Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kompetence - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - kompetence - medhold

J.nr. 20-55430

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap.

Manden var ansat som chauffør i A virksomhed og havde en fast rute til lageret i den indklagede virksomhed.

Indklagede ønskede af sikkerhedsmæssige grunde ikke, at klager, som er døv, færdedes på deres lager.

Som følge heraf udførte klager ikke mere arbejde for A virksomhed, idet ruten til indklagedes lager var hans eneste rute.

Nævnet vurderede, at den indklagede virksomhed ikke fungerede som klagers arbejdsgiver i forskelsbehandlingslovens forstand, hvorfor denne lov ikke fandt anvendelse.

Nævnet vurderede derfor sagen efter handicapdiskriminationsloven.

Da indklagede afviste klagers færden på lageret med henvisning til, at det var for farligt for ham som døv at færdes blandt trucks, var der påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede, forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre klagers og de øvrige medarbejderes sikkerhed på lageret.

Indklagede havde dog ikke løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig.

Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at en chauffør ikke længere måtte færdes på et lager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at færdes på den indklagede virksomheds lager.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 9. december 2020, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der er døv, tiltrådte den 1. oktober 2020 en stilling som chauffør i A virksomhed, som ikke er den indklagede virksomhed i sagen.

Klager har for nævnet fremlagt en lægeerklæring af 6. februar 2019.

Det fremgår heraf, at klager er født døv.

Det fremgår af klagers ansættelseskontrakt bl.a., at klager var timelønnet, og at ansættelsesforholdet var tidsbegrænset til den 9. oktober 2020.

Klager har for nævnet fremlagt sit certifikat til at betjene gaffeltruck.

A virksomhed er underleverandør til transport- og logistikvirksomheden B, og B virksomhed er indklagedes faste distributør.

Som led i sit arbejde i A virksomhed havde klager en fast rute til lageret i den indklagede virksomhed.

Klager har for nævnet oplyst, at han var ansat til at tage netop denne rute, og at han ikke havde andre ruter.

Indklagede har for nævnet oplyst, at en teamleder meddelte B virksomhed, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at klager forsatte med at varetage læsning af trailerne.

En teamleder hos indklagede modtog den 7. oktober 2020 en mail fra en Freight Forwarder hos B virksomhed.

Det fremgår af mailen bl.a.

”Der kommer en ny mand på mellemtrp til nord i aften.

Af sikkerhedsmæssige årsager kunne vi ikke lade den tidligere chauffør forsætte.

”

Klager har for nævnet fremlagt følgende SMS-korrespondance, som klager har oplyst, at han havde med sin arbejdsgiver den 8. oktober 2020

Arbejdsgiver: ”Hej [klager], de syntes det er for fa[r]ligt at du er på deres lager, vi syntes du er så god at vi prøver at finde noget nyt kørsel til dig hurtigst muligt!

”

Klager: Ӂh ok.

Er det bare fordi jeg er døv, de er bange for?

”

Arbejdsgiver: ”Ja, de er bange for arbejde med truck.

”

Klager: ”Mærkeligt.

Men ok.

Dvs ingen arbejde i dag?

”

Arbejdsgiver: ”Ja, men jeg er ved at finde noget nyt”

Klager: ”Ok.

Håber hurtigt at finde noget kørsel til mig.

”

”Fik du e-mail fra [indklagede] at de ønsker ikke jeg kører for dem?

”

Arbejdsgiver: ”Jeg er blevet ringet op”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. december 2020.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til minimum tre til seks måneders løn.

Indklagede har for nævnet fremlagt ”Regelsæt for truckkørsel” på det lager, som klager færdedes på.

Det fremgår heraf bl.a.

”Der skal gives signal med truckens signalhorn ved smalle passager, omkring hjørner samt hvor der er blinde vinkler.

Ligeledes skal der gives signal, i smalgangshallerne, når man krydser midtergangen, dvs. når man forlader en smalgang og fortsætter over i en anden, hvis man kører på tværs af hallen i midtergangen, fortsætter man med gentagne korte dyt, indtil man har indfundet sig i en ny gang.

…

Når man bakker ud af arbejdsområderne, skal man orientere sig og dytte så omgivelserne får besked.

”

Indklagede har også fremlagt en ikke udfyldt kvitteringsliste med oplysning om, at medarbejdere med underskrift kvitterer for at være gjort bekendt med regelsættet for truckkørsel på lageret.

Klager har ikke kvitteret for at være bekendtgjort med regelsættet.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har handlet således, at klager har mistet sit arbejde.

På lageret i den indklagede virksomhed udførte klager sit arbejde, kom til tiden og passede sine pligter uden problemer.

Indklagede sendte en ubegrundet bekymring, hvilket medførte, at klagers arbejdsgiver valgte at fyre klager af ”sikkerhedsmæssige årsager”.

Klager er nu arbejdsledig.

Den indklagede virksomhed har derfor kostet ham en fast stilling med en god løn, blot fordi han er døv.

Klager havde imidlertid været på indklagedes lager flere gange og vist, at hans manglende hørelse ikke var til fare for nogen.

Klagers eneste begrænsning er, at han ikke kan høre.

Men det betyder ikke, at han ikke kan udføre et arbejde på lige fod med andre.

Klagers arbejdsgiver havde ingen problemer med at have klager ansat, indtil indklagede blandede sig.

Indklagede har i sit svar til Ligebehandlingsnævnet indrømmet, at klagers manglende hørelse var et problem.

Indklagede gjorde sig ingen tanker om, at klager på grund af sin manglende hørelse har styrket sine andre sanser.

Indklagede har erkendt, at de startede problemet ved at henvende sig til B virksomhed, som havde klagers arbejdsgiver som underleverandør.

Uanset hvem der fik henvendelsen først, bærer indklagede ansvaret for forskelsbehandlingen.

Resten var blot en dominoeffekt.

Der findes adskillige døve lastbilchauffører og lagermedarbejdere.

Der findes ingen arbejdsrelaterede ulykker blandt døve medarbejdere.

At klagers hørehandicap bliver brugt imod ham er groft nedværdigende og en hån.

Det er på ingen måde et argument at bruge, når døve kan blive piloter.

Der findes også døve asfaltører, som arbejder på motorvejene og i store maskiner.

Klager har et truckcertifikat.

Hans manglende hørelse gør, at han er langt mere opmærksom på omgivelserne, og det kan alle andre, som ikke har et hørehandicap, ikke sætte sig ind i eller forstå.

Klager har kørt lastbil i 15 år og haft trucklicens i længere tid.

I al den tid har han orienteret sig konstant og brugt sine andre sanser som kompensation for den manglende hørelse.

Det er indklagede, der står med ansvaret, uanset at de giver skylden og ansvaret videre til B virksomhed.

Indklagede påstår principalt afvisning af sagen.

Subsidiært påstår indklagede frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af klager.

Indklagede var ikke klagers arbejdsgiver, hvorfor forskelsbehandlingsloven ikke kan finde anvendelse i forhold til nærværende sag.

Ligebehandlingsnævnet skal således alene tage stilling til, hvorvidt indklagede har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

På indklagedes lager kører der trucks med paller, der vejer op til 1.000 kg., og det kan få fatale konsekvenser, hvis der sker en personpåkørsel.

Indklagede har som følge heraf en række sikkerhedsregler på deres lager.

Ultimo september 2020 blev en teamleder hos indklagede kontaktet af driftschefen på lageret.

Teamlederen blev underrettet om en episode, hvor en lagermedarbejder flere gange havde råbt af klager, uden at klager havde reageret herpå.

Teamlederen vurderede, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at klager forsatte med at varetage læsning af trailerne, hvilket han meddelte B virksomhed.

I den forbindelse foreslog teamlederen over for B virksomhed, at B virksomhed kunne få en anden person til at læsse traileren i stedet for klager, og klager kunne herefter overtage traileren og køre bort med fragten.

Efter at have modtaget mailen af 7. oktober 2020 tog indklagede herefter B virksomheds beslutning til følge.

Det er af helt afgørende betydning for sikkerheden på lageret, at personer, der færdes på lageret, kan høre horn fra trucks eller råb fra andre, såfremt der opstår en farlig situation.

Indklagede rettede ikke henvendelse til klagers arbejdsgiver.

Indklagede rettede henvendelse til B virksomhed, der havde klagers arbejdsgiver som underleverandør.

Til støtte for den principale påstand om afvisning gør indklagede gældende, at det er afgørende for sagens vurdering, at der afgives vidneforklaringer.

Til støtte for frifindelsespåstanden gør indklagede gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

For det tilfælde, at Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling efter handicapdiskriminationsloven, gør indklagede gældende, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at indklagede ikke har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Forskelsbehandlingsloven stiller ikke krav om, at der skal ske positiv forskelsbehandling af medarbejdere med funktionsbegrænsninger.

Det var ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at klagers arbejdsgiver havde en døv medarbejder, der skulle varetage læsning af paller på indklagedes lager.

Klager færdedes i det mest trafikerede område på lageret, og han kunne ikke høre signalerne fra de trucks, der kørte på lageret.

Det kunne derfor få fatale konsekvenser for klager.

Meddelelsen om klager til B virksomhed var objektivt begrundet i et sagligt formål, og det var nødvendigt for at opnå formålet.

Der var desuden et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Indklagede havde ikke korrespondance med klagers arbejdsgiver.

A virksomhed havde instruktionsbeføjelsen over for klager.

Klager var ansat hos A virksomhed, der var B virksomheds underleverandør.

Indklagede har derfor ikke et samlet overblik over omfang og hyppighed af det arbejde, som klager udførte på indklagedes lager.

Regelsættet for truckkørsel er udarbejdet til indklagedes medarbejdere, og det er alene indklagedes egne medarbejdere, der kvitterer for instruktion, udlevering og gennemgang for truckkørsel.

Til støtte for den mere subsidiære godtgørelsespåstand gør indklagede gældende, at der henset til sagens omstændigheder skal udmåles en betydelig lavere godtgørelse end påstået af klager og maksimalt 5.000 kr. Indklagede har henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelser KEN nr. 9760 af 3. september 2020 (journalnummer 19-27136) og KEN nr. 10043 af 18. november 2020 (journalnummer 19-62214).

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Klager, der var ansat som chauffør i A virksomhed, havde en fast rute til lageret i den indklagede virksomhed.

Klager færdes på lageret i forbindelse med sit arbejde.

A virksomhed er underleverandør til transport- og logistikvirksomheden B, og B virksomhed er indklagedes faste distributør.

A virksomhed udbetalte klagers løn.

Indklagede ønskede ikke, at klager færdedes på lageret.

Som følge deraf udførte klager ikke mere arbejde for A virksomhed, idet ruten til indklagedes lager var klagers eneste rute.

Indklagede har for nævnet anført, at det var A virksomhed, der havde instruktionsbeføjelser over for klager.

Indklagede har oplyst, at klager var forpligtet til at overholde indklagedes regelsæt for truckkørsel på lageret, men at klager ikke havde kvitteret for at være blevet gjort bekendt med regelsættet, idet alene indklagedes medarbejdere kvitterer derfor.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at indklagede ikke fungerede som klagers arbejdsgiver i forskelsbehandlingslovens forstand og dermed ikke var omfattet af forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Spørgsmålet er herefter, om det var i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven), at klager blev afvist fra at færdes på indklagedes lager.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter handicapdiskriminationsloven.

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager, der er døv, har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Indklagede afviste klagers færden på lageret med henvisning til, at det var for farligt for klager at færdes blandt trucks, når han er døv.

Klager har på den baggrund påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for direkte forskelsbehandling.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har anført, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, at klager foretog læsning af paller på lageret.

Der var tale om det mest trafikerede område på lageret, og klager kunne ikke høre signalerne fra de trucks, der kørte på lageret.

Nævnet vurderer, at forskelsbehandlingen af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre klagers og de øvrige medarbejderes sikkerhed på lageret.

Nævnet vurderer dog, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. december 2020, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, stk. 3 og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 11, om godtgørelse