Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - selvstændig - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - arbejdsvilkår - selvstændig - medhold

J.nr. 21-42600

En selvstændig vognmand blev af det indklagede kørselskontor oplyst om, at han skulle nedtage sin covid-19-afskærmning i sin taxa.

Da vognmanden ikke nedtog sin afskærmning blev hans tilslutningsaftale med kørselskontoret opsagt.

Nævnet vurderede, at kørselskontoret var pligtsubjekt efter forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 3.

Nævnet vurderede videre, at vognmanden havde påvist faktiske omstændigheder for, at han havde været udsat for indirekte forskelsbehandling, og at det indklagede kørselskontor ikke havde løftet bevisbyrden for, at påbuddet om at nedtage afskærmningen var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Vognmanden fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med krav om nedtagning af afskærmning i en taxa.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev pålagt at nedtage sin afskærmning.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager er selvstændig vognmand, der kører taxa for det indklagede kørselskontor.

Kørselskontoret er drevet af en økonomisk forening.

Klager er medlem af foreningen og tilsluttet kørselskontoret via en tilslutningsaftale.

Ved brev af 7. september 2007 blev klager bevilliget tilskud til selvstændig virksomhed, da klagers bopælskommune vurderede, at klagers arbejdsevne var nedsat med 2/3.

Klager har oplyst, at han lider af diskusprolaps og lammet stemmebånd.

Klager har tillige haft en blodprop i hjernen samt flere TCI-tilfælde.

Klager lider også af udpræget psoriasisgigt, hvorfor klager er på fast immunmodulerende medicin.

Endvidere har klager en utæt hjerteklap.

Klager har oplyst, at han derfor er i højrisiko ved en Covid-19-infektion.

Klager har for nævnet fremlagt sygehusjournaler vedrørende sin psoriasisgigt, stemmebånd og diskusprolaps.

I august 2020 opsatte klager en fysisk afskærmning mellem for- og bagsædet i sin taxa.

Den 14. juni 2021 blev krav om mundbind og visir for chauffører ophævet ved taxakørsel.

Den 10. september 2021 stoppede myndighederne med at kategorisere Covid-19 som en samfundskritisk sygdom.

Efter et møde mellem klager og indklagedes bestyrelse modtog klager den 22. september 2021 følgende e-mail

”…

Efter samtalen med dig i dag, har bestyrelsen drøftet afskærmningen i din vogn mellem forsæderne og bagsædet.

Som bestyrelsen forstår dig, er det af hensyn til dit eget helbred, at du har valgt at opretholde afskærmningen, selv om alle restriktionen i forhold til Covid-19 er fjernet i Danmark d. 10. september 2021.

Bestyrelsen har besluttet, at du skal have fjernet afskærmningen senest d. 30. september 2021.

Bestyrelsen har forståelse for dine personlige betænligheder, men hensynet til at der skal være en ensartet vognpark hos [indklagede] vejer tungere end vognmænds personlige forhold.

Her er det værd at bemærke, at der bestyrelsen bekendt ikke er andre vogne tilknyttet [indklagede], som har opretholdt afskærmningen.

Bestyrelsen er ligeledes meget bekymret over, at vi har fået flere henvendelser fra kollegaer, der giver udtryk for, at kunderne klager over jeres håndtering af kunderne, og særligt det faktum at I konsekvent henviser kunderne til bagsædet, selv om alle sæder i vognene under hele Covid-19 perioden har været åben for almindelige passagerer.

Som vi drøftede under mødet kan vi anbefale du fortsat bruger mundbind, når du har kunder i vognen.

Det er indtil videre helt op til hver enkelt fører om de vil benytte mundbind mens der er kunder i vognen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. september 2021.

Ved lægeerklæring af 6. december 2021 anførte klagers læge følgende

”…

Det attesteres hermed at ovenstående patient er i behandling med immunmodulerende medicin, der øger risikoen for smitsomme sygdomme, herunder Covid19.

Patienten har i sin taxa fastmonteret en beskyttende skærm, der nedsætter risikoen for smitte.

Dette skønnes at være et yderst fornuftigt tiltag i forhold til patientens helbred.

…”

Den 8. februar 2022 fremsatte indklagede påkrav om, at klager skulle nedtage sin afskærmning.

Den 22. februar 2022 fremsatte indklagede sit andet påkrav om, at klager skulle nedtage sin afskærmning.

Klager har i e-mail af 23. februar 2022 fremsat krav om erstatning over for indklagede.

Den 28. februar 2022 blev klagers samarbejdsaftale med indklagede ophævet af indklagede med den begrundelse, at Covid-19-afskærmningen i klagers taxa ikke som påbudt var fjernet.

Indklagede har oplyst, at de fremsendte påkravsskrivelser ikke vedrører sagen i efteråret 2021, men en lignende sag fra februar 2022.

Klager bestrider, at der er tale om to forskellige sagsforløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede fratog ham retten til at varetage sit job, da indklagede forlangte klagers sikkerhedsvisir mellem for- og bagsæde fjernet i klagers taxa.

Indklagedes krav udsatte klager for ekstra fare og alvorlig sygdom som følge af sit arbejde.

Indklagede har ikke de sundhedsfaglige forudsætninger til at vurdere, om afskærmning er et effektivt værnemiddel.

I indklagedes egen servicemanual måtte chauffører gerne afvise servicehunde, hvis det var af hensyn til chaufførens eget helbred.

Klagers helbred forudsatte afskærmning.

Klager blev tildelt sin taxabevilling som en handicapbevilling.

Det er korrekt, at der ikke var forbud mod brug af forsædet, men alle taxaer kørte rundt med skilte, der anbefalede brug af bagsædet under hensyn til Covid-19.

Klager ønskede indklagedes beslutning omstødt.

Klager er kun en enkelt gang kommet til at bede et barn om at benytte bagsædet på trods af, at barnet var visiteret til forsædet.

Klager afviste aldrig den 4. person, så taxaen kunne udnytte sin fulde kapacitet.

Klager kunne ikke frit søge optagelse i et andet kørselskontor.

Indklagede gør overordnet gældende, at klager ikke på grund af sit handicap eller på andet grundlag har været udsat for forskelsbehandling.

Indklagede gør videre gældende, at forskelsbehandlingsloven ikke finder anvendelse i denne situation, idet indklagede ikke var arbejdsgiver for klager.

Klager var tilsluttet indklagede som selvstændig vognmand.

Tilslutning til indklagede var ikke afgørende for udøvelsen af erhvervet som vognmand, hvorfor forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 3, heller ikke finder anvendelse.

Klager kunne frit tilslutte sig et andet kørselskontor.

Indklagede fastsatte således ikke bestemmelser eller traf afgørelse om adgangen til at udøve vognmandsvirksomhed.

Klager blev ikke behandlet anerledes end andre vognmænd, hvorfor der ikke er sket direkte forskelsbehandling.

Klager blev ikke udsat for indirekte forskelsbehandling, da klager ikke blev stillet ringere end de øvrige vognmænd.

Brug af mundbind udgjorde et tilstrækkeligt værnemiddel, og der var ikke behov for yderligere tiltag.

Der var ikke et sundhedsfagligt belæg for, at afskærmningen var nødvendig.

Beslutningen om nedtagning af afskærmningen var i øvrigt objektivt begrundet i et sagligt formål og beslutningen herom var hensigtsmæssig og nødvendig.

Det var afgørende for indklagede at kunne opfylde sine forpligtelser over for kunderne, herunder kontraktuelle forpligtelser om specifik sædeanvisning.

Det var tillige afgørende at kunne tilbyde adgang til alle passagersæder og tilbyde fuld kapacitet.

Det ville ikke være muligt for indklagede at drive forretning og opfylde sine forpligtelser, hvis enkelte vognmænd kunne opstille særregler for kørsel.

Indklagede traf i øvrigt hensigtsmæssige foranstaltninger efter lovens § 2a ved at anbefale klager brug af mundbind under kørslen i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefaling.

Klager kunne i øvrigt ikke skærmes fra kunder, da han var forpligtet til at lade kunder anvende forsædet samt assistere kunder i det omfang, det måtte være nødvendigt.

Corona-restriktionerne indebar ikke afskærmning mellem for- og bagsæde eller begrænsninger i passagerers brug af forsædet.

To ud af 70 vognmænd opsatte afskærmning.

I klagers vognmandsforretning blev passagerne endvidere henvist til bagsædet.

Al argumentation og dokumentation, der relaterer sig til tidspunkter, hvor der har været Covid-19 restriktioner, er ikke relevante for denne sag, da der ikke var restriktioner, da klager blev bedt om at fjerne afskærmningen første gang.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af § 3, stk. 3, at forbuddet mod forskelsbehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Indklagedes påkrav til klager om at fjerne Covid-19-afskærmningen i klagers taxa er omfattet af bestemmelsen.

Det indklagede kørselskontor er derfor pligtsubjekt efter forskelsbehandlingsloven.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager lider af flere forskellige diagnoser, herunder hjertefejl og psoriasisgigt, der medfører, at klager er i særlig risiko for infektioner.

Det fremgår videre af kommunalt brev af 7. september 2007, at klagers arbejdsevne var nedsat med 2/3, hvorfor klager blev bevilliget tilskud til selvstændig virksomhed.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager opsatte som følge af sit helbred i august 2020 en fysisk afskærmning mellem for- og bagsædet i sin taxa.

Indklagede stillede efterfølgende et tilsyneladende neutralt krav om, at ingen af de til kørselskontoret tilknyttede taxaer måtte køre med en fysisk afskærmning mellem for- og bagsædet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet har herved særlig lagt vægt på, at det nævnte krav om indretning af taxaerne stillede klager ringere som følge af klagers helbredsmæssige udfordringer.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet vurderer, at kravet om, at der ikke må være afskærmning i taxaerne er objektivt begrundet i et sagligt formål om blandt andet at sikre en ensartet vognpark.

Spørgsmålet er herefter, om midlerne til at opnå formålet er hensigtsmæssige og nødvendige.

Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke med sine oplysninger har bevist, at nedtagningen af afskærmningen var hensigtsmæssig og nødvendig.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 3, om pligtsubjekt

•

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde