Erstatningsansvarslovens § 26
Statutory Text (2 Articles)
Erstatningsansvarslovens § 26 – godtgørelse for tort, nævnets j.
nr. 21-520-12052
Skadevolder havde i september 2020 videregivet en video af ansøger af seksuel karakter til ansøgers mor.
Skadevolder havde desuden i oktober 2020 taget et screenshot af samme video og brugt dette billede, som også var af seksuel karakter af ansøger, som sit profilbillede på Instagram, hvilket gjorde billedet tilgængeligt for en større personkreds.
Skadevolder blev i begge forhold dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 264 d og 232 ved uberettiget at have videregivet billeder af ansøgers private forhold eller billeder af hende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.
Ansøger søgte efterfølgende om godtgørelse for tort opgjort til 8.000 kr. for hændelsen i september 2020 og 10.000 kr. for hændelsen i oktober 2020.
Nævnet havde ikke fået nogen nærmere beskrivelse af indholdet af videoen og billedet, ud over at det var af seksuel karakter.
Nævnet vurderede, at der skulle tilkendes et samlet beløb for de to hændelser og tilkendte ansøger en godtgørelse på 10.000 kr. for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne om krænkelserne, herunder karakteren af videredelingen og tilgængeligheden af billedmaterialet.