Legislator Case Law & Legislation
W20221019525 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 10195 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2022 10195 Valid

J.nr. 21-9868

En kontorassistent blev afskediget den 27. november 2020.

På det tidspunkt var hun gravid, hvorfor det var den indklagede virksomhed, der skulle godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i kontorassistentens fravær efter barselsloven.

Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at den påståede forskelsbehandling i det væsentlige skulle være begrundet i, at kontorassistenten ikke kom i betragtning til en stilling som sagskoordinator.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte virksomhedens vurdering af, at kontorassistenten ikke havde de fornødne kompetencer til at bestride stillingen som sagskoordinator.

Kontorassistenten fik derfor ikke medhold.

KEN#LOKDOK23 2022 10195 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med afskedigelsen af en kontorassistent.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. juni 2018 ansat som kontorassistent hos den indklagede ejendomsmæglervirksomhed.

Den 28. maj 2020 gik klager på orlov efter barselsloven, hvorefter hun den 18. juni 2020 fødte tvillinger.

I starten af november 2020 slog indklagede en ledig stilling op som sagsbehandler.

Jobopslaget lød som følger

”…

Er du dygtig og vil du være en vigtig del af et ambitiøst team?

[Indklagede] har bl.a. eget administrationscenter i [by].

Som sagsbehandler hos os får du et spændende udfordrende job, hvor der er plads til personlig og faglig udvikling.

Dine kvalifikationer

Du er branchekendt og har erfaring i jobbet med alle de administrative elementer der er i salget af en bolig.

For at få succes skal du kunne arbejde selvstændigt og struktureret, men samtidig være holdspiller for hele virksomheden.

Som sagsbehandler kommer du til at have meget kontakt med kunderne, så det er en fordel, hvis du kan lide at arbejde med mennesker og går op i at give kunderne en god oplevelse.

Vi forventer også, at

- du kommer fra en tilsvarende stilling.

- du bruger IT som et dagligt arbejdsredskab, herunder gerne C&B.

- du er systematisk og vant til at arbejde struktureret.

- du formulerer dig tydeligt i skrift og tale.

- du er [fleksibel].

Et udfordrende og alsidigt job

Som sagsbehandler får du et udfordrende fuldtidsjob og en arbejdsdag, der ofte er hektisk.

Du kommer til at deltage aktivt i sagsarbejdet for alle vores 7 forretninger.

Du får

- et spændende branche med daglige udfordringer.

- arbejdsmiljø, hvor vi har fokus på at vinde.

- et team af 7 dygtige og dynamiske kolleger, heraf 5 i AdministrationCentret.

- en del af et hold på mere end 30 kolleger som alle har det mål, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

…”

Ved brev af 27. november 2020 blev klager afskediget med følgende begrundelse

”Baggrunden for opsigelsen er, at virksomheden berøres af omstruktureringer, som bevirker at [din] stilling som kontorassistent nedlægges.

”

Klager har oplyst, at hun ikke blev tilbudt ansættelse i den opslåede stilling som sagsbehandler på trods af, at hun var kvalificeret til at bestride denne.

Indklagede bestrider, at klager var kvalificeret hertil, samt at klager havde udført opgaver, der gjorde hende kvalificeret hertil.

Indklagede har oplyst, at man nedlagde virksomhedens centrale administrationscenter, hvorefter man flyttede erfarne sagskoordinatorer fra centeret og ud til hver enkelt afdeling.

Administrationscenteret blev endelig nedlagt den 31. marts 2021.

Indklagede har videre oplyst, at klager ikke var sagskoordinator, men kontorassistent, hvorfor hun ikke ville kunne løfte denne opgave ude i afdelingerne.

Klagers faglige organisation gjorde efterfølgende indsigelse mod afskedigelsen.

Der blev ikke opnået enighed.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. februar 2021.

Klager har i klagen fremsat krav om godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev afskediget i strid med ligebehandlingsloven.

Det påhviler indklagede at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet og snarlige orlov.

Indklagede har ikke løftet denne bevisbyrde.

Indklagede udnyttede ikke muligheden for at omplacere klager til den ledige stilling som sagskoordinator på trods af, at klager udførte lignende opgaver og var kompetent hertil.

I stillingsopslaget på den opslåede stilling blev det beskrevet, at den nyansatte ville blive ansat i administrationscenteret.

Klager sad i administrationscenteret over en periode på 3 måneder.

Dengang hed det blot Servicecenteret.

Klager havde i øvrigt gennemført diverse relevante kurser i relation til sagskoordinering af køb og salg af ejendomme.

Indklagede undersøgte ikke, om klager kunne varetage den opslåede stilling.

Klager bestrider indklagedes oplysninger om administrationscenteret som udokumenteret, idet det fremgår af jobopslaget, at den ansatte skulle have været ved administrationscenteret.

Indklagede gør gældende, at klager ikke blev afskediget som følge af sin orlov eller graviditet.

Klager blev afskediget som følge af omstruktureringer i virksomheden.

Omplacering var ikke en mulighed, da klager ikke havde de nødvendige kompetencer til at løfte de tilbageværende opgaver.

Klager var ikke sagskoordinator, og kunne ikke være ansvarlig sagskoordinator i en afdeling.

Dette forudsatte grundig kendskab til faglighed og jura inden for ejendomsmæglerfaget.

Omstruktureringen blev besluttet og igangsat inden afskedigelsen af klager.

Det er korrekt, at der i stillingsopslaget står anført, at man søgte efter en medarbejder til administrationscenteret.

Dette var for at holde lukningen fortrolig så længe som muligt af hensyn til samarbejdspartnere, medarbejdere og de berørte butikker.

Den person, der blev ansat, var gravid på ansættelsestidspunktet.

At klager har deltaget i kurser gjorde hende ikke i stand til selvstændigt at varetage en stilling som sagskoordinator.

Dette ville både være i strid med de etiske regelsæt for ejendomsmæglere, og det ville være fagligt uforsvarligt over for kunderne.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Klager blev afskediget den 27. november 2020.

På det tidspunkt var klager på barselsorlov.

Det påhviler derfor indklagede at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i klageres fravær på grund af barselsorlov.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at den påståede forskelsbehandling i det væsentlige skulle være begrundet i, at klager ikke kom i betragtning til den stilling som sagskoordinator, som indklagede opslog i november 2020.

Der er tale om en stilling, der blev ledig kort før afskedigelsen af klager.

Det kan efter retspraksis indgå i vurderingen af, om indklagede har løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen ikke er begrundet i fravær efter barselsloven, om indklagede har udnyttet muligheden for at omplacere klager til den nævnte stilling.

Klager er uddannet kontorassistent.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager ikke havde de fornødne kompetencer til at bestride stillingen som sagskoordinator.

Ved denne vurdering lægger nævnet blandt andet vægt på indklagedes oplysninger om omstruktureringen og de deraf følgende krav til medarbejderens kompetencer, herunder købsaftaler, berigtigelse og processtyring, som klager ikke besad.

Herefter og da der ikke er oplyst andre forhold, der kunne tyde på, at klagers barselsorlov indgik ved beslutningen om at afskedige hende, har indklagede løftet sin bevisbyrde.

Klager får derfor ikke medhold.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2022 10195 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 10195 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →