Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - adgangsbegrænsning - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - adgangsbegrænsning - medhold

J.nr. 21-15046

En kvinde, der lider af invaliderende angst, fik flere gange afslag på at medbringe sin servicehund til ambulante samtaler i psykiatrien.

Nævnet vurderede, at den indklagede regions politik om ikke at tillade dyr i psykiatrien, der tilsyneladende var neutral, stille klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der var derfor påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at kvinden ved afslaget om at medbringe sin servicehund i psykiatrien blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhvilede herefter regionen at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Regionen beklagede forløbet, og oplyste, at man ændrede politik, da man blev bekendt med ligebehandlingslovgivningen.

Regionen havde ikke oplyst om forhold, hvorefter forskelsbehandlingen skulle være begrundet i et sagligt formål.

Kvinden fik derfor medhold i klagen, og blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund til ambulante samtaler i psykiatrien i den indklagede region.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund til ambulante samtaler i psykiatrien i den indklagede region.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 10.000 kr. med procesrente fra den 31. marts 2021, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager lider af invaliderende angst.

Af lægeudtalelse af 24. marts 2021 fremgår blandt andet

” [Klager] lider af invaliderende angst og de kognitive og fysiske gener der følger med angsten i form af søvnproblemer, uro, tankemylder, svingende appetit, selvbearbejdelse, isolation, energifattig.

Hun får ofte panikanfald med rysten, urolig mave, svedtendens.

[…] [Klagers] hund [S] er en certificeret servicehund.

[S] er med til at mindske [klagers] angstsymptomer og kan forhindre nye anfald med panikangst.

Hun bliver mere social og udadvendt og kan komme ud af døren når hun har [S] med sig.

Fokus bliver flyttet fra angsten og angstsymptomerne og beroliger [klager] når [S] er med ude blandt mennesker.

[S] gør det nemmere for [klager] at bo alene og tvinger hende ud af sengen og ud af døren.

Det er min klare overbevisning at [S] er med til at øge livskvaliteten for [klager] men [S] er også med til at modvirke en forværring af den svært invaliderende angst.

[…] ”

Klager var i et behandlingsforløb hos indklagede i perioden den 25. august 2020 til den 23. marts 2021.

Klager fik i perioden to afslag på at medbringe sin servicehund til ambulante samtaler hos indklagede.

Det første afslag blev givet på klagers telefoniske forespørgsel den 30. oktober 2020.

Det andet afslag blev givet fremadrettet, efter at klager og indklagede den 10 november 2020 forsøgte at gennemføre den ambulante samtale under en gåtur, hvor klager medbragte sin servicehund

Indklagede har i en mail af 30. december 2020 til klager givet følgende begrundelse for afslagene

” […] Du spørger ind til hvorfor din servicehund ikke må komme med til samtaler [hos indklagede].

Jeg har undersøgt sagen og politikken i hele psykiatrien er, at man ikke må medbringe dyr, på nær førerhunde.

[…] ”

Indklagede ændrede sin politik, da klagers bekendte, A, rettede henvendelse til indklagede.

Indklagede meddelte til klager den 14. januar 2021, at hun fremadrettet kunne medbringe sin servicehund ved samtalerne.

Indklagede har i et brev af 21. januar 2021 til A anført blandt andet

” […] Som du henviser til i din henvendelse, er det korrekt, at der er forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap […]

Derfor er det også Psykiatriens holdning, at servicehunde på lige fod med førerhunde som udgangspunkt må ledsage deres ejer/bruger, når denne er til ambulant undersøgelse eller behandling i Psykiatrien.

Dette gælder også servicehunde under træning.

[…]

Afsnitsledelsen oplyser, at [indklagede] straks har taget kontakt til brogeren og informeret om, at servicehunden kan medbringes til samtaler i distriktspsykiatrien.

Afdelingsledelsen oplyser samtidig, at der tidligere har været gennemført gåtur med borgeren, hvor servicehunden var med […] ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 31. marts 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager havde ved den første samtale den 28. august 2020 sin moster med som støtte, da klagers servicehund på dette tidspunkt ikke var klar til at give klager støtte ved en længere samtale.

Den 30. oktober 2020 gjorde klager telefonisk sin behandler opmærksom på sin servicehund og spurgte samtidig ind til, om hun kunne medbringe sin servicehund til behandlingssamtalerne.

Dette blev afvist af klagers behandler.

Klager aflyste sin anden samtale hos indklagede den 9. november 2020 og spurgte samtidigt ind til, om samtalen kunne gennemføres ved en gåtur, så klager kunne medbringe sin servicehund.

Dette afprøvede klager og indklagede den følgende dag den 10. november 2020.

Det viste sig, at det ikke var hensigtsmæssigt at gennemføre samtalen ved en gåtur, og klager fik igen afslag på fremadrettet at medbringe sin servicehund til samtalerne.

Klager var på den baggrund nødsaget til at aflyse sine efterfølgende samtaler med indklagede, da klagers servicehund er et uundværligt hjælpemiddel for klager.

Klager er ikke i stand til at gennemføre samtalerne hos indklagede uden sin servicehund.

Hele forløbet har forsinket klagers adgang til relevant behandling og i betydelig grad påført klager angst og stress, da klager alene blev afvist på grund af sit handicap og sit hjælpemiddel.

Det er korrekt, at klager aflyste eller udeblev fra planlagte samtaler efter den 14. januar 2021.

Hele forløbet skabte en øget mængde stress og angst for klager, og det var derfor umuligt for klager at deltage i behandlingsforløbet hos indklagede.

¬¬Det er i øvrigt ikke det forhold, at forløbet blev afsluttet, som klager har klaget over, men derimod de gentagne afslag, som klager fik af indklagede på grund af klagers servicehund.

Det var disse afslag, som ledte op til afslutningen af klagers behandlingsforløb og som var direkte årsag til, at klager ikke kunne deltage i den nødvendige behandling.

Indklagede beklager, at klager har fået afslag på at medbringe sin servicehund under behandlingsforløbet.

Klager oplyste undervejs i forløbet til indklagede, at hun var ved at træne sin hund op til at være en servicehund.

Klager spurgte distriktssygeplejersken, om hun måtte tage sin hun med til samtaler.

Afsnitsledelsen undersøgte efterfølgende dette.

På indklagedes hjemmeside fremgik på daværende tidspunkt, at hunde kunne medbringes ved samtaler, hvis der var tale om en førerhund.

Indklagede gav derfor klager afslag på at medbringe sin servicehund til samtaler.

Da indklagede modtog en klage fra en bekendt til klager, A, undersøgte indklagede lovgivningen og blev klar over, at servicehunde på lige fod med førerhunde måtte ledsage deres bruger.

Indklagede meddelte derfor den 14. januar 2021 i en telefonbesked til klager, at hun kunne medbringe sin servicehund til samtaler hos indklagede.

Klager har efterfølgende gentagne gange aflyst sine samtaletider hos indklagede uden begrundelse.

Indklagede afsluttede på den baggrund klagers behandlingsforløb den 23. marts 2021.

Klager har tidligere været i et udredningsforløb hos indklagede.

Forløbet blev afsluttet i 2019.

Under dette forløb udtrykte klager ikke et ønske om eller behov for at medbringe en servicehund.

Indklagede har efterfølgende ændret sin hjemmeside, så det nu fremgår, at patienter kan medbringe servicehunde på lige fod med førerhunde til samtaler hos indklagede, og at dette også gælder servicehunde under træning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af lægeudtalelsen af 24. marts 2021, at klager lider af invaliderende angst, og at angsten har medført en række fysiske og kognitive gener for klager.

Det fremgår videre, at klagers servicehund er med til at mindske klagers angstsymptomer.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager fik afslag på at medbringe sin servicehund ved ambulante samtaler under henvisning til indklagedes politik om, at man ikke måtte medbringe dyr hos indklagede.

Nævnet vurderer, at indklagedes politik om ikke at tillade dyr i psykiatrien, der tilsyneladende var neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund til samtaler hos indklagede blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har beklaget forløbet, og oplyst, at man ændrede sin politik, da man blev bekendt med lovgivningen, men har ikke oplyst om forhold, hvorefter forskelsbehandlingen skulle være begrundet i et sagligt formål.

Det er uden betydning for spørgsmålet om ulovlig forskelsbehandling, at indklagede ikke var bekendt med lovgivningen.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 31. marts 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 11, om godtgørelse