Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
J.nr. 21-36723
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke måtte have sin servicehund med ind i teatersalen på det indklagede teater.
Kvinden led af infantil autisme og blandet angsttilstand.
Nævnet vurderede, at hun havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at hun ved afslaget på at medbringe sin servicehund var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Teatret havde begrundet afslaget med hensynet til allergikere og gæster med angst for hunde samt gennemførslen af forestillingen uden afbrydelser.
Nævnet vurderede, at afslaget var objektivt begrundet i et sagligt formål.
Nævnet fandt dog, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål og det forhold, at alle hunde, herunder servicehunde, blev afvist fra teatersalen uden nærmere konkret vurdering og begrundelse.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med klagers besøg på et teater.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte have sin servicehund med ind i teatersalen.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 20. august 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager, der lider af infantil autisme og blandet angsttilstand, ønskede at besøge det indklagede teater for at se en forestilling.
Klager har en certificeret servicehund.
Ved forespørgsel blev klager oplyst, at servicehunden ikke måtte være med inde i selve teatersalen, men måtte vente udenfor.
Ved e-mail af 12. juni 2020 skrev indklagede således følgende til klagers mor
”…
Lad mig starte med at understrege at din datter ligesom alle andre er meget velkommen i [teater].
Der er desværre nogle forhold der gør at vi ikke kan tillade hunde i vores sale både af hensyn til hunden og af hensyn til de øvrige publikummer og medvirkende.
Din datter er dog mere end velkommen til at tage en ledsager med og hvis hun har et ledsagerkort fra danske dansk handicaporganisationer er billetten til ledsageren gratis.
…”
Indklagede tilbød, at hunden kunne vente uden for salen, hvor en medarbejder kunne passe på hunden og holde den klar, hvis klager skulle få brug for hunden under forestillingen.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. august 2021.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.
Indklagede har oplyst, at man i efteråret 2021 genbesøgte sine vurderingskriterier for servicehunde i teatret, hvorefter teatret udarbejdede nye retningslinjer for servicehunde.
Disse medførte, at der skulle være tale om en certificeret servicehund eller servicehund i træning, at denne skulle bære et dækken om ”hund på arbejde”, og at kundeservice blev kontaktet noget tid før forestillingen, så de nødvendige foranstaltninger kunne iværksættes, herunder f.eks. at finde en plads til brugeren og servicehunden, der mindst påvirkede forestillingen og andre gæster.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da hun ikke måtte medtage sin servicehund i teatersalen.
Klager går ofte i biografen med sin hund, hvor lydniveauet ikke er et problem.
Klagers servicehund kan ikke adskilles fra klager som følge af klagers diagnoser.
Indklagede gør gældende, at indklagede afvejede hensynet til klagers besøg i teatret over for hensynet til de gæster, der har allergi over for pelsdyr, hensynet til de gæster, der er bange for hunde samt sandsynligheden for, at forestillingen ville blive påvirket af hunden.
Der er en ikke sjælden forekomst af pelsdyrallergikere i befolkningen, og dette vil derfor også gælde teatrets gæster.
Hunden måtte derfor blive uden for salen.
Der skulle også tages hensyn til, at eventuelle gæster med angst for hunde ikke havde mulighed for at flytte plads væk fra hunden i et teater med faste pladser.
Endeligt skulle der tages hensyn til, at hunden kunne blive bange eller lignende og dermed påvirke forestillingen.
Lydniveauet i teatret var ikke egnet for hunde.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klager lider af infantil autisme og blandet angsttilstand, samt at hendes servicehund er nødvendig for hende.
Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i teatersalen, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund i teatersalen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede begrundede sit afslag under hensyntagen til allergikere, gæster med angst for hunde samt gennemførslen af forestillingen uden forstyrrelser.
Nævnet vurderer herefter, at forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre gennemførelsen af forestillingen samt under hensyntagen til de øvrige gæster.
Nævnet vurderer dog, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om gennemførelsen af forestillingen og hensynet til øvrige gæster og det forhold, at alle hunde, inklusiv servicehunde, blev afvist fra teatersalen uden nærmere konkret vurdering og begrundelse.
Nævnet vurderer derfor, at indklagede ikke har godtgjort, at den forskelsbehandling, som klager blev udsat for i forbindelse med sit ønske om at besøge teatersalen, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. august 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde
•
§ 11, om godtgørelse