Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0953
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0953
Tidligere CS:GO-spiller får ikke slettet profilbillede på HLTV.org
En person, som oplyste ikke længere at være aktiv CS:GO-spiller, klagede til Pressenævnet over, at hjemmesiden HLTV.org, der bringer nyheder og statistik om e-sporten Counter-Strike: Global Offence (CS:GO), havde afvist hans anmodning om at få slettet et foto af ham fra en spillerprofil på hjemmesiden.
HLTV.org er alene anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabaser, og personens anmodning blev derfor behandlet efter denne lov.
Pressenævnet fandt, at fotoet hverken kunne betegnes som følsomt eller privat, ligesom fotoet ikke kunne siges at vedrøre personens rent private forhold.
Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at HLTV.org har afvist hans anmodning om at slette et foto af ham fra en spillerprofil, som fremgår på HLTV.org, idet han mener, at lov om massemediers informationsdatabaser derved er overtrådt.
1 Sagsfremstilling
Det påklagede foto
[Klager]s foto fremgår af, hvad der fremstår som en spillerprofil på hjemmesiden HLTV.org.
Hjemmesiden, og dermed også spillerprofilen, er på engelsk, og øverst på profilen oplyses spillerens profilnavn, som for [Klager]s vedkommende er ”[Spillernavnet]”, hans rigtige navn og nationalitet, ligesom der fremgår et foto af ham.
Fotoet af [Klager] fremstår som et portrætfoto, hvor hans ansigt er synligt.
Under disse oplysninger ses spillerprofilen at indeholde underkategorier med overskrifterne ”Info”, ”Teams”, ”Matches”, ”Achievements”, ”Trophies” og ”News”.
På spillerprofilens forside, under kategorien ”Info”, ses oplysninger om spillerens statistik for de seneste tre måneder, ligesom der oplyses om kommende og nylige kampe, som for [Klager]s vedkommende ses senest at have fundet sted i 2020.
Det fremgår ikke, hvornår fotoet af [Klager] er blevet offentliggjort på HLTV.org.
Om HLTV.org
HLTV.org er en hjemmeside, som beskæftiger sig med e-sporten Counter-Strike: Global Offence, som forkortes CS:GO.
Hjemmesidens indhold er på engelsk og på hltv.org/terms beskrives hjemmesidens formål som følger
”HLTV.org have the intention to publicise CS:GO news, CS:GO match information and give the users the option to debate.
”
På forsiden af HLTV.org fremgår øverst en række faner, som blandt andet har overskrifterne ”News”, ”Matches”, ”Results” og ”Events”.
Under fanen ”News” ses det, at HLTV.org dagligt offentliggør omkring fire artikler, der fremstår som journalistisk bearbejdede nyheder om CS:GO.
[Klager] anmodede den 19. december 2022 HLTV.org om at slette fotoet af ham fra HLTV.org.
HLTV.org afviste den 22. december 2022 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over HLTV.orgs afslag er modtaget i Pressenævnet den 28. december 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser
[Klager] har anført, at HLTV.org har afvist hans anmodning om at slette et foto af ham fra spillerprofilen på HLTV.org.
[Klager] har i den forbindelse henvist til, at han ikke længere deltager i HLTV-begivenheder, og at han næsten ikke har nogen kampe på HLTV.
Det har derfor ingen relevans, at fotoet af [Klager], som fremkommer ved en ”Google-søgning” på hans navn, fortsat skal være tilgængeligt.
2.2 HLTV.orgs synspunkter
Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser
HLTV.org har oplyst, at hjemmesiden er ejet af HLTV.org ApS, som har postadresse i Aarhus.
HLTV.org er én af verdens største kilder til information om CS:GO-spillere og CS:GO-events med gennemsnitligt 5.000.000 besøg på hjemmesiden hver måned.
HLTV.org indeholder CS:GO-nyheder, informationer om kampe, resultater, events, statistik, gallerier/billeder og fora vedrørende CS:GO.
Hjemmesiden inkluderer også indhold og statistik om de hold og de spillere, der deltager i offentligt tilgængelige CS:GO-turneringer.
De oplysninger, HLTV.org indsamler og behandler, samt det indhold, der offentliggøres på hjemmesiden, anvendes i forbindelse med spredningen af CS:GO-nyheder og tilhørende oplysninger.
I betragtning af, at HLTV.orgs indhold, herunder tekster, billeder og lydprogrammer, periodisk udbredes til offentligheden, og at en betydelig del af de offentliggjorte oplysninger har karakter af nyhedsformidling, samt at hjemmesiden er registreret som offentlig informationsdatabase hos Pressenævnet, har HLTV.org anført, at de anser sig for at være et massemedie i henhold til § 1, nr. 3 i medieansvarsloven.
Som en konsekvens heraf har HLTV.org bemærket, at databeskyttelsesloven derfor ikke finder anvendelse på behandlingen af oplysninger hos HLTV.org, jf. databeskyttelseslovens § 3, stk. 4.
HLTV.org har oplyst, at de, når de behandler og offentliggør personoplysninger, gør deres yderste for at beskytte privatlivets fred.
HLTV.org følger bedste praksis vedrørende varetagelse af de respektive databeskyttelsesrettigheder, herunder retten til at få slettet personoplysninger.
Retten til at få slettet personoplysninger er dog ikke ubetinget, og anmodninger fra privatpersoner kan afvises, hvis databehandlingen, herunder offentliggørelse af oplysninger til journalistiske formål, er nødvendig for udøvelse af retten til ytrings- og informationsfrihed, jf. databeskyttelseslovens §§ 3, stk. 4, og 8 og databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 3, litra a.
