Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0909
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0909
Frihedens Stemme får kritik for at bringe vurderinger
Frihedens Stemme bragte i september måned to artikler, som begge omtalte Rigshospitalet og to navngivne medarbejdere på Rigshospitalet.
Frihedens Stemme havde i den ene artikel bl.a. omtalt, at en medarbejder iført hovedtørklæde, der optrådte på et billede på Rigshospitalets hjemmeside og sociale medier, promoverede islam og sharia.
I den anden artikel havde Frihedens Stemme med henvisning til et opslag på Rigshospitalets sociale medier, der omtalte en behandlingsmetode, skrevet, at islamiseringen af det danske sundhedsvæsen er omfattende, og at opslaget udgør en form for islampropaganda.
Rigshospitalet og de to omtalte medarbejdere klagede til Pressenævnet bl.a. over, at Frihedens Stemme bragte ukorrekte og krænkende oplysninger.
Nævnet fandt, at de påklagede forhold havde karakter af Frihedens Stemmes vurderinger, men at disse vurderinger ikke havde den fornødne dækning i de faktiske forhold og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af artiklerne.
Nævnet udtalte på denne baggrund kritik af Frihedens Stemme for at bringe disse vurderinger.
Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Rigshospitalet: Shariatørklædet er en del af uniformen” og artiklen ”Rigshospitalet: Muslimsk hjertelæge læser koranen”, bragt henholdsvis den 27. september 2022 og 28. september 2022 af Frihedens Stemme på frihedensstemme.dk, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte og krænkende oplysninger.
1 Sagsfremstilling
De påklagede artikler
Frihedens Stemme bragte den 27. september 2022 artiklen ”Rigshospitalet: Shariatørklædet er en del af uniformen” .
Efter overskriften er indsat et skærmbillede fra Rigshospitalets hjemmeside af [Klager 2], som sidder på en hospitalsseng med en bamse i skødet.
Under billedet fremgår følgende billedtekst fra Rigshospitalets hjemmeside
”[Klager 2] med et af sine vigtigste arbejdsredskaber i [Afdeling].
”
Af artiklen fremgår
”Danmarks førende sygehus – Rigshospitalet – slår fast, at det islamiske tørklæde er en del af sundhedspersonalets daglige uniform, når de møder patienterne.
Danmark bliver islamiseret med lynets hast.
”
Herefter er indsat et skærmbillede fra Rigshospitalets sociale medier af [Klager 2], der sidder med en lille bamse.
På billedet er påført et gult mærkat med teksten ”Muslim”.
Over skærmbilledet er indsat følgende tekst
”Mød [Klager 2] og hendes hemmelige værktøj: En lille, blød bamse.
”
Under skærmbilledet fremgår følgende tekst, som er skrevet af Rigshospitalet
”Kære alle.
Til almindelig oplysning og for at undgå misforståelser, så indgår tørklædet i Region Hovedstadens formelle uniformstilbud.
”
Artiklen fortsætter
”[Klager 2] promoverer islam og sharia på Rigshospitalets Facebook-profil.
”
Frihedens Stemme bragte den 28. september 2022 artiklen ”Rigshospitalet: Muslimsk hjertelæge læser koranen”.
Af artiklen fremgår først et skærmbillede fra Rigshospitalets sociale medier fra den [Dato] januar 2020 af [Klager 3], der står foran noget hospitalsudstyr, med følgende tekst i opslaget
”Stamceller hjælper hjertepatienter: Når hjertelæge [Klager 3] og hans kolleger sprøjter stamceller direkte ind i hjertet, kan de genopbygge den del af hjertet, der ikke får blod nok på grund af forkalkninger i hjertets blodårer.
Tre år efter behandlingen går det stadig bedre for de patienter, som fik stamceller.
”
Der er i Facebook-opslaget ligeledes indsat et link, hvis man vil læse mere om behandlingsmetoden.
Artiklen fortsætter
”Islamiseringen af det danske sundhedsvæsen er omfattende.
Her er det Danmarks førende sygehus –Rigshospitalet – der fremviser en pakistansk læge – [Klager 3] – der studerer koranen og støtter den pakistanske [Området].
”
Herefter er der i artiklen indsat samme skærmbillede fra Rigshospitalets sociale medier.
Henover dette billede er der indsat et billede af det pakistanske flag og teksten ”This is Pakistan”.
Følgende tekst er ligeledes indsat på billedet: ”I also learned to read Quran.
”
Under billedet fremgår kommentarer fra to personer
“[Bruger på socialt medie 1]: Congratulations we all Pakistani Community proud of you #[Klager 3].
”
“[Bruger på socialt medie 2]: MashaAlla, May Allah bless you and give you even more knowledge.
”
Artiklen fortsætter
” [Bruger på socialt medie 1] og [Bruger på socialt medie 2] er begejstrede for Rigshospitalets islampropaganda på Facebook.
Læs mere om islamiseringen af Rigshospitalet: Link [Det indsatte link henviser til den ovennævnte artikel om brug af tørklæder på Rigshospitalet, Pressenævnet .
]”
Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3]s klage er modtaget i Pressenævnet den 29. september 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3]s synspunkter
Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3]s har anført, at de påklagede artikler er racistiske og indeholder ukorrekt information, når de gør brug af manipulerende og misvisende billeder med racistiske udtryk fra Rigshospitalets hjemmeside og Rigshospitalets Twitter-profil, samt angiver medarbejdernes fulde navn.
Klagerne har henvist til, at der er tale om uetiske artikler, som indeholder krænkende omtale af hospitalet og deres medarbejdere, ligesom det er hospitalets billeder af medarbejderne, der er anvendt og manipuleret ved opsætningen, herunder ved at påføre billederne forskellige tekststykker.
Rigshospitalet mener desuden ikke, at hospitalet promoverer en religion ved at have billeder af deres medarbejdere på hospitalets hjemmeside og sociale medier.
Rigshospitalet har derudover anført, at de opfatter det som en direkte trussel mod de af hospitalets medarbejdere, som optræder på hjemmesiden og sociale medier, når Frihedens Stemme i høringssvaret har anført, at det er en fejl, at Frihedens Stemme ikke har dækket Rigshospitalets islamisering mere, og at de vil råde bod på dette i fremtiden.
Rigshospitalet har endelig bemærket, at Frihedens Stemme ikke har rettighederne til at benytte billederne.
2.2 Frihedens Stemmes synspunkter
Frihedens Stemme har afvist, at artiklerne er i strid med god presseskik.
Frihedens Stemme har anført, at det er korrekt, at islamisk shariatørklæde er en del af uniformen på Rigshospitalet, og at Rigshospitalet selv oplyser dette på sin Facebook-side.
Artiklens oplysning om, at Danmark bliver islamiseret med ”lynets hast” er en redaktionel betragtning, som Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til.
Det er samtidig korrekt, at [Klager 2] promoverer islam og sharia på Rigshospitalets Facebook-profil.
Frihedens Stemme har henvist til, at tørklædet, ifølge den svenske politiker [Navn] (der selv har muslimsk baggrund), fungerer som "en fane for et islamistisk projekt", og at der er mange, der deler [Navn]s opfattelse.
Det er derfor rimeligt at skrive, at tørklædet i den givne sammenhæng bruges til at promovere ”islam og sharia på Rigshospitalets Facebookprofil”.
Det fremgår derudover tydeligt, at dette er en redaktionel vurdering og ikke et offentligt defineret mål fra Rigshospitalets Facebook-profil.
Frihedens Stemme har afvist, at der er tale om manipulerede billeder og henvist til, at der er tale om dokumenterede skærmprint.
Et enkelt af disse billeder er tilføjet betegnelsen ”muslim” for visuelt at klargøre over for læseren, at der er tale om en person, der udbreder islam gennem sit arbejde i det offentlige sundhedsvæsen.
Medarbejdernes fulde navn fremgår af både Rigshospitalets hjemmeside og af Rigshospitalets Facebook-profil, og Frihedens Stemme mener derfor ikke, at der er grundlag for klage over, at de har nævnt disse navne, som er fuldt tilgængelige for offentligheden.
Det er endvidere ikke korrekt, at billederne er manipulerede med racistiske udtryk.
Frihedens Stemme har henvist til, at det ikke er racistisk at konstatere, at nogen er muslim, ligesom det ikke er racistisk at konstatere, at nogen er fra Pakistan.
Frihedens Stemme har henvist til, at Rigshospitalet som offentlig myndighed ikke må promovere en religion frem for andre religioner.
Det vælger Rigshospitalet at gøre ved at fremvise og promovere personer, der i sin beklædning bekender sig til islam.
Når Rigshospitalet vælger at føre politik og islamisering for skattekroner, så må Rigshospitalet forvente, at den frie presse behandler dette kritisk.
Afslutningsvist har Frihedens Stemme bemærket, at det eneste Frihedens Stemme skal undskylde for, er, at Frihedens Stemme ikke har dækket Rigshospitalets islamisering mere.
Det er imidlertid en redaktionel fejl, som mediet i fremtiden kan råde bod på.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jesper Rothe, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup, Michael Voss.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt ophavsretlige regler mv. er overholdt.
God presseskik
Korrekt information
Rigshospitalet, [Klager 2] og [Klager 3] har klaget over, at Frihedens Stemme har bragt artikler, som er misvisende og indeholder krænkende omtale, der er racistisk, og at der i artiklerne anvendes manipulerede billeder fra Rigshospitalets hjemmeside og Rigshospitalets sociale medier.
Frihedens Stemme har afvist, at artiklerne er i strid med god presseskik og anført, at der ikke fremgår noget racistisk af artiklerne, og at billederne ikke er manipulerede på en racistisk måde.
Frihedens Stemme har ligeledes anført, at det er en korrekt redaktionel betragtning, at Danmark bliver islamiseret med lynets hast, og at [Klager 2] promoverer islam og sharia ved at bære tørklæde på billedet bragt i artiklen.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Det følger videre af de vejledende regler for god presseskik, at overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse, jf. A.
6.
Redaktøren er i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at afvise at omtale forhold, der for en af parterne forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe de indholdsmæssige krav til den bragte information iagttages.
Nævnet lægger til grund, at de billeder, som er anvendt i artiklen, er skærmbilleder af opslag fra Rigshospitalets offentlige hjemmeside samt offentlige sider på sociale medier.
Af artiklen om brugen af tørklæder på Rigshospitalet fremgår et skærmbillede fra Rigshospitalets hjemmeside af [Klager 2], der bærer tørklæde, og som sidder på en hospitalsseng med en bamse i skødet.
Den tilhørende billedtekst fra Rigshospitalets hjemmeside om, at [Klager 2] sidder med et af sine vigtigste arbejdsredskaber i [Afdeling], viser, at der er tale om et opslag, som vedrører [Klager 2]s arbejde på Rigshospitalet.
Under det andet skærmbillede fra Rigshospitalets sociale medier med samme motiv af [Klager 2] fremgår en kommentar i tilknytning til opslaget fra Rigshospitalet.
Heraf fremgår, at Rigshospitalet under billedet har bragt følgende udsagn
”Kære alle.
Til almindelig oplysning og for at undgå misforståelser, så indgår tørklædet i Region Hovedstadens formelle uniformstilbud.
”
Af artiklen fremgår bl.a.
”Danmarks førende sygehus – Rigshospitalet – slår fast, at det islamiske tørklæde er en del af sundhedspersonalets daglige uniform, når de møder patienterne.
Danmark bliver islamiseret med lynets hast.
”
Det fremgår videre af artiklen om brugen af tørklæder på Rigshospitalet, at
”[Klager 2] promoverer islam og sharia på Rigshospitalets Facebook-profil.
”
Pressenævnet finder, at begge udsagn fremstår som Frihedens Stemmes vurderinger.
For så vidt angår udsagnet om, at Danmark bliver islamiseret med lynets hast, finder nævnet, at det fremgår klart, at det er Frihedens Stemmes subjektive vurdering.
Nævnet udtaler derfor ikke kritik.
For så vidt angår udsagnet om, at [Klager 2] promoverer islam og sharia på Rigshospitalets Facebook-profil, finder nævnet, at denne vurdering i den konkrete sammenhæng ikke har den fornødne dækning i de faktiske forhold og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af artiklen.
Nævnet har lagt vægt på, at de to anvendte billeder omhandler [Klager 2]s arbejde på [Afdeling], og at den kobling, der sker i artiklen mellem Rigshospitalets egne oplysninger og vurderingen fra Frihedens Stemme derfor er misvisende.
Det forhold, at [Klager 2] på billederne bærer tørklæde, og at Rigshospitalet under det ene billede har kommenteret, at tørklæder er en del af Region Hovedstadens formelle uniformstilbud, kan ikke føre til en anden vurdering.
Nævnet udtaler derfor kritik.
Af artiklen om hjertelægen [Klager 3] fremgår det, at Rigshospitalet i det opslag, som gengives i artiklen, har skrevet følgende
”Stamceller hjælper hjertepatienter: Når hjertelæge [Klager 3] og hans kolleger sprøjter stamceller direkte ind i hjertet, kan de genopbygge den del af hjertet, der ikke får blod nok på grund af forkalkninger i hjertets blodårer.
Tre år efter behandlingen går det stadig bedre for de patienter, som fik stamceller.
”
Derudover fremgår følgende af artiklen
”Islamiseringen af det danske sundhedsvæsen er omfattende.
Her er det Danmarks førende sygehus – Rigshospitalet – der fremviser en pakistansk læge – [Klager 3] – der studerer koranen og støtter den pakistanske [Området].
”
Det følger videre af artiklen, at
” [Bruger på socialt medie 1] og [Bruger på socialt medie 2] er begejstrede for Rigshospitalets islampropaganda på Facebook.
Oplysningen om, at islamiseringen af det danske sundhedsvæsen er omfattende, og at der er tale om islampropaganda, fremstår efter nævnets opfattelse som Frihedens Stemmes vurderinger.
Pressenævnet finder imidlertid, at disse vurderinger ikke har den fornødne dækning i de faktiske forhold og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af artiklerne.
Nævnet har lagt vægt på, at der er tale om et opslag fra Rigshospitalet, som omtaler en behandlingsmetode, og som nævner navnet på en af de læger, der udfører den omtalte behandlingsmetode.
Derudover har nævnet lagt vægt på, at Rigshospitalet i det anvendte opslag ikke omtaler islam eller lignende, hvorfor oplysningerne i artiklen fremstår misvisende i den konkrete sammenhæng.
Det forhold, at den hjertelæge, der er omtalt, måtte være muslim, kan ikke føre til en anden vurdering, ligesom det ikke kan føre til en anden vurdering, at Frihedens Stemme har bragt et skærmbillede af, at Rigshospitalets opslag er delt med positive tilkendegivelser, der bl.a. nævner Allah.
Nævnet udtaler derfor kritik.
Artiklernes overskrifter ” Rigshospitalet: Shariatørklædet er en del af uniformen” og ”Rigshospitalet: Muslimsk hjertelæge læser koranen” med angivelse af kolon efter Rigshospitalet giver efter Pressenævnets opfattelse læseren indtryk af, at det er Rigshospitalet, der udtaler, at ”shariatørklæder” er en del af uniformen, og at det er Rigshospitalet, der har udtalt, at en muslimsk hjertelæge læser koranen.
Nævnet finder, at dette ikke er retvisende i forhold til artiklens faktiske indhold, og nævnet udtaler kritik af Frihedens Stemme for at bringe de misvisende overskrifter.
Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik af, at Frihedens Stemme har anvendt materiale og oplysninger fra Rigshospitalets hjemmeside og Rigshospitalets opslag på sociale medier, som er offentligt tilgængelige.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Frihedens Stemme at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Frihedens Stemme
[underrubrik]
Frihedens Stemme får kritik for at bringe omtale uden fornøden dækning
[tekst]
Frihedens Stemme bragte i september måned to artikler, som begge omtalte Rigshospitalet og to konkrete medarbejdere på Rigshospitalet.
Frihedens Stemme havde i den ene artikel bl.a. skrevet, at en medarbejder iført hovedtørklæde, der optrådte på et billede på Rigshospitalets hjemmeside og sociale medier, promoverede islam og sharia.
I den anden artikel havde Frihedens Stemme med henvisning til et opslag på Rigshospitalets sociale medier, der omtalte en behandlingsmetode og viste et billede af en af de hjertelæger, som udfører denne behandlingsmetode, skrevet, at islamiseringen af det danske sundhedsvæsen er omfattende, og at opslaget udgør en form for islampropaganda.
Rigshospitalet og de to omtalte medarbejdere klagede til Pressenævnet bl.a. over, at Frihedens Stemme havde bragt ukorrekte og krænkende oplysninger.
Pressenævnet finder, at de påklagede oplysninger har karakter af Frihedens Stemmes vurderinger, men da vurderingerne ikke har den fornødne dækning i de faktiske forhold og de oplysninger, som i øvrigt fremgår af artiklerne, kritiserer Pressenævnet Frihedens Stemme.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet
Afgjort den 17. januar 2023