Legislator Case Law & Legislation
W20230902325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

KEN#LOKDOK23 2023 9023 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2023 9023 Valid

J.nr. 21-20357

En mand med en hørenedsættelse mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane under sin ansættelse hos indklagede samt forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med et manglende tilbud om en ledig stilling hos indklagede og afskedigelsen af klager.

Klageren havde for nævnet oplyst, at han har en stærk hørenedsættelse, men at han fungerer udmærket med høreapparater og kan følge med i en tremandssamtale.

Klager havde desuden oplyst, at han på grund af venteliste ikke fik udskiftet sine høreapparater i september 2020, hvert 4. år som sædvanligt, hvilket betød han blev dårligere hørende.

Indklagede havde for nævnet oplyst, at klagers handicap hverken påvirkede hans arbejdsindsats eller samarbejde med andre under hans ansættelse.

Nævnet vurderede på den baggrund, at klager ikke havde godtgjort, at han under sin ansættelse hos indklagede havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin hørenedsættelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager var dermed ikke omfattet af lovens beskyttelsesområde og fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2023 9023 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med chikane under ansættelsen, manglende tilbud om en stilling og afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Klager, som har en hørenedsættelse, søgte en stilling som grafisk tekniker hos det indklagede trykkeri i februar 2017.

Af stillingsopslaget fremgår blandt andet

”Det er ikke afgørende, at du har erfaring med flexotryk, men det vil selvfølgelig være en fordel.

Derudover forestiller vi os, at du

…”

Klager har fremlagt skærmprint af SMS-korrespondance mellem klager og produktionschefen hos indklagede.

Det fremgår, at klagers svar blev sendt den 30. marts 2017.

Af korrespondancen fremgår

”Produktionschefen

Hej [klager], hvis du stadigvæk har interesse, at start på [det indklagede trykkeri], vil vi meget gerne tilbyde dig stillingen om Grafisk Tekniker.

Giv mig venligst besked om du er interesseret.

Med venlig hilsen [navn]

Klager

Hej [navn], det har interesse og siger jatak til stillingen.

…”

Klager blev ansat med tiltrædelse den 24. april 2017.

Af ansættelseskontrakten fremgår, at klager blev ansat som kartonnagearbejder i indklagedes flexo-trykkeri.

Klager har for nævnet oplyst, at han under ansættelsessamtalen blev lovet en stilling i virksomhedens offset-trykkeri, når dette var etableret.

Indklagede har bestridt, at klager blev lovet en stilling i offset-trykkeriet.

Klager har desuden oplyst, at produktionschefen på et ikke oplyst tidspunkt under ansættelsen havde spurgt klager

”Hører du dårligt eller hvad?

”

Af mail sendt den 27. september 2019 fra indklagedes General Manager fremgår

”Kære kolleger,

Det er med glæde, jeg kan meddele, at vi har ansat to nye kolleger i produktionen med reference til [navn].

[Navn] har første arbejdsdag på tirsdag, den 1. oktober, og [navn] starter hos os mandag, den 14. oktober.

[Navn] og [navn] er begge uddannet grafisk tekniker og har mangeårig erfaring inden for branchen.

De skal arbejde på KBA-maskinen i off-set-afdelingen, hvor kapaciteten skal øges til tre skift.

…”

Klager blev afskediget den 3. september 2020 med fratrædelse den 16. oktober 2020 samtidig med tre andre medarbejdere ansat i flexo-trykkeriet.

Af begrundelsen for afskedigelsen fremgår

”Opsigelsen er begrundet i svigtende ordreindgang”.

Indklagede anførte i sin udtalelse om klager den 3. september 2020 blandt andet

”[Klager] har i sin ansættelsesperiode været beskæftiget i virksomhedens flexo-trykkeri, hvor han primært har arbejdet som trykker med ansvar for produktion aftryksager samt kvalitetskontrol.

[Klager] har løst alle sine arbejdsopgaver med stor dygtighed, kvalitetsbevidsthed og omhu, ligesom han gennem hele sin ansættelse har haft et godt samarbejde med ledelse og kolleger.

Fra påbegyndelsen af sit ansættelsesforhold har [klager] vist stor åbenhed om sit handicap bestående i nedsat hørelse.

Dette forhold har ikke på nogen måde påvirket [klagers] evne i at varetage sine arbejdsopgaver, modtage instruktioner og oplæring samt samarbejde med kolleger i produktionen.

Samarbejdet med ledelsen har desuden fungeret upåvirket af denne omstændighed, og [klager] har i alle tilfælde taget hånd om sin egen situation i forhold til at rekvirere hjælp, såfremt han har følt behov for det.

[Klager] har gennem hele sit ansættelsesforhold været en loyal medarbejder, der punktligt og stabilt har udført sine arbejdsopgaver.

”

Af mail fra indklagedes General Manager, sendt til klager den 4. januar 2021, fremgår

”…

Jeg har talt med lønningsbogholderiet med hensyn til udbetaling af din fratrædelsesgodtgørelse.

De mangler at modtage der underskrevne bilag til opsigelsen fra dig desangående.

Jeg har vedhæftet dokumentet i vedhæftede Word-fil, som du bedes udfylde og returnere til mig hurtigst muligt.

Derudover vedhæfter jeg udtalelsen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. april 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager har fremlagt kopi af audiogram, der beskriver hans hørenedsættelse.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager blev udsat for forskelsbehandling både under ansættelsen og ved afskedigelsen.

Han er blevet behandlet ringere end andre og været udsat for chikane.

Der har været kraftlige indikationer af forskelsbehandling under ansættelsesforløbet.

Klager er født med et stærkt høretab, men fungerer udmærket med de nyeste høreapparater og kan følge med i en tremandssamtale.

På grund af venteliste fik klager dog ikke som planlagt udskiftet sine høreapparater i september 2020.

Hans høreapparater skal skiftes hvert 4. år.

Dette betød, at han blev dårligere hørende.

Det fremgik af stillingsannoncen, at indklagede søgte en grafisk tekniker, hvilket også var den stilling, som klager søgte.

Han blev under samtalen fortalt om behovet for bemanding i virksomhedens nye offset-trykkeri.

Klager blev samtidig lovet en stilling i offset-trykkeriet, så snart denne afdeling var færdigbygget.

Klager blev reelt ansat som grafisk tekniker, selvom det af ansættelseskontrakten fremgår, at han var ansat som kartonnagearbejder.

Dette var på grund af den interne overenskomst som krævede, at der skulle stå kartonnagearbejder i ansættelseskontrakten.

Der var enighed om, at der skulle udfærdiges en ny ansættelseskontrakt, når det nye offset-trykkeri stod færdigt.

Den indklagede virksomhed ansatte 3 medarbejdere med samme kvalifikationer som klager til ledige stillinger i nyoprettet offset-afdeling.

Klager blev hverken spurgt eller kom i betragtning til stillingerne, og stillingen blev ikke slået op.

To af de tre ansatte i den nye afdeling havde ikke tidligere arbejdet med den trykmaskine, som var i offset-afdelingen.

Alle andre medarbejdere end klager, både faglærte og ufaglærte, blev tilbudt stillinger i offset-afdelingen, herunder også medarbejdere, som ikke tidligere havde erfaringer med offset-tryk.

Da klager spurgte fabrik- og produktionschefen ind til muligheden for ham, svarede de afvisende og henkastet, at bemandingen var faldet på plads, og at der derfor ikke var behov for yderligere bemanding.

Mange tidligere kollegaer havde udtrykt forbavselse over, at klager ikke blev spurgt eller kom i betragtning til stillingen.

Fabrikschefen havde endda ringet til en tidligere medarbejder med tilbud om at komme tilbage.

Klager har fra tidligere erfaring med de forskellige maskiner, som anvendes inden for offset-tryk.

Dagen efter afskedigelsen af klager slog indklagede en stilling op, hvori de søgte en prepress-koordinator inden for grafiske områder.

Det er underligt, at klager ikke blev spurgt, om han kunne starte i offsettrykkeriet med hans baggrund som rutineret trykker og gode kendskab til de pågældende trykmaskiner samt de tilhørende udstyr som fremmer processen.

Der findes en undersøgelse, hvoraf det fremgår, at arbejdsgivere helst ikke vil ansætte personer, som er blinde eller om har et svært synshandicap.

Indklagede bør forklare, hvorfor klager ikke kom i betragtning til stillingerne.

Under en tidligere ansættelse var klager udsat for en lignende forskelsbehandling, som arbejdsgiveren indrømmede.

Bemærkningen af chikanøs karakter fra klagers leder med spørgsmål om, hvorvidt han hører dårligt, blev det overværet af en anden medarbejder, som vil kunne vidne om dette.

Klager modtog først i februar 2021 i forbindelse med jobansøgning udtalelsen dateret den 3. september 2020.

Den forskelsbehandling, som klager blev udsat for, vil kunne klarlægges med få vidner.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagen bør afvises, da sagen giver væsentlig anledning til at afgive vidneforklaringer, og da der er flere ukorrekte påstande, som klager ikke har dokumenteret.

Virksomheden har flexo-trykkeri og offset-trykkeri som deres aktivitetsområder.

Efter at have haft en ansættelsessamtale med klager undersøgte klagers nærmeste leder, om det ville give driftsmæssige udfordringer at have medarbejdere med et hørehandicap som trykker i flexo-trykkeri, hvorefter klager blev tilbudt stillingen om kartonnagearbejder.

Indklagede vurderede, at klager kunne tilbydes stillingen, idet kommunikationen mellem kollegaer i trykkeriet foregår på en måde, at klagers nedsatte hørefunktion ikke væsentligt ville hindre ham i at udføre arbejdsopgaver i flexo-trykkeri.

Klagers handicap påvirkede hverken hans arbejdsindsats eller samarbejde med andre under klagers ansættelse.

Klager blev ikke ansat som grafisk tekniker, men derimod som kartonnagearbejder, da medarbejdere ansat i trykkeriet betragtes som en integrereret del af emballageproduktionen.

Klager blev ikke under ansættelsessamtalen lovet en stilling i offset-trykkeriet.

Offset-trykkeriet blev først etableret i maj 2019 og dermed to år efter ansættelsen af klager.

Det er ikke af klager dokumenteret, at indklagede opfordrede tidligere afskedigede medarbejdere til at søge stillingerne i offset-trykkeriet.

Klager havde ikke opdateret erfaring med offset-trykkeri og udstyret i offset-trykkeriet.

Klager blev afskediget den 3. september 2020 sammen med tre af andre af de 30 medarbejdere i flexo-trykkeriet.

Klager og de tre yderligere medarbejdere blev alle afskedigelse med henvisning til svigtende ordreindgang.

Virksomheden fortog forud for afskedigelsen en vurdering af, hvilke medarbejdere der bedst kunne undværes.

Klager udførte under ansættelsesforholdet sine arbejdsopgaver som kartonnagearbejder med stor tilfredshed, hvilket også fremgår af anbefaling dateret den 3. september 2020 efter afskedigelsen af klager.

Der blev ikke udfærdiget en anbefaling i februar 2021.

Der blev ansat to nye medarbejdere i offset-trykkeriet i september 2019.

Disse medarbejdere blev dermed ansat et år forud for afskedigelsen af klager og de tre andre medarbejdere i flexo-trykkeriet.

De to nyansatte medarbejdere havde samme uddannelsesmæssige baggrund som klager, men havde i modsætning til klager erfaring med offset-trykkeri.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har oplyst, at han har en stærk hørenedsættelse, men at han fungerer udmærket med høreapparater og kan følge med i en tremandssamtale.

Klager har desuden oplyst, at han på grund af venteliste ikke fik udskiftet sine høreapparater i september 2020, hvert 4. år som sædvanligt, hvilket betød han blev dårligere hørende.

Indklagede har oplyst, at klagers handicap hverken påvirkede hans arbejdsindsats eller samarbejde med andre under hans ansættelse.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager ikke har godtgjort, at han under sin ansættelse hos indklagede havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at han som følge af sin hørenedsættelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager er dermed ikke omfattet af lovens beskyttelsesområde.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2023 9023 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2023 9023 Valid

•

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →