Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - fertilitetsbehandling - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - fertilitetsbehandling - ej medhold

J.nr. 21-5392

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun var blevet afskediget fra sin stilling som tandplejer, mens hun var i et forløb med fertilitetsbehandling.

Ifølge afskedigelsesbrevet blev kvinden afskediget på grund af indklagedes behov for besparelser og personalereduktion i indklagedes tandplejerassistance som følge af Covid-19.

På afskedigelsestidspunktet var der foruden kvinden ansat en yderligere tandplejer.

Denne tandplejer havde længere anciennitet og et højere ugentligt timetal end kvinden.

På den baggrund alene var den omstændighed, at kvinden var i fertilitetsbehandling på afskedigelsestidspunkt, ikke tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at indklagede helt eller delvist havde lagt vægt på fertilitetsbehandlingen ved afskedigelsen af kvinden.

¬¬Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som tandplejer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som tandplejer.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. maj 2019 ansat som tandplejer i indklagedes klinik i X-by med en ugentlig arbejdstid på 13,75 timer.

Den 2. december 2019 meddelte klager til indklagede, at hun var i fertilitetsbehandling.

Klager blev gravid i første kvartal af 2020.

Den 19. marts 2020 blev klager i forbindelse med Covid-19-nedlukningen hjemsendt med lønkompensation.

Klager aborterede ufrivilligt i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med hjemsendelsen.

Klager fortsatte under hele hjemsendelsen på fertilitetsbehandling og måtte igen abortere ufrivilligt efter endnu en graviditet.

Klager blev den 30. juni 2020 afskediget.

Af afskedigelsesbrevet fremgår blandt andet

” […] Opsigelsen er begrundet i et behov for besparelser og et reduceret personalebehov for tandplejerassistance som følge af omstrukturering af klinikkens arbejdsgange i forbindelse med covid 19 og Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Vi er derfor nødsaget til at reducere antallet af medarbejdere for at tilpasse virksomhedens bemanding og omkostningsniveau, hvilket desværre betyder, at vi er nødt til at bringe dit ansættelsesforhold til ophør.

[…]”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. februar 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 244.788 kr. svarende til 12 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling.

Klager blev ansat i indklagedes klinik i X-by med en ugentlig arbejdstid på 13,75 timer.

Klager blev samtidigt ansat i indklagedes anden klinik i Y-by i et barselsvikariat med en ugentlig arbejdstid på 17,25 timer.

Da klager søgte stillingen i X-by, var der tale om en fast stilling på 37 timer.

Klager blev tilbudt stillingen, da en anden tandplejer stoppede sin ansættelse efter 14 dage.

Stillingen var imidlertid forandret til en stilling med et ugentligt timetal på 13,75 timer.

Indklagede oplyste i den forbindelse til klager, at tanken med ansættelsen var, at klager skulle op på fuld tid i X-by, når barselsvikariatet i Y-by var udløbet.

Da klager den 2. december 2019 meddelte til indklagede, at hun var i fertilitetsbehandling, reagerede indklagede negativt.

I forbindelse med afskedigelsen af klager var der alene én tandlæge tilbage ved indklagede i klinikken i X-by.

Tandlægen blev alene assisteret af en elev.

Ved indgangen af 2020 var der i klinikken i X-by, ud over klager, ansat en klinikassistentelev, en klinikassistent, en tandplejer C, og to tandlæger.

Tandplejer C var ansat med 32 timer ugentligt, men begyndte at arbejde en ekstra dag hver anden uge grundet overarbejde efter afskedigelsen af klager.

Den ene af de to tandlæger var ansat fra februar 2020.

Tandlægen gik i slutningen af maj 2020 på deltid fra fem dage om ugen til tre dage om ugen.

Den anden tandlæge opsagde sin stilling i slutningen af april 2020 grundet stress.

Både den tilbageværende tandlæge og den tilbageværende tandplejer C var på tidspunktet for afskedigelsen af klager begge fuldt bookede til september 2020.

Klinikadministratoren i X-by havde oplyst til klager, at klinikadministratoren ikke måtte sætte patienter af til klager til trods for, at dette var muligt.

Tandlægen lavede blandt andet undersøgelser og paradentosebehandlinger, som klager ellers plejede at lave.

Indklagede ansatte den 30. november 2020 en ekstra tandplejer med en arbejdstid på én arbejdsdag om ugen.

Indklagede har ikke dokumenteret, at afskedigelsen ikke hverken helt eller delvist var begrundet i klagers fertilitetsbehandling.

Indklagede har heller ikke dokumenteret, at klager var den tandplejer i klinikken, der bedst kunne undværes.

Indklagede påstår afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end det påklagede.

Til støtte for den principale påstand om afvisning gøres det gældende, at det er afgørende for sagens vurdering, at der afgives vidneforklaringer, og at sagen derfor skal afvises fra Ligebehandlingsnævnet.

Der er stor uenighed mellem parterne omkring en række faktuelle forhold vedrørende blandt andet klinikkens organisering, hvilke arbejdsfunktioner konkrete medarbejdere har haft, samt en række påståede mundtlige aftaler.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

Såfremt Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at klager har løftet sin del af den delte bevisbyrde og derfor har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, gøres det gældende, at indklagedes beslutning om at afskedige klager var sagligt begrundet i behovet for besparelser hos indklagede og et reduceret personalebehov for tandplejerassistance som følge af omstrukturering af klinikkens arbejdsgange i forbindelse med Covid-19 og Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Indklagede er et tandlægeinteressentskab ejet af tandlægerne A og B.

Indklagede driver tandlægeklinikken i X-by og har drevet klinikken siden november 2018, hvor indklagede overtog klinikken fra en afdød tandlæges dødsbo.

Tandlæge A og tandlæge B driver udover tandlægeinteressentskabet også en tandlægeklinik i Y-by.

De to klinikker i X-by og Y-by drives særskilt med særskilte regnskaber og særskilte ydernumre.

Det er korrekt, at klager ved siden af sin ansættelse i X-by også havde et barselsvikariat i tandlægeklinikken i Y-by.

Klagers barselsvikariat har dog ingen betydning for nærværende sag, og klager er på intet tidspunkt blevet lovet, at hun skulle på fuld tid i X-by.

Indklagede havde frem til februar 2020 en glimrende drift.

Det lykkedes indklagede at fastholde langt de fleste patienter, som den afdøde tandlæge havde haft på klinikken i X-by.

Det lykkedes samtidigt at få nye patienter til.

På den baggrund valgte man at ansætte klager på deltid fra den 1. maj 2019.

Den ansatte tandlæge, som indklagede overtog ved klinikovertagelsen, stoppede den 30. juni 2020.

Tandlægen blev erstattet med en anden ansat tandlæge den 1. marts 2020, først på deltid, og senere den 1. maj 2020 på fuld tid.

Tandplejer C er den eneste tilbageværende tandplejer fra den tidligere tandlægeklinik efter indklagedes overtagelse af tandlægeklinikken.

Tandplejer C har derfor en afgørende betydning i at bevare klinikkens mange faste patienter.

Udbruddet af Covid-19 i marts 2020 fik stor betydning for indklagede og tandlægebranchen generelt.

Den 16. marts 2020 meddelte sundhedsmyndighederne og regeringen, at alle tandlægeklinikker skulle omfattes af en række meget strenge regler vedrørende behandling af patienter.

De skærpede regler betød blandt andet, at indklagede blev pålagt kun at fortage akutte og uopsættelige behandlinger, hvilket ville betyde en nedgang i omsætningen på 80-90 %.

Reglerne betød samtidig, at alle sædvanlige tandplejeropgaver, som for eksempel kontrol, tandrensning mv., måtte aflyses.

Klager blev derfor i lighed med klinikkens øvrige medarbejdere hjemsendt med lønkompensation.

Restriktionerne fortsatte frem til den 20. april 2020, hvor retningslinjerne blev lempet en smule.

Klinikkens tandlæge og tandplejer C blev kaldt tilbage på arbejde.

På grund af de fortsatte restriktioner og mange patienters tilbageholdenhed med at møde til tandeftersyn og behandling, var disse to behandleres kapacitet rigelig til den mængde behandlinger, som kunne udføres.

På grund af Covid-19 var indklagedes drift i april, maj og juni 2020 på ingen måde rentabel.

Klinikkens patienter, som overvejende er seniorer, udviste stor tilbageholdenhed med at få tandbehandling.

Indklagede besluttede derfor at reducere medarbejderstaben på klinikken, så kapaciteten bedre svarede til behovet.

Klinikken havde en overkapacitet af tandplejertimer.

Af klinikkens to tandplejere, tandplejer C og klager, var det klager, man valgte at afskedige.

Valget af klager skete ud fra følgende kriterier

Det er korrekt, at klager den 2. december 2020 meddelte til indklagede, at hun var i fertilitetsbehandling.

Indklagede var dog på ingen måde negativ over for fertilitetsbehandlingen.

Der var derimod en mindre uenighed mellem parterne i forhold til håndteringen af fravær, da klager begyndte at melde afbud til patienter og forlade klinikken i arbejdstiden uden forudgående at informere indklagede.

Dette skete før klagers oplysning om sin fertilitetsbehandling til indklagede.

Da klager og indklagede fik håndteret de praktiske forhold, forløb de løbende fertilitetsbehandlinger uden problemer.

Det er ikke korrekt, at klinikken har været fuldt booket frem til 1. september 2020, som hævdet af klager.

Klinikken har i perioden april til november 2020 haft en dokumenterbar nedgang i omsætningen på 386.000 kr. sammenlignet med året før.

Det er videre ikke korrekt, at klager af klinikadministratoren var blevet oplyst om, at der kunne afsættes patienter til klager, men at klinikadministratoren ikke måtte dette.

Det er endeligt ikke korrekt, at tandplejer C efter afskedigelsen af klager begyndte at arbejde en ekstra dag hver anden uge grundet overarbejde, som hævdet af klager.

Tandplejer C er ikke gået op i tid, men har blot ønsket at fordele sine timer anderledes.

Der er ikke sket en forøgelse af behandlingskapaciteten, hverken hos den konkrete tandplejer eller på tandplejerbemandingen generelt.

Det er uklart, hvad den omtalte tandlæges timetal har af betydning for nærværende sag.

En tandlæge udfører en lang række andre behandlinger end tandplejeren, hvorfor en tandlæges og en tandplejers ansættelsesforhold ikke kan sammenlignes.

Langt de fleste af de restriktioner, der var på tandbehandlinger under Covid-19, påvirkede i højere grad tandplejeres end tandlægers arbejde.

Indklagede har ingen økonomisk interesse i at lade en tandlæge udføre behandlinger, som kan udføres af en tandplejer.

Det savner således enhver logik, at en tandlægeklinik skulle afskedige en tandplejer for at lade behandlingerne udføre af en tandlæge.

Det kan ikke tillægges betydning, at indklagede har tilknyttet en ekstra tandplejer en ekstra dag om ugen.

Klager blev afskediget den 30. juni 2020, hvilket er det tidspunkt, som skal indgå i vurderingen af sagen.

Det kan derfor ikke tillægges betydning, at indklagede fem måneder senere har tilknyttet en ekstra tandplejer.

Den pågældende tandplejer er i øvrigt kun ansat med 7 timer ugentligt, mens klager var ansat med 13,75 timer ugentligt.

Forholdet var i øvrigt en konsekvens af, at klinikkens patienter langsomt var begyndt at vende tilbage.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af ligebehandlingslovens § 9, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet.

Højesterets fastlog i dom af 12. december 2002 i sag 72/2001

(U.

2003.603H), at ligebehandlingslovens § 9 efter sit formål må forstås således, at den tillige omfatter afskedigelser, som er begrundet i, at den afskedigede forsøger at blive gravid ved kunstig befrugtning.

Ligebehandlingslovens § 9 omfatter således også forbud mod afskedigelser, som er helt eller delvist begrundet i fertilitetsbehandling.

Nævnet lægger som ubestridt til grund, at klager var i fertilitetsbehandling på afskedigelsestidspunktet, og at indklagede var bekendt hermed.

Klager er derfor omfattet af beskyttelsen i ligebehandlingslovens § 9.

Der gælder efter ligebehandlingsloven en omvendt bevisbyrde, hvis afskedigelsen finder sted under graviditet.

Da klager ikke var gravid på afskedigelsestidspunktet, finder ligebehandlingslovens regel om delt bevisbyrde anvendelse.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager orienterede den 2. december 2019 indklagede om, at hun var i fertilitetsbehandling.

Klager blev afskediget fra sin stilling den 30. juni 2020.

Ifølge afskedigelsesbrevet blev klager afskediget på grund af indklagedes behov for besparelser og personalereduktion i klinikkens tandplejerassistance som følge af Covid-19.

På afskedigelsestidspunktet var der foruden klager ansat en yderligere tandplejer C.

Denne tandplejer havde længere anciennitet og et højere ugentligt timetal.

På den baggrund er alene den omstændighed, at klager var i fertilitetsbehandling på opsigelsestidspunktet, ikke tilstrækkeligt til at skabe en formodning for, at indklagede helt eller delvist har lagt vægt på fertilitetsbehandlingen ved opsigelsen af klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

-

Klager havde langt den korteste anciennitet.

-

Klager var ansat med 13,75 timer, mens tandplejer C var ansat med 32 timer.

-

Klager havde et mindre kendskab til klinikkens patienter end tandplejer C.

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16 a, om delt bevisbyrde