Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Ægtefællesammenføring – Ej samliv
Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Ægtefællesammenføring – Ej samliv
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder
I juli 2020 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring med referencen, der er dansk statsborger.
Det fremgik af ansøgningen, at parret havde været samlevende i knap 10 år.
I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på familiesammenføring, da ansøgeren og referencen ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, og da der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2020.
Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet vurderer, at der mellem ansøgeren og referencen ikke foreligger et fast samlivsforhold af længere varighed.
Ansøgeren kan derfor ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens besøg i Filippinerne og ansøgerens besøg i Danmark har karakter af besøgsophold, hvilket understøttes af referencens og ansøgerens pasoplysninger og af den fremsendte oversigt over deres ophold i henholdsvis Danmark og Filippinerne, idet det heraf fremgår, at der mellem deres besøg hos hinanden også har været adskillelige perioder, hvor de ikke har boet sammen, og at sidstnævnte perioder har en varighed på mellem 3 og 8 måneder.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen har anført, at ansøgeren og referencen i de sidste cirka 10 år har boet sammen sammenlagt cirka 60 måneder skiftevis på Filippinerne og i Danmark, men Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har oplyst, at ansøgeren, udover de ophold i Danmark, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund i styrelsens afgørelse, også har været i Danmark i perioderne fra december 2017 til marts 2018, fra juni 2018 til september 2018, fra december 2018 til marts 2019, fra juni 2019 og fra januar 2020, hvor ansøgeren indrejste i Danmark og indgav ansøgningen, og at baggrunden for, at der er gået 4 måneder fra september 2019 til indrejsen i Danmark januar 2020, var, at ambassaden i behandlingen af ansøgningen om et nyt visum, bad om nogle dokumenter, der ikke ved tidligere visumansøgninger havde været brug for, og at anmodningen om disse nye dokumenter kom for sent, hvorfor det var nødvendigt at ændre fly.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af Udlændingenævnets praksis, at der almindeligvis først efter 1½-2 års kontinuerligt og uafbrudt samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, og at det påhviler parterne at dokumentere samlivet.
Der henvises i øvrigt til afsnittet om retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv ikke udgør et længevarende samliv, og at det som udgangspunkt er en grundlæggende betingelse, at samlivet har været uafbrudt.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke ifølge CPR-registret har været registreret med bopæl i Filippinerne.
Det forhold, at referencen har oplyst, at det ikke er et krav, at ændre folkeregisteradresse for at bo et andet sted, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af bekendtgørelse om lov om Det Centrale Personregister (lovbekendtgørelse nr. 702 af 23. maj 2022) § 24, stk. 1, at enhver, som fraflytter til udlandet, skal registreres i CPR som udrejst.
Det fremgår dog også af bestemmelsen, at hvis udenlandsopholdet varer 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed, har vedkommende efter anmodning ret til at forblive registreret med sin hidtidige bopæl.
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at referencen under sine ophold i Filippinerne har bibeholdt sin hidtidige bolig og ikke opgivet denne, hvorfor referencen ikke kan anses for at have bosat sig på Filippinerne i de perioder, som han har opholdt sig der, men derimod alene har været på besøgsophold.
Det forhold, at der til sagen er fremlagt en lejekontrakt for ansøgerens bolig i Filippinerne, hvoraf det fremgår, at referencen også skal bo der som ”occupant”, kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at der ikke mellem ansøgeren og referencen er etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, der kan danne grundlag for en opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet referencen og ansøgeren ikke kan anses for at have etableret et familieliv, som er omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen ikke er gift, at de ikke har etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at de i øvrigt ikke ses at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at der under henvisning hertil kan gives opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke i øvrigt er oplyst om sådanne særlige omstændigheder, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke i øvrigt er oplyst om ganske særlige grunde, vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
”
FAM/2022/117