Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 21-44803

En kvinde fik afslag på at medbringe sin servicehund hos en restaurant.

Restauranten havde for nævnet oplyst, at de ikke tillader hunde i restauranten af hensyn deres ansvar for at sikre, at fødevarehygiejnen ikke bringes i fare samt hensynet til andre gæster i restauranten.

To medlemmer af nævnet vurderede, at der påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

De to medlemmer vurderede herefter, at restauranten ikke havde godtgjort, at forskelsbehandlingen ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Et medlem vurderede, at det ikke var dokumenteret, at det på grund af kvindens handicap stillede hende ringere end andre personer, at hun ikke var ledsaget af hunden under besøget på restauranten.

Kvinden fik efter stemmeflertal medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund hos den indklagede restaurant.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager fik afslag på at medbringe sin servicehund hos den indklagede restaurant.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den7.

oktober 2021, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der er diagnosticeret med PTSD, har en certificeret servicehund.

Hun henvendte sig den 6. oktober 2021 til den indklagede restaurant med ønske om at besøge restauranten samme dag sammen med sin kæreste.

Klager ville gøre opmærksom på, at hun medbragte sin servicehund under sit besøg.

Klager har oplyst, at hun telefonisk blev nægtet adgang til restauranten med sin servicehund.

Klager har for nævnet fremlagt kopi af mail sendt til indklagede

” Afvisning af gæst med servicehund

Jeg vil gerne skriftligt have bekræftet, at i telefonisk har afvist mig fordi jeg har servicehund jeg har behov for at have med når jeg kommer sådanne steder?

Også gerne årsagen til jeres afvisning.

Mange hilsner

[klager]

[telefonnummer]”

Klager har tillige fremlagt kopi af følgende beskeder sendt til indklagede via Messenger

”Jeg vil gerne have svar på min e-mail og bede om navnet på den person der i går aftes afviste mig pr telefon.

Afvisningen kom fordi jeg har servicehund og jeg ringede for at informerer om at vi ankom.

Vh [klager]

Jeg vil gerne bekræfte den telefonsamtale jeg netop har haft med bestyren af restauranten.

Hun bekræfter at hun forholder sig til Fødevarestyrelsen regler om hund i restaurant og at de i deres restaurant ikke vil have hund.

Hun spørger mig om hvad en servicehund er og jeg fortalte hende at jeg har et handicap og derfor har et hjælpemiddel.

Endvidere beder jeg om at hun besvarer min email for jeg kan ikke tage en konflikt på telefonen pga min lidelse.

Da hun hidser sig og og hæver stemmen må jeg afbryde samtalen.

Vrede fra andre mennesker er invaliderende for mig.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. oktober 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

Indklagede har for nævnet oplyst, at det er korrekt, at de afviste klager, da de ikke ønskede at have hund i restauranten.

Indklagede har fremlagt oplysninger fra fødevarestyrelsens hjemmeside, hvoraf fremgår

” Kæledyr i restauranter

Hunde og andre kæledyr må som udgangspunkt ikke tages med på restaurant med mindre ejeren af restauranten giver lov

Virksomhedslederen i restauranter og lignende kan tillade, at kæledyr må komme ind i restaurantens serveringsområde.

Ved "restauranter og lignende" forstås restauranter, cafeer og lignende steder, hvor der er servering.

Kæledyrets tilstedeværelse må dog ikke give risiko for kontaminering affødevarer, og hvis fødevarer bliver kontamineret, skal restauranten sørge for at kassere dem.

Kæledyret har kun lov til at befinde sig i serveringsområdet og ikke i produktionsområdet.

Det er den ansvarlige for serveringsstedet, der beslutter, om kæledyr skal have adgang - det er ikke Fødevarestyrelsen, der giver tilladelse.

Det er ligeledes den ansvarlige for serveringsstedet., der har ansvaret for, at fødevarehygiejnen ikke bringes i fare.

”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager er diagnosticeret med PTSD og har social angst.

Hun har haft servicehund i fire år.

Hunden fungerer som hjælpemiddel.

Den hjælper klager med at håndtere situationer med mange mennesker, lyde eller nye steder.

Det betyder også, at klager har mod på at udfordre sig selv og fx tage ud at spise sammen med sin kæreste.

Indklagede mente, at det ikke var en afvisning af klager, men en afvisning af hunden.

Dette er dog det samme, når hunden fungerer som hjælpemiddel for klager.

At indklagede kan få det til at lyde som om, at klager har bedt om lov til at medtage sit kæledyr, fordi det virker afstressede for hende at have hunden med sig, er deres egen fortolkning af situationen.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede afviste klager, fordi de ikke ønsker at have hunde i restauranten.

Det var dermed ikke klager, der blev afvist, men hendes hund.

Der skulle samtidig tages hensyn til andre gæster i forhold til allergener og oplevelsen på restauranten i det hele taget.

En restaurantejer har mulighed for at tillade hunde i serveringsområdet, men udgangspunktet er, at det ikke er tilladt at have hund med på restaurant.

Indklagede er derfor i deres fulde ret til at afvise hunde i restauranten.

Hvis man som restaurantejer tillader at have

en hund i serveringsområdet, er det restaurantejerens ansvar, at fødevarehygiejnen ikke bringes i fare.

Dette har indklagede ingen interesse i at holdes ansvarlig for.

Klager insisterede på, at indklagede skulle give hende lov til at tage sin hund med, da hun har en psykisk lidelse.

Dette ses ikke som en nødvendighed i forhold til besøgets formål.

Klager var ubehøvlet og mente, at indklagede diskriminerede hende i forhold til hendes lidelse.

Dette var ikke hensigten.

Klager blev oplyst, at hun var mere end velkommen, men at besøget skulle være uden hund.

Klager blev også opfordret til at prøve andre spisesteder i byen, men dette ville klager ikke, da hun var blevet anbefalet restauranten.

Klager blev spurgt ind til, hvordan hunden var en servicehund i forhold til hende på restauranten og svaret var, at hunden virkede afstressende, når den var tilstede.

Dette kan indklagede ikke definere som et argument for at kalde det en servicehund i forbindelse med et restaurantbesøg.

Indklagede ønsker at kunne imødekomme alle menneskers behov og ønsker, men dette er desværre ikke en mulighed i alle tilfælde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager er diagnosticeret med PTSD, og at hun har social angst.

Det fremgår også, at hendes servicehund er et nødvendigt hjælpemiddel for hende.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

To nævnsmedlemmer udtaler

Da klager henvendte sig til indklagede med ønske om at besøge restauranten med sin servicehund, blev hun afvist på grund af hunden.

Vi vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde i restauranten, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for en servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund på restauranten blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har oplyst, at de ikke tillader hunde i restauranten af hensyn deres ansvar for at sikre, at fødevarehygiejnen ikke bringes i fare samt hensynet til andre gæster i restauranten.

Vi vurderer, at forskelsbehandlingen er objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre fødevarehygiejnen, og at forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet.

Vi vurderer dog, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om fødevarehygiejne og det forhold, at alle hunde, inklusiv servicehunde, blev afvist ved restauranten uden nærmere konkret vurdering og begrundelse.

Vi vurderer derfor, at indklagede ikke har godtgjort, at den forskelsbehandling, som klager blev udsat for i forbindelse med sit ønske om at besøge restauranten med sin servicehund, ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Vi stemmer herefter for, at klager får medhold i sin klage.

Et nævnsmedlem udtaler

Klageren betegner sin hund som en ”servicehund” og har fremlagt ”ID-kort psykiatrisk servicehund” udstedt af ”The Voice of Pets”.

På ID-kortet er anført ”Certificeret af The Voice of Pets”.

Der er ikke oplyst nærmere hverken om ”The Voice of Pets” eller grundlaget for denne certificering.

I epikrisen af 16. januar 2019 er anført ”Pt.

Har servicehund”, og i epikrisen af 15. maj 2020 er anført ”Patienten har ligeledes sin servicehund, som vurderes til fortsat at være grundlæggende for patientens funktionsniveau og dermed også et skånehensyn”.

Det er ikke muligt på baggrund af disse udsagn at vurdere, om det for klageren havde en sådan betydning at få hunden med på café, at hun var stillet ringere end andre personer, hvis dette ikke lod sig gøre.

Således som sagen er oplyst, finder jeg det derfor ikke dokumenteret, at det på grund af klageres handicap stillede hende ringere end andre personer, at hun ikke var ledsaget af hunden under cafébesøget.

Selv hvis det forholdt sig således, at det for klageren indebar, at hun var stillet ringere end andre personer, hvis hunden ikke måtte komme med ind på caféen, bør indklagede ikke pålægges at betale godtgørelse for at nægte hunden adgang til caféen.

Indklagede er ikke blevet præsenteret for dokumentation for, at det ville indebære ulovlig forskelsbehandling af klageren, hvis hun ikke fik lov til at tage hunden med ind på caféen, og klagerens udsagn om baggrunden for, at hun ønskede, at hunden var med hende på caféen, kan ej heller i sig selv bevirke, at det for indklagede burde have stået klart, at klageren var handicappet, og at hun derfor blev stillet ringere end andre personer, hvis hun ikke var ledsaget af hunden under cafébesøget.

I den situation har indklagede ikke gjort sig skyldig i så grov en overtrædelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er grundlag for at udmåle en godtgørelse til klageren, jf. herved U 2011.417 H.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 7. oktober 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 1, 2. pkt., om afgørelse ved stemmeflerhed

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1-2, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 11, om godtgørelse