Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - sagsbehandling - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - sagsbehandling - afvisning
J.nr. 22-23184
En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en civil retssag ved domstolene.
Hun anførte, at dommerne i både byretten og landsretten kun lyttede til den mandlige modpart, mens forklaringerne fra klager og et kvindeligt vidne blev negligeret.
Klagen angik dermed forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med domstolenes udøvelse af den dømmende magt, som ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Da forholdet herefter faldt uden for nævnets kompetence, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en retssag ved Byret A og Landsret X.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagsfremstilling
Byret A afsagde den 19. juni 2019 dom i en sag, hvor et byggefirma havde anlagt sag mod klager, som er kvinde.
Sagen angik et erstatningskrav i forbindelse med ophævelsen af en aftale om opførelse af et sommerhus.
Ved dommen blev klager tilpligtet at betale erstatning til sagsøger.
Klager ankede efterfølgende sagen til landsretten.
Landsret X afsagde dom den 24. februar 2021, hvor byrettens dom blev stadfæstet.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. maj 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 560.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn ved domstolenes behandling af retssagen.
Både byretten og landsretten lyttede kun til den mandlige modpart, mens forklaringerne fra klager og hendes kvindelige rådgiver blev negligeret.
Dommerne burde have lyttet til klager og hendes kvindelige byggesagkyndige rådgiver, selvom de kun er piger.
Når de ikke blev hørt i retten, var det efter klagers opfattelse, fordi de talte med tynde og nervøst dirrende pigestemmer og havde flakkende øjne.
Deres kvindelige måde at udtrykke sig på medførte, at de talte i lange sætninger og ikke virkede så skråsikre.
I modsætning hertil havde den mandlige modpart en dyb, alvorlig stemme og talte i korte, præcise sætninger, mens han stirrede dommerne i øjnene – og løj dem lige op i ansigtet.
Modparten blev flere gange taget i at lyve om graverende forhold under sin forklaring, hvilket dog blev negligeret af dommerne.
Princippet om ligestilling mellem kønnene bør også gælde i retten.
Indklagede har forelagt klagen for Byret A og Landsret X.
Byretten har under henvisning til retsplejelovens §§ 48 og 49 samt retsplejelovens regler om anke og kære af rettens afgørelser ikke haft bemærkninger til klagen.
Klagen angår i øvrigt dommerens sagsbehandling og afgørelse i en sag, der er behandlet som led i kaldet som dommer, jf. grundlovens § 64.
Landsretten har i det hele henholdt sig til sin dom af 24. februar 2021.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.
Domstolene er ikke omfattet af ligestillingsloven som hverken offentlig forvaltning eller almen virksomhed.
Forbuddet gælder desuden myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse.
Det fremgår af lovens forarbejder, at også domstolene er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde i det omfang, de udfører opgaver inden for lovens område i form af levering af varer og tjenesteydelser.
Klagen angår forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med domstolenes udøvelse af den dømmende magt.
Da der således ikke er tale om en opgave inden for lovens område, vurderer nævnet, at forholdet ikke er omfattet af ligestillingslovens anvendelsesområde.
Forholdet falder herefter uden for nævnets kompetence.
Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde