Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - kommuner - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - kommuner - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 22-7137

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med, en kommunes behandling af hans ansøgning om psykoedukation.

Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 8. februar 2022.

Nævnet kunne ikke behandle den del af klagen, som omhandlede forskelsbehandling på grund af alder, fordi klagen vedrørte forhold uden for arbejdsmarkedet.

Nævnet vurderer endvidere, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap og alder i forbindelse med indklagedes behandling af klagers ansøgning om psykoedukation.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager blev den 12. november 2021 diagnosticeret med aspergers syndrom.

Klager søgte herefter om økonomisk hjælp til psykoedukation ved den indklagede kommune.

Den 2. februar 2022 bad indklagede klager fremsende dokumentation i henhold til Retssikkerhedslovens § 11b.

Indklagede anmodede blandt andet om kontoudtog, dokumentation på eventuel formue, dokumentation på det, som klager søgte økonomisk hjælp til og henvisning fra klagers læge.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. februar 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klager fik efterfølgende bevilget økonomisk hjælp til psykoedukation efter lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) § 82 ved indklagedes afgørelse af 4. marts 2022.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet forskelsbehandlet på grund af alder og handicap af den indklagede kommune i forbindelse med klagers ansøgning om bevilling af psykoedukation.

Klager gør gældende, at den indklagede kommune ikke ville anerkende ham som handicappet og derfor henviste ham til at søge om psykoedukation som enkeltydelse.

Klager gør også gældende, at han ikke blev behandlet korrekt, fordi han ikke er under 18 år, og der ikke er nogen i den indklagede kommune, som kan rådgive ham, fordi han er over 18 år gammel.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev udsat for forskelsbehandling.

Indklagede gør videre gældende, at klagers ansøgning om tilskud til psykoedukation efter servicelovens § 102 ikke blev realitetsbehandlet, fordi klager inden indkaldelse til møde i stedet var blevet bevilget økonomisk hjælp til psykoedukation efter anden lovgivning.

Indklagede gør også gældende, at indklagede bevilgede klager psykoedukation ud fra en konkret, helhedsorienteret og socialfaglig vurdering i henhold til aktivlovens § 82, og der blev lagt vægt på, at almindelig psykologbehandling i det offentlige system ikke kunne afhjælpe klagers situation.

Indklagede gør endeligt gældende, at der ikke har været noget usædvanligt i forhold til sagsbehandlingen eller kommunens sprogbrug mv. over for klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Klagen vedrører forhold uden for arbejdsmarkedet, hvorfor Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle den del af klagen, som omhandler forskelsbehandling på grund af alder.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over sagsbehandling, som er foretaget af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager har klaget over, at den indklagede kommune henviser ham til at søge om bevilling af psykoedukation som en enkeltydelse.

Efter det af parterne anførte, vedrører klagen anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, stk. 3, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 1, om lovens anvendelsesområde