Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - rimelig tilpasning - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - rimelig tilpasning - ej medhold
J.nr. 21-21763
En mand, der led af en række sygdomme og fik immunhæmmende medicin, klagede over, at en kommune havde udsat ham forskelsbehandling på grund af handicap.
Kommune havde under afholdelsen af et møde ikke taget ekstra forholdsregler i forhold til manden på grund af covid-19 og havde ikke imødekommet hans anmodning om at udsætte mødet.
Nævnet vurderede, at klagen angik spørgsmål om tilpasning, og fandt at kommunen efter reglerne i handicapdiskriminationsloven ikke havde pligt til at foretage de nævnte tilpasningsforanstaltninger.
Manden fik derfor ikke medhold i sin klage.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med et møde den 3. august 2020.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med mødet den 3. august 2020.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han har psoriasis, psoriasis gigt, ADHD, PTSD og kronisk forstoppelse, og at han får immunhæmmende medicin.
Klager blev den 24. juni 2020 indkaldt til møde ved den indklagede kommune i forbindelse med et ressourceforløb.
Af brevet fremgår blandt andet
”Du har en sag, som skal forelægges rehabiliteringsteamet.
Derfor indkalder Rehabiliteringsteamet dig nu til et møde, hvor vi skal drøfte dine muligheder.
Både rehabiliteringsteamet og din sagsbehandler har afsat tid og ressourcer til mødet.
Vi gør derfor opmærksom på, at det er af største vigtighed, at du kommer til mødet.
Samtalen varer ca. 30-45 minutter.
Du kan tage en ledsager med til samtalen, hvis du har behov for det.
…
Vi har pligt til at informere dig om at det vil få betydning for udbetaling af kontanthjælp/sygedagpenge hvis du ikke møder og undlader at melde afbud.
…
Deltagere på mødet
Ved samtalen deltager medarbejdere fra Socialforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, en sundhedsfaglig koordinator og evt.
Børne- og Ungeforvaltningen.
Din sagsbehandler vil også deltage i samtalen.
Vær opmærksom på
Du har pligt til at møde til samtalen med rehabiliteringsteamet.
I følge loven har vi pligt til at informere dig om konsekvenserne for udbetalingen af hjælp, hvis du ikke møder.
Konsekvenser for din kontanthjælp/uddannelseshjælp
Møder du ikke – og har du ikke en rimelig grund – bliver du trukket i kontanthjælp/uddannelseshjælp fra den dag, hvor samtalerne skulle være afholdt, og indtil du igen kontakter jobcentret.
Melder du afbud, uden en rimelig grund, eller møder du senere end mødetidspunktet samme dag, bliver du trukket i kontanthjælp/uddannelseshjælp for én dag.
Det er jobcentret, der indstiller til Ydelsesservice om fradrag, og det er Ydelsesservice, der træffer den endelige beslutning om det.
Konsekvenser for dine sygedagpenge
Møder du ikke – og har du ikke en rimelig grund – bortfalder retten til sygedagpenge.
Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt.
…”
Klager har oplyst, at han anmodede kommunen om at udskyde mødet pga.
covid-19 situationen, fordi klager fik immunhæmmende medicin.
Klager har videre oplyst, at kommunen afviste at udsætte mødet, og oplyste klager om, at det ville få økonomiske konsekvenser for klager, hvis han ikke mødte op.
Mødet blev afholdt den 3. august 2020.
Klager har oplyst, at der under mødet var mange personer i lokalet, at klager var den eneste, der anvendte værnemidler, og at der ingen udluftning var i lokalet.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. maj 2021.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afholdelse af et møde i den indklagede kommune.
Klager har under covid-19 pandemien været fraflyttet sit hjem for at undgå at blive smittet.
Klager har psoriasis, psoriasis gigt, ADHD, PTSD og kronisk forstoppelse.
Klager får derfor immunhæmmende medicin.
Der er forskning, der viser, at den medicin, som klager får, har en negativ effekt på covid-19 og også en negativ effekt i forhold til covid-19 vaccinen.
Klager anmodede indklagede om at udskyde mødet med klager under covid-19 pandemien på grund af, at klager modtog immunhæmmende medicin.
Dette afslog indklagede, og oplyste i stedet klager om, at det ville få økonomiske konsekvenser, hvis han ikke mødte op.
Under mødet var klager den eneste i lokalet, der anvendte værnemidler.
Der var desuden for mange personer i lokalet, og der var ingen udluftning.
Det stressede klager, hvilket på grund af klagers inflammatoriske sygdom medførte symptomer i form af, at klagers sår blussede op og hans led hævede.
Klager har informeret indklagede herom og bedt indklagede om at undlade at udsætte klager for smittefare.
Indklagede var således bekendt med klagers behov, men valgte at tilsidesætte dem.
Under hele pandemien har forholdsreglerne været at holde afstand, have god håndhygiejne og bruge mundbind.
I midten af juli 2020 begyndte smittetallene at stige og ved pressemeddelelse af 5. august 2020 blev det oplyst, at smittetallet var steget til det dobbelte.
Alligevel var der ingen ved mødet med indklagede, der holdt afstand, udviste god håndhygiejne eller bar mundbind på trods af, at indklagede var bekendt med klagers helbredsmæssige forhold.
Indklagede fulgte derved ikke retningslinjerne fra myndighederne, og tilsidesatte klagers rettigheder som handicappet.
Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede har gennemgået forløbet omkring klagers møde i indklagedes rehabiliteringsteam, og det er indklagedes opfattelse, at der hverken er sket forskelsbehandling i forbindelse med indkaldelse til eller afholdelse af rehabiliteringsteamets møde den 3. august 2020.
Medarbejderne i indklagedes rehabiliteringsteam har bekræftet, at myndighedernes aktuelle anbefalinger med hensyn til covid-19 blev fulgt under mødet den 3. august 2020.
Rehabiliteringsteamets virksomhed består i at afholde møder med borgere med komplekse problemstillinger ud over ledighed, og klagers sag, herunder afviklingen af selve mødet, foregik på samme måde og under samme vilkår som teamets øvrige sager i samme periode.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Loven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Klager har oplyst, at indklagede under mødet den 3. august 2020 ikke anvendte værnemidler mod covid-19, at der var mange personer tilstede i mødelokalet, og at der ikke var udluftning i mødelokalet.
Klager har videre oplyst, at han tog immunhæmmende medicin.
Han havde derfor bedt om, at mødet blev udsat på grund af smittefare i forbindelse med covid-19.
Det afviste indklagede.
Indklagede har oplyst, at indklagede fulgte myndighedernes aktuelle anbefalinger i forhold til covid-19 under behandlingen af klagers sag, herunder til mødet med klager den 3. august 2020.
Det er nævnets vurdering, at klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den indklagede kommune havde pligt til at imødekomme klagers anmodning om at udsætte mødet 3. august 2020, og spørgsmålet om, hvorvidt den indklagede kommune havde pligt til at tage ekstra forholdsregler omkring brug af værnemidler, udluftning i mødelokalet mv. på grund af klagers handicap.
Nævnet vurderer, at klagen derved angår et spørgsmål om tilpasning.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehandling stilles krav om rimelig tilpasning, og at der ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser tilpasses, således at enkeltpersoner med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne som andre.
Nævnet finder på den baggrund, at indklagede ikke efter reglerne i handicapdiskriminationsloven havde pligt til at foretage de nævnte tilpasningsforanstaltninger over for klager.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, om lovens anvendelsesområde