Legislator Case Law & Legislation
W20221032825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 10328 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

KEN#LOKDOK23 2022 10328 Valid

J.nr. 21-50473

En kvinde henvendte sig ved mail til det indklagede hotel og blev i den forbindelse oplyst, at hun ikke måtte medbringe sin servicehund på hotellet, da man ikke tillod dyr på hotellet.

Indklagede oplyste, at deres praksis var begrundet i hensynet til hotellets gæster og personale, som måtte lide af angst eller allergi for dyr.

Indklagede oplyste videre, at deres praksis var begrundet i hensynet til hygiejne og rengøring.

Nævnet vurderede, at hensynet til øvrige gæsters og personalets helbredsforhold var et sagligt formål, der kunne begrunde forskelsbehandlingen, men at hotellet ikke havde godtgjort, at forskelsbehandlingen var nødvendig for at nå formålet om, at sikre øvrige gæsters og personalets helbredsforhold.

Nævnet vurderede videre, at hensynet til fødevarehygiejnen var et sagligt formål, der kunne begrunde forskelsbehandlingen, og at forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet.

Nævnet vurderede dog, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne og det forhold, at alle dyr, inklusiv servicehunde, ikke tillodes på hotellet uden en nærmere konkret vurdering eller begrundelse.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2022 10328 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist med sin servicehund.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang til det indklagede hotel med sin servicehund.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 11. november 2021, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager lider af skizotypisk sindslidelse, PTSD og svær angst.

Klager fik den 11. juni 2021 bevilget en servicehund af sin kommune.

Af bevillingen fremgår blandt andet

” […] Du er bevilget servicehud som hjælpemiddel, efter servicelovens § 112.

[…]

Formål

At du kan leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Begrundelse for afgørelse

Til behandling af sagen er der anvendt oplysninger fra hjemmebesøg den 11/5-21 og 4/6-21, din ansøgning om servicehund, udtalelser fra socialpsykiatrisk status, lægeudtalelse fra regionspsykiatrien […], telefonisk samtale med bostøtte […] og sygeplejerske […] fra lokalpsykiatrien […], samt vurdering fra servicehundeforeningen.

Du har diagnoserne skizotypisk sindslidelse, PTSD og er plaget af svær angst samt selvskadende adfærd når du bliver for stress påvirket.

Du er plaget af syns og hørehallucinationer, som forstærkes, når du bliver presset mere, end du formår at håndtere.

”

Klager skrev den 8. august 2021 følgende mail til det indklagede hotel

” Servicehund

Hej jeg vil høre om man er velkommen på jeres dejlige hotel med sin servichund.

Vis man har id med på at det er en servicehund.

Mvh [klager]”

Indklagede svarede samme dag i en mail således til klager

”Nej, vi tillader ingen dyr her på hotellet.

Med venlig hilsen

[indklagede]”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. november 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 1.500 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager kan kun komme rundt med sin servicehund.

Indklagedes hotel ligger inde i byen, hvor klager skulle til fødselsdag.

Indklagedes afvisning gjorde det derfor svært for klager at komme ind til byen.

Klager havde ikke mulighed for at vælge det andet hotel, som ligger to kilometer fra indklagedes hotel, da klager skulle have sin mand med som er gangbesværet.

Det er forståeligt, at indklagede varetager et allergi- og hygiejnehensyn.

Klager ville dog uanset om hun havde haft sin servicehund med eller ej have hår og skæl fra sin hund i sit tøj og sine tasker.

Klagers servicehund befinder sig ved klagers side hele tiden eller under et bord eller en stol når klager spiser.

Klagers servicehund er trænet i at hjælpe klager og går ikke hen til andre gæster eller op til buffeten.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Det fremgår tydeligt af indklagedes hjemmeside, at indklagede ikke ønsker dyr på hotellet.

Dette er begrundet i et hensyn til indklagedes gæster og personale, som måtte lide af frygt, angst eller allergi for dyr eller hunde.

Disse gæster skal have mulighed for trygt at booke et ophold hos indklagede.

Indklagedes personale skal af samme årsag ikke fravælge indklagede som arbejdsplads.

Der er desuden et hensyn til hygiejne og rengøring.

Hotellet har blandt andet åbent til et produktionskøkken og herudover periodevis åbent for en buffetanretning.

Der ligger et andet hotel to kilometer fra indklagedes hotel, hvor det er tilladt at have hund med.

Klager har derfor haft mulighed for at vælge et ophold på et andet hotel i byen.

Dette andet hotel er billigere end indklagedes hotel.

Hvis man er dårligt gående har man i øvrigt mulighed for at bestille en taxa for at komme rundt i byen.

Indklagede ønsker bestemt ikke at forskelsbehandle sine gæster.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af hjælpemiddelbevillingen af 11. juni 2021, at klager lider af skizotypisk sindslidelse, PTSD og svær angst.

Det fremgår videre, at formålet med bevillingen af en servicehund er, at klager kan leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager henvendte sig til det indklagede hotel ved mail af 8. august 2021 og blev i den forbindelse oplyst om, at hotellet ikke tillod dyr på hotellet.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade dyr på hotellet, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund hos det indklagede hotel blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har oplyst, at hotellets praksis er begrundet i et hensyn til indklagedes gæster og personale, som måtte lide af angst eller allergi for dyr.

Indklagede har videre oplyst, at hotellets praksis er begrundet i et hygiejne- og rengøringshensyn, herunder blandt andet fordi, at hotellet har et åbent produktionskøkken og i perioder en buffetanretning.

Nævnet vurderer, for så vidt angår øvrige gæsters og personalets helbredsforhold, at forskelsbehandlingen var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre disses helbredsforhold.

Nævnet vurderer dog, at indklagede ikke har godtgjort, at forskelsbehandlingen, der medførte et absolut forbud mod, at gæster medbringer hunde, var nødvendig for at nå formålet om at sikre øvrige gæsters og personalets helbredsforhold.

Indklagede har således ikke godtgjort, at de har undersøgt, om det er muligt at indrette sig således, at både klager og øvrige gæster samt personale kan være på hotellet.

Nævnet vurderer videre, for så vidt angår et eventuelt hensyn til fødevarehygiejnen, at forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevarehygiejnen, og at forskelsbehandlingen er nødvendig for at opnå formålet.

Nævnet vurderer dog, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne og det forhold, at alle dyr, inklusiv servicehunde, ikke tillades på hotellet uden en nærmere konkret vurdering eller begrundelse.

Den omstændighed, at det måtte være muligt at vælge et andet hotel to kilometer fra indklagedes hotel, hvor det er tilladt at medbringe hunde, fritager ikke indklagede for ansvar for egen forskelsbehandling.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede ikke har godtgjort, at den forskelsbehandling, som klager blev udsat for i forbindelse med sit ønske om at besøge indklagedes hotel med sin servicehund, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 11. november 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

KEN#LOKDOK23 2022 10328 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 10328 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 11, om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →