Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 21-32875

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun og hendes knap 2-årige datter blev afvist ved indgangen til en restaurant.

Ved ankomsten til restauranten var datteren placeret i en specialklapvogn, der fungerede som et hjælpemiddel for hende som følge af hendes handicap.

Afvisningen skyldtes, at restauranten af hensyn til brandsikkerheden ikke tillod barne- og klapvogne, medmindre der var tale om et hjælpemiddel.

Nævnet vurderede, at der var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, og at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om brandsikkerhed.

Der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt indklagede under dialogen med klager ved indgangen til restauranten var bekendt med, at klagers datters klapvogn udgjorde et hjælpemiddel som følge af hendes handicap.

Dette spørgsmål var af afgørende betydning for vurderingen af, om det af hensyn til brandsikkerheden var nødvendigt at afvise klager og hendes datter, fordi datteren var i klapvogn.

En afklaring heraf kunne alene ske ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager og hendes datter blev nægtet adgang til en restaurant.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager og hendes datter er blevet forskelsbehandlet på grund af datterens handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Den 6. juli 2021 ankom klager med sin familie, heriblandt sin knap 2-årige datter, til en restaurant i det indklagede feriecenter.

Ved ankomsten til restauranten var klagers datter placeret i en specialklapvogn.

Familien blev afvist ved indgangen til restauranten.

Det fremgår af børneortopædkirurgisk journalnotat af 15. marts 2021, at klagers datter har epilepsi og er svært hypoton uden evne til at holde hverken krop eller hoved selv.

Af journalnotatet fremgår i øvrigt følgende

”… Hun er for lille til en kørestol, men transporteres og anbringes indtil videre i en kørestol forældrene selv har anskaffet.

Her ligger hun og ser lige op i luften og rejses ryglænet lidt op vælter hun ud mod den ene eller den anden side.

…

Herudover skal barnet anbefales en klapvogn med sidestøtte til kroppen, når ryglænet rejses op.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. juli 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse til datteren på 5.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at der er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers datter er svært handicappet, idet hun er slap i hele kroppen og ikke kan holde sit hoved selv.

Siden lægens udtalelse af 15. marts 2021 har klagers datter fået en specialklapvogn.

Hun er bundet til sin specialklapvogn, da den fungerer som en kørestol for hende.

Klagers familie blev afvist fra at komme ind på restauranten på grund af datterens specialklapvogn, selvom de forklarede personalet om datterens handicap.

De valgte derfor at gå fra restauranten.

Familien følte sig virkelig uretfærdigt behandlet.

Klagers to sønner havde et brændende ønske om at spise på restauranten.

Det blev en flov og ubehagelig situation for deres lille familie, da de i forvejen er ret sårbare på grund af deres situation.

Dette var deres første lille ferie som ”ny” familie med et handicappet barn.

Klagers datter bør tilkendes en godtgørelse på 5.000 kr. for den ubehagelige situation.

Klager hævede ikke stemmen eller blev vred som anført af indklagede.

Hun var blot meget uforstående over for situationen.

Klager gjorde som det første opmærksom på, at datteren var handicappet, da hun på vej til restauranten havde set, at der var mange skilte med ”barnevogn forbudt”.

Klager prøvede ihærdigt at fortælle den meget unge tjener, at hendes datter har en varig funktionsnedsættelse, som gør, at hun ikke kan sidde i en højstol.

Tjeneren fortalte, at de ikke måtte tage datterens klapvogn med ind på grund af brandsikkerheden, hvorefter familien tilbød, at de kunne sidde ved de yderste borde i tilfælde af brand.

Det accepterede medarbejderen ikke.

Børn under tre år kan ikke få ledsagerkort.

Indklagede har modtaget klagen med lige dele tristesse og overraskelse, da de allerede har beklaget misforståelsen og tilbudt klagers familie en middag uden beregning.

Indklagedes medarbejder blev ikke gjort opmærksom på, at klapvognen gjorde det ud for en kørestol til et handicappet barn.

Klager gjorde ikke medarbejderen opmærksom på, at barnet var handicappet, og fremviste ikke f.eks. ledsagerkort ved ankomsten til restauranten.

Indklagede er meget opmærksom på at overholde gældende love og regler.

Efter brandmyndighedernes instruks må klapvogne og barnevogne ikke medtages i spiseområderne i restauranten af hensyn til mulighederne for en effektiv evakuering ved brand.

Dette gælder naturligvis ikke for kørestole og andre hjælpemidler for handicappede, som indklagede altid sørger for de bedste pladser til.

Da medarbejderen forklarede reglerne om klapvogne for klager, blev klager meget vred.

Hun vendte rundt på hælen og forsvandt hurtigt under vrede ytringer om, at indklagede forskelsbehandlede handicappede, og at indklagede ville fortryde afvisningen.

Som nævnt var medarbejderen ikke under den forudgående dialog med klager blevet gjort opmærksom på eller klar over, at barnet var handicappet og derfor havde brug for sin klapvogn.

Indklagede går meget op i, at alle skal kunne have en god ferie hos dem.

Det gælder både gæster med og uden handicap.

Efter hændelsen har indklagede talt med gæsten og tilbudt en middag i restauranten uden beregning, naturligvis med klapvognen som ledsagende redskab.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap omfatter også forskelsbehandling af en person på grund af dennes forhold til en person med handicap, såfremt forskelsbehandlingen sker på grund af den anden persons handicap.

Klager skal godtgøre, at hendes datter på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Handicapbegrebet i denne lov omfatter en skade eller en sygdom, der konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved vurderingen indgår indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv.

Klagers datter har epilepsi og er svært hypoton uden evne til selv at holde krop eller hoved.

Hun har behov for en klapvogn med sidestøtte, da hun ikke kan sidde selv.

Nævnet vurderer på denne baggrund, at klagers datter har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager og hendes familie, herunder hendes knap 2-årige datter, blev afvist ved indgangen til indklagedes restaurant med henvisning til, at restauranten ikke tillod klapvogne indenfor.

Nævnet vurderer, at indklagedes tilsyneladende neutrale praksis om ikke at tillade klapvogne inden for på restauranten stillede klager og hendes datter ringere end andre som følge af datterens handicap.

Der er på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager og hendes datter ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Klager og hendes datter, der var i klapvogn, blev afvist fra restauranten med henvisning til reglerne for brandsikkerhed.

Indklagede har oplyst, at de efter brandmyndighedernes instruks ikke tillader klapvogne og barnevogne i spiseområderne af hensyn til mulighederne for en effektiv evakuering ved brand.

Nævnet vurderer herefter, at den indirekte forskelsbehandling af klager og hendes datter var objektivt begrundet i et sagligt formål om sikkerhed i forbindelse med eventuel brand.

Spørgsmålet er herefter, om det i den konkrete situation var nødvendigt af hensyn til brandsikkerheden at afvise klager og hendes datter, fordi datteren var i klapvogn.

Indklagede har oplyst, at deres forbud mod at medbringe klapvogne og barnevogne i spiseområderne af hensyn til brandsikkerheden ikke omfatter kørestole og andre hjælpemidler til handicappede, som indklagede derfor tillader i restauranten.

Indklagede har imidlertid også oplyst, at klager ikke oplyste medarbejderen om, at hendes datter havde et handicap, eller at klapvognen gjorde det ud for en kørestol for datteren.

Først da klager var på vej væk fra stedet efter, at medarbejderen havde forklaret reglerne om barnevogne for hende, gav hun udtryk for, at indklagede forskelsbehandlede handicappede.

Klager har derimod oplyst, at familien blev afvist fra at komme ind på restauranten, selvom de som det første ved henvendelsen til personalet forklarede om datterens handicap.

Der er herefter for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede under dialogen med klager ved indgangen til restauranten var bekendt med, at klagers datters klapvogn udgjorde et hjælpemiddel for hende som følge af hendes handicap.

Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for vurderingen af, om det af hensyn til brandsikkerheden var nødvendigt at afvise klager og hendes datter, fordi datteren var i klapvogn, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde