Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - ej medhold
J.nr. 22-41400
En mand klagede over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på ansættelse i en stilling.
Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med afslaget på ansættelse havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager søgte en stilling som lager- og logistikoperatør.
Ved mail af 9. september 2022 fik klager afslag på sin ansøgning med følgende begrundelse
” […] Vi har nu gennemgået alle ansøgninger og må i den forbindelse desværre meddele dig, at du ikke er blandt de kandidater, der bliver inviteret til samtale.
De kandidater, vi har valgt at invitere til samtale, har vi vurderet bedst egnede til stillingen på baggrund af deres faglige og personlige kompetencer.
[…] ”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. september 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der er ikke i klagen eller i sagen i øvrigt oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med afslaget på ansættelse har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Efter oplysningerne i sagen og sagens udfald har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af indklagede.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde