Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0973
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-80-0973
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
Politiken bragte i januar 2023 en artikel om, hvordan stramhed i bindevævet har indflydelse på smerter og stivhed i kroppen.
En vidensportal klagede til Pressenævnet navnlig over en forskers omtale af bindevævets påvirkning på langvarige gener ved hjernerystelse.
Vidensportalen var ikke omtalt i artiklen og havde derfor ikke retlig interesse.
Selv om vidensportalen omhandler hjernerystelse og aktivt beskæftiger sig med patientgruppen, findes klagen – henset til omtalens indhold og karakter – ikke at have en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen, uanset den manglende interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Måske er det i virkeligheden dit bindevæv, du har ondt i ”, som blev bragt af Politiken den 21. januar 2023, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagsfremstilling
Den påklagede artikel indeholder omtale af, hvordan stramhed i bindevævet har indflydelse på smerter og stivhed i kroppen, herunder bindevævets påvirkning på langvarige gener ved hjernerystelse.
Artiklen har følgende underrubrik
”Stramhed i bindevævet er en udbredt – men overset – årsag til smerter og stivhed forskellige steder i kroppen.
”
Af artiklen fremgår blandt andet
”Bindevævet kan påvirke vores mentale helbred og omvendt.
Det hænger sammen med den interoceptive sans, og at bindevævet kommunikerer med blandt andet vores nervesystem.
Den forklaring bakker hjerneforsker [Hjerneforskeren] op.
Han fortæller, at smerteopfattelsen er en subjektiv størrelse, og at bindevævet ofte spiller en central rolle i kroniske smertetilstande som for eksempel fibromyalgi eller kronisk ondt i ryggen og ved langvarige gener efter hjernerystelse: »Og her kan det ganske rigtig være til stor gavn at arbejde med bindevævet.
Når det gør ondt et sted, kan vi have tendens til at holde os i ro og lade være med at udfordre smerten ved at bevæge os.
Men det er ofte en forfejlet tilgang«, siger han.
[…]”
[Klager] (herefter [Klager]), der driver en vidensportal om hjernerystelse, har til støtte for klagen anført, at [Klager] anser det nødvendigt i henhold til de presseetiske regler om ”korrekte meddelelser”, herunder punkt A.
1 og A.
2, at klage over Politikens information i den påklagede artikel.
I den forbindelse har [Klager] anført, at udtalelsen om, at bindevævet ofte spiller en central rolle ved langvarige gener efter hjernerystelse, er direkte vildledende og en faktuelt forkert påstand.
Hertil kommer, at hjernerystelse efter udtalelsen får en fremtrædende rolle i artiklen.
[Klager] mener derfor, at forståelsen af bindevæv som noget centralt i forbindelse med hjernerystelse sandsynligvis opretholdes herved.
[Klager] har endvidere anført, at Politiken ikke har udvist den fornødne kritik over for de udsagn, der fremkommer i artiklen.
[Klager] har hertil anført, at mediet ikke har brugt de faglige kræfter, der findes herhjemme, men valgt at inddrage eksperter, der efter [Klager]s vurdering har en økonomisk interesse i artiklens budskab.
[Klager] har endvidere henvist til en mail fra [Hjerneforskeren], der, efter forelæggelse af [Klager]s kritik af hans udtalelse i den påklagede artikel, har udtalt, at ”han [[Klagers ejer], Pressenævnet ] har nok ret i, at man skal passe på at sætte bindevævet for meget i centrum, når der er mange mulige mekanismer”.
[Klager] finder, at dette står i klokkeklar modstrid med hans udtalelse i den påklagede artikel, men anfægter imidlertid ikke, at [Hjerneforskeren] kan have ret i, at bindevævets effekt ikke kan afvises.
[Klager] har desuden anført, at artiklen alene fremstår som en lang tilkendegivelse af, hvor godt bindevævstræning er, og at artiklen vil skabe en stor forventning om, at de omtalte behandlingsformer kan skabe mirakler.
Det vil være decideret skadeligt for patientgruppen, da mange ikke vil opnå en bedring ved disse og derfor vil opleve et endnu større nederlag, der vil føre dem ned i et større sort hul, end det de befandt sig i inden.
[Klager] vurderer derfor, at Politiken med artiklen risikerer, at flere patienter opsøger dyre behandlingsformer, hvor effekten med største sandsynlighed er fraværende.
[Klager] har endelig anført, at de har udvidet retlig interesse i sagen.
[Klager] har hertil anført, at de er den eneste faglige organisation på hjernerystelsesområdet i Danmark, der samtidig beskæftiger sig aktivt med patientgruppen.
De har derfor både den faglige og menneskelige indsigt på området.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Klagen angår Politikens artikel ” Måske er det i virkeligheden dit bindevæv, du har ondt i ” med blandt andet omtale af, hvordan bindevævet påvirker langvarige gener ved hjernerystelse.
Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.
Retlig interesse for at klage til Pressenævnet indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.
[Klager], der ikke selv er omtalt eller afbildet i artiklen, har ikke retlig interesse.
Artiklen omhandler blandt andet bindevævets påvirkning på langvarige gener ved hjernerystelse, og [Klager] er en vidensportal om hjernerystelse.
Klagen findes – henset til omtalens indhold og karakter – ikke at have en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager], uanset den manglende retlige interesse.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.