Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold
J.nr. 21-42608
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at den indklagede selvejende institution ophævede en betinget ansættelsesaftale, da klager oplyste, at hun var gravid.
Ansættelsesaftalen vedrørte en stilling som leder af et krisecenter og var betinget af, at indklagede opnåede Socialtilsynets godkendelse af krisecentret.
På tidspunktet for indklagedes ophævelse af aftalen behandlede Socialtilsynet fortsat indklagedes ansøgning om godkendelse af krisecentret, og kontraktens betingelse om Socialtilsynets godkendelse var derfor ikke opfyldt.
Uanset dette vurderede nævnet, at indklagede henset til formålet med kontrakten ikke var berettiget til egenhændigt at hæve aftalen med henvisning til andre forhold end Socialtilsynets eventuelle afslag på godkendelse af krisecentret.
Nævnet vurderede på den baggrund, at ophævelsen af aftalen om ansættelse med henvisning til klagers graviditet havde karakter af en afskedigelse.
Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke indgik ved beslutningen om at ophæve den indgåede aftale om ansættelse.
Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede ophævede en betinget ansættelsesaftale med klager efter, at hun havde oplyst om sin graviditet.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede ophævede den indgåede aftale om ansættelse af klager.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 275.000 kr. med procesrente fra den 24. september 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager, der er socialrådgiver, blev i midten af december 2020 kontaktet af den indklagede selvejende institution, som ønskede at drøfte en mulig stilling til hende på det krisecenter, som indklagede var i færd med at oprette.
Klager deltog den 23. december 2020 i et møde med indklagede.
Hun meddelte den 28. december 2020 indklagede, at hun var interesseret i stillingen som leder af krisecentret.
Klager underskrev den 30. december 2020 en ansættelseskontrakt som leder af krisecentret med tiltræden den 1. februar 2021.
Hun opsagde samtidig sin stilling som socialrådgiver ved en kommune til udgangen af januar 2021.
Indklagede sendte den 2. januar 2021 en mail til klager, hvoraf det fremgik, at ansættelsen som drøftet ved parternes første samtale var betinget af, at Socialtilsynet kunne godkende krisecentret.
Mailen var vedlagt en tilrettet ansættelseskontrakt, hvor følgende vilkår var tilføjet
”Nærværende kontrakts gyldighed er betinget af Social tilsynets godkendelse af drift af [navn på kvindekrisecenter].
”
Den tilrettede kontrakt var underskrevet af indklagede, som anmodede klager om at underskrive kontrakten på ny med dette vilkår.
Indklagede bad den 2. januar 2021 også klager om at bidrage til metodebeskrivelserne til brug for ansøgningen til Socialtilsynet om godkendelse af krisecentret.
I perioden herefter var klager involveret i de løbende drøftelser om Socialtilsynets godkendelse af indklagedes ansøgning, ligesom hun i januar 2021 deltog i møder herom.
Da et aftalt møde med Socialtilsynet blev udsat til marts 2021 som følge af COVID-19-restriktionerne på daværende tidspunkt, aftalte klager med indklagede, at hun ville søge om en forlængelse af sin hidtidige ansættelse som socialrådgiver frem til den 1. april 2021.
Den 9. februar 2021 konstaterede klager, at hun var gravid.
Hun skrev samme dag følgende til indklagede
”…
Jeg har aktuelt forladt lægen, med en positiv graviditetstest og termin forventet en gang i september.
…
Min timing kan på ingen måde være dårligere, det kan vi vist hurtigt blive enige om.
Jeg har brug for at vide, hvad I tænker om situationen og hvordan I stiller jer i forhold til fremtidigt arbejdsforhold.
Jeg beder jer endvidere, behandle denne henvendelse med fuld diskretion.
”
Indklagede skrev den 13. februar 2021 følgende til klager
”Kæreste [klager]
Vi har gået nogle dage nu og mærket efter og tænkt i løsninger hvad der måtte være bedst for begge parter.
Og det er svært.
En lederstilling kræver fuld opmærksomhed dvs. 37 timer og sikkert også meget mere til.
Hvilket jo sikkert ikke er så let at imødekomme på nuværende tidspunkt og efterfølgende.
Vi ville så super gerne have dig, men da vi er nystartet og faktisk slet ikke startet og ved ikke hvornår, at vi kan forvente en drift start på grund af Corona – nogen taler om at nedlukningen kan vare et par måneder endnu.
Derfor vil din tid som leder være af yderst ganske kort tid 3-4 måneder højst og med en helt ny personalegruppe ville det være allerede fra start et noget usikkert fundament.
Vi er så supergalde på dine vegne for hvad du har i vente, og på den anden side så super ærgerlig over at timingen lige er sådan.
Vi må derfor tage den beslutning, at skulle du når du er over på den anden side af lykke og baby stadig have lysten til projektet, er vi stadig meget interesseret i din person, men trods tider, Corona og et projekt vi ikke kender den nøjagtige dato for start på, må vi desværre for nu give slip på dig.
Måske du kan komme tilbage efterfølgende som socialrådgiver hvis det kunne have din interesse.
…”
Klager og indklagede havde herefter en mailkorrespondance, hvor indklagede den 17. februar 2021 blandt andet anførte følgende
”…
Ja, vi er godt nok kede af situationen og ja, det kan virke hårdt, at vi vælger denne beslutning nu du havde taget chancen, men omvendt manglede der måske også en ærlighed omkring hvilke prioriteter der lå og spirede.
Vi håber at du på et senere tidspunkt vil finde vej til os .
-)
…”
Klager oplyste samme dag indklagede, at hun gjorde indsigelse mod opsigelsen, som var begrundet i hendes graviditet.
Hun ville derfor overdrage sagen til sit fagforbund.
Den 8. juni 2021 godkendte Socialtilsynet driften af krisecentret.
Indklagede har oplyst, at ansøgningen til Socialtilsynet om godkendelse af krisecentret blev indgivet af indklagede den 8. januar 2021.
Den 22. april 2021 blev der oprettet en anpartsselskab, som indtrådte i ansøgningen i stedet for indklagede.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. september 2021.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 396.000 kr., svarende til 9 måneders løn.
Parterne har for nævnet fremlagt en række udskrifter af Tilbudsportalen vedrørende Socialtilsynets godkendelse af krisecentret.
Klager har desuden fremlagt Socialtilsynets afgørelse om aktindsigt af 16. marts 2022 vedrørende sagen om godkendelse af krisecenteret.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagedes ophævelse af den indgåede ansættelseskontrakt var i strid med ligebehandlingsloven.
Hun ønsker sig tilkendt en godtgørelse.
Forbeholdet i kontrakten om Socialtilsynets godkendelse indebar ikke, at der ikke forelå en bindende ansættelseskontrakt, indtil det var afgjort, om betingelsen om godkendelse kunne opfyldes.
Betingelsen måtte derimod antages at indebære, at indklagede havde pligt til at søge godkendelse på det på aftaletidspunktet foreliggende grundlag, som begge parter var bekendt med.
Kun hvis en sådan godkendelse viste sig uopnåelig, ville ansættelseskontrakten være uden betydning.
Betingelsen levnede ikke indklagede adgang til ved en ensidig beslutning at nedlægge eller ændre projektet af andre årsager end den manglende opnåelse af godkendelse hos Socialtilsynet.
Det anses normalt for at være en bindende forudsætning ved indgåelsen af en ansættelsesaftale, at den ansatte tiltræder stillingen, og at arbejdsgiveren modtager den ansatte i stillingen.
Uanset forbeholdet i kontrakten om Socialtilsynets godkendelse, og uanset at klagers tiltræden pr. 1. februar 2021 ikke viste sig mulig, var det klart forudsat mellem parterne, at kontrakten indebar en forpligtelse for klager til at tiltræde stillingen og for indklagede til at modtage hende i stillingen, så snart Socialtilsynets godkendelse måtte blive opnået.
Parterne bestræbte sig således også efter den 1. februar 2021 på et gennemgøre tilsynsbesøg mv. med klagers deltagelse.
Indklagede opnåede den 8. juni 2021 Socialtilsynets godkendelse.
På den baggrund må indklagedes meddelelse af 13. februar 2021 – uanset ordvalget – betragtes som en opsigelse af ansættelseskontrakten.
En opsigelse inden arbejdstagerens tiltræden kan efter retspraksis først få virkning fra tiltrædelsen, hvilket nærmere bestemt var det tidspunkt, hvor betingelsen om Socialtilsynets godkendelse var opfyldt.
Alternativt må indklagedes meddelelse betragtes som en ophævelse af kontrakten.
Det har dog i relation til klagen ingen betydning, om meddelelsen må betragtes som en opsigelse eller en ophævelse.
Der blev ved parternes underskrift indgået en endelig og bindende ansættelseskontrakt.
Klager anerkendte den betingelse om Socialtilsynets godkendelse, som indklagede tilføjede i forbindelse med deres underskrift af kontrakten.
Klager deltog i den følgende tid i forberedelserne til virksomhedens opstart, og parterne må anses at have haft en fælles forudsætning om, at kontrakten fortsat forpligtede dem gensidigt til henholdsvis at tiltræde stillingen og modtage klager i stillingen.
Den 13. februar 2021 forelå der således i kraft af den indgåede kontrakt fortsat en forpligtelse for indklagede til at modtage klager, når betingelsen om godkendelse var opfyldt.
Indklagedes beslutning om – uden at afvente den forventede godkendelse fra Socialtilsynet – allerede den 13. februar 2021 at meddele klager, at man som følge af hendes graviditet måtte tage beslutningen om at give slip på hende for nu, indebar en ensidig beslutning om ikke at ville respektere den indgåede ansættelsesaftale, som kan sidestilles med en bortvisning eller nægtelse af at modtage klager i stillingen.
Meddelelsen blev givet på trods af, at klager havde givet tilsagn om at udskyde tiltrædelsestidspunktet som følge af indklagedes forhold.
På dette tidspunkt var der i øvrigt ikke konstateret problemer med opfyldelse af forudsætningen om, at krisecentret kunne godkendes af Socialtilsynet.
Uanset at tiden for opfyldelsen af betingelsen om Socialtilsynets godkendelse endnu ikke var kommet, må indklagedes ophævelse af ansættelsesaftalen i relation til ligebehandlingslovens § 9 sidestilles med en afskedigelse.
Da meddelelsen blev givet på et tidspunkt, hvor klager var gravid, og indklagede klart havde kendskab hertil, finder den omvendte bevisbyrde anvendelse.
Meddelelsen den 13. februar 2021 kom i umiddelbar forlængelse af klagers meddelelse om graviditeten.
Indklagede anførte, at en lederstilling kræver fuld opmærksomhed, dvs. 37 timer og sikkert også mere til, hvilket jo sikkert ikke ville være så let efterfølgende.
Det er herefter helt ubetænkeligt at lægge til grund, at der ikke lå andre forhold end graviditeten bag meddelelsen af 13. februar 2021.
Dette blev ligeledes understreget ved indholdet af indklagedes mail af 17. februar 2021.
Til støtte for, at en ansættelsesaftale som den foreliggende er beskyttet mod opsigelse og anden mindre gunstig behandling efter ligebehandlingslovens § 9, er der henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagsnr.
19-7574 og Retten i Glostrups dom af 11. december 2020 i samme sag.
Der er også henvist til U1994.
956H samt Sø- og Handelsrettens dom af 3. april 1996 F25/95.
Der er endvidere henvist til den utrykte Vestre Landsrets dom af 23. oktober 2003 i sag B-3063-02.
Den efterfølgende ændring af organisationsform for krisecentret har ingen betydning for sagen, da det afgørende for bedømmelsen er forholdene på ophævelsestidspunktet, og dermed den 13. februar 2021.
I øvrigt vil en ensidig beslutning fra indklagede om at ændre projektet og i stedet lade anpartsselskabet opnå godkendelsen være i strid med loyalitetspligten knyttet til kontrakten.
Det afgørende for beskyttelsen er, at indklagedes beslutning, der helt åbenbart skyldtes oplysningen om klagers graviditet, indebar en afskæring af klagers mulighed for at kunne tiltræde som forudsat i den mellem parterne indgåede kontrakt.
Hvis indsættelsen af en betingelse – hvis opfyldelse man end ikke har afventet – skulle kunne legitimere et ophør af ansættelsen i en situation, hvor den ansatte er gravid, vil det åbne en ladeport for omgåelse af den i ligebehandlingsloven indeholdte strenge beskyttelse mod afskedigelse og mindre gunstig behandling.
Klager bør tilkendes en godtgørelse, der som udgangspunkt skal fastsættes til 9 måneders løn, også når der er tale om ganske kortvarige ansættelsesforhold, tidsbegrænset ansættelse, opsigelse i prøvetiden mv.
Der bør ved fastsættelsen af godtgørelsen tillige lægges vægt på, at klager ikke alene mistede den ansættelse som leder af kvindekrisecentret, som hun bindende havde indgået aftale om at skulle tiltræde, men tillige mistede muligheden for at fortsætte i sin hidtidige stilling som socialrådgiver i kommunen.
Det bør også indgå, at tiltrædelse var aftalt til den 1. februar 2021, og at klagers tiltræden alene blev aftalt udskudt som følge af, at Socialtilsynets godkendelse, blandt andet på grund af COVID-19, trak ud.
Der foreligger således ikke konkrete holdepunkter for at fastsætte godtgørelsen til et lavere niveau end 9 måneders løn.
Indklagede påstår frifindelse.
Den indklagede selvejende institution blev på intet tidspunkt godkendt af Socialtilsynet til at forestå driften af et kvindekrisecenter.
Da indklagede den 13. februar 2021 meddelte, at de ”gav slip” på klager, havde indklagede indgået en betinget ansættelseskontrakt med klager.
På dette tidspunkt var klager ikke indtrådt i et ansættelsesforhold med indklagede, idet indklagede fortsat afventede godkendelsen fra Socialtilsynet.
Da klager på dette tidspunkt ikke var ansat i virksomheden, er situationen ikke omfattet af ligebehandlingslovens § 9.
Spørgsmålet i sagen er derfor alene, hvorvidt den manglende ansættelse af klager var i strid med ligebehandlingslovens § 2.
Ansættelseskontrakten var betinget af, at indklagede blev godkendt af Socialtilsynet til at drive et kvindekrisecenter.
Da indklagede aldrig opnåede en sådan godkendelse, fik indklagede heller ikke mulighed for på et senere tidspunkt at ansætte klager.
Indklagede har dermed løftet bevisbyrden for, at den manglende ansættelse af klager ikke var begrundet i graviditeten og dermed ikke var i strid med ligebehandlingsloven.
Der er derfor ikke grundlag for at tilkende klager en godtgørelse.
Den gensidige loyalitetsforpligtelse indebar ikke en pligt for indklagede til at søge om godkendelse ved Socialtilsynet.
I forhold til den af klager påberåbte praksis gøres det gældende, at klager ikke var tilknyttet som vikar, ligesom klager ikke i øvrigt var i en situation, der ”svarede til en ansættelse”.
Ansættelseskontrakten var ikke i kraft, og der opstod aldrig en situation, hvor ansættelseskontrakten kunne blive virksom i regi af den indklagede virksomhed.
Der er henvist til U.
2012.511H, der i en sag om manglende ansættelse har fastsat et godtgørelsesniveau på 25.000 kr.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet.
Det fremgår af ligebehandlingslovens § 2, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
Det fremgår endvidere af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Nævnet lægger som ubestridt til grund, at klager og indklagede den 2. januar 2021 indgik en betinget aftale om ansættelse af klager som leder af et kommende krisecenter.
Ansættelsen var betinget af, at krisecentret opnåede godkendelse af Socialtilsynet.
Den 8. januar 2021 ansøgte indklagede Socialtilsynet om godkendelse af krisecentret.
Klager oplyste den 9. februar 2021 indklagede om, at hun var gravid.
Herefter meddelte indklagede den 13. februar 2021 klager, at de på den baggrund ”desværre for nu måtte give slip” på hende.
På dette tidspunkt behandlede Socialtilsynet fortsat indklagedes ansøgning om godkendelse af krisecentret.
Ansættelseskontraktens betingelse om Socialtilsynets godkendelse var derfor ikke opfyldt.
Uanset dette vurderer nævnet, at indklagede henset til formålet med kontrakten ikke var berettiget til egenhændigt at hæve aftalen med henvisning til andre forhold end Socialtilsynets eventuelle afslag på godkendelse af krisecentret.
Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagedes ophævelse af aftalen om ansættelse med henvisning til klagers graviditet, som blev givet på et tidspunkt, hvor Socialtilsynet fortsat behandlede indklagedes ansøgning om godkendelse af krisecentret, havde karakter af en afskedigelse omfattet af ligebehandlingslovens § 9.
Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i dette forhold.
Det fremgår af indholdet af indklagedes mails til klager af 13. februar 2021 og 17. februar 2021, der blev sendt som svar på klagers meddelelse om sin graviditet få dage forinden, at graviditeten var årsagen til, at indklagede ønskede at ophæve aftalen om ansættelse.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke indgik ved beslutningen om at ophæve den indgåede aftale om ansættelse.
Klager får derfor medhold.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 275.000 kr., svarende til omkring 6 måneders løn.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 275.000 kr. til klager med procesrente fra den 24. september 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 2, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov
•
§ 16, stk. 2 og stk. 3, om godtgørelse
•
§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde