet i skarp kontrast til det, som hans tidligere medarbejdere har oplevet.
Mens denne artikel blev skrevet, søgte [Selskab 1] atter praktikanter – denne gang til et kontor i København.
Jobopslaget, som siden er forsvundet, blev indledt således: »Ønsker du at kickstarte din karriere og få et forspring til dine jævnaldrende?
Leder du efter en udfordring og ønsker at investere i din personlige og professionelle udvikling?
Vil du være en del af et exceptionelt iværksætterteam med unge, talentfulde og ekstremt drevne profiler?
« Kravet til ansøgerne var tilsvarende højtravende: »Du besidder en utrolig høj arbejdsmoral og har en høj forståelse for urgency.
Du er en utrolig drevet person og har et ønske om at blive den bedste til det, du gør.«”
Der er i artiklen indsat et portrætfoto af [Klager].
Af billedteksten fremgår: ”[Klager] afviser tidligere praktikanters beretninger om barske vilkår med lange arbejdsdage og et voldsomt psykisk pres.
Arkivfoto.
”
Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften ”Blå bog [Klager]”.
Af denne fremgår
”Født i september 1984 og opvokset på Østerbro.
I dag bosat i London.
[Klager] er student fra Niels Brock i København og afsluttede i 2005 en bachelor fra Copenhagen Business School (CBS).
Efterfølgende blev han optaget på universitetet [uddannelsesstedet] i [Bynavn 1], hvor han i 2008 færdiggjorde en MBA.
Han begyndte i 2008 som associate hos McKinsey i Schweiz, men kom året efter videre til en stilling som konsulent hos medieselskabet [Virksomhed 1] i Tyskland.
I 2010 blev han ansat i en chefstilling hos [Virksomhed 2] i Asien, og året efter tiltrådte han en lignende stilling hos det tyske investeringsselskab [Virksomhed 3].
I 2012 startede han sit eget investeringsselskab, [Selskab 1], sammen med en partner.
[Selskab 1] har siden investeret i en række virksomheder i blandt andet Asien, Latinamerika og Europa.
I de senere år har [Klager] startet og investeret i en række selskaber i Danmark.
Han har købt flere ejendomme i Næstved og overtaget den ikoniske [Virksomhed 4] i [Bynavn 2].
Endelig står han bag den kendte erhvervskonference [Virksomhed 5] og er medejer af [Virksomhed 6], der hjælper folk med at finde billige forsikringer og lån”
Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften ”bag om historien”.
Af denne fremgår
”Berlingske har de seneste uger og måneder interviewet og talt med adskillige personer, der har eller har haft kendskab til [Klager]s forretninger.
Det er først og fremmest tidligere medarbejdere, samarbejdspartnere og andre, der på den ene eller anden måde er stødt på [Klager] i professionel sammenhæng.
Sammenfattet har Berlingske været i kontakt med flere end 50 personer.
Alle har betinget sig anonymitet.
Berlingske har valgt at imødekomme ønsket, fordi historien er relevant og væsentlig at få frem.
Alle beskrivelser af kritisable arbejdsforhold, vilkår og miljø er bekræftet af adskillige tidligere medarbejdere.
For at eliminere enhver mulighed for at identificere medarbejderne har Berlingske valgt at sløre køn, alder, baggrund og det år, de var ansat hos [Selskab 1].
Til at understøtte fortællingerne har Berlingske haft adgang til interne mail, kontrakter, beskeder, selskabsdokumenter og regnskaber.
Berlingske varslede [Klager] om artiklen midt i juni og tilbød allerede der et interview.
28. juni – lidt mere end ti dage før publicering – forelagde Berlingske samtlige spørgsmål til [Klager].
Enkelte spørgsmål er siden føjet til og tillige blevet forelagt.
I går eftermiddag – kort før redaktionens deadline – stillede [Klager] op til interview.
De vigtigste svar er parafraseret i teksten.
Et længere interview vil blive bragt i løbet af de kommende dage.
”
Berlingske bragte den 10. juli 2022 på netavisen berlingske.dk artiklen ”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner”.
Artiklen blev med samme overskrift bragt den 11. juli 2022 i den trykte avis, 2. sektion, Business.
Artiklen har følgende underrubrik
”Han står bag en lang række internationale succesfirmaer, har støtte fra Goldman Sachs og investerer sammen med prominente erhvervsfolk.
Det er i hvert fald den historie, som iværksætteren [Klager] har præsenteret for omverdenen i otte år.
Det er dog ikke alle, der kan genkende den.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”I årevis har [Klager] været en af Danmarks mest profilerede iværksættere.
Historierne om den [alder] Østerbrodrengs bedrifter har ryddet forsider i landets store medier, der har tildelt ham prædikater som wonderboy og gulddreng.
Han har haft sin egen programserie på TV 2 og har udgivet bestselleren »[Bogtitel]« på forlaget Gyldendal.
Og så har han skabt sig en stor og trofast fanskare blandt unge iværksættere og handelsskoleelever.
Nu begynder fortællingen om [Klager] imidlertid at slå revner.
I lørdags kunne Berlingske – på baggrund af interview med flere end 25 tidligere medarbejdere i hans investeringsselskab, [Selskab 1] – løfte sløret for en brutal kultur, som eksperter betegnede som »syg«.
Kritikken stopper ikke der.
En række internationale selskaber og prominente entreprenører tager nu afstand fra påstande, som [Klager] har brugt til at profilere sig selv.
En gennemgang af hans påståede meritter afslører således, at den kendte iværksætter i en række tilfælde har opereret i en gråzone mellem kendsgerninger og usandheder, mellem rigtigt og forkert.
»[Klager]’ store udfordring er, at han har et behov for at smøre ekstremt tykt på.
Selv de mindste succeser er blevet solgt som store,« som en tidligere chef i et af [Klager]s selskaber udtrykker det.
Millioner fra Goldman Sachs
Et sted at begynde kunne være onsdag den 22. april 2015.
Her fik seerne på TV 2 News serveret en opsigtsvækkende historie.
»Den kun [aldersangivelse] dansker [Klager] har rejst næsten 300 nye millioner kroner til sit investeringsselskab.
Det er et selskab, som så sent som i efteråret fik den første indsprøjtning, som også var omkring 300 millioner kroner.« »Det er det selskab, som hedder [Selskab 1],« fortalte værten.
[Selskab 1] var stiftet tre år tidligere i Asien af [Klager] og en partner.
Ambitionen var at oprette og investere i mindre virksomheder, som så skulle vokse sig større og sælges videre med fortjeneste.
Det krævede penge at føre planerne ud i livet.
Et halvt år tidligere havde [Selskab 1] fået en stor investering fra et selskab tilhørende en af Asiens rigeste familier.
Og nu havde [Klager]s investeringsselskab, fremgik det af tv-indslaget, så fået et trecifret millionbeløb fra blandt andre den berømte investeringsbank Goldman Sachs.
[Klager] var selv mødt op i TV 2- studiet for at kommentere den gode historie.
»Vi har haft en tid, siden vi startede [Selskab 1], hvor vi har fået en masse nejer undervejs fra alle mulige folk.
Og så lige pludselig er man heldig, at sådan nogle som Goldman Sachs siger ja,« sagde han og tilføjede: »Jeg tror godt, at Goldman Sachs kan lide fundamentet i det, vi laver.« Ifølge [Klager] var investeringsbanken interesseret i [Selskab 1]s koncept, der går ud på at kopiere allerede kendte forretningsmodeller og bringe dem til nye markeder.
»Jeg siger ikke, jeg har den rigtige idé.
Jeg siger ikke, jeg er den bedste til at eksekvere det.
Men jeg siger, at jeg er den bedste til at putte det hele sammen,« fortalte [Klager].
Indslaget varede godt fem minutter, men [Klager] fandt ikke anledning til at indskyde en ellers relevant oplysning: Modsat den rige asiatiske familie havde Goldman Sachs ikke investeret i [Selskab 1].
Pengene var derimod gået til selskabet [Selskab 2] ([Selskab 2]) med hovedsæde i Hong kong, som [Selskab 1] havde været med til at starte og nu var investor i.
Ifølge tidligere ledende ansatte i [Selskab 2] – som Berlingske har talt med – er selskabet skabt på idé og initiativ fra østrigske [Person e], som i en lang periode var både øverste direktør og investor.
Det er ikke fair at fremstille det, som om [Selskab 2] og [Klager]s investeringsselskab er det samme, mener de tidligere chefer.
»Jeg tror ikke, at Goldman Sachs ville være enig i, at det var [Selskab 1], de investerede i,« udtrykker en af dem.
»Førende investeringsselskaber«
I kølvandet på indslaget hos TV 2 News kunne man læse på [Selskab 1]s hjemmeside, at selskabet nu var »støttet af førende investeringsselskaber«.
Her nævntes blandt andre Goldman Sachs, Route 66 Ventures og Jardine Matheson Group.
Det var nogle af de selskaber, som havde investeret i [Selskab 2].
Deres logoer optrådte nu også på [Selskab 1]s hjemmeside – samme sted som den asiatiske investor, der havde investeret direkte i [Klager]s investeringsselskab.
Det er faldet flere for brystet.
»Man prøver helt åbenlyst at få det til at se ud, som om Goldman Sachs og de andre har investeret i [Selskab 1],« siger en af [Klager]s tidligere ansatte til Berlingske.
Berlingske har spurgt Goldman Sachs, Route 66 Ventures og Jardine Matheson Group, om de tre selskaber kan bekræfte, at de »støtter« [Selskab 1], som det fremgår af hjemmesiden.
»Jardine Matheson Group har ingen investering i [Selskab 1] og har aldrig haft det.
Jardine Matheson har intet partnerskab med [Selskab 1],« svarer investeringsselskabet, som blandt andet ejer hotelkæder og ejendomsselskaber i Asien og Europa, i en e-mail til Berlingske.
»Vi er hverken forbundet med eller investor i [Selskab 1],« lyder svaret fra [Person d], ledende partner i Route 66 Ventures, der holder til i Virginia i USA.
Hos Goldman Sachs skriver kommunikationschef [Person f]: »Jeg kan ikke finde nogen forbindelse.« Berlingske har bedt om [Klager]s kommentar til sagen.
Han skriver: »Vi har aldrig sagt, de har investeret i [Selskab 1], men i de selskaber, vi har startet i [Selskab 1].« »Det er uomtvisteligt, at Goldman Sachs, Jardines, Route 66 mm har investeret i det selskab, vi co-foundede og var største aktionær i, [Selskab 2].« [Selskab 2]s tidligere direktør [Person e] har ikke ønsket at udtale sig.
[…]
Berlingske bragte den 14. juli 2022 på netavisen berlingske.dk artiklen ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt”
Artiklen blev den 14. juli 2022 bragt i den trykte avis, 2. sektion, Business under overskriften ”[Klager] opererer i et grænseland mellem sandt og falskt” .
Artiklerne har enslydende indhold.
[Artiklen vil i det følgende blive omtalt ved overskriften fra netavisen, Pressenævnet]
Artiklen har følgende underrubrik
”Berlingske kunne i weekenden afsløre, at den kendte iværksætter [Klager] i flere tilfælde har overdrevet sine meritter.
En gennemgang afslører, at han også har pyntet på fortællingen om investeringer i sine virksomheder.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”I efteråret 2014 turnerede den dengang blot [aldersangivelse] iværksætter [Klager] rundt til landets store medier med en god historie: Hans selskab [Selskab 1] havde fået en investering på hele 50 millioner dollar – svarende til 290 millioner kroner – fra et selskab ejet af den stenrige familie [Familien a] fra Hongkong.
Det var, som Jyllands-Posten skrev, »et anerkendende nik af en anden verden« til den unge dansker.
Nyheden betød, at [Klager] – ifølge ham selv – nu havde nået en milepæl, som de fleste iværksættere kun kan drømme om: Hans virksomhed var en milliard kroner værd.
»Det (pengene fra [Familien a], red.) er for en mindre aktiepost, så det passer fint, hvis man opgør værdiansættelsen til en milliard kroner,« fortalte han til Jyllands-Posten.
I Børsen, som også havde interviewet [Klager], forlød det, at den asiatiske familie havde sikret sig omkring 30 procent af aktierne i [Klager]s selskab for de 50 millioner dollar.
Det var ikke i overensstemmelse med sandheden, viser det sig nu.
Langt fra milliarden
Berlingske har i løbet af de seneste uger kulegravet [Klager]s mange virksomheder – herunder investeringsselskabet [Selskab 1], som holder til i London.
I den forbindelse er over 50 tidligere ansatte, partnere og kolleger blevet interviewet.
Researchen har afsløret, at der i [Selskab 1] har hersket en kultur, hvor unge ansatte presses til at arbejde dag og nat for en meget lav løn.
Samtidig fortæller en stribe tidligere ansatte, at der i [Klager]s virksomheder konstant opereres i et grænseland mellem sandt og falsk.
»Alt, hvad man gør, er på kanten,« som en tidligere medarbejder udtrykker det.
Og så er vi tilbage ved [Familien a]s store investering i [Selskab 1].
I januar 2019 var den asiatiske investor nemlig blevet så utilfreds med investeringen, at der blev rejst et krav ved retten i Hongkong mod både [Selskab 1], [Klager] og hans partner [Person h].
Det viser retsdokumenter, som Berlingske er i besiddelse af.
»Selskabet er blevet forvaltet seriøst dårligt,« lød kritikken fra investoren.
Af retsdokumenterne fremgår der samtidig en interessant detalje: [Familien a]s selskab investerede ikke 50 millioner dollar i [Selskab 1] i 2014.
Investeringen lød i stedet på 30 millioner dollar (dengang svarende til 175 millioner kroner) for 22,64 procent af aktierne.
Og dermed var [Selskab 1] langt fra den omtalte værdiansættelse på en milliard kroner.
Forskellen er ikke ligegyldig: En værdiansættelse til en milliard kroner betragtes i erhvervslivet som en betydelig og vanskelig milepæl, som kun ganske få opnår.
Da Berlingske forleden interviewede [Klager], blev han spurgt, hvorfor han i 2014 fortalte medierne, at der var tale om en investering på 50 millioner dollar.
»Det tror jeg ikke, at vi har sagt,« sagde han.
Det står ellers i alle artiklerne?
»Det tror jeg ikke.«
Senere har [Klager] ændret sit udsagn: Han havde talt om 50 millioner dollar.
Og [Selskab 1] havde endda skrevet tallet i en pressemeddelelse.
Ifølge [Klager] er der en forklaring på forvirringen: Godt nok investerede [Familien a] kun 30 millioner dollar i [Selskab 1].
Men investoren var – hævder [Klager] – klar til at indskyde yderligere ti millioner dollar.
De yderligere ti millioner dollar fulgte aldrig.
Men alligevel kunne de godt betragtes som en del af investeringen, argumenterer [Klager].
Det efterlader dog fortsat et hul på ti millioner dollar, hvis regnestykket skal give 50 millioner dollar i alt.
Men også her har [Klager] en forklaring: De sidste ti millioner dollar var ifølge iværksætteren penge, som [Familien a] var klar til at investere i et af [Selskab 1]s datterselskaber.
Han har – trods Berlingskes opfordring – ikke oplyst navnet på datterselskabet.
Berlingske har bedt ham dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, men det har [Klager] afvist, fordi han er »under confidentiality«.
[Klager] er derudover blevet spurgt, hvorfor han fortalte medierne, at [Selskab 1] havde en værdiansættelse på en milliard kroner, når den ifølge retsdokumenterne fra Hongkong ikke var i nærheden af det.
»Værdien af [Selskab 1] ramte, som vi også skrev i vores pressemeddelelse, næsten 1 milliarder kroner, da vi kommunikerede det, på baggrund af de USD 40m committed, en investering i datterselskab, og et selskab umiddelbart efter blev rullet ind i [Selskab 1],« skriver han.
Forvirring om investor
Da [Familien a] rejste krav mod [Selskab 1], [Klager] og hans partner, fik offentligheden ikke nys om det.
Men knap et halvt år senere – i efteråret 2019 – kunne man læse i Børsen, at [Selskab 1] havde solgt sine aktier i det asiatiske selskab [Selskab 2], og at [Familien a] i den forbindelse var købt »helt ud« af [Klager]s selskab.
»Frem for at tage pengene ind og blive ved med at have delt ejerskab vil vi hellere eje en større del, for vi tror ret meget på de resterende virksomheder,« fortalte [Klager] til Børsen om de tanker, han havde gjort sig sammen med sine to partnere, [Person g] og [Person h].
Næsten tre år senere erkender [Klager] over for Berlingske, at det heller ikke var korrekt.
»Vi købte ikke vores investor ud,« siger han.
I stedet brugte [Selskab 1] penge fra salget af aktier i [Selskab 2] til at betale [Familien a] tilbage.
Men den asiatiske investor ejer fortsat alle sine aktier, fortæller han.
Berlingske har spurgt [Klager], hvorfor han til Børsen gav udtryk for, at investoren var blevet købt ud.
Han svarer: »Fordi økonomisk er de betalt ud, og vi ville få 100 procent af pengene, hvis vi solgte alt i morgen til markedsværdi.« De ovenstående eksempler står ikke alene.
[…]”
Der er i artiklen indsat en faktaboks med overskriften ”Berlingskes dækning af [Klager].
Af teksten fremgår
”Lørdag den 9. juli bragte Berlingske en længere artikel, der satte et kritisk lys på arbejdsforholdene i [Klager]s selskaber i London.
Via tidligere medarbejdere, samarbejdspartnere og interne dokumenter og mail kunne Berlingske afdække et arbejdsmiljø og en kultur, som eksperter betegnede som »syg«.
Mandag den 10. juli bragte Berlingske en opfølgende artikel, hvor en gennemgang af meritter, erhvervssucceser og påståede samarbejdspartnere blotlagde en del sprækker i fortællingen om [Klager].
Sammenfattet har Berlingske været i kontakt med flere end 50 personer til artiklerne.
Fredag den 8. juli interviewede Berlingske [Klager] i godt og vel en time og 45 minutter.
[Klager] har efterfølgende haft interviewet til gennemlæsning.
Dette er den fjerde artikel i dækningen.
De første blev bragt 9., 11. og 12. juli.
”
Efter offentliggørelsen
Den 14. juli 2022 fremsendte [Klager] en anmodning til Berlingske om at få bragt nedenstående genmæle
”Genmæle: Berlingske omtalte i artiklen “[Klager] opererer i et grænseland mellem sandt og falsk” den 14. juli 2022, at ‘Berlingske har bedt ham dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, men det har [Klager] afvist.
” Den fremsatte påstand om mangel på dokumentation er ikke korrekt.
[Klager] havde forud for artiklens publicering fremsendt dokumentation for dette til Berlingske.
”
Berlingske afviste samme dag og sendte følgende svar til [Klager]
”Kære [Klager],
Tak for din mail.
Pressenævnets regler for genmæle, som jeg kan forstå du har orienteret dig i, siger at betingelserne for et genmæle forudsætter, at "de bragte oplysninger skal være forkerte".
Det mener vi ikke er tilfældet her.
Som det vil være dig bekendt, og som det fremgår af dækningen, baserer artiklen torsdag sig dels på offentlige retsdokumenter fra Hong Kong.
Dels på dine forklaringer der - som det fremgår af teksten - er skiftet undervejs.
Under interviewet fredag afviste du således indledningsvist at have talt om 50 mio. dollars, inden du senere medgav, at det var det beløb, du havde nævnt.
Endelig mener vi ikke, at et notat fra din egen advokat uden kontekst - og "for background only" - kan kategoriseres som et egentligt bevis for det modsatte.
Derfor må vi på det foreliggende grundlag afvise vi dit ønske om genmæle.
Bedste hilsner Tom Jensen”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 1. oktober 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Korrekt information, efterprøvelse og svar i sammenhæng
[Klager] har blandt andet anført, at artiklerne indeholder ukorrekt information, beskyldninger, der ikke er blevet efterprøvet tilstrækkeligt, og at hans svar på beskyldningerne ikke er bragt i sammenhængen.
Artikel 1: ”80 timers arbejdsuge, lav løn og ”syg” kultur: Velkommen til [Klager]s forretningsimperium”
- undladelse af at bringe kommentar
[Klager] har indledningsvist anført, at der er tale om en lang artikel på ca. 5.000 ord, og at vinklen i artiklen er, at der i hans virksomhed er brutale arbejdsvilkår.
Der er i artiklen gengivet ca. 20 citater fra anonyme personer, og det er derfor ikke klart, hvor mange forskellige personer, der har udtalt sig i artiklen.
I artiklen fremlægges de anonyme udsagn for to eksperter, som på baggrund heraf konkluderer, at [Klager] er en ”syg diktator”.
De to eksperters udsagn fylder i artiklen ca. 260 af de 5.000 ord.
Til sammenligning citeres [Klager] alene for 84 ud af de i alt 5.000 ord, og resten er gamle citater.
[Klager] har i forlængelse heraf anført, at Berlingske har undladt at bringe følgende kommentar fra ham i artiklen
”Det er intenst at bygge virksomheder i konkurrenceprægede industrier og/eller købe konkursramte virksomheder og lave turnarounds på dem.
Alligevel er langt de fleste stillinger, vi har, helt normale videnjobs.
Vi har gennem årene tilbudt forskellige internships.
Fra de mere normale internships til et internship, som historisk har fundet sted i London og bliver kaldt for “navy seals internshippet”, fordi det er hårdt og tilrettelagt sådan for at modne deltagerne.
”
Dette svar på den grundlæggende forkerte præmis i artiklen om, at der skulle være tale om, at alle stillinger er særligt hårde, er ikke bragt i sammenhængen, og udeladelsen er derfor en tilsidesættelse af de presseetiske regler om korrekt information.
[Klager] har endvidere bemærket, at journalisterne bag historien skrev, at [Klager] kunne pulje sine svar skriftligt, hvilket han gjorde.
Derfor er det heller ikke korrekt, som anført af Berlingske, at avisen ikke var bekendt med, at der skulle være tale om flere forskellige internships, da [Klager] netop skrev dette til Berlingske flere dage før deadline.
[Klager] har henvist til, at dette er i strid med de presseetiske regler punkt A.
1 og A.
4.
- omtalen af dækningen i Berlingskes teaser
[Klager] har anført, at Berlingskes omtale af dækningen indeholder krænkende beskyldninger mod ham, og har henvist til følgende afsnit, der fremgår af artiklen
”Det er en historie om i bedste fald vildledende påstande om alt fra uddannelser til meritter og partnerskaber med nogle af verdens førende investeringsselskaber, som Berlingske vil afdække over de kommende dage.
”
Udsagnene i teaseren er skadelige, krænkende og agtelsesforringende for ham, og påstandene dokumenteres ikke i den konkrete artikel, ligesom han ikke gives mulighed for at svare på beskyldningerne i artiklen.
I den forbindelse har [Klager] anført, at det er underordnet, at Berlingske i artiklen henviser til, at afdækningen vil ske over ”de kommende dage”, når der i den konkrete artikel ikke er dækning for påstandene.
Berlingske har derfor handlet i strid med god presseskik ved at tease for indhold og ved at bringe skadelige og krænkende udsagn, selv om der ikke er dækning for påstandene i den konkrete artikel.
[Klager] har henvist til, at dette er i strid med de presseetiske regler punkt A.
4 og A.
6.
Artikel 2: ”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner”
- omtale af interview fra 2015
[Klager] har henvist til, at følgende uddrag fra artiklen indeholder ukorrekt information
”Et sted at begynde kunne være onsdag den 22. april 2015.
Her fik seerne på TV 2 News serveret en opsigtsvækkende historie.
»Den kun [aldersangivelse] dansker [Klager] har rejst næsten 300 nye millioner kroner til sit investeringsselskab.
Det er et selskab, som så sent som i efteråret fik den første indsprøjtning, som også var omkring 300 millioner kroner.« »Det er det selskab, som hedder [Selskab 1],« fortalte værten.
[Selskab 1] var stiftet tre år tidligere i Asien af [Klager] og en partner.
Ambitionen var at oprette og investere i mindre virksomheder, som så skulle vokse sig større og sælges videre med fortjeneste.
Det krævede penge at føre planerne ud i livet.
Et halvt år tidligere havde [Selskab 1] fået en stor investering fra et selskab tilhørende en af Asiens rigeste familier.
Og nu havde [Klager]s investeringsselskab, fremgik det af tv-indslaget, så fået et trecifret millionbeløb fra blandt andre den berømte investeringsbank Goldman Sachs.
[Klager] var selv mødt op i TV 2- studiet for at kommentere den gode historie.
»Vi har haft en tid, siden vi startede [Selskab 1], hvor vi har fået en masse nejer undervejs fra alle mulige folk.
Og så lige pludselig er man heldig, at sådan nogle som Goldman Sachs siger ja,« sagde han og tilføjede: »Jeg tror godt, at Goldman Sachs kan lide fundamentet i det, vi laver.« Ifølge [Klager] var investeringsbanken interesseret i [Selskab 1]s koncept, der går ud på at kopiere allerede kendte forretningsmodeller og bringe dem til nye markeder.
»Jeg siger ikke, jeg har den rigtige idé.
Jeg siger ikke, jeg er den bedste til at eksekvere det.
Men jeg siger, at jeg er den bedste til at putte det hele sammen,« fortalte [Klager].
Indslaget varede godt fem minutter, men [Klager] fandt ikke anledning til at indskyde en ellers relevant oplysning: Modsat den rige asiatiske familie havde Goldman Sachs ikke investeret i [Selskab 1].
Pengene var derimod gået til selskabet [Selskab 2] [(Selskab 2)] med hovedsæde i Hong kong, som [Selskab 1] havde været med til at starte og nu var investor i.
”
Artiklen forsøger at underbygge en præmis og vinkel om, at [Klager] i interviewet fra 2015 lader seerne tilbage i den tro, at Goldman Sachs skulle have investeret direkte i [Selskab 1] som ejer, hvilket [Klager] ikke tilnærmelsesvist har sagt i interviewet.
[Klager] har henvist til det konkrete interview, som blev bragt på TV 2 News 2015.
Berlingske undlader i artiklen at beskrive, hvad [Klager] svarer i interviewet, da han bliver spurgt om, hvad pengene skal gå til, og hvor han svarede følgende
“Finansielle sammenligning, som var det Goldman Sachs har investeret i, hvor vi er inde og sammenligne finansielle produkter.
”
Herudover udelader Berlingske endvidere at gengive [Klager]s udtalelser i interviewet om, at
”Vi har også puttet vores egne penge i, så vi er lige som committed, som de [Goldman Sachs] er”
og
”Indtil videre har de investeret i en virksomhed, som gør det rigtig-rigtig-rigtig godt.
Vi er profitable i de første markeder allerede i virksomheden på trods af, at den kun er et år gammel.
”
Berlingskes præsentation af det, [Klager] har sagt i interviewet, er således med til at ringeagte hans person.
[Klager] har videre anført, at han ikke har skabt et billede af, at Goldmann Sachs skulle have investeret direkte i [Selskab 1] og har påpeget, at en af de journalister, der har skrevet den påklagede artikel, Nicolaj Vorre, i 2015 skrev følgende om nyheden i Børsen
”Så sent som i dag har en investorkreds med amerikanske Goldman Sachs i spidsen skudt næsten 300 mio. kr. i et hans selskaber, [Selskab 2], som sammenligner bank-, forsikring-, mobil- og elprodukter i en række lande."
[Klager] gjorde journalisten opmærksom på dette forud for artiklens publicering, men Berlingske har ikke forholdt sig til, at deres egen journalist tidligere har fået korrekt fat på sammenhængen, hvorfor den udlægning af TV2 interviewet, læserne præsenteres for i artiklen, ikke er korrekt eller fair.
- kommentaren fra Route 66 Ventures – efterprøvelse
[Klager] har anført, at den falske præmis i artiklen om relationen til Goldmann Sachs har dannet baggrund for Berlingskes kontakt til [Person d], ledende partner i Route 66 Ventures, som er citeret i artiklen
”»Vi er hverken forbundet med eller investor i [Selskab 1],« lyder svaret fra [Person d], ledende partner i Route 66 Ventures, der holder til i Virginia i USA.
”
Da [Klager] blev forelagt citatet, tog han kontakt til [Person d], som sendte følgende mail til [Klager], som han sendte til Berlingske før deadline.
”Hi [Klager]
Sorry this reporter twisted my one sentence to her.
Let me clarify.
I can confirm that [Klager] and [Selskab 1] Co-Founded [Selskab 2].
and that we partnered with [Selskab 1], and invested in [Selskab 2].
Thanks [Person d]”
Det er derfor ikke en korrekt udlægning i artiklen, når læseren præsenteres for det faktum, at Route 66 med flere tager afstand fra at skulle være ”forbundet med eller investor” i [Selskab 1].
[Klager] har i den forbindelse anført, at han aldrig har påstået, at Route 66 skulle være ”investor”, og har i forhold til påstanden ”forbundet med” anført, at han ikke kender ordlyden af det originale engelske spørgsmål, som Berlingske har stillet, eller den originale engelske ordlyd af svaret fra [Person d].
Svaret fra [Person d] til [Klager] understreger, at Berlingske ikke i tilstrækkelig grad har efterprøvet de skadelige oplysninger, og at [Klager] og [Person d] har dokumenteret, at udlægningen fra Berlingske ikke er korrekt, og at den er upræcis og vildledende.
I forhold til Berlingskes bemærkninger om, at avisen tilbød [Person d] at trække sine citater tilbage, har [Klager] bemærket, at dette må være udtryk for, at avisen mener, at den er gået for langt.
Herudover fremgår det ikke, om han aktivt har skrevet eller sagt, at han ikke ønsker at trække citaterne tilbage, eller om han bare ikke har reageret på henvendelsen.
Genmæle
Artikel 3: ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt”
[Klager] har anført, at artiklen indeholder forkerte oplysninger, og at han derfor har anmodet om at få et genmæle bragt i Berlingske.
[Genmæleteksten er gengivet under punkt 1, Sagsfremstilling, Pressenævnet ]
[Klager] har henvist til følgende uddrag i artiklen
”Af retsdokumenterne fremgår der samtidig en interessant detalje: [Familien a]s selskab investerede ikke 50 millioner dollar i [Selskab 1] i 2014.
Investeringen lød i stedet på 30 millioner dollar (dengang svarende til 175 millioner kroner) for 22,64 procent af aktierne.
[…]
Ifølge [Klager] er der en forklaring på forvirringen: Godt nok investerede [Familien a] kun 30 millioner dollar i [Selskab 1].
Men investoren var – hævder [Klager] – klar til at indskyde yderligere ti millioner dollar.
De yderligere ti millioner dollar fulgte aldrig.
Men alligevel kunne de godt betragtes som en del af investeringen, argumenterer [Klager].
Det efterlader dog fortsat et hul på ti millioner dollar, hvis regnestykket skal give 50 millioner dollar i alt.
Men også her har [Klager] en forklaring: De sidste ti millioner dollar var ifølge iværksætteren penge, som [Familien a] var klar til at investere i et af [Selskab 1]s datterselskaber.
Han har – trods Berlingskes opfordring – ikke oplyst navnet på datterselskabet.
Berlingske har bedt ham dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, men det har [Klager] afvist, fordi han er »under confidentiality«.
”
Til støtte for sin anmodning har [Klager] anført, at den sidste sætning i uddraget, hvoraf det fremgår, at han har afvist at dokumentere, at [Familien a] var parate til at investere 50 millioner dollar, indeholder ukorrekt information.
[Klager] har i den forbindelse henvist til, at han inden artiklen blev publiceret havde fremsendt dokumentation for, at [Familien a] var parate til at investere yderligere 20 millioner dollar.
Dokumentationen bestod i en mail fra to advokater fra det internationale advokatfirma Latham & Watkins, og det fremgår af mailen, at familien var ”committed to invest a total of US$50m”.
Berlingske oplyste ved afvisningen af genmælet, at avisen ikke anså et notat fra [Klager]s egen advokat uden for kontekst og ”for backgrund only” som noget, der kan kategoriseres som et egentligt bevis for det modsatte.
[Klager] har videre anført, at han har vanskeligt ved at se, hvordan han ellers kan dokumentere en investors parathed til at investere yderligere, og at det derfor ikke er korrekt, når Berlingske skriver, at han har ”afvist” at dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar.
I denne sammenhæng er det ikke relevant hvor eller om, der senere blev investeret 30, 40 eller 50 af de tilsagte (committede) beløb.
[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, han havde med Berlingske vedrørende dokumentationen.
[Klager] har hertil bemærket, at han over for journalisten skrev, at han ville få sin danske advokat, Moalem Weitemeyer, til at sende dokumentation, hvilket journalisten svarede ”helt ok” til.
[Klager]s danske advokat nåede imidlertid ikke at sende dokumentationen før deadline, men det gjorde hans advokater fra Letham & Watkins.
Den 11. juli 2022 skrev [Klager] følgende mail
”Da jeg er under confidentiality, kan åbenlyst ikke dele vores investeringsaftaler mm.
Jeg har sendt dem til Advokat Moalem Weitemeyer, og bedt dem bekræfte at "[Familien a] " komitterde [slåfejl, ’kommittede’] sig til at investere samlet 50m USD i [Selskab 1], herunder i et datterselskab (10m USD).
Da jeg er ude på vandet og kun nogen gange har net, har jeg bedt dem skrive direkte til dig.
Med venlig hilsen [Klager]”
Journalisten besvarede mailen samme dag
”Helt ok.
VH [Journalisten]”
[Klager] har endvidere indsendt en mail fra advokat [Advokat 1], der er dateret den 12. juli 2022.
Af mailen, der har emnefeltet ”Investment into [Selskab 1]”, og som er sendt fra Advokat [Advokat 1] med en anden advokat, [Advokat 2] cc, fremgår følgende
”Only to be used for background: We understand that someone is asking questions in relation to the investment into [Selskab 1] by [Person a] through companies controlled by him.
Having reviewed and on the basis of the documents and structure charts you provided we can confirm that [Person a] through companies controlled by him committed to invest a total of US$50m into [Selskab 1], of which US$10m was into one of its subsidiaries.
”
[Klager] sendte samme dag sendte denne mail videre til Berlingske.
[Klager] har herudover til Pressenævnet indsendt kopi af en mail af 13. juli 2022, hvor Berlingske efter at have modtaget mailen fra advokaterne kontakter advokaterne med følgende mail
”Dear [Advokat 1] and [Advokat 2], I have received the email below from [Klager].
Can you please inform me, who you represent in this case?
Best regards, [Journalisten]”
Advokaterne svarede samme dag
”We have historically represented [Selskab 1]
As per email below - this is for background only
Thanks”
I forhold til dokumentation har [Klager] bemærket, at det er et skråplan, hvis Berlingske og andre medier kan kræve, at fortrolige handels- eller investeringsaftaler skal fremlægges for at tilbagevise forkerte påstande.
[Klager] har, i forhold til Berlingskes bemærkning om, at en mail fra hans advokat ikke kan kategoriseres som et egentligt bevis for det modsatte, bemærket, at der er omvendt bevisbyrde ved vurderingen om genmæle.
Afslutningsvis har [Klager] anført, at Berlingske således ikke har belæg for at skrive, at han har afvist at dokumentere, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, da det netop er det, han via sin advokat, har dokumenteret.
2.2 Berlingskes synspunkter
God presseskik
Korrekt information, efterprøvelse og svar i sammenhæng
Berlingske har indledningsvist anført, at avisen afviser at have handlet i strid med god presseskik.
Artikel 1:”80 timers arbejdsuge, lav løn og ”syg” kultur: Velkommen til [Klager]s forretningsimperium”
- undladelse af at bringe kommentar
Berlingske har anført, at artiklen er den første af i alt fire artikler i en serie om iværksætteren [Klager], og at artiklen blev bragt i den trykte avis og digitalt.
Teksten i artiklen er kulminationen på længere tids arbejde, og som det også fremgår af artiklen, valgte [Klager] indledningsvist at svare skriftligt, inden han kort før deadline, fredag den 8. juli 2022, valgte at stille op til interview.
Af faktaboksen ”Bag om historien”, der er bragt i artiklen, fremgår det endvidere, at Berlingske allerede i midten af juni, det vil sige næsten en måned før, artiklen blev publiceret, kontaktede [Klager] første gang, og at langt størstedelen af kritikpunkterne blev forelagt den 28. juni 2022, altså mere end 10 dage før artiklen blev publiceret, og at enkelte spørgsmål senere blev føjet til.
Dette uddybes i artiklen og i faktaboksen for at tydeliggøre, at [Klager] har haft god tid til at adressere de kritikpunkter, der bliver fremsat, og at han flere gange og over lang tid har fået mulighed for at kommentere kritikken.
I det skriftlige svar, [Klager] gav til Berlingske, inden han stillede op til interview, havde han kun adresseret dele af de mange kritikpunkter.
Undervejs i interviewet adresserede han resten.
I interviewet, som begge parter optog på lyd, aftaltes det, at Berlingske i artiklen ville kombinere de skriftlige svar med de mundtlige for at sikre, at alle kritikpunkter blev adresseret.
Samtidig blev [Klager] gjort opmærksom på, at dele af hans svar ville være parafraseringer, eftersom Berlingske på det tidspunkt var over deadline.
Det blev herudover aftalt, at der en af de kommende dage ville blive bragt et længere interview med [Klager], hvor han ville optræde i et længere og uforstyrret Q&A format.
Det er derfor Berlingskes opfattelse, at avisen har strakt sig langt for at give [Klager] mulighed for at svare på kritikken.
Af artiklen fremgår følgende i slutningen af første afsnit
”I det følgende vil der blive rejst en række kritikpunkter af [Klager].
Den [alder] iværksætter valgte indledningsvist at svare på kritikken skriftligt, inden han fredag eftermiddag - kort før redaktionens deadline - valgte at give et længere interview.
Sammenfattet afviser han den kritik, der bliver lagt frem.
”
Undervejs i artiklen kommenterer [Klager] nogle af de specifikke kritikpunkter, som han svarede på i interviewet, og i det afsluttende kapitel bringes [Klager]s svar på den kritik, der bliver fremsat af de tidligere praktikanter
”I et skriftligt svar - sendt før [Klager] stillede op til interview kort før deadline - afviste [Klager] kritikken af forholdene i sine selskaber.
Han anerkender, at praktikantopholdet er krævende.
»Navy seal er tænkt som et internship, der udfordrer og tester folk.
Det udvikler, som intet andet internship, man kan finde,« skriver han.
»Folk vælger netop dette internship fremfor vores andre eller andre i markedet på grund af det hårde pres, de lange timer, den direkte feedback, sparring og mulighed for at arbejde direkte med direktører, deltage i bestyrelsesmøder mv. samt den læringskurve og muligheder, det leder til,« fortsætter han.
Han afviser samtidig ethvert kendskab til, at ansatte skulle have »arbejdet 80-100 timer eller sovet på kontoret – udover efter en bytur«.
Derudover påpeger [Klager], at det omtalte daily mail-koncept skal ses som et redskab til at sikre, at medarbejderne ikke arbejder døgnet rundt.
[Klager]s svar står sammenfattet i skarp kontrast til det, som hans tidligere medarbejdere har oplevet.
”
I forhold til det af [Klager] anførte om, at der er et svar fra ham, der ikke er blevet bragt, og som er helt centralt for præmissen, har Berlingske anført, at avisen er uenig i dette.
Som det fremgår af artiklen, har Berlingske talt med flere end 25 praktikanter i [Klager]s selskaber og herudover 20 andre personer, der har haft tilknytning til virksomhederne.
Som det loyalt gengives i artiklen, har enkelte udtrykt tilfredshed med deres ophold.
For langt størstedelen forholdt det sig anderledes.
Berlingske er herudover ikke bekendt med, at der skulle være tale om flere forskellige internships, hvilket kilderne heller ikke er.
Dette forekommer endvidere irrelevant i sammenhængen, eftersom artiklen beskæftiger sig med de mange tidligere praktikanter, der har oplevet en brutal kultur hos [Klager].
Berlingske har anført, at diskussionen om antallet af internships ikke er relevant for artiklen.
På baggrund af samtaler med adskillige tidligere praktikanter og medarbejdere hos [Klager], betvivler avisen endvidere, at der skulle være flere forskellige internships, da ingen af de personer, avisen har talt med, har talt om eller bekræftet, at der er flere forskellige internships.
- omtalen af dækningen i Berlingskes teaser
Berlingske har anført, at det er korrekt, at der i artiklen teases for indhold, der vil blive bragt i en anden artikel senere.
Af artiklen fremgår teaseren, og kort efter i teksten fremgår [Klager]s stillingtagen
”Det er en historie om i bedste fald vildledende påstande om alt fra uddannelser til meritter og partnerskaber med nogle af verdens førende investeringsselskaber, som Berlingske vil afdække over de kommende dage.
[…]
Sammenfattet afviser han den kritik, der bliver lagt frem.
”
Berlingske har bemærket, at [Klager] ikke anfægter, at der i Berlingskes samlede omtale er dækning for sætningen, og at avisen er af den opfattelse, at det er rimeligt på et overordnet niveau at tease for indhold, der ventes bragt de følgende dage, så længe [Klager] også overordnet får lejlighed til at adressere kritikken, som tilfældet er i den påklagede artikel.
Artikel 2: ”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner”
- omtale af interview fra 2015
Berlingske har i forhold til den passage i artiklen, som [Klager] har klaget over, anført, at det er evident, at man som seer af indslaget på TV2 efterlades med det indtryk, at Goldman Sachs har investeret i [Selskab 1].
Berlingske har henvist til et uddrag fra udsendelsen og gengivet dette
” Studievært : Da jeg læste det her med 300 mio. kroner rejst i dit investeringsselskab, hvad siger man egentlig til Goldman Sachs og hvem det nu ellers er, der har skudt alle de her penge ind i dit investeringsselskab, som får dem til bare at lade millionerne rulle ind?
[Klager] : Jeg tror, det første, man nogle gange kan glemme, er, at der ligger 3000 døre, der er blevet sparket ned, før man får en dør som Goldman Sachs, hvor de så siger ja.
”
Berlingske har henvist til et link, hvor det fulde interview kan tilgås.
Indslaget kan ikke efterlade tvivl om, at [Klager] ikke gør op med TV2s fejlagtige opfattelse af, at det er hans selskab, [Selskab 1], der har fået 300.000 mio. kr. Derfor er det også korrekt, når Berlingske i artiklen skriver
”Indslaget varede godt fem minutter, men [Klager] fandt ikke anledning til at indskyde en ellers relevant oplysning: Modsat den rige asiatiske familie havde Goldman Sachs ikke investeret i [Selskab 1].
”
Det er i denne sammenhæng ikke relevant, hvad Berlingskes journalist, [Journalisten], måtte have skrevet på et tidligere tidspunkt i sin karriere i et andet medie.
- kommentaren fra Route 66 Ventures – efterprøvelse
På [Selskab 1]s hjemmeside kunne man i kølvandet på det omtalte indslag fra TV2 læse, at selskabet var ”støttet af ledende investeringsfirmaer”.
Blandt de virksomheder, der blev nævnt, var Goldman Sachs, Jardine Matheson og Route 66 Ventures.
Berlingske spurgte i den forbindelse de omtalte selskaber, om de kunne genkende fremstillingen af relationen, som det fremgik af selskabets hjemmeside.
Berlingske sendte blandt andet et link til hjemmesiden, så de omtalte selskaber kunne se, hvordan relationen blev fremstillet.
Avisen kontaktede Route 66 Ventures i maj 2022 for at høre om investeringsselskabets relation til [Klager]s selskab [Selskab 1].
På det tidspunkt fremgik det af [Selskab 1]s hjemmeside, at man var ”støttet” af Route 66 Ventures.
Direkte adspurgt, om dette var korrekt, svarede [Person d], som det er citeret i avisen
”»Vi er hverken forbundet med eller investor i [Selskab 1],«”
Berlingske gav herefter [Person d] anledning til at uddybe og klargøre relationen, men disse spørgsmål blev ikke besvaret.
I forhold til [Klager]s klage over gengivelsen af svaret fra Route 66 Ventures har Berlingske anført, at [Klager] kort før deadline videresendte den korrespondance, han havde haft med Route 66 Ventures.
Berlingske har anført, at der er tale om et skærmbillede af en mail uden kontekst, og at det således for Berlingske ikke er muligt at se, hvad [Klager] har spurgt Route 66 Ventures om.
Berlingske forsøgte herefter igen at få kontakt til [Person d], hvilket ikke lykkedes inden deadline.
Trods gentagne forespørgsler har han ikke anmodet om at ændre sin forklaring, hvorfor Berlingske står ved det, der er skrevet i avisen.
Genmæle
Artikel 3: ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt”
Berlingske har afvist at bringe det anmodede genmæle fra [Klager].
Berlingske har i den forbindelse anført, at kernen i historien er en pressemeddelelse fra 2014 fra [Klager]s selskab, [Selskab 1], hvor selskabet påstår at have modtaget en investering på 50 mio. dollar fra [Selskab 3] ([Selskab 3]).
Som det fremgår af artiklen, har Berlingske fået adgang til retsdokumenter fra en domstol i Hong Kong, hvor det fremgår, at investeringen var på 30 mio. dollar, hvilket er 20 mio. dollar mindre end det beløb, som fremgik af pressemeddelelsen og de interviews, [Klager] gav dengang til flere medier.
Da Berlingske interviewede [Klager], afviste han indledningsvist at have talt om eller kommunikeret 50 mio. dollar til omverdenen, men erkendte siden at have talt om beløbet og forklarede herefter, at der var tale om, at [Selskab 3] ville investere yderligere 10 mio. dollar – en option, der forblev ubrugt, og at selskabet ville have investeret 10 mio. dollar i et andet datterselskab.
Berlingske efterspurgte derfor dokumentation for de påståede ekstra 20 mio. kr., hvilket [Klager] afviste med henvisning til, at han var bundet af tavshedspligt.
Hans forklaring er loyalt gengivet i artiklen, og det er Berlingskes opfattelse, at en mail, som er stemplet til ”background only” fra hans egen advokat, ikke kan tjene som dokumentation for, at der blev investeret 50 mio. dollar i sin tid.
Herudover er der alene videresendt et klip med advokatens svar, og det fremgår ikke, hvad [Klager] har spurgt advokaten om.
Berlingskes udlægning baserer sig på informationer fra retsdokumenter, hvorfor Berlingske ikke er af den opfattelse, at der skulle være tale om omvendt bevisbyrde.
I forhold til [Klager]s bemærkninger om, at journalisten svarede ”helt ok” til hans besked om, at advokaten kunne kontakte Berlingske direkte, har Berlingske anført, at dette ikke var en accept af, at mailen kunne tjene som dokumentation.
Derfor fastholder Berlingske, at det er på sin plads at skrive, at [Klager] ikke har givet dokumentation for, at han fik investeret 50. mio. dollars fra [Selskab 3] i 2014, og at det af samme grund var på sin plads, at Berlingske afviste ønsket om genmæle.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
God presseskik
Korrekt information, efterprøvelse og svar i sammenhæng
[Klager] har navnlig klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekt information, at avisen ikke har foretaget tilstrækkelig efterprøvelse, og at hans svar ikke er bragt i sammenhængen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, og at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A.
1, A.
2, A.
3 og A.
4.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
På baggrund af sagens oplysninger har Pressenævnet lagt til grund, at Berlingske forelagde kritikken for [Klager] før publiceringen af artiklerne.
Nævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager] i den forbindelse afgav en skriftlig kommentar, og at han efterfølgende stillede op til interview.
Artikel 1: ”80 timers arbejdsuge, lav løn og ”syg” kultur: Velkommen til [klager]s forretningsimperium”
- undladelse af at bringe kommentar
[Klager] har klaget over, at Berlingske i artiklen ikke har bragt følgende kommentar i artiklen som et svar på beskyldninger, der rejses mod ham
”Det er intenst at bygge virksomheder i konkurrenceprægede industrier og/eller købe konkursramte virksomheder og lave turnarounds på dem.
Alligevel er langt de fleste stillinger, vi har, helt normale videnjobs.
Vi har gennem årene tilbudt forskellige internships.
Fra de mere normale internships til et internship, som historisk har fundet sted i London og bliver kaldt for “navy seals internshippet”, fordi det er hårdt og tilrettelagt sådan for at modne deltagerne.
”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Navy Seal og urgency
I et skriftligt svar - sendt før [Klager] stillede op til interview kort før deadline - afviste [Klager] kritikken af forholdene i sine selskaber.
Han anerkender, at praktikantopholdet er krævende.
»Navy seal er tænkt som et internship, der udfordrer og tester folk.
Det udvikler, som intet andet internship, man kan finde,« skriver han.
»Folk vælger netop dette internship fremfor vores andre eller andre i markedet på grund af det hårde pres, de lange timer, den direkte feedback, sparring og mulighed for at arbejde direkte med direktører, deltage i bestyrelsesmøder mv. samt den læringskurve og muligheder, det leder til,« fortsætter han.
Han afviser samtidig ethvert kendskab til, at ansatte skulle have »arbejdet 80-100 timer eller sovet på kontoret – udover efter en bytur«.
Derudover påpeger [Klager], at det omtalte daily mail-koncept skal ses som et redskab til at sikre, at medarbejderne ikke arbejder døgnet rundt.
[Klager]s svar står sammenfattet i skarp kontrast til det, som hans tidligere medarbejdere har oplevet.
”
Pressenævnet bemærker, at nævnet som udgangspunkt ikke finder grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt.
Kildernes ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne gav imidlertid Berlingske anledning til at være særlig opmærksom på at kontrollere grundlaget og rigtigheden af deres oplysninger.
Det forhold, at de anonyme kilder er tidligere medarbejdere hos [Klager], gav endvidere Berlingske anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for deres udtalelser.
Berlingske gør i artiklen opmærksom på, at kilden til oplysningerne er tidligere medarbejdere, således at læseren har mulighed for at vurdere troværdigheden.
Nævnet bemærker, at [Klager] har fået lejlighed til at forholde sig til beskyldningerne, ligesom hans afvisning af beskyldningerne fremgår af artiklen.
Pressenævnet finder, at omtalen af praktikanternes oplevelser i artiklen kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].
Pressenævnet finder samtidig, at [Klager] er blevet forelagt de centrale kritikpunkter, og at han er kommet tilstrækkeligt til orde i artiklen, hvor det loyalt er gengivet, at han afviser kritikken.
Nævnet finder herefter, at det falder inden for mediets redigeringsret at undlade at bringe det citat, som [Klager] har klaget over ikke er medtaget, da hans synspunkt ses tilstrækkeligt gengivet i artiklen.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- omtalen af dækningen i Berlingskes teaser
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder en teaser om, hvad avisen vil afdække i senere artikler, og at der i artiklen ikke er dækning for de beskyldninger, der fremgår af teaseren.
Af den påklagede artikel fremgår
”Det er en historie om brutale arbejdsforhold, som tidligere ansatte uden tøven kalder sweatshop-lignende tilstande, og som en arbejdsmarkedsforsker med over 40 års erfaring kalder for »syg«.
Det er en historie om i bedste fald vildledende påstande om alt fra uddannelser til meritter og partnerskaber med nogle af verdens førende investeringsselskaber, som Berlingske vil afdække over de kommende dage.
Og så er det historien om, hvordan omverdenen åd det hele råt.
I det følgende vil der blive rejst en række kritikpunkter af [Klager].
Den [alder] iværksætter valgte indledningsvist at svare på kritikken skriftligt, inden han fredag eftermiddag - kort før redaktionens deadline - valgte at give et længere interview.
Sammenfattet afviser han den kritik, der bliver lagt frem.
”
Pressenævnet finder, at omtalen indeholder en overordnet omtale af beskyldninger, som er krænkende for [Klager].
Nævnet finder i det konkrete tilfælde ikke anledning til at kritisere Berlingske for at bringe en omtale af beskyldninger, der ikke har dækning i den konkrete artikel.
Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af teksten, at [Klager] afviser den kritik, der bliver omtalt.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Artikel 2:”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner”
- omtale af interview fra 2015
[Klager] har klaget over, at Berlingske mod bedre vidende har udeladt væsentlige oplysninger i deres gengivelse af interviewet.
Pressenævnet finder, at gengivelsen af interviewet med [Klager] i det konkrete tilfælde ikke kan anses at være helt uden dækning i de faktiske forhold, sådan som [Klager] forholder sig til spørgsmålene i interviewet i forlængelse af værtens præsentation.
På denne baggrund finder nævnet, at Berlingske ikke har overskredet rammerne for mediets ret til redigering ved at bringe de uddrag fra interviewet, der er gengivet i artiklen.
Det forhold, at journalisten tidligere og for et andet medie har omtalt sagen med en mere præcis gengivelse, kan ikke føre til en anden vurdering.
Nævnet udtaler ikke kritik.
- kommentaren fra Route 66 Ventures – efterprøvelse
[Klager] har klaget over, at Berlingske ikke i tilstrækkelig grad har efterprøvet de beskyldninger der er bragt i artiklen om relationen til Route 66 Ventures, og at han over for avisen har dokumenteret, at Berlingskes udlægning af svaret fra Route 66 Ventures er upræcist og vildledende.
Af artiklen fremgår
”I kølvandet på indslaget hos TV 2 News kunne man læse på [Selskab 1]s hjemmeside, at selskabet nu var »støttet af førende investeringsselskaber«.
Her nævntes blandt andre Goldman Sachs, Route 66 Ventures og Jardine Matheson Group.
Det var nogle af de selskaber, som havde investeret i [Selskab 2].
Deres logoer optrådte nu også på [Selskab 1]s hjemmeside – samme sted som den asiatiske investor, der havde investeret direkte i [Klager]s investeringsselskab.
[…]
Berlingske har spurgt Goldman Sachs, Route 66 Ventures og Jardine Matheson Group, om de tre selskaber kan bekræfte, at de »støtter« [Selskab 1], som det fremgår af hjemmesiden.
»Jardine Matheson Group har ingen investering i [Selskab 1] og har aldrig haft det.
Jardine Matheson har intet partnerskab med [Selskab 1],« svarer investeringsselskabet, som blandt andet ejer hotelkæder og ejendomsselskaber i Asien og Europa, i en e-mail til Berlingske.
»Vi er hverken forbundet med eller investor i [Selskab 1],« lyder svaret fra [Person d], ledende partner i Route 66 Ventures, der holder til i Virginia i USA.
”
Hos Goldman Sachs skriver kommunikationschef [Person f]: »Jeg kan ikke finde nogen forbindelse.« Berlingske har bedt om [Klager]s kommentar til sagen.
Han skriver: »Vi har aldrig sagt, de har investeret i [Selskab 1], men i de selskaber, vi har startet i [Selskab 1].« »Det er uomtvisteligt, at Goldman Sachs, Jardines, Route 66 mm har investeret i det selskab, vi co-foundede og var største aktionær i, [Selskab 2].« [Selskab 2]s tidligere direktør [Person e] har ikke ønsket at udtale sig.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger nævnet til grund, at Berlingske, før artiklen blev publiceret, tog kontakt til Route 66 Ventures for at få en kommentar fra selskabet, og at ledende partner, [Person d], over for avisen tilkendegav følgende
”Vi er hverken forbundet med eller investor i [Selskab 1]”
Pressenævnet har endvidere lagt til grund, at [Klager] efterfølgende var i kontakt med [Person d], som sendte følgende mail til [Klager]
”Hi [Klager]
Sorry this reporter twisted my one sentence to her.
Let me clarify.
I can confirm that [Klager] and [Selskab 1] Co-Founded [Selskab 2].
and that we partnered with [Selskab 1], and invested in [Selskab 2].
Thanks [Person d]”
Nævnet lægger endvidere til grund, at Berlingske modtog denne oplysning inden deadline, og at Berlingske i forlængelse heraf forsøgte at opnå kontakt til [Person d], og at dette ikke lykkedes inden deadline.
Pressenævnet bemærker, at nævnet ikke kan tage stilling til, hvilken udlægning der er korrekt, eller om [Klager] eller dennes selskaber har haft et samarbejde med Route 66 Ventures eller ej.
Pressenævnet finder, at der er tale om oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager], og at der derfor er tale om oplysninger, der skal efterprøves i særlig grad.
Som sagen er oplyst, finder nævnet, at den mail fra [Person d] til [Klager], som [Klager] sendte videre til Berlingske, gav Berlingske anledning til at kontrollere oplysningerne yderligere, før de blev bragt.
På baggrund af sagens oplysninger finder nævnet, at Berlingske ikke har efterprøvet oplysningerne tilstrækkeligt.
Nævnet har lagt vægt på, at Berlingske efter det oplyste, bragte oplysningen, uden at avisen forinden havde opnået kontakt med kilden igen.
Nævnet udtaler kritik.
Genmæle
Artikel 3: ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt”
[Klager] har klaget over, at Berlingske har afvist at bringe et genmæle fra ham over den faktuelt forkerte oplysning i den påklagede artikel om, at [Klager] skulle have afvist at dokumentere, at en investor var parat til at investere 50 millioner dollar i hans selskab.
Berlingske har afvist, at den påklagede artiklel indeholder urigtige oplysninger af faktisk karakter og har henvist til, at det er korrekt at skrive, at [Klager] ikke har givet dokumentation for investeringen.
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
[Klager] har henvist til følgende udsagn i artiklen
”Berlingske har bedt ham dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, men det har [Klager] afvist, fordi han er »under confidentiality«.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] fremsendte en mail fra hans advokat til Berlingske, hvor advokaten bekræftede investeringen.
Idet nævnet bemærker, at nævnet ikke kan tage stilling til, hvorvidt denne mail udgør tilstrækkelig dokumentation, finder nævnet, at omtalen af, at [Klager] har ”afvist” at dokumentere dette, ikke er faktuelt korrekt.
Nævnet finder, at der er tale om en oplysning af faktisk karakter, som ikke af Berlingske er dokumenteret som utvivlsom rigtig.
Da oplysningen relaterer sig til [Klager]s omdømme og hverv og samtidig er egnet til at påføre ham økonomisk eller anden skade af betydning, finder nævnet, at han er berettiget til at få bragt et genmæle over for oplysningen.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Berlingske
[underrubrik]
Berlingske får kritik for utilstrækkelig efterprøvelse af oplysninger
[tekst]
Berlingske bragte i juli 2022 en artikelserie med kritisk omtale af [Klager]s virksomheder og forretningsførelse.
I artiklen ”[Klager] har skabt en fantastisk fortælling om sig selv – nu slår den revner” havde Berlingske gengivet et citat fra en ledende partner fra investeringsselskabet Route 66 Ventures om, at Route 66 Ventures ikke var forbundet med eller var investor i [Klager]s selskab [Selskab 1], hvilket var i modstrid med oplysningerne, som fremgik af [Selskab 1]s hjemmeside.
[Klager] klagede til Pressenævnet over, at Berlingske ikke i tilstrækkelig grad havde efterprøvet oplysningerne om relationen til Route 66 Ventures, idet han henviste til, at han før deadline havde sendt en mail fra Route 66 Ventures med bekræftelse af samarbejdet til Berlingske.
Pressenævnet kritiserer Berlingske for utilstrækkelig efterprøvelse af oplysningerne, da mailen fra [Klager] gav Berlingske anledning til at kontrollere oplysningerne yderligere, før de blev bragt.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet endvidere den ansvarshavende redaktør af Berlingske at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Genmæle fra [Klager]
[tekst]
Berlingske omtalte i artiklerne ”Tre gange gik [Klager] til medierne med en god historie.
Hver gang blev afgørende detaljer udeladt” og ”[Klager] opererer i et grænseland mellem sandt og falskt” bragt den 14. juli 2022, at ”Berlingske har bedt ham dokumentere påstandene om, at [Familien a] var parate til at investere i alt yderligere 20 millioner dollar, men det har [Klager] afvist.
”
Den fremsatte påstand om mangel på dokumentation er ikke korrekt.
[Klager] havde forud for artiklens publicering fremsendt dokumentation for dette i form af en mail fra hans tidligere advokat til Berlingske.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse i den trykte udgave
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.
Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet.
Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Offentliggørelse på netavisen
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor de påklagede artikler har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå af to selvstændige artikler med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklerne skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens og genmælets offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekster skal bringes uden reklamer i teksterne.
Endvidere skal disse artikler være offentligt tilgængelige som selvstændige artikler i overensstemmelse med prioriteringen af de påklagede artikler, og i en periode svarende til den periode, hvor de påklagede artikler har været tilgængelige.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” og ”Genmæle fra [Klager]” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i de påklagede artikler, hvis de fortsat er tilgængelige på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik, og som [Klager] har fået genmæle overfor.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 21. februar 2023