Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - fertilitetsbehandling - sundhed - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - fertilitetsbehandling - sundhed - kompetence - afvisning

J.nr. 22-29868

En kvinde klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun af de to indklagede myndigheder havde fået afslag på behandling med assisteret reproduktion.

Handicapdiskriminationsloven finder efter lovens forarbejder ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Nævnet kan således ikke tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over afgørelser truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt angår forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Nævnet vurderede, at klagen vedrørte indholdet af de indklagede myndigheders skøn, herunder i hvilket omfang klagers mulighed for individuel støtte skulle indgå i vurderingen af hendes forældreegnethed.

Nævnet vurderede herefter, at klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, og at klagen derfor faldt uden for handicapdiskriminationslovens anvendelsesområde.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med klagers afslag

på behandling med assisteret reproduktion.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager, der er diagnosticeret med Aspergers syndrom, søgte i 2020 om behandling med assisteret reproduktion efter lov nr. 902 af 23. august 2019 om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning, § 6 a, stk. 1.

Den 12. august 2020 traf [den indklagede region] afgørelse om afslag på behandling med assisteret reproduktion.

Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen den 2. juni 2021.

[Regionen] og Ankestyrelsen har begge som begrundelse for afgørelserne om, at klager ikke var berettiget til behandling med assisteret reproduktion, lagt vægt på klagers forældreegnethed i medfør af lov nr. 902 af 23. august 2019 om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning, § 6 a, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 316 af 27. marts 2019 om vurdering af forældreegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion, §§ 3 og 4.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. juni 2022.

Klager har fremsat krav om betaling af godtgørelse på 80.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet, til betaling sker.

Klagers bemærkninger

Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at det er forskelsbehandling på grund af handicap, at klager den 12. august 2020 og den 2. juni 2021 fik afslag på behandling med assisteret reproduktion med henvisning til hendes manglende forældreegnethed.

Klager bemærker i den forbindelse, at den foreliggende sag ikke vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klager er berettiget til behandling med assisteret reproduktion eller ej, men derimod om det er diskriminerende ikke at inddrage muligheden for individuel støtte ved vurderingen af en person med handicaps forældreevne.

Klager peger på, at sagen rejser et generelt diskriminationsretligt spørgsmål, som genfindes i mange sager om handicapdiskrimination.

Klager henviser videre til, at det er forudsat i forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at Ligebehandlingsnævnet ikke skal agere appelinstans i sager, hvor der er truffet en afgørelse af en offentlig forvaltningsmyndighed, og at Ligebehandlingsnævnet således er afskåret fra at tage stilling til det materielle indhold af forvaltningsretlige afgørelser.

Klager finder, at dette skal forstås således, at Ligebehandlingsnævnet eksempelvis ikke skal eller bør vurdere, om betingelserne for at få tildelt førtidspension, merudgifter, personlig assistance mv. er opfyldt eller ej.

Videre henviser klager til, at bemærkningerne i forarbejderne til handicapdiskriminationsloven ikke bør afskære Ligebehandlingsnævnet fra at tage stilling til, om der i selve behandlingen af en sag er udvist en adfærd eller truffet en afgørelse, som udgør ulovlig forskelsbehandling på grund af handicap, vel at mærke uden at tage stilling til, hvorvidt de materielle betingelser for eksempelvis en offentlig ydelse er opfyldt.

Klager henviser i den forbindelse til, at en afgrænsning således, at alle klager vedrørende forvaltningsretlige afgørelser falder uden for Ligebehandlingsnævnets kompetencer, vil have vidtrækkende konsekvenser, og at en sådan fortolkning af lovforarbejderne vil indebære en afgrænsning af lovens anvendelsesområde, som afviger fra de andre ligebehandlingslove.

Endelig henviser klager til, at det ikke har været lovgivers intention, at der skulle gælde en ringere beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet end inden for arbejdsmarkedet, eller at der skulle gælde en ringere beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap end på grund af andre beskyttede grunde.

Klager gør gældende, at en praksis, hvorefter oplysninger om muligheden for individuel støtte ikke inddrages ved vurdering af forældreegnethed, udgør en tilsyneladende neutral praksis, som stiller personer med visse typer handicap ringere end personer uden handicap, fordi personer med handicap ofte har et individuelt støttebehov som følge af funktionsnedsættelse.

Klager gør endvidere gældende, at et afslag på behandling med assisteret reproduktion med henvisning til borgerens handicap uden tvivl udgør ringere behandling i lovens forstand.

Endelig gør klager gældende, at uanset at kravet om forældreegnethed er begrundet i et sagligt og tungtvejende hensyn til at sikre barnets bedste, så gik forskelsbehandlingen videre end nødvendigt, fordi forældreegnethedsvurderingen undlod at tage højde for de kompenserende støtteordninger, som klager vil kunne få tildelt, hvorfor afslag på behandling med assisteret reproduktion udgør ulovlig indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at handicapdiskriminationsloven efter forarbejderne til loven ikke finder anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at nævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen angår spørgsmålet, om der er sket forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav afslag på assisteret reproduktion.

Efter det, der er oplyst og fremlagt af klager, vurderer nævnet, at klagen vedrører indholdet af indklagedes skøn, herunder i hvilket omfang klagers mulighed for individuel støtte skulle indgå i vurderingen af klagers forældreegnethed.

Nævnet vurderer herefter, at klagen vedrører anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Ligebehandlingsnævnet kan bl.a. henvise til afgørelserne af 13. juli 2022 (sag nr. 22-7051), 2. juni 2022 (sag nr. 20-37702), 11. maj 2022 (sag nr. 21-32259), 19. januar 2022 (sag nr. 21- 42580), 26. juni 2020 (sag nr. 20-18245), 26. marts 2020 (sag nr. 19-58798), 25. september 2019 (sag nr. 19-20718), 6. december 2018 (sag nr. 18-63470) og 6. december 2018 (sag nr. 18-49732), hvor nævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det bemærkes, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage høring af indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap

•

§ 1, stk. 1 og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 1, stk. 9, om Institut for Menneskerettigheders kompetence til at indbringe sager for nævnet

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 12 om indbringelse for Ligebehandlingsnævnet