Offererstatningslovens § 6 a

Offererstatningslovens § 6 a – nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko, nævnets j.

nr. 22-520-13802

Skadevolder blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 237 ved at have stukket nu afdøde to gange i brystet med en kniv og brændt ham på halsen med en strømpistol i forbindelse med et slagsmål mellem to grupper.

Byretten og landsretten lagde til grund, at slagsmålet var aftalt på forhånd mellem de to grupper.

Retterne lagde endvidere til grund, at begge grupper medbragte (stik- og slag) våben, men det fremgik ikke af præmisserne, om det blev lagt til grund, at der var en eventuelt stiltiende aftale herom, eller at grupperne blev klar over, at den anden gruppe også havde medbragt våben, inden slagsmålet gik i gang.

Afdødes efterladte søgte herefter om erstatning for begravelsesudgifter som følge af drabet.

Nævnet fandt, at erstatningen ikke skulle nedsættes på grund af egen skyld fra afdødes side.

Nævnet bemærkede, at det fremgår af Højesterets dom i U.

2020.819 H, at ”skadelidte over for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være stillet over for skadevolderen.

”

Nævnet lagde herefter vægt på, at grupperne havde aftalt at mødes til et slagsmål, og at skadevolder blev dømt for forsætligt manddrab (og altså ikke ”blot” grov vold med døden til følge, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246).

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at nedsætte erstatningen som følge af egen skyld, uanset at det ikke fremgik af præmisserne, om det var blevet lagt til grund, at der var en (eventuelt stiltiende) aftale om at medbringe våben, og – i tilfælde af, at der ikke var en sådan aftale – uanset at nu afdøde ifølge præmisserne løb frem ”i hvert fald med et våben i hænderne”.