Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0903
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0903
DR får ikke kritik for redigering af radioudsendelse
DR bragte i august måned en udsendelse, der tegnede et portræt af en politiker.
Under udsendelsen var der gæster i studiet, og der blev afspillet et lydklip med et interview med en talsperson fra en forening, der kritiserede politikeren.
Foreningen klagede herefter til Pressenævnet over blandt andet, at DR havde tilsidesat aftalen om præmisserne for interviewet, og at DR havde redigeret i interviewet på en måde, så væsentlige dele var udeladt.
Nævnet kunne ikke tage stilling til, hvilken aftale, der var indgået mellem parterne, og fandt herudover, at redigeringen af interviewet lå inden for redigeringsretten.
Nævnet udtalte derfor ikke kritik.
[Klager] v/[Talspersonen] har klaget til Pressenævnet over udsendelsen ”Rampelys: [Politiker A]” i podcastserien ”Orientering Udsyn” , som blev offentliggjort den 19. august 2022 på DR, P1, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har blandt andet klaget over, at DR ikke har overholdt en aftale om præmissen for interviewet, at DR har redigeret vigtige elementer ud af interviewet, og at DR ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik.
1 Sagsfremstilling
DR bragte den 19. august 2022 udsendelsen ”Rampelys: [Politiker A]”.
Udsendelsen er bragt på P1 i programmet ” Orientering Udsyn ”.
Af programomtalen fremgår
”Få et originalt perspektiv på de begivenheder, der former verden og opdag de oversete historier, der kommer til at ændre verden.
”
Af omtalen til episoden ”Rampelys: [Politiker A]” fremgår
"[Politiker A] hvem?
" Skrev Ekstra Bladet, da den på landsplan ukendte [Parti A] [Bynavn 1]-borgmester for omkring otte år siden blev [Parti A]s nye leder.
Siden fik han øgenavnet "[Politiker B]s krammebamse" - og blev afholdt og respekteret blandt sine politiske kollegaer og de blå vælgere.
Men tiden uden fjender slutter nu, hvor [Politiker A] har meldt sig som kandidat til posten som landets statsminister.
Så hvem er han, [Politiker A]?
Og hvad er det ved ham, som trods hans sympatiske fremtoning og vindende væsen, alligevel kan sætte et spørgsmålstegn ved hans muligheder for at indtage landets højeste, politiske embede?
Rampelys tegner et portræt af den [Parti A] partileder, [Politiker A].
Gæster: Journalist og forfatter [Person 1] og politisk analytiker på Jyllands-Posten og tidl.
Politisk rådgiver for Venstre, [Person 2].
”
Af programmet fremgår blandt andet følgende præsentation af gæsterne i studiet
[Tidskode 01:55-03:05]
” Værten : Kender vi [Politiker A] bedre i dag, eller er der stadigvæk nogen, der vil sige [Politiker A] hvem?
[Person 1]: Det er der sikkert, men jeg synes, den brede befolkning kender ham, og det viser de målinger jo også, at han er blevet taget godt imod i den nye rolle som ikke er så ny længere.
Værten: Som ikke er så ny.
Han, du skriver på en bog om [Politiker A] sammen med [Person 3].
En bog som kommer til efteråret.
Det kan jo godt være svært at finde kilder, der vil udtale sig til sådan nogle bøger som den, du er ved at lave.
Hvordan er det med [Politiker A]?
Er det nemt at få folk til at fortælle om ham?
[Person 1]: Ja, det synes jeg.
Altså alle mulige samarbejdspartnere og sådan noget vil gerne stille op og bidrage med, hvordan han har været.
Værten: Og hvad tager du det som udtryk for?
[Person 1]: Jamen det er lidt et lille billede, synes jeg, på hans likability.
Værten: Den næste times tid skal vi sammen tegne et portræt af den mand, som gik fra at være ”[Politiker A] hvem” til at blive kaldt [Politiker B]s krammebamse til nu så at ville være landets politiske leder.
Har han overhovedet nogle fjender, eller er han først nu trådt ind i et liv, hvor det kan blive svært at undgå at få dem?
Det skal vi blandt andet tale med politisk kommentator fra Jyllands-Posten og tidligere politisk rådgiver for Venstre, [Person 2], og forfatter og journalist, [Person 1], om.
Mit navn er [Værten].
Velkommen til Rampelys.
”
Af programmet fremgår blandt andet videre
[Tidskode 35:01 – 41:22]
” Værten: Så lad os prøve at tale om hans tid som justitsminister.
I nævnte den kort tidligere.
Fordi i 2016, der bliver han så justitsminister i [Politiker C]s borgerlige regering, nummer et eller andet.
Der var et par stykker af slagsen lige i de år.
Og det bliver han fra 16 og frem til 2019, og den opgave, den post giver ham i hvert fald en arg kritiker.
Nemlig en af hans oprindelige gamle partifæller, tidligere [Parti As ungdomsparti], i dag talsperson for [Klager], [Talspersonen], hedder han.
Og han siger blandt andet sådan her om [Politiker A]s håndtering af sagen om teleselskabernes overvågning og registrering af danskernes teleforbrug, som jo altså ifølge EU er ulovlig.
[Talspersonen]: Det interessante ved [Politiker A], da han var justitsminister, var, at han lænede sig meget op ad embedsværket.
Og den gang syntes jeg, at det var meget vildt, at en borgerlig politiker, bare med helt åbne øjne kunne sige: ”Ja, ja, staten skal bare have al den magt, den har lyst til uanset, hvad rettigheder siger”.
Noget af det, jeg synes er mest kritisabelt ved [Politiker A] i forhold til ulovlig logning, det er, at mens han var minister, så viste det sig jo, at politiet fandt ud af, at: ”Hov, vi er kommet til at ændre på de her data, sådan så det har været nemmere at få folk dømt for forbrydelser”.
Og det gik de også til hans departementschef med, som var [Person 4] i Justitsministeriet, og alt det her kom så frem efter [Politiker A] holdt op som minister.
Og den logiske slutning efter det må være at fare i flint og gå amok og tænke: ”Hvad i alverden er det for et ministerium, jeg har stået i front for?
” Men det gjorde han ikke.
Han sagde: ”Ja, det er alt sammen fint.
Det er strålende, jeg har fuld tillid til dem.
” Og jeg kan slet ikke – jeg havde svært ved at sætte ord på, hvad jeg tænkte, da jeg så [Politiker A] sige de ting.
Fordi, hvordan kan man ikke føle sig røvrendt, når politiet agerer som en stat i staten, og når ens egen departementschef prøver at skjule ting for dig.
Der var jeg meget overrasket over, hvor nonchalant, han tog det.
Værten: Ja, så vidt altså [Talspersonen], som er talsperson for [Klager].
En kras kritik her kan man sige af [Politiker A].
Han kan ikke finde nogen sammenhæng mellem denne her [Parti A] respekt for lov og orden og borgernes rettigheder og så [Politiker A]s ageren i den her sag.
[Person 2]: Ja, men jeg tror der, jeg tror i hvert fald, der er et par ting at sige til det, og det er jo, at som [Parti A] kan det godt være, at man ikke synes, at staten skal blande sig i alting, men hvis der er en ting, man synes staten skal have magtmidler til, så er det at opklare forbrydelser, og det tror jeg ligger fuldstændig på rygraden hos [Politiker A].
At alle de redskaber, politiet kan få til at sætte forbrydere i fængsel, det er noget, han gerne vil støtte.
Værten: Også selv om EU siger, at det er ulovligt.
[Person 2]: Ja, fordi [Politiker A] var i øvrigt heller ikke ligefrem en, der kippede med EU-flaget.
Han var jo en af de kritiske røster over for EU den gang, han var borgmester i [Bynavn 1] osv. Så det undrer egentlig ikke mig, at [Politiker A] lagde sig der.
Og skal vi i øvrigt lige huske, at det er jo altså en sag, der er kørt videre i systemet og andre justitsministre har håndteret den nogenlunde på sammen måde som [Politiker A], så det er ikke kun ham.
Og det siger jo også noget om, tror jeg, den der, vi talte også om den før, den der forbindelse han har sådan til det borgerlige folkedyb – altså uden overhovedet at tage stilling til denne her konkrete sag, så tror jeg i hvert fald bare, at man må konkludere, at det er ikke nogen folkesag at gå imod ulovlig logning.
Jeg tror de fleste mennesker vil bare sige ja, men det skal da bare logges, sådan vi kan få sat forbrydere i fængsel.
Og det fornemmer [Politiker A], og det hører han, og derfor agerer han, som han gør.
[Person 1]: Han har også selv sagt, at han har rykket sig der.
Han har fået en viden som justitsminister, som også gør, at han er et andet sted i dag på spørgsmålet om logning og overvågning, end han måske var i sine [Parti As ungdomsparti]-dage.
Simpelthen fordi han har fået at vide, hvor meget man ligesom kan finde ved at bruge de metoder.
Altså, så det er jo ikke det her med, at det passer jo som fod i hose med den der [Parti A] retspolitik.
Værten: Men gør det det?
For hvad med borgernes rettigheder?
Der passer det vel ikke helt fod i hose?
[Person 2]: Nej, men det er måske også en mere liberal kritik i virkeligheden, end det er [Parti A] kritik.
Fordi du kan sagtens finde områder, hvor [Politiker A] vil virkelig stå hårdt på borgernes rettigheder.
Nu nævnte du det med at få tjekket, om der var blevet lavet sort arbejde på ens hus osv. Men lige præcis når det handler sådan om de mere hardcore forbrydelser, så tror de [Parti A] på en stærk stat.
Vært: Så hvad vil I sige, at hans tid som justitsminister fortæller om [Politiker A] som politiker som person?
[Person 2]: Først og fremmest vil jeg sige, at han er en dygtig kommunikator.
Fordi, jeg tror også, at det er rigtigt, som [Talspersonen] sagde, at han lagde sig tæt op ad embedsværket, når vi sådan kigger på den konkrete politik.
Der var han ikke sådan den mest innovative minister, men har var enormt god til at få kommunikeret de sager, han havde, på en måde, som gjorde, at folk lagde mærke til ham som minister.
[Person 1]: Det er jeg meget enig i.
Hele tiden i ministeriet er også ligesom med til at bestyrke ham i, at han vil det her.
For det er jo ikke nogen hemmelighed, som vi også har været inde på tidligere, at det gik jo ikke sådan super fantastisk ved det der 15-valg.
Altså, det så jo ikke sådan vildt lovende ud, nødvendigvis.
Og der er det lige som om, at han får sådan en oplevelse af: ”Okay, det kan sku godt noget det her politik.
Det vil jeg gerne”.
Og så er der jo også bare det helt banale.
Sådan et ministerium minder en lille smule om et rådhus.
Altså, han følte sig også meget hjemme, fordi han havde det her system der ligesom, hvor han ligesom bare siger: ”Hvad skal vi nu?
” og så gør systemet det.
Så på den måde, så ja, så beskriver han det selv som højdepunktet i hans karriere, og som det, der ligesom manifesterer, at han ikke kan lade være med at være i politik.
Værten: Kan man ligefrem sige, at det var den justitsministerpost, som gjorde ham til statsministerkandidat?
[Person 2]: Det var i hvert fald en nødvendig platform for ham, tror jeg, at komme til at stå på, men det er jo sådan i politik, at det er jo kun en vis begrænset del, man ligesom selv kan gøre.
Man skal også have det held, at andre begår nogle fejl, hvis man skal frem.
”
[Klager] klagede den 22. august 2022 til DR, som den 23. august 2022 afviste klagen.
[Klager]s klage over DR er modtaget i Pressenævnet den 26. august 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
God presseskik
Korrekt information
- præmissen for interviewet
[Klager] har anført, at DR har tilsidesat god presseskik ved at interviewe foreningens talsperson, [Talspersonen], under en falsk præmis og ved ikke at overholde den aftale, der var indgået mellem journalisten og talspersonen om betingelserne for interviewet.
[Talspersonen] blev den 17. august 2022 kontaktet af en journalist fra DR.
Journalisten oplyste, at han ringede fra P1 Orientering, som [Talspersonen] har deltaget i ved flere lejligheder.
Journalisten oplyste, at P1 Orientering ville bringe et portræt af [Politiker A], hvor hans karriere ville blive gennemgået, og at der under udsendelsen ville indgå nogle klip med personer, der kom med input til programmet.
Det var i den forbindelse, at DR bad [Talspersonen] om en udtalelse om [Politiker A]s håndtering af spørgsmålet om ulovlig logning af mobiltelefoner.
I forhold til præsentationen af programmet har [Klager] anført, at det blev præsenteret som et portræt-program til P1 Orientering.
Programmet blev herefter bragt under overskriften ”Ramlelys”.
Foreningen har hertil bemærket, at det ikke kan være den interviewedes opgave at kende DRs katalog for programmer og vide, at angivelsen om, at programmet var et portræt, dækkede over et helt andet program, der bliver lavet af den samme redaktion.
[Klager] har videre anført, at foreningens talsperson, [Talspersonen], spurgte ind til formatet, og at journalisten forklarede, at materialet ville blive klippet sammen, så interviewet kom til at lyde som en samtale med værten, [Værten], og den interviewede.
[Talspersonen] henledte under samtalen opmærksomheden på, at det tidligere har været et problem, at blandt andre [Politiker A] ikke vil deltage i et program med fagpersoner, og at andre redaktioner derfor har interviewet fagpersoner separat og herefter ladet [Politiker A] kommentere på budskabet, hvorefter budskabet er blevet undergravet.
Med henvisning til dette indledtes samtalen mellem [Talspersonen] og journalisten med en gennemgang af de præcise betingelser for hans deltagelse.
Journalisten garanterede, at der ikke ville blive kommenteret yderligere på [Talspersonen]s udtalelser, og at der ikke ville være gæster i studiet som kunne kommentere interviewet, men at der i udsendelsen ville være andre personer, der ville blive interviewet med samme formål.
De andre kilders svar skulle således have samme format, nemlig båndede optagelser.
Da udsendelsen blev bragt kommenterede gæsterne i studiet [Talspersonen]s udtalelse og fremførte i den forbindelse forkerte påstande.
Efter udsendelsen var blevet bragt, anmodede [Klager] derfor DR om at bringe et dementi i form af en kommentar, hvor [Talspersonen] blandt andet fremførte, at de forkerte påstande, som [Person 2] og [Person 1] kom med i udsendelsen, stod uimodsagt.
DR afviste at bringe dette.
- redigering af interview
[Klager] har i forhold til det bragte interview anført, at DR har redigeret interviewet med [Talspersonen] på en måde, så vigtige informationer er udeladt og hvor både kvalificeringer og kildehenvisninger ikke er medtaget.
I det oprindelige interview lagde [Talspersonen] således vægt på, at navnet [Klager] kommer af, at [Politiker A] selv har erkendt at have handlet ulovligt.
Indslaget er redigeret på en måde, så det i stedet fremgår, at det kun er EU, der mener, at det var ulovligt.
Under interviewet oplyste [Talspersonen] herudover, at [Politiker A], ligesom andre justitsministre, flere gange over for folketinget har erkendt, at teleovervågning ikke fører til flere opklarede sager, og at der ikke er nogen sammenhæng mellem antallet af dømte og den ulovlige overvågning, hvilket heller ikke fremgår af det redigerede interview.
Vigtige informationer er således klippet ud af udsendelsen, så de medvirkende i studiet i stedet ukritisk kunne påstå, at logning giver staten magt til at opklare forbrydelser og sætte forbrydere i fængsel.
Værten betonede i udsendelsen, at EU siger, at det er ulovligt, hvilket gav de medvirkende anledning til at tale om [Politiker A]s holdning til Danmarks medlemskab af EU.
DR har i udsendelsen helt udeladt oplysningen om, at [Politiker A] offentligt var stor modstander af telelogning, og det antydes derimod, at [Politiker A] lærte noget i Justitsministeriet om, at logning virker.
Det er derfor ikke korrekt, når DR anfører, at de udtalelser, som gæsterne i studiet kommer med, er en analyse af baggrunde for [Politiker A]s ageren.
DR vidste fra det interview, de havde lavet med [Talspersonen], at det, der blev sagt i studiet, ikke var korrekt.
De to gæster i studiet, [Person 1] og [Person 2], fik herudover i udsendelsen lov til at påstå, at logning handler om de mere hardcore forbrydelser til trods for, at [Talspersonen] i interviewet oplyste journalisten om, at der aldrig har været et krav om straframme for adgang til geografisk data, og at flere politikere til trods for dette har ønsket at skabe en historie om, at logning alene anvendes ved grov kriminalitet.
Det klip med [Talspersonen], der fremgår i udsendelsen, er sat sammen af to sætninger om logning og resten handler om teleskandalen, hvilket lytteren ikke bliver gjort opmærksom på.
I teledataskandalen erkendte Rigspolitiet at have forandret beviser med henblik på at få nogen dømt.
Derfor lagde [Talspersonen] i det oprindelige interview også vægt på, at politiet havde strømlinet data, så det så mere præcist ud, end det var.
I interviewet lagde [Talspersonen] endvidere vægt på, at både interne og eksterne redegørelser har belyst, at Rigspolitiet, Rigsadvokaten og departementschefen havde holdt sagen hemmelig for [Politiker A] før og under valgkampen.
[Klager] har henvist til en konkret passage i interviewet, hvor der er klippet, og til en konkret passage, der ikke er med i det endelige lydklip.
Foreningen har fremhævet følgende
”[Talspersonen]: Det interessante ved [Politiker A], da han var justitsminister, var, at han lænede sig meget op ad embedsværket.
Og den gang syntes jeg, at det var meget vildt, at en borgerlig politiker, bare med helt åbne øjne kunne sige: ”Ja, ja, staten skal bare have al den magt, den har lyst til uanset, hvad rettigheder siger”.
[Klager] har anført, at der herefter er redigeret i interviewet, således at der klippes til en samtale om teleskandalen.
I fortsættelsen af interviewet er der endvidere bortredigeret en passage i det, der blev bragt.
[Passagen, som klager har henvist til, er markeret med kursiv, Pressenævnet ].
”Noget af det, jeg synes er mest kritisabelt ved [Politiker A] i forhold til ulovlig logning, det er, at mens han var minister, så viste det sig jo, at politiet fandt ud af, at: ”Hov, vi er kommet til at ændre på de her data, sådan så det har været nemmere at få folk dømt for forbrydelser”.
Og det gik de også til hans departementschef med, som var [Person 4] i Justitsministeriet, og alt det her kom så frem efter [Politiker A] holdt op som minister.
Og den logiske slutning efter det må være at fare i flint og gå amok og tænke: ”Hvad i alverden er det for et ministerium, jeg har stået i front for?
Der står i deres redegørelse at de valgte at holde det hemmeligt for ham, og for Folketinget, fordi de ikke ville have at overvågning blev et emne i valgkampen!
Jeg ville have flået dem fra hinanden.
Men det gjorde han ikke, han sagde: ”Ja, det er alt sammen fint.
Det er strålende, jeg har fuld tillid til dem.
” Og jeg kan slet ikke – jeg havde svært ved at sætte ord på, hvad jeg tænkte, da jeg så [Politiker A] sige de ting.
Fordi, hvordan kan man ikke føle sig røvrendt, når politiet agerer som en stat i staten, og når ens egen departementschef prøver at skjule ting for dig.
Der var jeg meget overrasket over, hvor nonchalant, han tog det.
”
Da udsendelsen blev bragt, var der således klippet i samtalen, og både baggrund og henvisninger til redegørelsen var bortredigeret og satte udtalelsen ind i en kontekst af logning generelt.
Redigeringen og brugen af interviewet i programmet medvirker til at fremstille [Klager] og borgernes menneskerettigheder som et ligegyldigt formål, som er i vejen for politiets adgang til at få sat forbrydere i fængsel.
Brug af kilder
[Klager] har i forhold til programmets valg af kilder anført, at DR i udsendelsen havde inviteret to af [Politiker A]s venner ind som gæster i studiet.
Den ene gæst, [Person 1], kender [Politiker A] og [Talspersonen] fra ungdomspolitik, hvor han var aktiv i [Parti B] Ungdom, og fra [Miljøet].
[Klager] har anført, at Pressenævnet bør partshøre [Person 1], så det ikke er nødvendigt at offentliggøre intime detaljer om [Politiker A].
Den anden gæst, [Person 2], blev i udsendelsen præsenteret som politisk analytiker under navnet [Person 2], uden angivelsen af mellemnavnet.
[Person 2] og [Politiker A] blev venner på Christiansborg, hvor de arbejdede sammen.
[Klager] har henvist til et opslag på Twitter, hvor [Politiker A]s pressechef takker [Person 2] for et godt samarbejde.
[Klager] har herudover anført, at de to gæster i studiet fik lejlighed til at kommentere på det lydklip, der var optaget med [Talspersonen], som i øvrigt var stærkt redigeret, og at gæsterne ikke blev udfordret, da de fremkom med usande påstande, som [Talspersonen] havde modbevist i samtalen med journalisten.
Der er således ikke tale om at høre sagen fra begge sider, men om at have to gæster i studiet, der uimodsagt kan latterliggøre tredjemand.
I forhold til DRs bemærkninger om, at talspersonen, [Talspersonen], er en professionel kilde, har [Klager] anført, at DR ikke har betalt deres ”professionelle kilde”.
Stillingen som talsperson for foreningen er ulønnet, men foreningen er opmærksom på en mulighed for kompensation som DR-kilde, og har opfordret DR til at oplyse, hvordan aflønning sker.
2.2 DRs synspunkter
God presseskik
Korrekt information
- præmissen for interviewet
DR har indledningsvist anført, at udsendelsen ”Rampelys” er nyhedsmagasinet Orienterings ugentlige portrætprogram, der hver uge sætter fokus på en politiker eller anden offentlig person.
Den udvalgte portrætteres med gæster i studiet og indspark fra andre personer, der har en holdning til, viden om eller personligt eller fagligt kendskab til pågældende.
Programmet har været publiceret siden januar 2022.
DR har anført, at talspersonen for [Klager], [Talspersonen], forud for programmet, blev interviewet om hans syn på [Politiker A]s håndtering af den såkaldte logningssag.
I programmet afspilles et redigeret sammenklip af interviewet, og dette danner herefter grundlag for den videre analyse i studiet.
Her giver gæsterne deres respektive bud på, hvorfor de tror, at [Politiker A] håndterede sagen, som han gjorde.
Den efterfølgende debat i studiet omhandler således [Politiker A] og ikke om udtalelserne fra [Klager].
[Talspersonen] var forud for programmet telefonisk blev oplyst om programmets format og var i den forbindelse inviteret til at udtale sig om sit syn på [Politiker A]s håndtering af logningssagen.
Han gav umiddelbart efter samtalen samtykke til at medvirke i programmet, og der var ikke tale om en længere dialog om de specifikke detaljer for [Talspersonen]s medvirken.
DR har hertil bemærket, at [Talspersonen] er talsperson for [Klager], at han er en medievandt person, at han betragtes som en professionel kilde, og at der i øvrigt ikke er tale om et nyt programformat, hvorfor han var tilstrækkelig bekendt med programmets ramme, inden han deltog.
DR afviser endvidere, at [Klager] skulle have fået lovning på genmæle, hvis nogen kommenterede på [Talspersonen]s’ udtalelser, ligesom det må have stået klart, at kritikken mod [Politiker A] ikke ville kunne stå alene og uimodsagt i programmet.
Herudover er de oplysninger, der blev fremsat efter lydklippet med [Talspersonen], ikke krænkende for ham eller foreningen.
Derfor afviste DR også at bringe det dementi i form af en kommentar, som [Klager] sendte til DR efter udsendelsen.
- redigering af interview
DR har anført, at programmet er et portrætprogram og ikke et program, der handler om logningssagen, og at redigeringen af interviewet med [Talspersonen] ligger inden for DRs redigeringsret.
For så vidt angår den konkrete passage, som foreningen har klaget over, at DR har bortredigeret, har DR henvist til, at den del af interviewet, der knytter sig til departementets hemmeligholdelse af informationer for [Politiker A], også indgår i den del af interviewet, der er gengivet i udsendelsen.
Brug af kilder
I forhold til valg af gæster i studiet har DR anført, at disse ikke drøfter selve logningssagen, men at der er tale om et portrætprogram.
De valgte gæster i studiet er derfor fuldt ud kompetente og habile i forhold til at portrættere [Politiker A] og analysere bevæggrundene for hans ageren under logningssagen.
Det ligger endvidere inden for DRs redigeringsret at vælge, hvilke kilder der skal medvirke i programmet.
I forhold til det af [Klager] anførte om, at DR ikke har betalt foreningen som kilde, har DR bemærket, at DR ikke betaler kilder til journalistiske historier og interviews, og at dette i øvrigt falder uden for Pressenævnets kompetence.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.
Det er således mediet og ikke den enkelte journalist, som er part i Pressenævnets sag.
Nævnet bemærker videre, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
God presseskik
Korrekt information
- præmissen for interviewet
[Klager] har klaget over, at DR har interviewet foreningens talsperson, [Talspersonen], under en falsk præmis, og at DR ikke har overholdt den aftale om rammerne for interviewet, der var indgået mellem parterne, herunder at udtalelsen ikke skulle være genstand for efterfølgende kommentarer i udsendelsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad krænkende og skadelige udsagn, jf. punkt A.
1, A.
3 og A.
4.
Pressenævnet bemærker generelt, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Det bemærkes dog generelt, at et medie (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt DR havde oplyst talspersonen for [Klager], [Talspersonen], tilstrækkeligt om, hvilket program interviewet skulle bringes i.
På baggrund af sagens oplysninger er det imidlertid ubestridt, at DR oplyste, at interviewet var til P1 og programmet Orientering, at programmet omhandlede [Politiker A], og at foreningen blev anmodet om en kommentar om foreningens syn på [Politiker A]s håndtering af logningssagen.
Som sagen er oplyst, lægger Pressenævnet til grund, at udsendelsen ”Rampelys: [Politiker A]” blev bragt i programmet ” Orientering Udsyn ”.
Nævnet finder på den baggrund, at foreningen var tilstrækkelig informeret om formatet.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Der er endvidere mellem parterne uenighed om, hvilke aftaler, der var indgået omkring præmisserne for foreningens medvirken i programmet.
På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken aftale der var indgået mellem parterne i forhold til muligheden for at komme til orde i udsendelsen, hvis gæsterne i studiet kommenterede på udtalelserne.
Pressenævnet bemærker samtidig, at de kommentarer fra gæsterne i studiet, der fremgår af udsendelsen efter interviewet med [Talspersonen], fremstår som gæsternes subjektive vurderinger af [Politiker A]s ageren og ikke som beskyldninger mod [Klager], som foreningen efter en presseetisk vurdering burde have fået lejlighed til at kommentere på.
- redigering af interview
[Klager] har klaget over, at DR har redigeret interviewet på en måde, så væsentlige dele er udeladt.
Pressenævnet finder, at redigeringen af interviewet ligger inden for DRs redigeringsret.
Nævnet har lagt vægt på, at foreningen blev oplyst om, at der var tale om et portrætprogram, og at det således ikke var et program, der handlede om logning.
Selv om DR har undladt at omtale forhold, der for foreningen forekommer centrale, er det nævnets opfattelse, at den samlede gengivelse giver et retvisende billede til den sammenhæng, interviewet skulle anvendes i.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Brug af kilder
[Klager] har herudover klaget over, at DR ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik ved at invitere to gæster i studiet, der er venner med den person, der bliver portrætteret i udsendelsen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. punkt A.
2.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at de kilder, der er valgt til portrætprogrammet, er kilder, der af DR er udvalgt på grund af deres kendskab til den portrætterede.
Nævnet finder på baggrund af sagens oplysninger ikke grundlag for at fastslå, at kilderne skulle have en skadevoldende hensigt over for [Klager] eller dennes talsperson.
Nævnet har lagt vægt på, at der er tale om et portrætprogram og ikke et program om logningssagen.
Nævnet finder videre, at valget af kilder ligger inden for DRs redigeringsret.
Det kan i den konkrete situation ikke føre til en ændret vurdering, at kilderne måtte have et personligt forhold til den portrætterede og at den ene kilde i programmet præsenteres uden sit mellemnavn.
Nævnet udtaler ikke kritik.
Afgjort den 21. februar 2023