Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0900
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0900
Kristeligt Dagblad var berettiget til at afvise læserbrev
En person klagede over, at Kristeligt Dagblad ikke bragte hans læserbrev.
Da redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe, afviste Pressenævnets formand klagen.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at Kristeligt Dagblad flere gange i de senere år havde afvist at bringe personens læserbreve.
[Klager] har klaget over Kristeligt Dagblads afvisning af at bringe hans læserbrev, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagsfremstilling
[Klager] har indsendt kopi af skriftlig korrespondance mellem ham og Kristeligt Dagblad om optagelse af en række læserbreve i perioden fra august 2018 til juli 2022 og senest den 4. juli 2022, hvor [Klager] anmodede om at få bragt følgende læserbrev
”KRIG I EUROPA?
Ja, desværre.
NATO er i en stedfortrædende krig mod Rusland gennem Ukraine.
Hvem vinder på den krig og hvem taber?
Alle er enige om, at Putins Rusland er den store taber.
Derimod er NATO, USA og Amerikansk våbenindustri de store vindere.
I mange år har de europæiske lande været yderst fodslæbende med at få betalt deres bidrag til NATO.
Nu står man nærmest i kø for få lov til udvidet betaling og NATO udvides med de 2 stærke militærmagter Sverige og Finland.
Man regner med at NATO er ca. 20 gange stærkere end Rusland, og med de nye lande taler vi om 22 gange stærkere.
Hvem mon frygter hvem?
NATO anført af USA har iværksat krige på grundlag, som 20 år senere viste sig at være falske.
F.eks. Irak hvor landet blev ”tæppebombet”, og præsidenten blev af sat og hængt.
Hvem påbegyndte krigen?
Ja, de vestlige lande inkl.
Danmark, siger Putin, er eneskyldig.
Alle medier anført af regeringen fører en ensidig massepsykotisk krigshysterisk propaganda som aldrig set før i Danmark.
Måske var hadet lige så stort efter 2. verdenskrig mod vor besættelsesmagt Tyskland (jeg husker det tydeligt).
Hvor er den såkaldte frie presse, som vi altid praler af?
Vores befolkning vildledes.
Hvad skete egentlig?
Efter 77 år i neutralitet vil Ukraines præsident have landet med i NATO, selv om han er fuldt klar over, at hans nabo og broderland ikke kan acceptere NATO MISSILER ”i sin baghave,” ligesom USA ej heller ønsker raketter fra fjendtlig magt nær sin grænse.
ØSTRIG-SVERIGE-FINLAND-UKRAINE.
Alle har været NEUTRALE.
Putin deltager i mange møder med vestlige ledere, men bemærk: Han får ikke den ringeste indrømmelse, og her var Biden og NATO-lederne mere snedige end Putin.
De vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før han blev desperat, og det skete.
Putin har tænkt: ”Skal jeg forhindre det, så er det NU.
” Er UKRAINE først i NATO, kan jeg ikke hindre det.
Derfor slog han til og FORREGNEDE SIG.
Krigen blev ikke overstået på 2-3-uger.
NATO VANDT.
Men!
Samtidig skal erindres: Da Sovjet brød sammen, stod de svagt og Vesten udnyttede situationen.
Fratog dem flere af deres stødpudestater og trak tilfældige grænser, f.eks. med mange russere udenfor Rusland.
En dårlig fred skaber kimen til den næste krig.
Som 1. verdenskrig lagde grunden til 2. verdenskrig.
Er Ukraines præsident Europas dygtigste leder pt?
Tilsyneladende!
Han har formået alles hyldest og våbenmængder, som aldrig set før, ved sin direkte følelsesmæssige kontaktform.
Men ved at opretholde sit ønske om optagelse i NATO prisgiver han sin befolkning til krigens gru og rædsel.
Ja, han ønsker sig støtte, der med sikkerhed vil udløse 3. verdenskrig, men det bekymrer ham ikke.
Derved bliver han en meget farlig mand.
Eller er det mere sandt, at han blot er en marionet klovn, der udnyttes af Biden til at bekæmpe Rusland effektivt?
Mette Frederiksen angribes usagligt på grund af minkaflivning.
Men bemærk: Regeringen var under et meget stærkt pres og måtte tage en hurtig beslutning.
Kritikken burde komme nu, hvor hun er gået i krig mod Rusland, som historisk altid har støttet Danmark.
Og denne krigsleg er uhyre farlig for os alle sammen.
Neutralitet som Schweiz praktiserer er at foretrække, dvs. UD af NATO!
UD af EU!
Lad os få vores FRIHED og SELVBESTEMMELSE tilbage!
”
Kristeligt Dagblad afviste den 15. juli 2022 at bringe ovennævnte læserbrev.
[Klager] har til støtte for klagen anført, at han igennem de sidste 12 år har indsendt i alt 20 læserbreve til Kristeligt Dagblad, som hver gang er blevet afvist med begrundelsen ” Desværre, vi har ikke plads, men prøv bare en anden gang!
”, hvilket [Klager] anser som en meget usaglig afvisning.
[Klager] har hertil anført, at en enkelt afvisning ikke har betydning, men da der er tale om 20 afviste læserbreve på 12 år, er der reelt tale om censur.
[Klager] er bekymret for, at klagen afvises, hvis nævnet alene tager udgangspunkt i et enkelt læserbrev, da det er klart, at ét afvist læserbrev ikke kan beklages.
[Klager] har drøftet afvisningerne med avisens nuværende kulturredaktør, som har givet udtryk for blandt andet, at [Klager]s sprog er ”for rustikt”, og at et vist akademisk sprog er nødvendigt.
Hertil kommer, at [Klager] ofte får ros for sine læserbreve i f.eks. Falsters Folketidende.
[Klager] har oplyst, at han har skrevet læserbreve om både krigen i Ukraine og Donald Trump, og [Klager] har anført, at læserbrevene formentlig afvises, da hans holdninger på nogle områder er væsensforskellige fra Kristeligt Dagblads.
Endvidere har [Klager] oplyst, at han har anmodet debatredaktionen på Kristeligt Dagblad om at videresende klagen til avisens chefredaktør, bestyrelsesformand [Bestyrelsesformanden] og næstformand [Næstformanden].
Hertil har [Klager] oplyst, at han modtog to kryptiske svar, og tre gange blev det fastslået, at debatredaktøren ikke ønskede dette.
[Klager] mener, at det er debatredaktørens pligt, da bestyrelse og avis er tæt sammenkædet.
Sammenfattende er det [Klager]s oplevelse, at pressefriheden har trange vilkår, og at det er et demokratisk problem, når legitime politiske synspunkter udelukkes fra den offentlige debat.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
[Klager] har klaget over Kristeligt Dagblads afvisning af at bringe hans læserbrev, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der gælder et almindeligt princip om, at redaktøren som udgangspunkt er berettiget til at redigere mediet og beslutte, hvad man vil bringe i avisen.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at Kristeligt Dagblad mange gange i de senere år har afvist at bringe [Klager]s læserbreve.
Det bemærkes dog generelt, at en avis (redaktøren) på baggrund af sin egen eller sine medarbejderes adfærd kan have forpligtet sig til at bringe en given omtale.
Pressenævnet finder det ikke dokumenteret, at avisen har påtaget sig en forpligtelse til at bringe [Klager]s læserbrev.
Klagen afvises herefter som åbenbart grundløs, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmål i forhold til grundloven hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Afgjort den 26. oktober 2022