For så vidt angår [Klager]s klage har HLTV.org anført, at han har deltaget i offentlige CS:GO-events.
Disse events er blevet sendt via livestreaming til millioner af brugere over hele verden, og resultaterne og spillernes præstationer i sådanne events er bredt og offentligt tilgængelige.
Reportere fra HLTV.org var til stede ved eventen, rapporterede om kampene og udfaldet af turneringen/turneringerne og tog billeder af officielle deltagere under deres deltagelse.
Oplysninger om kampene, kommentarer og dertilhørende billeder blev efterfølgende offentliggjort på HLTV.org.
HLTV.org har behandlet [Klager]s anmodning om sletning af fotos af ham på HLTV.org, der var taget af ham, mens han deltog i de ovenfor beskrevne offentlige events, som en indsigelse mod HLTV.orgs behandling af [Klager]s personlige data.
HLTV.org har i den forbindelse foretaget en gennemgang af indsigelsen for at fastslå, om HLTV.orgs legitime interesser i at behandle oplysningerne var forholdsmæssig.
[Klager] har i forbindelse med sin anmodning og klage ikke forklaret, hvordan brugen af fotos fra en offentlig begivenhed påvirkede hans privatliv, ligesom han ikke gav nogen materielle grunde til at retfærdiggøre suspensionen af en sådan databehandling.
HLTV.org har anført, at [Klager] var bekendt med den offentlige karakter af de turneringer, han har deltaget i.
[Klager] er endvidere bekendt med, at der er en generel interesse i retten til ytrings- og informationsfrihed, og at der er en løbende, offentlig interesse i CS:GO-turneringer og de deltagende spillere, samt i historiske statistikker og begivenhedsdetaljer.
På den baggrund besluttede HLTV.org at afvise [Klager]s anmodning om sletning.
Med henvisning til CS:GO-turneringernes offentlige karakter, og at CS:GO er en ny og hastigt voksende sport, samt at der er en stigende interesse for CS:GO-events og CS:GO-spillere, er det HLTV.orgs opfattelse, at behandling af personoplysninger om CS:GO-spillerne og opbevaring af historiske oplysninger om sporten til brug for journalistiske formål bør anses for lovlig.
Der er således for massemedier en legitim interesse i at offentliggøre oplysninger om offentlige CS:GO-turneringer og turneringsdeltagerne, herunder om [Klager].
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at HLTV.org alene er anmeldt til Pressenævnet efter lov om massemediers informationsdatabaser.
Sagen er derfor behandlet efter denne lov.
Nævnet bemærker endvidere, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt der er sket en overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen.
Spørgsmål herom hører under domstolene og Datatilsynet og falder uden for Pressenævnets kompetence.
God presseskik
Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser
[Klager] har anmodet Pressenævnet om at pålægge HLTV.org i medfør af § 12, jf. § 8, i lov om massemediers informationsdatabaser at slette et foto af ham fra en spillerprofil, som er tilgængelig på HLTV.org.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at HLTV.org ApS den 30. oktober 2020 anmeldte hjemmesiden HLTV.org til Pressenævnet og til Datatilsynet i medfør af § 6, stk. 1, i lov om massemediers informationsdatabaser som en offentligt tilgængelig informationsdatabase.
Sagen behandles derfor efter reglerne i denne lov.
Bestemmelsen i § 8 i lov om massemediers informationsdatabaser har følgende ordlyd
”§ 8.
En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde informationer, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedie.
Stk. 2.
Informationsdatabasen må ikke indeholde informationer, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.
Stk. 3.
Informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter, at informationerne er optaget i databasen.
[…]”
Af lovens § 12 fremgår
”§ 12.
Undlader den, der er ansvarlig for en offentligt tilgængelig informationsdatabase, efter anmodning at slette informationer, der strider mod god presseskik, jf. § 8, stk. 2, eller som befinder sig i databasen i strid med tidsfristen i § 8, stk. 3, jf. stk. 4, eller nægter den ansvarlige at optage et genmæle, eller har vedkommende ikke inden 4 uger besvaret en henvendelse om sletning eller genmæle, kan den, informationerne angår, eller efter dennes død de nærmeste pårørende, indbringe spørgsmålet for Pressenævnet.
[…]”
Den konkrete sag
Det påklagede foto af [Klager] er et portrætfoto, som fremgår på HLTV.org som del af en spillerprofil, der indeholder oplysninger og resultater, som HLTV.org har registreret om ham i forbindelse med hans deltagelse i CS:GO-kampe mv. Om [Klager] fremgår, ud over portrætfotoet, hans navn, hans spillernavn og hans nationalitet.
En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde information, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik, jf. § 8, stk. 2.
Pressenævnet finder, at fotoet af [Klager] ikke kan anses for følsomt eller privat, hvorfor nævnet finder, at offentliggørelsen af fotoet ikke er i strid med god presseskik.
Nævnet bemærker hertil, at det i den forbindelse er uden betydning, om [Klager] har givet samtykke til offentliggørelsen af fotoet.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet af [Klager] i medfør af denne bestemmelse.
Efter lovens § 8, stk. 3, må informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet tre år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted.
Pressenævnet finder, at fotoet af [Klager] ikke vedrører hans rent private forhold.
Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotoet af [Klager] i medfør af denne bestemmelse.
Afgjort den 21. februar 2023