Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pension - kompetence - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pension - kompetence - kommuner - ej medhold

J.nr. 19-41016

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han under sin ansættelse hos en kommune var udelukket fra at modtage indbetaling af pensionsbidrag, fordi han modtog udbetaling af pension fra to pensionsordninger.

Udelukkelsen fra pensionsordningen fulgte af en overenskomst indgået mellem KL og 3F.

Klagen angik derfor både kommunen som arbejdsgiver og KL og 3F som overenskomstparter.

Nævnet fastslog, at KL og 3F som overenskomstparter var pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven.

På baggrund af Højesterets dom i U.

2021.4240H vurderede nævnet dog, at klager ikke havde været udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klager som følge af udelukkelsen fra pensionsordningen heller ikke var omfattet af den til ordningen knyttede gruppelivsforsikring og sum ved kritisk sygdom.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager under sin ansættelse hos den indklagede kommune i henhold til en overenskomst mellem KL og 3F var udelukket fra at modtage indbetaling af pensionsbidrag, fordi han modtog udbetaling af pension fra to pensionsordninger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager var udelukket fra at modtage indbetaling af pensionsbidrag under sin ansættelse hos den indklagede kommune i henhold til KL’s og 3F’s overenskomst på området.

Sagsfremstilling

Den 1. august 2019 blev klager ansat som chaufførspecialarbejder i den indklagede kommune.

Arbejdstiden var 10 timer om ugen.

Ansættelsesforholdet var omfattet af Overenskomst for specialarbejdere, faglærte gartnere, faglærte brolæggere, faglærte struktører, faglærte murere m.fl. (specialarbejderoverenskomsten), som er indgået mellem KL og Fagligt Fælles Forbund – 3F.

Klager var på ansættelsestidspunktet 66 år.

Han modtog folkepension, ATP samt pension fra to pensionsordninger, som hidrørte fra klagers tidligere kommunale ansættelser.

Af klagers ansættelseskontrakt med kommunen fremgår følgende om pension

” Pension

Du har oplyst, at du modtager pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Du er derfor ikke berettiget til indbetaling af pensionsbidrag jf. overenskomsten.

”

Klager var som følge af udelukkelsen fra pensionsordningen heller ikke omfattet af den dertil hørende gruppelivsforsikring og sum ved kritisk sygdom.

Af specialarbejderoverenskomsten for 2019-2021 fremgår følgende om pension

” § 10.

Pension

Stk. 1.

Ansættelsesmyndigheden opretter pensionsordning i PensionDanmark for

Det samlede pensionsbidrag udgør 14,66% [O.

18] (pr. 1. april 2019: 14,76%) [O.

18] af de pensionsgivende løndele, hvoraf 1/3 anses for den ansattes egetbidrag.

Pensionsordningen oprettes med virkning fra den 1. i den måned, hvor alle betingelserne er opfyldt hele måneden.

Bemærkning

…

2.

Ansatte som tidligere har været optaget i en kommunal eller amtslig/regional pensionsordning efter at have opfyldt beskæftigelseskravet i stk. 1, litra b, i denne overenskomst eller en anden overenskomst med samme beskæftigelseskrav.

Bemærkning

…

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 10 Pension gælder ikke for pensionerede tjenestemænd fra staten, amter/regioner, kommuner og statsfinansierede eller koncessionerede virksomheder og andre, der får egenpension eller understøttelse fra en pensionsordning, det offentlige har ydet bidrag til.

Bemærkning

…

Stk. 3.

…”

Bestemmelsen har været en del af overenskomsten på området siden 2013.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. august 2019.

Klagen var rettet mod kommunen som arbejdsgiver samt KL og 3F som overenskomstparter.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klagers ansættelsesforhold hos kommunen ophørte den 31. december 2020.

KL har for nævnet fremlagt protokollat af forlig mellem KL og KTO af 16. februar 2013.

Protokollatet vedrører overenskomst- og aftalefornyelse pr. 1. april 2013.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

Under klagers ansættelse i den indklagede kommune blev der ikke indbetalt pensionsbidrag, fordi klager er pensionist og modtager offentlig pension.

Da klager netop får sin optjente pension og folkepension på grund af sin alder, er der dermed tale om aldersdiskrimination.

Selve overenskomstens tekst er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, hvilket både 3F og KL er ansvarlige for som overenskomstparter.

Ud over den manglende pensionsordning mistede klager også de øvrige goder, som er tilknyttet pensionsordningen, som for eksempel gruppelivsforsikring og sum ved kritisk sygdom.

Klager fik som den eneste medarbejder på arbejdspladsen ikke indbetalt pensionsbidrag.

Klager betalte stadig fuld skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP af sin løn samt fuld skat af sine pensioner.

Klager ønskede en pensionsordning ligesom den, hans kollegaer havde under samme overenskomst mellem KL og 3F.

Klagers sag adskiller sig fra Højesterets dom i U2021.

4240H.

Klager er ikke og har ikke været ansat som tjenestemand.

Den indklagede kommune og KL, som har afgivet fælles bemærkninger, har nedlagt påstand om frifindelse.

KL har desuden nedlagt en særskilt påstand om afvisning.

Klager modtog i ansættelsesforholdet ikke pensionsbidrag, fordi han modtog pension fra to pensionsordninger, som det offentlige havde ydet bidrag til.

Dette var i overensstemmelse med overenskomstens § 10, stk. 2, og kommunen havde derfor ikke hjemmel til at indbetale pension for klager i den foreliggende situation.

Om ringere behandling

Der foreligger hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder, idet der henvises til Højesterets dom i U.

2021.4240H.

Klager havde – ligesom det var tilfældet i U.

2021.4240H – mulighed for at standse udbetalingerne fra sine pensionsordninger, hvorved han ville være blevet stillet på samme måde som sine kollegaer i relation til pensionsindbetalinger.

Alternativt kunne han – således som han rent faktisk gjorde – fortsætte med at få udbetalt sine pensioner, idet han så til gengæld ikke havde ret til at modtage pensionsindbetalinger i henhold til specialarbejderoverenskomstens § 10.

Klager havde dermed en valgmulighed, som hans yngre kollegaer ikke havde, og som stillede ham bedre end sine yngre kollegaer.

Allerede af den grund gøres det gældende, at klager ikke på grund af sin alder blev stillet ringere end sine yngre kollegaer.

Klager har oplyst over for de indklagede, at de pågældende pensionsordninger var livsvarige ordninger, også kendt som livrenter.

Det er dog i relation til Højesterets dom i U2021.

4240H uden betydning, at klagers pension består af livrenter og ikke af tjenestemandspension.

Livrenter er kendetegnet ved, at de uden skattemæssige konsekvenser kan sættes i bero, hvis en pensionist i en periode ikke ønsker at få udbetalt pensionen.

Hvis en livrente sættes i bero, vil det som regel have den konsekvens, at efterfølgende pensionsudbetalinger vil blive højere, når udbetalingerne på ny igangsættes.

På det punkt adskiller livrenter sig dermed normalt fra en tjenestemandspension.

Hvis en tjenestemandspensionist i en periode fraskriver sig retten til at modtage udbetalinger fra tjenestemandspensionen, som allerede er igangsat – f.eks. for at opnå ret til at modtage pensionsindbetalinger i en verserende overenskomstansættelse – vokser vedkommendes tjenestemandspension ikke yderligere.

Den indklagede kommune og KL skal således frifindes, allerede fordi der ikke foreligger negativ forskelsbehandling på grund af alder.

Særligt vedrørende indirekte forskelsbehandling

Såfremt Ligebehandlingsnævnet på trods af Højesterets dom i U2021.

4240H måtte finde, at der potentielt foreligger negativ forskelsbehandling, må der i givet fald være tale om indirekte forskelsbehandling.

Det fremgår af specialarbejderoverenskomstens § 10, stk. 2, at en lønmodtager ikke er omfattet af overenskomstens pensionsbestemmelse, hvis den pågældende modtager egenpension eller understøttelse fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til.

Ligeledes falder tjenestemandspensionister uden for overenskomstens pensionsbestemmelse.

Både tjenestemandspension og udbetalinger fra en anden pension, som det offentlige har ydet bidrag til, kan udløses af en række forskellige faktorer, som intet har med alder at gøre.

Efter tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1, opnår en tjenestemand efter 10 års fuld ansættelse ret til tjenestemandspension fra fratrædelsestidspunktet, hvis han afskediges af årsager, der ikke kan tilregnes ham, f.eks. helbredsbetinget utjenstdygtighed, samarbejdsproblemer, manglende egnethed, manglende tillid, stillingsnedlæggelse mv. Disse forhold har intet med alder at gøre.

Ligeledes kan en person efter omstændighederne have ret til udbetalinger fra en overenskomstbaseret pensionsordning, uagtet at personen ikke har opnået en bestemt alder, idet reglerne om overenskomstbaserede pensionsordninger dog kan variere betydeligt fra ordning til ordning.

Det er med andre ord ikke en betingelse for at være undtaget fra retten til pensionsindbetalinger efter specialarbejderoverenskomstens § 10, stk. 2, at man har opnået en vis alder.

Bestemmelsen er således ikke uadskilleligt forbundet med den enkelte medarbejders alder, men alene forbundet med det forhold, om medarbejderen modtager visse typer pension.

Retten til at modtage disse pensionsudbetalinger kan blive udløst ved opnåelsen af en bestemt alder, sådan som det efter det oplyste gør sig gældende for klager, men pensionen kan også blive udløst af andre faktorer.

Derfor gøres det gældende, at overenskomstens § 10, stk. 2, og kommunens administration i overensstemmelse med overenskomsten, ikke er udtryk for direkte forskelsbehandling, men højst indirekte forskelsbehandling.

Også det forhold, at klager frit kunne vælge at standse udbetalingerne fra sine pensionsordninger og dermed opnå ret til pensionsindbetalinger i ansættelsesforholdet, understreger, at overenskomstens § 10, stk. 2, ikke er knyttet op på alder, men på modtagelse af pension.

Dette understøtter, at der højest kan være tale om indirekte forskelsbehandling.

Der henvises til EU-Domstolens dom af 14. marts 2017 i C-157/15 (G4S), præmis 32.

Indirekte forskelsbehandling er ikke ulovlig, når forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Reglerne om pension i de kommunale overenskomster er blandt andet indført med henblik på at sikre, at man som kommunalt ansat medarbejder opnår et rimeligt forsørgelsesgrundlag, når man lader sig pensionere.

Dette rimelige forsørgelsesgrundlag opnås derved, at der under ansættelsen indbetales et beløb til en overenskomstbaseret pensionsopsparing, som medarbejderen kan modtage udbetalinger fra, når medarbejderen pensioneres.

Vælger en allerede pensioneret medarbejder ligesom klager at lade sig ansætte i en kommune, opnår den pågældende et dobbelt forsørgelsesgrundlag.

I en sådan situation oppebærer den pågældende således både pension og løn.

Lønnen udbetales fra det offentlige i form af arbejdsgiverkommunen, mens pensionen udbetales fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til.

Bestemmelsen i overenskomstens § 10, stk. 2, skal begrænse dette dobbelte forsørgelsesgrundlag i den forstand, at medarbejdere, der allerede modtager pension fra en pensionsordning, som det offentlige har bidraget til, ikke opsparer yderligere pension.

En sådan begrænsning af en medarbejders ret til at modtage dobbeltkompensation er ikke i strid med forskelsbehandlingsloven.

Der henvises til EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/08 (Ole Andersen), hvor EU-Domstolen fastslog, at indholdet af den dagældende funktionærlovs § 2 a, som havde til formål at undgå dobbeltkompensation, både var objektivt og rimeligt.

Midlerne til at opnå målet med overenskomstens § 10, stk. 2, var desuden hensigtsmæssige og nødvendige, idet klager frit kunne vælge at standse udbetalingen af pension fra sine pensionsordninger med den konsekvens, at han i stedet ville have modtaget pensionsindbetalinger under ansættelsen.

Reglen er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter og er gentagne gange blevet aftalt opretholdt i forbindelse med overenskomstfornyelserne på det kommunale område.

I henhold til retspraksis tilkommer der arbejdsmarkedets parter en vid skønsmargin ved valget af, hvilke socialpolitiske og beskæftigelsesmæssige tiltag, overenskomstparterne ønsker at gennemføre, og hvordan det skal ske.

Der henvises herved til EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i C-45/09 (Rosenbladt) og U.

2016.3281H.

Da en eventuel indirekte forskelsbehandling er objektivt begrundet i et legitimt mål, og da midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, skal indklagede frifindes.

KL bestrider ikke, at 3F gerne ville have haft yderligere rettigheder til sine medlemmer i overenskomsten.

Et overenskomstresultat er imidlertid udtryk for det, som parterne i forbindelse med forhandlingerne om en overenskomstfornyelse kan blive enige om.

Hvis nævnet vurderer, at det skal tillægges betydning for sagens afgørelse, at 3F for nævnet har bestridt KL’s og den indklagede kommunes beskrivelse af formålet med overenskomstens § 10, stk. 2, bør sagen afvises på mundtlige parts- og vidneforklaringer herom.

Den af 3F omtalte praksis fra Ligebehandlingsnævnet må anses for forladt med nævnets afgørelse i sagsnr.

21-12682 og sagsnr.

19-32165, hvor nævnet har lagt sin praksis op ad Højesterets dom i U.

2021.4240H.

Om direkte forskelsbehandling

Såfremt Ligebehandlingsnævnet opfatter overenskomstens § 10, stk. 2, som en aldersgrænse, og dermed som direkte forskelsbehandling på grund af alder, er en sådan forskelsbehandling lovlig i medfør af forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 3, og § 6 a.

Det fremgår udtrykkeligt af § 6 a, at loven ikke er til hinder for aldersgrænser, når det kommer til spørgsmålet om ”adgang eller ret til pensions- eller invaliditetsydelser”.

Efter § 5 a, stk. 3, er loven ikke til hinder for opretholdelsen af gældende aldersgrænser fastsat i eller aftalt i henhold til kollektive aftaler og overenskomster, forudsat at aldersgrænsen er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af dansk ret, og midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Som anført er det tilfældet med bestemmelsen i overenskomstens § 10, stk. 2.

Under henvisning til U.

2016.3281H bør det i den forbindelse indgå, at alder ikke er eneafgørende for, om en medarbejder er omfattet af pensionsbestemmelsen i specialarbejderoverenskomsten, og at overenskomsten er blevet til som led i en aftale mellem arbejdsmarkedets parter på det kommunale område.

Særligt om KL

For så vidt angår klagen mod KL gøres det supplerende gældende, at sagen reelt er et mellemværende mellem klager og den indklagede kommune som dennes arbejdsgiver.

Også af denne grund skal KL frifindes, idet klagen mod KL alternativt skal afvises.

KL har vedrørende afvisningspåstanden henvist til bemærkningerne om afvisning fra 3F.

3F påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Om afvisning

Klager har ikke indgået et ansættelsesforhold med 3F, der som overenskomstpart ikke er pligtsubjekt efter forskelsbehandlingsloven og derfor ikke kan indklages i denne sag.

Klagen skal i stedet alene rettes mod kommunen som arbejdsgiver.

Det forhold, at klagers ansættelsesforhold er omfattet af en kollektiv overenskomst med 3F som overenskomstpart, berettiger ikke klager til at indklage fagforbundet i denne sag.

Da 3F ikke er pligtsubjekt i forskelsbehandlingslovens forstand, bør klagen over 3F afvises.

Til støtte herfor henvises til nævnets afgørelse i sagsnr.

2500052-09.

Om sagen i øvrigt

Bestemmelsen i overenskomstens § 10, stk. 2, kom ind i overenskomsten i 2013.

Forud for 2013 var pensionister ansat på individuelle vilkår og slet ikke omfattet af overenskomsten.

Dette indebar, at de ikke havde et opsigelsesvarsel, ret til løn under sygdom, ret til sjette ferieuge mv.

For at sikre pensionister sådanne basale rettigheder, blev det aftalt, at pensionister kunne overenskomstdækkes på baggrund af tekstforslag på KTO-området.

Den grundlæggende sikring af denne lønmodtagergruppe var afgørende.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2, er ikke indføjet på 3F’s initiativ.

Ved efterfølgende fornyelser af overenskomsten har det uden held været forsøgt at justere på bestemmelsens urimeligheder.

Bestemmelsen indebærer, at en lønmodtager, der er pensioneret, reelt modtager en lavere samlet honorering end sine kollegaer.

De lønmodtagere, der har en offentlig pensionsordning, bliver desuden stillet ringere end de lønmodtagere, der har en privat pensionsordning.

Bestemmelsen kan afholde lønmodtagere, der har en offentlig pension, fra at påtage sig et arbejde, da de dermed vil modtage en samlet lavere honorering.

Det fremgår hverken af bestemmelsen eller KTO-forliget fra 2013, der muliggjorde aftalen, at formålet med bestemmelsen skulle være at begrænse et dobbeltforsørgelsesgrundlag.

Det kan derfor ikke lægges til grund, at begrænsning af dobbeltforsørgelse var baggrunden for bestemmelsen, og det forekommer ubegrundet, når KL inddrager dette aspekt.

Det forhold, at klagers ordning eventuelt kunne sættes i bero, mens han arbejdede hos den indklagede kommune, ville muligt kunne indebære, at han ikke kunne opretholde sit underhold, da det må formodes, at ydelserne fra hans pensioner omfattet af § 10, stk. 2, udgjorde betydelige beløb i forhold til hans løn i stillingen med en lav beskæftigelsesgrad på 10 timer om ugen.

Derved var der i realiteten ikke tale om et frit valg.

Der henvises i øvrigt til nævnets afgørelser i sagsnr.

2015-6810-05858 og sagsnr.

18-22390.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Om pligtsubjekter efter forskelsbehandlingsloven

Klagen angår forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager under sin ansættelse hos den indklagede kommune – i henhold til en bestemmelse i den for ansættelsesforholdet gældende overenskomst mellem KL og 3F – var udelukket fra at modtage indbetaling af pensionsbidrag, fordi han modtog udbetaling af pension fra to pensionsordninger, som det offentlige havde ydet bidrag til.

Det fremgår af forskelsbehandlingslovens § 2, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder efter forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 4, tillige enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Efter forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 1, er bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler og overenskomster, som er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i lovens §§ 2-5, ugyldige, medmindre undtagelsesbestemmelserne i § 5 a, stk. 3-5, finder anvendelse.

Forskelsbehandlingslovens regler om forskelsbehandling på grund af alder implementerer Rådets direktiv af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2000/78).

De danske bestemmelser skal derfor fortolkes i overensstemmelse med EU-beskæftigelsesdirektivet og på en sådan måde, at direktivets formål sikres opfyldt.

Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, litra d), at direktivet finder anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår medlemskab af og deltagelse i en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne.

Efter beskæftigelsesdirektivets artikel 16, litra b), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

Nævnet vurderer, at forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 1, som blandt andet implementer direktivets artikel 16, litra b), indeholder et forbud mod, at overenskomstens parter i en kollektiv overenskomst aftaler bestemmelser, som indebærer forskelsbehandling på grund af alder, medmindre betingelserne i § 5 a, stk. 3-5, er opfyldt.

Som følge heraf vurderer nævnet også, at KL og 3F som overenskomstparter i relation til den indgivne klage er pligtsubjekter efter forskelsbehandlingslovens § 5 a, stk. 1, sammenholdt med § 3, stk. 4, der sammen implementerer beskæftigelsesdirektivets artikel 3, stk. 1, litra d), og artikel 16, litra b).

Den indklagede kommune er som arbejdsgiver pligtsubjekt efter forskelsbehandlingslovens § 2.

Om spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af alder

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager modtager udbetaling fra to pensionsordninger, der hidrører fra hans tidligere kommunale ansættelser.

I perioden fra den 1. august 2019 til den 31. december 2020 var han ansat som chaufførspecialarbejder hos den indklagede kommune.

Ansættelsesforholdet var omfattet af Overenskomst for specialarbejdere, faglærte gartnere, faglærte brolæggere, faglærte struktører, faglærte murere m.fl. (specialarbejderoverenskomsten), som er indgået mellem KL og Fagligt Fælles Forbund – 3F.

Af overenskomstens § 10, stk. 2, følger, at overenskomstens bestemmelser om pension ikke gælder for pensionerede tjenestemænd fra staten, amter/regioner, kommuner og statsfinansierede eller koncessionerede virksomheder og andre, der får egenpension eller understøttelse fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til.

Klager har for nævnet gjort gældende, at det var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder, at han under ansættelsen som chaufførspecialarbejder i henhold til overenskomsten var udelukket fra pensionsordningen og de dertil hørende fordele som følge af, at han modtog pensionsudbetalinger fra sine pensionsordninger, der hidrørte fra hans tidligere kommunale ansættelser.

Nævnet skal herefter tage stilling til, om klager er blevet stillet ringere end sine yngre kollegaer, som optjener pension efter overenskomsten, i forbindelse med, at den indklagede kommune traf beslutning om, at han ikke var berettiget til indbetaling af pensionsbidrag med henvisning til § 10, stk. 2, i specialarbejderoverenskomsten indgået mellem KL og 3F.

Højesteret tog i dom af 18. juni 2021, som trykt i U.

2021.4240H, stilling til, om en bibliotekar blev forskelsbehandlet på grund af alder i forbindelse med, at hun var udelukket fra at deltage i en pensionsordning, fordi hun modtog tjenestemandspension.

Af dommens præmisser fremgår blandt andet, at såfremt bibliotekaren havde krav på fortsat at få indbetalt pensionsbidrag samtidig med, at hun fik udbetalt tjenestemandspension, ville hun opnå en retsstilling, som ingen af hendes yngre kolleger under 60 år havde.

Højesteret fandt, at bibliotekaren ikke kunne anses for på grund af sin alder at være blevet stillet ringere end sine yngre kollegaer.

Nævnet vurderer, at forholdene i klagers sag ikke afgørende adskiller sig fra forholdene i den sag, som Højesteret tog stilling til, hvorfor nævnet vurderer, at klager ikke er blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingsloven forstand.

Det af klager for nævnet anførte om de til pensionsordningen knyttede fordele i form af blandt andet gruppelivsforsikring kan ikke føre til en anden vurdering.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Beskæftigelsesdirektivet

1.

Ansatte som

a)

er fyldt 21 år, og

b)

har mindst 8 måneders [O18] (pr. 1. april 2019: 7 måneder) [O18] sammenlagt forudgående beskæftigelse i kommuner og regioner inden for de seneste 8 år

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 2, om principiel behandling

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 3, stk. 4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 5 a, stk. 1 og 3, om bestemmelser i kollektive aftaler og overenskomster

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde

•

Artikel 3, stk. 1, litra d), om direktivets anvendelsesområde

•

Artikel 16, litra b), om bestemmelser i kollektive overenskomster