Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold

J.nr. 22-28717

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han var blevet afvist fra et fitnesscenter, fordi han ikke kunne fremvise coronapas.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 24. juni 2022 afgørelse om afvisning af klagen.

Manden klagede herefter til nævnet over sekretariatets afgørelse.

Med henvisning til nævnets afgørelse fra det principielle møde den 29. april 2022, j.nr. 21-32899, tiltrådte nævnet sekretariatets afvisning af sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist fra det indklagede fitnesscenter, da han ikke kunne fremvise coronapas.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at det indklagede fitnesscenter den 6. maj 2021 indførte krav om fremvisning af coronapas for brugerne af centret.

Klager besøgte indklagede den 14. og 16. juli 2021, hvor han blev afvist, fordi han ikke kunne fremvise coronapas.

Klager har blandt andet fremlagt erklæring af 30. august 2021 fra sin læge, hvoraf fremgår

”…

[Klager] har haft en oplevelse af stor ubehag da han blev PCR testet før besøg hos [ørelæge] i maj 2020.

Han har siden ikke kunne klare at blive podet pga psykisk ubehag.

Jeg kan hermed oplyse at han har en tilstand der bevirker at han ikke behøver at lade sig test for Covid infektion.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. september 2021.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 5000 kr.

Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet traf den 24. juni 2022 afgørelse om afvisning af klagen.

Sekretariatet vurderede, at det var åbenlyst, at klager ikke ville kunne få medhold i klagen.

Sekretariatet henviste i afgørelsen til nævnets afgørelse fra det principielle møde den 29. april 2022, j.nr. 21-32899, hvor nævnet i en sag, som angik samme problemstilling, vurderede, at barriereren i form af kravet om fremvisning af coronapas på tidspunktet for indklagedes afvisning af klager ikke havde haft tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i handicapdiskriminationsloven.

Klager oplyste ved telefonsamtale af 27. juni 2022, at han ønskede at klage over sekretariatets afgørelse.

Klager indbragte herefter en skriftlig klage til Ligebehandlingsnævnet den 28. juni 2022.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede fitnesscenter afviste ham.

Klager ønsker at klage over sekretariatets afgørelse af 24. juni 2022 om afvisning af klagen.

Klager mener, at han blev udsat for både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund handicap, da indklagede afviste ham, idet han var fritaget for kravet om fremvisning af coronapas.

Klager betalte månedligt for sit medlemskab af det indklagede fitnesscenter, og der er også blevet trukket penge for de dage, hvor indklagede afviste klager.

Kravet om coronapas udgør diskrimination, idet færdigvaccinerede personer også kan blive syge og smitte andre.

Der henvises i forbindelse hermed til produktresume og indlægsseddel til covid-19 vacciner, hvoraf det fremgår, at beskyttelsesvarigheden som vaccinen vil give, er ukendt, da dette stadig er ved at blive klarlagt i igangværende kliniske studier.

Det indklagede fitnesscenter havde desuden hyret medarbejdere fra et vikarbureau til at kontrollere coronapas ved medlemmerne.

Klager følte sig diskrimineret og chikaneret ved at skulle forklare, at han var fritaget for kravet om coronapas.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Af handicapdiskriminationslovens forarbejder fremgår videre

”EU-Domstolen har i de forende sager C-335/11 og C-337/11 udtalt, at direktiv 2000/78 kun omfatter handicap, der er medfødt, eller som skyldes ulykker, og udelukker handicap, der er forårsaget af en sygdom.

Det slås følgelig fast, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en sådan sygdom henføres under begrebet handicap som omhandlet i direktiv 2000/78.

”

Klager skal godtgøre, at personen på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

I den principielle afgørelse j.nr. 21-32899, som blev behandlet på Ligebehandlingsnævnets møde den 29. april 2022, vurderede nævnet, at barriereren i form af kravet om fremvisning af coronapas på tidspunktet for indklagedes afvisning af klager ikke havde haft tilstrækkelig lang varighed til at være omfattet af beskyttelsen i loven.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Nævnet vurderer, at den foreliggende sag angår det samme spørgsmål, som nævnet tog stilling til i afgørelsen fra det principielle møde den 29. april 2022.

Nævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplysninger i sagen, der giver anledning til en anden vurdering eller et andet resultat end det, som nævnet nåede frem til i afgørelsen j.nr. 21-32899.

Det er på denne baggrund åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om afvisning af klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling