Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at arbejdet med opstilling af tavlevogn ved afspærring af vognbane skulle planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (arbejdets udførelse - tavlevogn - afspærring - kollision)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholdt afgørelse om, at arbejdet med opstilling af tavlevogn ved afspærring af vognbane skulle planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt (arbejdets udførelse - tavlevogn - afspærring - kollision)
Resume
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderede, at arbejdet med opstilling af tavlevogn ved afspærring af vognbane på ulykkestidspunktet på motorvej ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderede, at der var risiko for påkørsel af ansatte, materiel, og at udslyngede løsdele fra påkørsel kunne ramme ansatte, når de færdedes tæt ved den opstillede tavlevogn, herunder ved ind- og udstigningen af tavlevognen og opsætning af kegler i forlængelse af tavlevogne.
Afgørelsen blev truffet af et enigt nævn.
Den konkrete afgørelse
[Adressat udeladt]
Afgørelse
I har klaget over Arbejdstilsynets afgørelse af den 7. februar 2022 om opstilling af tavlevogn.
Arbejdsmiljøklagenævnet har nu afgjort sagen på møde den 27. september 2022.
Resultatet er
Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Arbejdstilsynet.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Arbejdsmiljøklagenævnet vurderer, at arbejdet med opstilling af tavlevogn ved afspærring af vognbane på ulykkestidspunktet den 16. juli 2020 på motorvej [arbejdssted udeladt] ikke var planlagt, tilrettelagt og udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Nævnet vurderer, at der er risiko for påkørsel af ansatte, materiel, og at udslyngede løsdele fra påkørsel kunne ramme ansatte, når de færdes tæt ved den opstillede tavlevogn, herunder ved ind- og udstigningen af tavlevognen og opsætning af kegler i forlængelse af tavlevognen.
Hvad er afgørende for resultatet
Nævnet lægger til grund, at en af jeres ansatte ved ulykken blev ramt af materiel i forbindelse efter en kollision mellem en bilist og en tavlevogn.
Den ansatte havde til opgave at afspærre første vognbane i østgående retning på [arbejdssted udeladt] ved en havareret lastbil, der stod i nødsporet med et punkteret dæk.
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst, at den ansatte ankom til stedet i et vogntog bestående af en Kia varebil med en påhængsvogn med monteret lystavle.
Da bilen var i første vognbane, steg den ansatte ud og begyndte sætte kegler op for at afspærre første vognbane fra tavlevognen til den havarerede lastbil.
Han befandt sig foran bilen, da kollisionen skete.
Ved kollisionen blev vogntoget slynget frem og ramte den ansatte.
Nævnet lægger desuden vægt på, at den tilladte hastighed på stedet var 110 km/timen, og der var ikke hastighedsreguleret på stedet.
Personbilens hastighed i kollisionspunktet var cirka 117 km/timen.
I har anført, at I overholdt alle regler og havde taget alle de sikkerhedsforanstaltninger, der var mulige og gængse på ulykkestidspunktet.
I har fulgt udviklingen i branchen, herunder arbejdsgrupper af entreprenører og myndigheder, der har evalueret andre virksomheders ulykker, men dette havde ikke betydet nye forskrifter.
Efter ulykken har I skiftet til en løsning med TMA afspærringsvogn.
En løsning der ikke var tilstede på ulykkestidspunktet.
Det kan ikke føre til et andet resultat, da arbejdsgiveren, uanset om arbejdet blev udført efter Vejdirektoratets gældende sikkerhedsforanstaltninger, har pligt for at sørge for, at arbejdet bliver udført forsvarligt under overholdelse af arbejdsmiljølovens regler.
Det kan betyde, at man skal beskytte ud over det i vejreglerne angivne niveau.
Nævnet henviser i øvrigt til begrundelsen for afgørelsen og Arbejdstilsynets udtalelse af 27. juni 2022, hvorefter almindelige varebiler med påhængsvogn med tavle på i sig selv ikke yder fysisk beskyttelse af de ansatte, der færdes umiddelbart foran eller ved siden af, men udgør alene signalgivning for regulering af øvrig trafik.
Tavlevogne/almindelige varebiler med påhængstrailer er ikke konstrueret til at yde beskyttelse og til at absorbere energi fra en påkørsel, og at dele fra disse slynges uforudsigeligt ud ved en påkørsel med høj fart.
Om reglerne
Det følger af arbejdsmiljøloven, at arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Det følger af reglerne om arbejdets udførelse, at arbejdet i alle led skal planlægges og tilrettelægges, så det kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipperne.
Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse.
Arbejdet skal i alle led udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske sundhed.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde.
På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Afgørelsen er truffet af et enigt nævn.
Oplysninger i sagen
Nævnet har afgjort sagen ud fra de akter, som nævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
Regler
Her er de regler, nævnet har afgjort sagen efter.
Love og bekendtgørelser
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
Om arbejdets udførelse
Der er uddrag af reglerne til sidst i afgørelsen.
I kan finde reglernes fulde ordlyd på www.retsinformation.dk
Kopi er sendt til
Arbejdstilsynet, j.nr. 20220035419/5
[Adressat udeladt]
Lovuddrag
Bekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø med senere ændringer
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Bekendtgørelse nr. 1234 af 29. oktober 2018 om arbejdets udførelse
Kapitel 2
Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet
§ 4.
Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1.
Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed ved arbejdets udførelse.
Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer de ansattes sikkerhed eller sundhed.
Kapitel 3
Arbejdets udførelse
Almene krav
§ 7.
Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
Stk. 2.
Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller lang sigt, kan Arbejdstilsynet stille krav om, at særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger skal gennemføres.
Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v.
Stk. 3.
Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed og sundhed i fare, kan Arbejdstilsynet, hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, stille krav om pauser og begrænset arbejdstid for dette arbejde.
Samme krav stilles, hvor der anvendes særligt arbejdstøj og personlige værnemidler.
•
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse af 7. februar 2022 til jer om, at arbejdet med opstilling af tavlevogn ved afspærring af vognbane planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
•
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø
•
§ 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø
•
§ 4, og § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse