Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - genoptagelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - genoptagelse - ej medhold
J.nr. 22-4873
En mand klagede over, at han ikke måtte komme ind på et galleri med sin førerhund.
Galleriets ejer havde oplyst helbredsmæssige årsager til afvisningen samt det forhold, at galleriet var småt, så en hund ville kunne ødelægge værkerne.
Nævnet vurderede, at afvisningen stillede klager, der på grund af sit handicap havde behov for en førerhund, ringere end andre.
Nævnet vurderede videre, at indklagede bl.a. som følge af de pladsmæssige hensyn, havde løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.
Manden fik derfor ikke medhold.
Afgørelsen træder i stedet for afgørelsen med journalnummer 20-38823.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med adgang til et galleri.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte have sin hund med i galleriet.
Sagsfremstilling
Den 30. juli 2020 ankom klager ifølge klagers egen oplysning til det indklagede galleri sammen med sin ægtefælle.
Ifølge klagers oplysninger var klager, der har et synshandicap, i følgeskab med sin førerhund.
Klager blev afvist ved indgangen til galleriet med den begrundelse, at han ikke måtte medbringe sin førerhund på galleriet.
Den 31. august 2020 klagede klager til Ligebehandlingsnævnet over det selskab, der var registreret på galleriets adresse.
Selskabet besvarede ikke Ligebehandlingsnævnets henvendelser, hvorefter nævnet traf følgende afgørelse den 7. april 2021 i sag 20-38823
”Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager har oplyst, at han har et synshandicap, og at han som følge heraf har en førerhund.
Af det fremlagte oplysningsskema af 16. oktober 2015 fremgår, at klager har flere øjendiagnoser.
Det er på den baggrund godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Klager har redegjort for sin opfattelse af hændelsesforløbet.
Indklagede har ikke besvaret nævnets henvendelser.
Nævnet lægger herefter til grund, at hændelsesforløbet i al væsentlighed har været som oplyst af klager.
Klager har oplyst, at han i følgeskab med sin førerhund blev afvist ved indgangen til det indklagede galleri med henvisning til, at han ikke måtte medbringe sin førerhund på galleriet.
Nævnet vurderer, at denne afvisning, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en førerhund, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Indklagede, der ikke har besvaret nævnets henvendelser, har ikke løftet denne bevisbyrde.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
”
Ved e-mail af 28. juni 2021 oplyste selskabet til nævnet, at selskabet ikke ejede galleriet, men at det var ejeren af selskabets ægtefælle, som ejede galleriet.
Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet iværksatte herefter en høring af ejeren af galleriet samt af klager.
Under høringsprocessen afgik ejeren af galleriet ved døden.
Boet blev herefter udleveret til uskiftet bo til ejerens ægtefælle.
Sekretariatet fortsatte herefter høringsprocessen over for ægtefællen i uskiftet bo.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at ejeren ikke var i galleriet, hvorfor hans allergi ikke kunne begrunde, at klager ikke måtte være i galleriet med sin hund.
Klager blev smidt ud af ejerens ægtefælle.
Der var tale om et erhverv.
Klager kunne ikke undvære sin førerhund.
Indklagede gør gældende, at der ikke var tale om forskelsbehandling.
Indklagede er ikke en momsregistreret virksomhed, og indtægterne fra galleriet registreredes som personlig indkomst.
Der var tale om et galleri i klagers private hjem.
Hjemmet var opdelt i en erhvervsandel og en privat andel.
Erhvervsandelen var ægtefællens selskab, og der var ikke adgang for uvedkommende.
Galleriet lå i det private hjem.
Ejeren af indklagede led af alvorlige vejrtrækningsproblemer (KOL), hvorfor hunde ikke var velkomne i galleriet.
Ejerens symptomer forværredes ved kontakt med dyrehår.
Indklagede ejede ikke værkerne, men havde ansvaret for, at de ikke led overlast.
Der var risiko for, at hunden ødelagde værkerne, da der var tale om et lille galleri.
Klager blev ikke nægtet adgang – alene klagers hund.
Klager var i selskab med andre, der kunne have hjulpet ham.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Genoptagelse
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.
En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.
Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.
Nævnet vurderer, at sagen med journalnummer 20-38823 skal genoptages, da der efter det nu oplyste blev truffet afgørelse over for den forkerte indklagede.
Nævnet genoptager således sagen.
Realitetsbehandling
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet finder på baggrund af det oplyste ikke, at indklagedes galleri var en aktivitet af rent privat karakter, hvorfor forbuddet mod forskelsbehandling i handicapdiskriminationsloven finder anvendelse.
Det kan ikke føre til nogen anden vurdering i den konkrete sag, at hobbyvirksomheden hverken havde cvr-nummer eller var momsregistreret.
Klager har oplyst, at han i følgeskab med sin førerhund blev afvist ved indgangen til det indklagede galleri med henvisning til, at han ikke måtte medbringe sin førerhund på galleriet.
Nævnet vurderer, at denne afvisning, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en førerhund, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afvisningen blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forinden sin død oplyste indklagedes ejer, at galleriet pladsmæssigt ikke
var særlig stort, hvorfor de udstillede genstande bl.a. var placeret på gulv og lave hylder (i hundehøjde).
Han har endvidere oplyst, at han ikke ejer værkerne, men har ansvaret for, at de på ingen måde lider overlast.
Ejers hustru har yderligere oplyst, at der er tale om tyndt drejede keramiske genstande, der let kan viftes ned fra hylderne.
Nævnet vurderer på denne baggrund, at indklagede har løftet sin bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Denne afgørelse træder i stedet for den tidligere afgørelse med sagsnummer 20-38823.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 10, om genoptagelse
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10, om delt bevisbyrde