Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - kompetence

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sagsbehandling - kompetence

J.nr. 22-12515

En mand med en synshandicap havde klaget over Højesterets behandling af hans anmodning om tilladelse til ekstraordinær anke.

Manden mente, at han ikke havde haft mulighed for at uddybe sin anmodning, og at processen ikke var blevet gjort tilgængelig for ham med tiltag, der kunne imødekomme hans synshandicap.

Nævnet forstod klagen således, at den angik tilgængeligheden i forbindelse med mandens behov for uddybning af sin anmodning.

Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.

Klagen faldt således uden for handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.

Nævnet vurderede på den baggrund, at nævnet ikke kunne behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med klagers anmodning om tilladelse til ekstraordinær

anke.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Af speciallægeerklæring af 25. november 2004 fremgår, at klager har nedsat syn og som følge heraf er uarbejdsdygtig i erhverv, som kræver kvalificeret læsning.

Klager anmodede den 5. november 2021 Højesteret om ekstraordinær genoptagelse eller anke af civil ankesag mod en kommune, hvor der var afsagt dom af Østre Landsret.

Af anmodningen fremgik blandt andet

”Jeg er klar over, at Højesterets praksis for at tillade ekstraordinær genoptagelse eller anke er restriktiv, men min anmodning er særdeles velbegrundet, og betingelserne må anses for at være opfyldt, idet

- landsretten udelukkede mig fra at afgive forklaring i retten og fra at deltage i retsmøderne, hvor adskillige personer skulle vidne mod mig.

- landsretten samtidig udelukkede mig fra at mødes med min advokat og forberede sagen inden retsmøderne og fra at tale med min advokat under retsmøderne.

- landsrettens dom har voldsom indgribende og tidsubestemt virkning.

- landsrettens dom er afsagt med urette og på grundlag af faktuelt forkerte og mangelfulde oplysninger og usande forklaringer fra vidner, som ikke har haft med sagen at gøre i mere end ti år og aldrig har mødt mig, og som alle selv er under anklage for svigt i sagen.

- landsretten og byretten er kommet frem til to vidt forskellige afgørelser.

Da jeg har et alvorligt synshandicap og i snart 20 år har været henvist til at klare mig uden hjælp og synshjælpemidler, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt uddybe min anmodning nærmere og ved dertil ikke, om det i det hele taget bliver muligt, hvis jeg ikke får den nødvendige hjælp hertil.

Sagsmaterialet er meget omfattende, og det i et sådant omfang, at ingen offentlig eller frivillig retshjælp har kunnet eller villet gå ind i sagen.

Da jeg ingen offentlige ydelser af nogen art har modtaget siden 2010 og i snart 20 år har været udelukket fra arbejdsmarkedet, har

jeg ikke selv mulighed for at betale for hjælp.

”

Af Højesterets retsbog af 24. januar 2022 fremgår

”…

[Klager] har den 5. november 2021 anmodet om tilladelse til ekstraordinær anke af Østre Landsrets dom af [dato].

Ankeudvalgets formand, [navn], besluttede, at anmodningen om ekstraordinær anke ikke kan imødekommes, idet betingelserne i retsplejelovens § 399, stk. 2, jf. stk. 1, ikke er opfyldt.

Sagen sluttet.

Retten hævet.

”

Klager skrev den 11. februar 2022 følgende brev til Højesteret

”…

Jeg har ved retsbog af 24. januar 2022 modtaget ankeudvalgets beslutning om, at min anmodning om ekstraordinær anke af 5. november 2021 ikke kan imødekommes, idet betingelserne i retsplejelovens § 399, stk. 2, jf. stk. 1, ikke er opfyldt.

Det fremgår ikke, hvilke betingelser der ikke skulle være opfyldt, eller hvorfor disse betingelser ikke skulle være opfyldt.

Jeg gør derfor ankeudvalget opmærksom på, at min anmodning er indgivet inden udløbet af fristen på ét år efter Østre Landsrets dom af [dato], og at jeg i den tid i øvrigt har afventet Procesbevillingsnævnet.

Jeg gør videre ankeudvalget opmærksom på, at jeg har et alvorligt synshandicap og er henvist til at klare mig uden hjælp og synshjælpemidler og derfor endnu ikke har haft mulighed for at uddybe min anmodning for ankeudvalget.

Ankeudvalget kan på det foreliggende grundlag umuligt fastslå, at betingelserne ikke er opfyldt.

Jeg ønsker naturligvis, at min anmodning skal være velbegrundet og behandles på et oplyst grundlag, hvilket netop også er en af årsagerne til min anmodning om ekstraordinær anke, idet Østre Landsret udelukkede mig fra at afgive forklaring i retten.

Jeg går ud fra, at ankeudvalget er indstillet på, at jeg under hensyntagen til mit synshandicap skal have mulighed for at uddybe min anmodning, inden der kan træffes en beslutning i ankeudvalget om ekstraordinær anke.

”

Klager skrev endvidere den 18. februar 2022 følgende brev til Højesteret

”…

Som supplement til min anmodning om ekstraordinær anke af 5. november 2021 og min meddelelse af 11. februar 2022 fremsendes som bilag 64-166 materiale, som viser, at Østre Landsrets dom og begrundelse af [dato] er forkert.

De relevante oplysninger i bilag 64-166 er markeret med gult, og fortegnelsen i bilag 63 angiver, på hvilke sider der er gule markeringer i bilag 64-166.

En stor del af materialet er selvforklarende i forhold til Østre Landsrets fuldstændig misvisende begrundelse for dommen, andet indgår i en større sammenhæng og kræver derfor en nærmere forklaring.

Materialet er ikke en erstatning for en vidneforklaring i retten.

Materialet er heller ikke en erstatning for en uddybning af min anmodning om ekstraordinær anke.

Jeg ønsker fortsat at uddybe og begrunde min anmodning om ekstraordinær anke, men kan på grund af mit synshandicap ikke gøre dette uden hjælp og hjælpemidler.

Jeg kan dog umiddelbart supplere bilag 60 med de gule markeringer i bilag 99, 100, 112 (side 5-6), 116 (side 15-16), 135 og 137, som beviser, at jeg svarede kommunen, at kommunen uretmæssigt (som i også mange andre tilfælde) beskyldte mig for ikke at svare, og at kommunen selv betragter bilag 99 som svar.

Det fremgår dertil utallige steder overalt i materialet, at jeg ønsker og har efterspurgt hjælp og hjælpemidler, samt afklaring i forhold til arbejde.

Der er i dag større efterspørgsel og mangel på ingeniører end nogensinde før.

Østre Landsret udelukkede mig fra at afgive forklaring i retten.

Østre Landsret har med voldsomt indgribende og tidsubestemt virkning begået et veritabelt justitsmord.

”

Af Højesterets brev til klager, dateret den 22. februar 2022, fremgår

”…

Højesteret har modtaget Deres meddelelser af 11. og 18. februar 2022, hvori De fremkommer med bemærkninger til afgørelsen af 24. januar 2022.

De har endvidere indlæst et større antal bilag på sagen.

Deres meddelelser og de yderligere fremlagte bilag giver ikke grundlag for en ny vurdering af Deres anmodning.

Jeg kan således henholde mig til afgørelsen af 24. januar 2022.

Yderligere indlæg eller bilag med samme eller tilsvarende indhold vil blive læst, men kan ikke forventes besvaret.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. marts 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager mener, at det er et udtryk for indirekte forskelsbehandling, at han ikke blev givet mulighed for at uddybe og begrunde sin ansøgning om tilladelse til ekstraordinær anke over for Højesterets ankeudvalg.

Klagers ansøgning blev afvist og sagen afsluttet, selv efter klager med henvisning til sit synshandicap havde anmodet om mulighed for at uddybe ansøgningen.

Ansøgningsprocessen blev ikke gjort tilgængelig for klager med tiltag, der kunne imødekomme de særlige behov, som et synshandicap medfører.

Der var ingen objektiv begrundelse for, at klager på grund af sit synshandicap skulle udelukkes fra kvalificeret ansøgning om ekstraordinær anke.

Der er tale om en meget alvorlig krænkelse af klagers ret til at blive hørt og af hans adgang til domstolene.

Det er desuden en skærpende omstændighed, at en højesteretsdommer har overtrådt forbuddet mod indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over sagsbehandling, som er foretaget af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager har et nedsat syn og er som følge heraf uarbejdsdygtig i erhverv, som kræver kvalificeret læsning.

Nævnet vurderer herefter, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Højesterets behandling af klagers anmodning

Klager har oplyst, at hans ansøgning blev afvist, og sagen afsluttet selv efter, at han med henvisning til sit synshandicap havde anmodet om mulighed for at uddybe sin anmodning.

Processen blev ikke gjort tilgængelig for klager med tiltag, der kunne imødekomme de særlige behov, som et synshandicap medfører.

Der var ingen objektiv begrundelse for, at klager på grund af sit synshandicap skulle udelukkes fra kvalificeret ansøgning om ekstraordinær anke.

Nævnet forstår klagen således, at klagen angår tilgængeligheden i forbindelse med klagers behov for uddybning af sin anmodning.

Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Klagen falder således uden for handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.

Nævnet vurderer på den baggrund, at nævnet ikke kan behandle klagen.

Efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde