Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2022

Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse

Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af f orlængelse

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen i henholdsvis april 2013 og juni 2017.

I februar 2018 blev ansøgerens opholdstilladelse efter beløbsordningen inddraget, hvorefter ansøgeren fik en opholdstilladelse på baggrund af associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Opholdstilladelsen var gældende til februar 2020.

Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister (eIndkomst) for perioden fra februar 2018 til og med februar 2020 alene haft en lønindkomst på 36.029,65 kr. for 72,38 løntimer fra en dansk uddannelsesinstitution.

I perioden fra februar 2018 til og med april 2018 havde ansøgeren endvidere lønindkomst på 382.493,41 kr. fra en dansk virksomhed.

For april 2019 havde ansøgeren endvidere lønindkomst på 4.412,25 kr. fra den danske virksomhed.

I december 2019 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse.

I februar 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.

Udlændingenævnets afgørelse

”Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholdstilladelse fra februar 2018 efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.

Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på det begrænsede omfang af ansøgerens beskæftigelse, siden ansøgeren fik opholdstilladelse i februar 2018.

Udlændingenævnet henviser herved til, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren for perioden fra februar 2018 til og med februar 2020 alene havde en lønindkomst på 36.029,65 kr. for 72,38 løntimer fra en dansk uddannelsesinstitution.

Det fremgår videre, at ansøgeren for perioden fra februar 2018 til og med april 2018 havde lønindkomst på 382.493,41 kr. fra en dansk virksomhed.

For april 2019 havde ansøgeren endvidere lønindkomst på 4.412,25 kr. fra den danske virksomhed.

Udlændingenævnet finder, at de 2 indberetninger fra den danske virksomhed ikke kan føre til, at ansøgeren fortsat kan anses for omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 1, idet den seneste indberetning blev foretaget i april 2019, og ansøgerens opholdstilladelse fra februar 2018 var gyldig frem til februar 2020.

Indberetningerne fra den danske virksomhed kan således ikke føre til, at ansøgeren kunne anses for økonomisk aktiv som arbejdstager under hele tilladelsens gyldighedsperiode.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af den til sagen indsendte beskikkelse som censor ved en dansk uddannelses censorkorps fra april 2018 ikke fremgår, hvad den forventede arbejdstid er, og at det af ansøgerens lønseddel fra maj 2020 fremgår, at ansøgeren i perioden fra februar 2020 og frem til maj 2020 havde 10,34 enheder, og at ansøgeren var timelønnet.

Udlændingenævnet finder således på baggrund af ansøgerens lønseddel og indberetningerne i eIndkomst fra en dansk uddannelsesinstitution, at det alene kan anses for godtgjort, at ansøgeren i en 2-årig periode fra februar 2018 til og med februar 2020 havde haft 72,38 timer som censor, hvilket svarer til omtrent 3 timer månedligt.

Udlændingenævnet kan således ikke på denne baggrund lægge til grund, at ansøgeren har haft ordinært arbejde med en ugentlig arbejdstid på minimum 10 til 12 timer i hvert fald fra april 2019, da de 2 indberetninger fra den danske uddannelsesinstitution i henholdsvis juli 2019 og februar 2020 tilsammen alene udgør 15,51 timer.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har oplyst, at den reelle arbejdstid ikke fremgår af lønseddel, fordi lønsedlen er en standard lønseddel, og at visse eksamener tager betydeligt længere tid, end det fremgår af lønsedlen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at kendetegnet ved et arbejdsforhold, ifølge EU-Domstolen er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.

Det er således beskæftigelse, der ydes mod et vederlag, der kan indgå i vurderingen af, om en person er arbejdstager i EU-retlig forstand.

Der henvises til afsnittet Retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren hverken på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse eller på nuværende tidspunkt opfylder kravene til at være økonomisk aktiv som arbejdstager efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6.

Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke er omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er oplysninger om, at ansøgerens fravær skyldes årlig ferie, barselsorlov, arbejdsulykker eller sygdom, eller at ansøgeren har været uforskyldt arbejdsløs.

Der henvises til afsnittet Retsregler ovenfor.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at ansøgeren fik en opholdstilladelse på baggrund af sit arbejde som censor, at såfremt ansøgeren var blevet informeret om, at censorskab ikke ville være tilstrækkeligt til at have rettigheder under Associeringsaftalen, ville ansøgeren have undersøgt andre muligheder, og at ansøgeren har betalt skat, holdt foredrag og været censor for mere end 50 PhD- og kandidatstuderende.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ved afgørelse fra februar 2018 fik en opholdstilladelse efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 1, 3. led.

Det fremgår af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6, stk. 1, 3. led, at såfremt en tyrkisk arbejdstager har haft lovlig beskæftigelse i 4 år i en medlemsstat, har den pågældende fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse efter eget valg, jf. artikel 6, stk. 1, 3. led.

Ansøgeren fik således opholdstilladelse på baggrund af sin hidtidige beskæftigelse.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af opholdstilladelsen bl.a., at så længe ansøgerens opholdstilladelse var tidsbegrænset, var den betinget af, at ansøgeren fortsat var økonomisk aktiv som arbejdstager i Danmark, og at SIRI havde orienteret Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren havde opsagt sin stilling hos en dansk virksomhed med sidste arbejdsdag i januar 2018, og at såfremt ansøgeren ikke kom i reelt og faktisk arbejde igen inden primo august 2018, ville ansøgerens rettigheder efter associeringsaftalen som udgangspunkt være fortabt.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail af januar 2018 af Udlændingestyrelsen bl.a. blev vejledt om, at ansøgeren for at opnå rettigheder efter associeringsaftalen generelt skal være i beskæftigelse med en ugentlig arbejdstid på minimum 10 til 12 timer, hvilket svarer til betingelserne for arbejdskraftens fri bevægelighed efter EU-retten.

Det fremgår videre af mailen, at ansøgeren blev vejledt om, at ansøgeren fortsat måtte opholde dig i Danmark lovligt, selvom det oprindelige opholdsgrundlag ikke længere var gældende, så længe ansøgeren havde sekundær beskæftigelse på minimum 10 til 12 timer ugentligt i mindst et år.

Det anførte om, at ansøgeren har betalt skat, holdt foredrag og været censor for mere end 50 PHD og kandidatstuderende, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke herved kan anses for, at være arbejdstager og dermed fortsat for omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

”

EU/2022/118