Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - chikane - uddannelse - ej medhold - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - chikane - uddannelse - ej medhold - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 20-46122

En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet, fordi hun mente, at hendes uddannelsesinstitution havde udsat hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med manglende støtteforanstaltninger under kvindens uddannelse.

Derudover mente kvinden, at uddannelsesinstitutionen ikke havde sikret hende et chikanefrit miljø under uddannelsen, da hun var blevet udsat for chikane fra en medstuderende.

I forhold til den del af klagen, der angik støtteforanstaltningerne i forbindelse med kvindens uddannelse, var der mellem parterne uenighed om en række spørgsmål af afgørende betydning for sagens resultat.

Nævnet vurderede derfor, at bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer var nødvendigt, og afviste på den baggrund at behandle den del af klagen.

I forhold til den del af klagen, der angik spørgsmålet om chikane vurderede nævnet indledningsvist, at der var tale om chikane.

Dernæst vurderede nævnet, at uddannelsesinstitutionen ikke havde handlet i strid med pligten til at stille et chikanefrit miljø til rådighed.

Nævnet lagde ved vurderingen bandt andet vægt på, at uddannelsesinstitutionen havde indledt en undersøgelse af chikanesagen, og tildelt en sanktion til den medstuderende.

Kvinden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med støtteforanstaltningerne under klagers gymnasiale uddannelse.

Derudover angår klagen påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med chikane fra en medstuderende.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle den del af klagen, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har iværksat tilstrækkelige foranstaltninger for at sikre, at klager kunne gennemføre sin gymnasiale uddannelse.

Årsagen hertil er, at en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med klagen over påstået chikane på grund af handicap.

Sagsfremstilling

I 2017 modtog den indklagede uddannelsesinstitution udredning af klagers ordblindhed af 9. juni 2017.

Det fremgår heraf

”Konklusioner på læse-skriveudredning, foretaget d. 23. og 24. maj 2017 […]”

[Klager] har visse læse-stavevanskeligheder, som skyldes en grad af dysleksi.

Dette afsløres først og fremmest i læsningen/afkodningen samt i den fonologiske opmærksomhed.

Hun er dog nået op på så godt et niveau i mange sammenhænge, at der skal en grundig udredning til for at dysleksien med sikkerhed kan fastslås.

[Klager] har ligeledes visse vanskeligheder med sit ekspressive sprog, som muligvis kan være til gene for hende i nogle sammenhænge, når hun skal udtrykke sig.

…

Generelt

Jeg oplever [klager] som en meget motiveret og positiv ung pige.

Ind imellem virker hun usikker på sig selv;

jeg tænker, det er en helt naturlig følge af den negative skolegang hun havde indtil sidste år.

Men det forhindrer hende ikke i at gå på med krum hals i udredningen.

I mange af testene opnår [Klager] et godt eller acceptabelt resultat, men kun fordi hun er topmotiveret for at gøre sit bedste og koncentrerer sig ganske voldsomt om opgaverne.

Det vil sige, at hun på sin vis magter en hel del i både læsning, stavning, sprog og hukommelse, men samtidig også at hun skal bruge utrolig meget mental energi for at gøre det.

Det er indlysende, at det er udmattende at arbejde på denne måde, og hun har behov for aflastning.

…

Foranstaltningsforslag

It-hjælpemidler og dispensationer

Det anbefales, at [klager] får adgang til det kompenserende hjælpemiddel IntoWords på sin computer.

[klager] har behov for at blive støttet og aflastet i sin stavning, da der på grund af de dyslektiske vanskeligheder opstår temmelig mange stavefejl, når hun skriver tekster.

Ved hjælp af programmets auditive feedback og løbende ordforslag vil [klager] kunne føle sig langt mere sikker, når hun skriver.

Hun vil eksempelvis kunne se, at 'nå, der er ikke noget, der hedder 'skrekslagende' - det staves ' skrækslagne'.

Med denne hjælp vil hun kunne få mere overskud til at arbejde med det sproglige og indholdsmæssige i sine tekster.

Når [klager] har skrevet en tekst, bør hun lytte hele teksten igennem for at opfange hørbare fejl, både stavefejl og f.eks. udeladte ord eller gentagelser.

Hvis [klager] skal læse tekster i forbindelse med skolen, som opleves som for svære og/eller for lange, kan det være en hensigtsmæssig aflastning for hende at få teksterne digitalt og få Into Words til at læse dem op for hende.

Foruden det danske vil det være en meget relevant hjælp for [klager] at bruge IntoWords på tysk og engelsk, hvor man ligeledes kan få ordforslag, mens man skriver.

Her vil hun også have gavn af, at man kan få det skrevne læst op undervejs og når man er færdig.

Der findes både tysk og engelsk stemme til programmerne.

Det er vigtigt, at [klager] får hjælp til at få foretaget de rette indstillinger af programmet samt lærer den mest hensigtsmæssige brug.

Det anbefales, at [klager] med baggrund i sin dysleksi får dispensation i forhold til prøver og eksaminer.

Hun bør bruge sit it-hjælpemiddel i alle relevante sammenhænge.

Det anbefales ligeledes, at hun tildeles forlænget tid, bemærk dog: [klager] udtrykt ønske om at træne sine færdigheder og presse sig selv i løbet af året, således at hun ikke nødvendigvis ønsker forlænget tid til alle prøver, men gerne når det er karaktergivende.

Den optimale løsning vil være ganske enkelt at spørge [klager] i god tid inden prøven, om hun ønsker forlænget tid.

…”

Klager havde skolestart på den indklagede uddannelsesinstitution i august 2018.

Indklagede søgte i samråd med klagers mor om bevilling af tilskud til specialpædagogisk støtte.

Klager har fremlagt en række bevillingsbreve vedrørende specialpædagogisk støtte, som klager fik tildelt under sin uddannelse ved indklagede.

I foråret 2019 blev klager udredt for ADHD.

Det fremgår af de af klager fremlagte lægelige oplysninger af 16. maj 2019, at

”På baggrund af den aktuelle undersøgelse vurderes det, at [klager] opfylder de diagnostiske kriterier for ADHD.

[Klager] går i [klasse] på [indklagede uddannelsesinstitution].

Hun trives socialt, men har store koncentrationsbesvær, samt problemer med at holde fokus.

Hun glemmer opgaver og beskeder, og har i en periode haft meget svært ved at få afleveret sine opgaver.

…

Det vurderes herfra at [klager] har behov for hjælp til at strukturere og planlægge sine opgaver både i skole og i hjemmet.

Mor har brug for hjælp til at støtte [klager] i dagligdagen f.eks. ift.

lektier, manglende orden, usunde kostvaner, at styre sin økonomi mm.

Unge med ADHD har vist sig at profitere af følgende, som også vurderes at kunne hjælpe [klager]

Mulighed for at få pauser, så hun ikke udtrættes i løbet af dagen.

Det vil hjælpe på koncentrationen.

Korte, klare og direkte beskeder gerne støttet af skriftlige eller andre visuelle hjælpemidler til fastholdelse i hukommelsen.

Mulighed for at bruge hovedtelefoner for at skabe en barriere, så hun bedre kan koncentrere sig, og skærme sig fra anden støj.

Mulighed for at trække sig ved gruppearbejde, til steder uden mange forstyrrende elementer.

Tydelig struktur og forberedelse i timerne.

Ansøgning om ekstra tid til eksaminer.

Snakke om de konflikter der kan opstå i det sociale.

Støtte til at løse dem.

Tålmodighed og rummelighed.

Udtrætning kan gøre humøret ustabilt.

tydelig feedback, ros og dialog omkring præstationer og succes.

Undgå frustration over - og fokus på det, der ikke lykkes.

…”

Indklagede blev orienteret om klagers støttebehov, og der blev på baggrund heraf afholdt et møde mellem klager og indklagede den 26. april 2019.

Under mødet blev det aftalt, at studievejlederen ved indklagede skulle fungere som mentor for klager for en periode.

Derudover er der uenighed mellem parterne om, hvad der blev drøftet og aftalt under mødet.

Klager har fremlagt en række mails mellem klagers mor og indklagede.

Af mail fra klagers mor til indklagede af 4. juni 2019 fremgår

”I fortsættelse af min mail og vort møde d. 26. april 2019 ville jeg meget gerne modtage en skriftlig opdatering fra din

side på, hvad der er iværksat af dig/ HHX siden mødet for at støtte op om [klager], idet hverken [klager] eller jeg

desværre har hørt noget fra dig siden.

Da der ikke er samlet op (holdt mentormøder med [klager]) ifht manglende

opgaver formoder jeg, at dette er udtryk for, at [klager] ikke behøver at lave disse efter HHX's opfattelse.

[klager] har grundet diagnosen og forud for medicineringen været meget ustruktureret, glemsom/ udtrættet og har

fortsat svært ved at skabe overblik mm.

Derfor er både [klager] og jeg enige om, at hun måske kan have

fortrængt/glemt ting, da hun har været yderst presset, indtil hun fik hjælp via medicinen.

[klager] har desværre endnu ikke oplevet at nogle af lærerne, (1) var bekendt med, at hun har ADHD (eller ordblind) og/eller (2) havde modtaget nærmere informationer fra kontoret om hendes rettigheder og muligheder for støtte i undervisningen.

Dette gør [klager] noget utryg, og at hun føler sig forkert/som en belastning, når hun igen og igen skal forklare sig, hvilket er meget uheldigt og forstærker risiko for en diagnose med angst og/eller depression.

For at undgå misforståelser ville jeg gerne fra dig modtage en skriftlig orientering om, hvad der er, og hvornår det er

meddelt lærerne, således at [klager] ikke konstant skal føle, at hun i hverdagen skal undskylde for sin diagnose, og

det forhold, at hun har behov for støtte/forståelse.

Det ville være lettere for [klager], at kunne henvise til noget

konkret, som du/kontoret havde sagt/meddelt på en konkret dato.

Både [hospital] og [kommune] forudsætter, at den nødvendige og lovpligtige støtte i [uddannelse]-regi er

iværksat, og deres tiltag ifht [klager] afhænger heraf.

De har derfor bedt mig om at anmode om en status, således

at det kan indgå i den samlede vurdering af [klagers] støttebehov.

Angående SPS-mentorstøttetimer til det kommende skoleår hører jeg gerne hvorvidt der er kommet svar fra STUK

på ansøgningen, samt om det med [klager] bliver drøftet, hvilken lærer der skal forestå denne mentoropgave næste

skoleår.

Angående støtte til [klagers] ordblindhed sørgede jeg forud for [klagers] opstart sidste sommer på [uddannelsen] for at der var bevilliget SPS-støttetimer.

Da [klager] ikke erindrer nogen støtte ud over udlevering af hjælpemidler, ville jeg

gerne modtage præcisering af, hvornår og med hvilket indhold disse timer er givet [klager], idet hun fortsat ikke har 100% styr på anvendelsen af hjælpemidlerne mm.

Yderligere ville det være trygt med en ide om, hvad [klager] kan forvente at støtte i kommende skoleår.

Jeg går ud fra at [klager] ifbm.

eksamen er registreret med ekstra tid mv. som hun er berettiget til.

”

Af det af klager fremlagte bevillingsbrev af 12. juni 2019 fremgår blandt andet

”Støttetildeling for perioden august 2019 - december 2019 20 studiestøttetimer - […], andet Leverandør: underviser på udd.stedet

Du bedes kontakte uddannelsesstedet for at aftale, hvem der skal være din støttelærer samt lægge en plan for hvornår timerne skal læses.

Vi beder dig rette henvendelse til den SPS-ansvarlige, [navn], på dit uddannelsessted vedrørende anskaffelse af støtten.

…”

Af indklagedes mail til klagers mor af 29. august 2019 fremgår

”…

Hermed sender jeg planen for [klager] på [uddannelsen].

Den gælder for efteråret, fordi vi skal genansøge om SPS ved årsskiftet.

…

Plan for [klager], 2m, efterår 2019

• SPS-mentorstøtte, 40 timer bevilget, mentor er underviser […]

• Forlænget tid til eksamen.

• Mulighed for ekstra undervisning i matematik via VUC […] (mandag og onsdag eftermiddag).

• Lektiecafe, i efteråret i matematik, dansk, engelsk og tysk (tidspunkter står i Lectio).

• [klagers] studievejleder er […], (det fremgår af skema,

hvornår [studievejleder] kan træffes udover den faste træffetid torsdage i 2. modul).

• Alle [klagers] lærere er orienteret om ovenstående.

”

Den 26. december 2019 bragte en elev ved indklagede et debatindlæg og et interview den 29. december 2019 i forskellige medier, hvori eleven blandt andet omtalte sine medstuderende som dovne og beskrev episoder i forbindelse med gruppearbejde.

Den 10. januar 2020 indgav klagers mor en klage til indklagede over mobning af klager i forbindelse med debatindlægget og vedrørende en påstået adfærd udvist af den pågældende elev over for klager i december 2019.

Indklagede har oplyst, at indklagede herefter indledte en undersøgelse af sagen.

Den 16. januar 2020 meddelte indklagede eleven bag debatindlægget en skriftlig advarsel.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. december 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 250.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling pga.

handicap under sin uddannelse.

Klager, der har ADHD og er ordblind, fik ikke den støtte, som ligebehandlingslovene tilsiger, under sin uddannelse på den indklagede uddannelsesinstitution.

Klager havde udleveret dokumentation for sit handicap til indklagede, og indklagede var derved bekendt med klagers handicap.

Klager har adskillige gange bedt om, at rektor ville sørge for, at undervisningen blev tilrettelagt således, at klager blev ligestillet med de andre studerende.

Indklagede havde ikke orienteret underviserne om klagers handicap, hvilket betød, at klager selv måtte skaffe informationsmateriale og udlevere til underviserne, så klager ikke konstant skulle forklare sig, eller bede om at de tog hensyn til klagers handicaps.

Eksempelvis måtte klager ofte bede underviserne om at få materiale skriftligt og elektronisk, at få materiale i god nok tid til at kunne få det læst højt, så klager kunne være klar til blandt andet gruppearbejde og i den forbindelse ikke skille sig ud på grund af læsehastighed.

Derudover måtte klager bede om at bruge støjnedsættende høreværn, og sidde i mere rolige omgivelser, når der skulle laves opgaver, samt at få mulighed for at bruge ordblinderedskaberne og få ekstra tid til prøveeksamener.

Derudover fik klager ingen opfølgning til anvendelse af ordblinde-hjælpemidler, og den fælles lektiehjælp for ordblinde ved indklagede fik klager først besked om på andet år af studiet.

Lektiehjælpen var sidst på dagen, hvor klager på grund af sin ADHD ikke havde overskud til at deltage.

Indklagede havde ikke andre tilbud.

I forbindelse med, at klager blev udredt for ADHD, deltog klager og klagers mor i et møde med indklagede med henblik på afklaring af støttebehov.

Under mødet meddelte rektor, at klager burde overveje at skifte studie til en specialskole, da klagers krav var urimelige.

Efter lange drøftelser meddelte rektor, at studievejlederen kunne støtte klager indtil sommerferien, og at klager derefter måtte søge om specialpædagogisk støtte til ADHD.

Studievejlederen støttede imidlertid ikke klager, og klager fik desuden ikke ekstra tid til eksamen grundet sin ADHD.

Indklagede har hverken anvendt de SPS-midler, som indklagede har modtaget, eller i rimeligt omfang foretaget de tiltag, som var hensigtsmæssige og nødvendige for, at klager kunne studere ligeværdigt med de andre.

Indklagedes manglende støtte medførte, at klager blev chikaneret af en anden elev.

Da eleven i landsdækkende medier hængte klager ud, valgte indklagede ikke at hjælpe klager, hvilket medførte, at klager blev sygemeldt og derefter måtte opgive sin uddannelse.

På baggrund heraf gør klager gældende, at indklagede bør betale et beløb på ikke under 250.000 kroner.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling pga.

handicap.

Indklagede bestrider på flere punkter klagers beskrivelse af faktum i sagen, som desuden ikke understøttes af den skriftlige dokumentation, som klager har fremlagt.

Klagen hviler desuden på den fejlagtige opfattelse, at indklagede skulle have modtaget SPS-tilskud til støtte af klager, men undladt at anvende disse midler.

Indklagede modtager alene SPS-tilskud som refusion i det omfang, indklagede faktisk afholder udgifter til støttetiltag omfattet af SPS-bevillinger til klager.

Klagers manglende deltagelse i indklagedes støttetilbud bevirkede, at indklagede ikke havde mulighed for at søge refusion for udgifter op til det maksimum, der var bevilliget i SPS-tilskud til klager.

Dette beror på klagers egne forhold, som indklagede ikke er ansvarlig for, og er derfor ikke udtryk for, at indklagede ikke har iværksat rimelige tilpasningsforanstaltninger.

Det er indklagedes hovedsynspunkt i sagen, at indklagede behørigt har iværksat alle påkrævede foranstaltninger for at sikre ligebehandling af klager henset til hendes handicap, ligesom indklagede i behørigt omfang har taget de påkrævede skridt til at sikre et chikanefrit undervisningsmiljø for klager.

Det bestrides, at indklagede har forsømt at sikre et chikanefrit studiemiljø for klager.

Indklagede er alene bekendt med sagen om debatindlægget, som indklagede reagerede på straks efter at være blevet bekendt hermed.

Indklagede havde ikke før sagen om debatindlægget i december 2019 observeret forhold, der pegede i retning af, at klager blev chikaneret af andre elever, ligesom klager heller ikke selv havde givet udtryk herfor.

Sagen blev behandlet i overensstemmelse med de gældende studie- og ordensregler og i øvrigt under iagttagelse af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Det gøres derfor gældende, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, gøres det gældende, at en eventuel godtgørelse skal fastsætte på et væsentligt lavere niveau end påstået af klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Forskelsbehandlingsloven forbyder forskelsbehandling på grund af handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder også enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse, det vil sige uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. dog forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Efter forskelsbehandlingslovens § 2 a skal arbejdsgiveren træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.

Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Forskelsbehandlingslovens § 2 a, der implementerer artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftige og erhverv, omhandler – som direktivets artikel 5 – alene arbejdsgivere.

Forarbejderne til forskelsbehandlingslovens § 2 a og betragtningerne i præamblen til direktivet tyder ikke på, at det var hensigten, at andre pligtsubjekter skulle være omfattet af tilpasningsforpligtelsen i direktivets artikel 5.

Nævnet har således tidligere fastslået, at tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingslovens § 2 a og direktivets artikel 5 alene gælder for arbejdsgivere og således ikke for andre pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven, herunder enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.

Nævnet har dog videre slået fast, at det ikke hermed er udelukket, at der på andet grundlag kan bestå en tilpasningsforpligtelse for offentlige institutioner.

Det følger således af internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Handicapkonvention, at offentlige institutioner mere generelt skal træffe foranstaltninger med henblik på at sikre ligebehandling af personer med handicap.

I overensstemmelse med formålet med forskelsbehandlingsloven og beskæftigelsesdirektivet må det derfor indgå ved vurderingen af, om der foreligger ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, om en offentlig institution har udfoldet rimelige bestræbelser på at sikre ligebehandling.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klager er ordblind og har ADHD.

Af de lægelige oplysninger fremgår, at klager på grund af ADHD havde koncentrationsbesvær og problemer med at holde fokus.

Det fremgår desuden af sagens oplysninger, at klager på baggrund af ordblindhed og ADHD havde begrænsninger i forbindelse med sin uddannelse, som medførte behov for en række støtteforanstaltninger, herunder it-hjælpemidler, ekstra tid til eksamen og hjælp til at strukturere og planlægge sine opgaver.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i studiet på lige vilkår med andre studerende, at hun som følge af ordblindhed og ADHD og de deraf afledte problematikker havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet forstår klagen således, at den dels angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med støtteforanstaltningerne under klagers uddannelse, og dels forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med chikane fra en medstuderende.

Støtteforanstaltninger i forbindelse med uddannelse

For så vidt angår den del af klagen, der angår støtteforanstaltningerne i forbindelse med klagers uddannelse, har klager oplyst, at indklagede ikke iværksatte den støtte, som klager havde brug for, på trods af at indklagede var bekendt med klagers handicap og behov for støtte.

Klager har i den forbindelse blandt andet oplyst, at indklagede ikke orienterede underviserne om klagers handicap og om hvilken støtte, klager havde behov for.

Dette bestrides af indklagede.

Derudover har klager oplyst, at klager ikke fik den støtte, som var blevet bevilget i form af blandt andet støttetimer og hjælp.

Heroverfor har indklagede oplyst, at årsagen til, at klager ikke havde fået det antal støttetimer, som svarede til bevillingen, alene skyldtes, at klager ikke deltog i indklagedes støttetilbud.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle den del af klagen, der vedrører støtteforanstaltninger.

Chikane

Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket adfærd i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Dette fremgår af forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4.

Af de specielle bemærkninger til § 1, stk. 4, i lovforslag nr. 40 af 22. oktober 2003, fremgår, at § 2, stk. 1, inden lovændringen, der blev gennemført ved lov nr. 253 af 7. april 2004, blev fortolket således, at bestemmelsen beskytter mod chikane, idet en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til arbejdsvilkår.

Arbejdsvilkår er i den sammenhæng fortolket således, at arbejdsgiveren også har pligt til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane.

Dette gælder ikke blot krænkelser begået af arbejdsgiveren personligt, men også krænkelser, der begås af andre ansatte eller af kunder.

Det er nævnets vurdering, at pligten til at stille et chikanefrit miljø til rådighed ikke alene gælder arbejdsgivere, men også andre pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven, herunder de, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse.

Nævnet vurderer, at der var tale om chikane, da en anden elev på den indklagede uddannelsesinstitution bragte et debatindlæg og interview, der i pseudonymiseret form omtalte klager i nedladende vendinger.

Nævnet vurderer på baggrund af sagens samlede oplysninger, at indklagede ikke har handlet i strid med pligten til at stille et chikanefrit miljø til rådighed for klager.

Nævnet lægger i forbindelse hermed vægt på, at indklagede indledte en undersøgelse af sagen, da indklagede blev bekendt hermed.

Undersøgelsen førte til, at eleven bag debatindlægget blev tildelt en sanktion.

Indklagede har videre oplyst, at indklagede efterfølgende tilbød klager og den pågældende elev mægling, hvilket klager afslog.

Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a, om lovens anvendelsesområde

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde