Legislator Case Law & Legislation
W20230911925 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9119 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2023 9119 Valid

J.nr. 22-19747

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev afvist ved indgangen til en natklub.

Både natklubben og det eksterne dørmandsfirma var indklaget i sagen.

Klager oplyste, at han og hans venner blev afvist med den begrundelse, at de ”så farlige og hårde ud”.

Samtidig blev alle danskere i køen lukket ind.

To spanske drenge i køen blev afkrævet køb af en flaske til 1.000 kr. for at få lov at komme ind.

De indklagede afviste, at der ved afvisningen var lagt vægt på klagers race og/eller etniske oprindelse.

På baggrund af klagers beskrivelse af det samlede hændelsesforløb var der for nævnet tvivl om, hvad der var årsagen til afvisningen af klager og hans venner ved natklubben.

Dette afgørende spørgsmål kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle sagen.

KEN#LOKDOK23 2023 9119 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til en natklub.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af race og etnisk oprindelse, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev den 7. oktober 2021 afvist ved indgangen til den indklagede natklub (indklagede 1).

Vagtfunktionen på natklubben blev udført af den indklagede dørmandsvirksomhed (indklagede 2).

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. november 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk oprindelse og religion.

Klager og hans venner stod i kø i to timer for at komme ind på den indklagede natklub.

Da det blev deres tur til at komme ind, sagde vagten til klager og hans venner: ”I kan ikke komme ind, bare glem det”.

De spurgte hvorfor, hvortil han svarede: ”Se på jer, I ser farlige og hårde ud”.

Vagten bad ikke om ID og spurgte dem ikke, om de var på gæstelisten eller havde bestilt bord.

Klager og hans venner havde normalt, moderne tøj på.

Lige foran dem stod flere danskere, som fik lov at komme ind.

De overhørte også, at vagten fortalte to spanske drenge, at de skulle købe en flaske for 1.000 kr., for at de kunne komme ind.

Da klager og hans venner blev afvist med begrundelsen: ”Det bliver ikke i aften, I ser hårde ud, bare glem det”, samtidig med, at alle danskere både før og efter afvisningen blev lukket ind, var det klagers opfattelse, at afvisningen skyldtes hans etniske oprindelse eller mørke hudfarve.

Indklagede 1 gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse mv.

Den indklagede natklub har klare interne retningslinjer for, hvordan man behandler gæsterne, og hvordan man håndterer det, hvis en eller flere personer bliver nægtet adgang til stedet.

Sikkerheden på natklubben leveres af et eksternt dørmandsfirma, indklagede 2, som indklagede derfor har henvist til.

På baggrund af klagen har indklagede internt forhørt sig om, hvorvidt de af klager beskrevne udtalelser skulle have fundet sted.

Hverken indklagedes ejere eller medarbejdere har dog hørt disse udtalelser.

Indklagede har endvidere været i kontakt med ejeren af det eksterne dørmandsfirma, indklagede 2, som heller ikke kan genkende det beskrevne forløb.

Indklagede kan derfor ikke erklære sig enig i klagen.

Indklagede har hvert år tusindvis af glade gæster af forskellige køn, etnicitet, religion, seksuel orientering mv.

Indklagede 2 gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hudfarve, religiøst tilhørsforhold eller lignende.

Den indklagede dørmandsvirksomhed foretager på en almindelig aften 75-100 afvisninger ved indgangen til natklubben.

Man kan godt blive afvist, selvom man er på gæstelisten eller har et gyldigt ID.

Afvisninger foretages altid ud fra en objektiv vurdering, der alene går på, om gæsten umiddelbart skønnes at være påvirket, aggressiv eller på anden vis at udgøre en sikkerhedsmæssig risiko.

Dette vurderes alene på baggrund af gæstens adfærd og attitude og intet andet.

Såfremt vagtens ordvalg er korrekt gengivet af klager, tyder det også på, at det netop har været vurderingen af klager, som derfor er blevet afvist på baggrund af kriterier, der ligger inden for de beskrevne rammer.

I forhold til klagers oplysning om, at en anden gæst blev tilbudt adgang mod køb af en flaske, henhører dette under natklubbens egen ”picker”.

Det har intet med vagternes jobfunktion at gøre.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race (hudfarve) eller etniske oprindelse.

Klagen angår forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, etnisk oprindelse og religion.

Lov om etnisk ligebehandling omfatter ikke forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle den del af klagen, som vedrører forskelsbehandling på grund af religion.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Klager har oplyst, at han og hans venner blev afvist af en vagt fra indklagede 2 ved indgangen til indklagede 1’s natklub.

Vagten begrundede afvisningen med, at klager og hans venner så ”farlige og hårde” ud.

Ifølge klager var de iført almindeligt tøj.

Klager har videre oplyst, at alle danskere i køen blev lukket ind på natklubben.

To spanske drenge i køen blev afkrævet køb af en flaske til en pris af 1.000 kr. for at få lov at komme ind.

De indklagede har bestridt, at der ved afvisningen skulle være lagt vægt på klagers race og/eller etniske oprindelse.

Indklagede 2 har henvist til, at hvis klager og hans venner blev afvist med den anførte begrundelse, er der grund til at antage, at det var en følge af deres adfærd og attitude.

På baggrund af klagers beskrivelse af det samlede hændelsesforløb er der dog for nævnet tvivl om, hvad der var årsagen til afvisningen af klager og hans venner ved natklubben.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9119 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

KEN#LOKDOK23 2023 9119 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →