Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022
Statutory Text (2 Articles)
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022 – Au Pair – Livsforløb
Udlændingenævnet omgjorde i november 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1 og au pair-bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 7.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i august 2021 ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark.
SIRI meddelte i september 2021 ansøgeren afslag under henvisning til, at der ikke var en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse som au pair 1,5 måneder efter, at hun var fyldt 22 år, at hun har gennemført 11 års grunduddannelse (en 7-årig grundskoleundervisning og en 4-årig gymnasial uddannelse) i marts 2015 og en 4-årig videregående uddannelse (Bachelor of Science in Business Administration, major in Marketing Management) i perioden fra 2015 til april 2019.
Udlændingenævnet henviser herved til at uddannede med major in Marketing Management er ansvarlige for at udvikle, implementere og udføre strategiske marketingplaner for en hel organisation (eller brancher og brands i en organisation) for at tiltrække potentielle kunder og fastholde eksisterende.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde knap 4 måneders (400 timer) praktikophold i kundeservice i Landbank of the Philippines, som obligatorisk del af hendes videregående uddannelse, og at hun under interviewet med Den Danske Ambassade i Manila, Filippinerne, oplyste, at hun efter endt uddannelse hjalp sin mor i morens lille dagligvarebutik, før hun i september 2019 blev ansat som kasserer i BDO company (en bank) frem til september 2021.
Udlændingenævnet finder, modsat SIRI, at de 400 timers praktikophold ikke skal medregnes som en del af ansøgerens erhvervsmæssige baggrund, henset til at det var en obligatorisk del af hendes videregående uddannelse.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at ansøgeren ikke tidligere har søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun kun lige var fyldt 22 år på ansøgningstidspunktet, og at hendes 2-årige ansættelse som kasserer i BDO company efter færdiggjort videregående uddannelse (Bachelor of Science in Business Administration, major in Marketing Management) på det foreliggende grundlag ikke kan betragtes som erhvervserfaring indenfor hendes direkte studieområde.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.
Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om ansøgeren kan gives opholdstilladelse”.
ERH/2022/69