Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0889
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0889
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe ukorrekt oplysning
Vejle Amts Folkeblad bragte i august måned artikler, hvoraf det blandt andet fremgik, at en 27-årig mand havde kørt spirituskørsel.
Manden rettede henvendelse til Vejle Amts Folkeblad med oplysning om, at han ikke havde kørt spirituskørsel, og at han end ikke var sigtet for spirituskørsel.
Avisen bragte herefter rettelser, hvor de præciserede, at der var tale om sigtelse for spirituskørsel.
Den 27-årige mand klagede til Pressenævnet over, at Vejle Amts Folkeblad havde bragt ukorrekte oplysninger, og at avisen ikke havde foretaget en tilstrækkelig berigtigelse.
Nævnet udtalte kritik for at have bragt ukorrekte oplysninger samt for utilstrækkelig berigtigelse.
Nævnet udtalte dog ikke kritik af, at avisen havde skrevet, at han var sigtet for spirituskørsel, da denne oplysning var tilvejebragt af politiet, som sædvanligvis må anses for at være en troværdig kilde.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”27-årig mand ville ikke åbne døren til politiet” , som blev bragt af Vejle Amts Folkeblad den 6. august 2022 på Vejle Amts Folkeblads netavis vafo.dk og artiklen ”27-årig mand ville ikke lade sig anholde af politiet ” bragt den 8. august 2022 i den trykte avis, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad i artiklen har bragt ukorrekt information, som ikke er tilstrækkelig berigtiget.
1 Sagsfremstilling
De påklagede artikler
Vejle Amts Folkeblad bragte den 6. august 2022 på vafo.dk artiklen ”27-årig mand ville ikke åbne døren til politiet ”.
Af artiklen fremgik
”27-årig mand ville ikke åbne døren til politiet
[Bynavn]: På [Vejnavn] stoppede [Politikredsen] sent fredag aften en 27-årig mand, der kørte spirituskørsel.
Men det gik ikke så let, som politiet muligvis havde forventet, for da de ville i kontakt med manden, nægtede han at åbne bildøren.
Det fortæller [Vagthavende], der er vagtchef ved [Politikredsen].
Manden fik de dog efter noget tid ud af bilen, hvor han både blev sigtet for at forhindre politiet i at udføre der arbejde samt spirituskørsel”
Den 8. august 2022 bragte Vejle Amts Folkeblad i den trykte udgave af avisen en artikel med overskriften ”27-årig mand ville ikke lade sig anholde af politiet ”, hvis indhold er enslydende med den artikel af den 6. august 2022.
Efter offentliggørelsen
Vejle Amts Folkeblad har den 11. august 2022 rettet artiklen offentliggjort på vafo.dk den 6. august.
Rettelsen er foretaget ved en opdatering af artiklen, hvor følgende fremgår med kursiveret skrift i bunden af artiklen
”Opdatering: Artiklen er opdateret den 11. august 2022, hvor vi præciserer, at den 27-årige mand var blevet sigtet for spirituskørsel ifølge [Politikredsen]”
Vejle Amts Folkeblad har den 26. august 2022 i den trykte udgave af Vejle Amts Folkeblad bragt en rettelse, der vedrører artiklen af den 8. august 2022 med overskriften ”27-årig mand ville ikke lade sig anholde af politiet” .
Af rettelsen fremgår følgende
”RETTELSE: Vejle Amts Folkeblad skrev mandag den 8. august under overskriften "27-årig mand ville ikke lade sig anholde af politiet", at manden kørte spirituskørsel på [Vejnavn].
Det er ikke korrekt.
Der skulle have stået, at manden blev sigtet for at køre spirituskørsel.
Vejle Amts Folkeblad beklager fejlen.
”
Øvrige oplysninger
[Klager] har i forbindelse med klagen til Pressenævnet fremsendt en lydfil, som efter det oplyste indeholder en samtale mellem ham og den vagthavende ved [Politikredsen] ([Vagthavende]).
Af lydfilen fremgår
”[Klager] : Hej [Vagthavende].
Den vagthavende : Dav.
[Klager] : Det er [Klager].
Det er fordi, at der står noget med, at du har udtalt dig til pressen om, at jeg har kørt spirituskørsel.
Den vagthavende : Okay.
Ja?
[Klager] : Men jeg har ikke kørt spirituskørsel.
Den vagthavende : Nej.
Det ved jeg ikke, om jeg har.
[Klager] : Det ved du ikke, om du har?
Den vagthavende : Om jeg har udtalt mig om det?
Nej, det ved jeg ikke, om jeg har.
[Klager] : Hvad har jeg gjort?
Altså i fredags?
Den vagthavende : Hvad har du gjort?
[Klager] : Ja.
Den vagthavende : Det må du da vide.
[Klager] : Ja, men…
Den vagthavende : Jeg siger til dig, at jeg ved ikke, om jeg har udtalt, at du har kørt spirituskørsel.
Det kan jo godt være, at der er en eller anden fejl mellem os og dem, der har skrevet den artikel, som du sikkert refererer til.
[Klager] : Ja, men er jeg sigtet for spirituskørsel?
Den vagthavende : Hvad siger du?
[Klager] : Er jeg sigtet for spirituskørsel?
Den vagthavende : Spørger du mig om det?
[Klager] : Ja.
Den vagthavende : Det må du da næsten selv vide.
[Klager] : Altså, du er jo politi.
Den vagthavende : Jeg er politi, det er rigtigt.
[Klager] : Og hvis du har sigtet mig for spirituskørsel…
Den vagthavende : Jeg har ikke sigtet dig for spirituskørsel.
Jeg var slet ikke på stedet derude.
[Klager] : Du var ikke på stedet, men når du siger…
Den vagthavende : Jeg var ikke på stedet.
[Klager] : Nej, nej.
Det er det, jeg siger.
Men hvorfor siger du så, at jeg er det?
Den vagthavende : Prøv at hør, hvad jeg siger dig.
Det er ikke en diskussion, jeg skal tage med dig.
[Klager] : Nej, nej.
Det er heller ikke det, jeg prøver.
Jeg prøver ikke at diskutere.
Den vagthavende : Prøv at hør.
Jeg siger, at det er ikke sikkert, at det er det, jeg har sagt.
[Klager] : Okay, men kan du udelukke, at jeg har kørt spirituskørsel?
Den vagthavende : Om jeg kan udelukke det?
[Klager] : Ja, fordi jeg har ikke fået taget nogen test for spirituskørsel.
Den vagthavende : Så er du nok ikke blevet sigtet for spirituskørsel, hvis du ikke har fået taget en blodprøve.
Så er du nok ikke blevet det.
[Klager] : Kan du ikke tjekke i dit system, om jeg har det?
Den vagthavende : Prøv at hør.
Er du ikke selv vidende om det?
[Klager] : Jo, jo.
Men jeg vil gerne spørge, fordi jeg skal lige vide, om det her er en falsk sigtelse.
Den vagthavende : En falsk sigtelse?
[Klager] : Det er jo…
Den vagthavende : Jeg kan ikke se, at du er blevet taget for spirituskørsel.
[Klager] : Okay.
For jeg har selv været til læge og få lavet alle de test, der er nødvendige.
Også narkotest.
Det har de også lavet på politistationen.
Og det var det ikke noget af.
Den vagthavende : Det er glimrende.
Men det kan jeg ikke se, at du er.
Er der noget andet, jeg kan hjælpe dig med?
[Klager] : Ja, det jeg tænkte, at du kan hjælpe med, var måske at rette den der.
Fordi jeg synes ikke, at mine naboer skal være bange, når jeg kører rundt.
Den vagthavende : Nej, okay.
Den synes jeg, at du må tage med Vejle Amts Folkeblad.
[Klager] : Ja, men er det ikke dig, der har udtalt dig?
Er det ikke dig, der er ansvarlig for det?
Den vagthavende : Det er ikke noget, jeg skal rode mig ind i.
Og jeg er sikker på, at du allerede har snakket med nogen af os.
[Klager] : Det har jeg også.
Men jeg synes ikke, at det er i orden, at du beskylder mig for de her ting.
Den vagthavende : Prøv at hør.
Prøv at hør.
Prøv at hør.
Jeg skal ikke sidde og snakke med dig.
[Klager] : Så du vil ikke tage ansvar?
Du vil ikke tage ansvar for det, du har gjort?
Den vagthavende : Prøv at hør.
Jeg skal ikke tale mere med dig.
Kan du have en god aften.
[Klager] : Jeg kommer til at klage over dig.
Den vagthavende : Hvad siger du?
[Klager] : Jeg kommer til at klage over dig.
Den vagthavende : Det er du velkommen til.
Du er sikkert blevet klagevejledt.
[Klager] : Har jeg ikke ret til det?
Har jeg ikke ret til det?
Den vagthavende : Hvad for noget?
[Klager] : Har jeg ikke ret til at klage over dig?
Den vagthavende : Jo, det må du alt det, du vil.
[Klager] : Synes du ikke, at det er på sin plads at gøre det?
Den vagthavende : Du må også gerne tage fat i din advokat og få ham til at hjælpe dig med det.
[Klager] : Det behøver jeg ikke.
Den vagthavende : Okay.
[Klager] : Jeg har styr på det.
Den vagthavende : Det er godt.
Kan du have en god aften.
[Klager] : Hej.
”
Vejle Amts Folkeblad har tillige - i forbindelse med svar på klagen til Pressenævnet - fremsendt et uddrag af en lydfil med et opkald, som efter det oplyste er mellem den vagthavende ved [Politikredsen] og Vejle Amts Folkeblads journalist.
[Tidskode 03:08-08:19]
” Journalisten: Det var vist det hele.
Nej, jeg har faktisk lige en anden ting.
Vi har fået et spørgsmål i vores indbakke her for to timer siden cirka.
Der er en, der skriver, at der var seks til otte vogne ved kirken på [Vejnavn].
Det er så i [Bynavn].
Et godt stykke over midnat.
Den vagthavende: [Vejnavn]?
Journalisten: Ja, [Vejnavn].
Var det noget, der var med på telefonmødet?
Den vagthavende: Ja, det var en, der blev anholdt for spirituskørsel.
Så seks til otte lyder voldsomt.
Journalisten: Ja, det var nemlig også det, jeg tænkte.
Den vagthavende: Vi havde en spirituskørselssag derfra.
Journalisten: Mhm.
Den vagthavende: Men hvorfor der skulle have været så mange, det er jeg ikke bekendt med, at der har været.
Journalisten: Nej, okay.
Og det var på [Vejnavn].
Den vagthavende: Ja.
Journalisten: Okay.
Vedkommende skriver også, at der var voldsom ballade, og at politiet måtte knuse en bilrude, for at få…
Den vagthavende: Ja.
Journalisten: Er det korrekt?
Den vagthavende: Det er rigtigt nok, at vi anholdte en.
Og det er også rigtig nok, at det var en, der gjorde modstand, som ikke ville lade sig anholde.
Men om de har knust ruden, det er jeg ikke vidende om.
Journalisten: Nej okay.
Den vagthavende: Men jeg vil da ikke afvise, at det er sket.
Journalisten: Nej, og det er jo ikke sikkert, at det er sket.
Den vagthavende: Nej.
Journalisten: Men det var med på telefonmødet?
Den vagthavende: Ja, det skulle jeg vide.
Ja.
Journalisten: Godt nok.
Jamen, fint.
Kan jeg lige få den der sag fra [Vejnavn]?
Den vagthavende: Ja.
Journalisten: Tak.
Den vagthavende: Det var omkring midnat, ikke?
Journalisten: Jo.
Eller vedkommende skriver, at det var et godt stykke over midnat.
Den vagthavende: Et godt stykke over midnat.
[I lidt over to minutter forsøger den vagthavende at finde sagen]
Den vagthavende: [Tidspunkt] er det.
Journalisten: Okay.
Den vagthavende: Jeg synes… Da jeg lige kiggede i det her bånd igennem, kunne jeg ikke finde det.
[Tidspunkt] er det.
Journalisten: Ja.
Og hvad skete der?
Den vagthavende: Hvad siger du?
Journalisten: Står der noget om, hvad der skete?
Den vagthavende: Der står en masse.
Der står blandt andet, at han blev sigtet for spirituskørsel.
Og så blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for vores arbejde, og det var fordi, at han ikke ville åbne bilen for os.
Det har han også fået en sigtelse for.
Han er en lokal herre.
Årgang [årstal].
Fødselsdag i [årstid], så det har han haft.
Men om der er knust en rude, det kan jeg ikke lige se.
Det fremgår ikke lige her.
Journalisten: Okay.
Den vagthavende: Så det vil jeg hverken bekræfte eller afkræfte.
Men det er da ikke utænkeligt, hvis han ikke ville åbne, at det var det, man var nødt til.
Journalisten: Nej, det kan jeg godt se.
Okay.
Den vagthavende: Yes.
Journalisten: Tusind tak for det.
”
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 10.august 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
Korrekt information
[Klager] har anført, at Vejle Amts Folkeblad har bragt forkerte oplysninger i artiklerne, idet det fremgår, at den 27-årige mand (som er [Klager]) kørte spirituskørsel, hvilket ifølge ham ikke er korrekt.
Han mener desuden, at Vejle Amts Folkeblad har injurieret ham.
[Klager] har bemærket, at han ikke blev sigtet for spirituskørsel.
Han har i denne forbindelse henvist til en samtale, som han har haft med [Politikredsen]s vagthavende [Vagthavende], hvori [Klager] mener, at den vagthavende giver udtryk for, at han ikke har været sigtet for spirituskørsel.
[Klager] har henvist til den fremsendte lydoptagelse af denne samtale til Pressenævnet.
[Klager] har tillige oplyst, at han har søgt aktindsigt i sagen om episoden på [Vejnavn], og det er hans opfattelse, at denne også viser, at han ikke er blevet sigtet for spirituskørsel.
Endelig har [Klager] henvist til, at de angiveligt ukorrekte oplysninger i artiklerne har medført et dårligt forhold til dennes naboer, da de nu er af den overbevisning, at [Klager] har kørt spirituskørsel.
Berigtigelse
[Klager] har anført, at Vejle Amts Folkeblad ikke i tilstrækkeligt omfang har berigtiget artiklen, der er bragt på vafo.dk.
Det er klagers opfattelse, at det ikke udgør en tilstrækkelig rettelse, at artiklen er markeret som opdateret og tilføjet en kursiveret opdatering i bunden af artiklen, uden at offentligheden på anden måde gøres opmærksom på, at der er rettet information i artiklen.
2.2 Vejle Amts Folkeblads synspunkter
Korrekt information
Vejle Amts Folkeblad har erkendt, at artiklerne indeholdt en fejl, idet det heraf fremgik, at en 27-årig mand kørte spirituskørsel.
For så vidt angår artiklens indhold om, at den 27-årige mand blev sigtet for spirituskørsel har Vejle Amts Folkeblad henvist til, at denne oplysning er bekræftet ved samtale med vagthavende ved [Politikredsen], og at der derfor ikke er tale om ukorrekte oplysninger.
Vejle Amts Folkeblad har i forbindelse med klagen fremsendt en lydoptagelse af journalistens samtale med den vagthavende som dokumentation.
Berigtigelse
Vejle Amts Folkeblad har oplyst, at [Klager] den 10. august 2022 gjorde dem opmærksom på fejlen i artiklen på vafo.dk, og den fejlagtige oplysning blev herefter rettet hurtigst muligt den 11. august 2022.
Vejle Amts Folkeblad har derudover selv henledt opmærksomheden på rettelsen af den 26. august 2022 i den trykte udgave af Vejle Amts Folkeblad.
Rettelsen vedrørte artiklen af den 8. august 2022 med overskriften ”27-årig mand ville ikke lade sig anholde af politiet” , som udover overskriften var identisk med artiklen bragt på vafo.dk den 6. august 2022
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Anne Louise Bormann, Anja Lundberg Andersen, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser ved offentliggørelsen, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Korrekt information
[Klager] har klaget over, at artiklerne indeholder ukorrekte oplysninger.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. punkt A.
1.
Dette gælder også for retsreportagen, og reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed, jf. punkt C.
1. og C.
2.
Vejle Amts Folkeblad har over for Pressenævnet erkendt, at de har bragt ukorrekt information ved i artiklerne at oplyse, at den 27-årige mand kørte spirituskørsel.
Mediet har oplyst, at de derfor har rettet denne oplysning i artiklen bragt på vafo.dk, således at det nu fremgår, at artiklen er opdateret med information om, at den 27-årige mand blev sigtet for spirituskørsel, ligesom Vejle Amts Folkeblad har bragt en rettelse herom i den trykte udgave.
Nævnet udtaler kritik af Vejle Amts Folkeblad for at have bragt den forkerte oplysning.
[Klager] har i sin klage imidlertid angivet, at han end ikke er blevet sigtet for spirituskørsel, og at artiklerne selv efter rettelserne derfor indeholder ukorrekte oplysninger.
Som sagen er oplyst for Pressenævnet, lægger nævnet til grund, at Vejle Amts Folkeblad har bragt oplysningerne i artiklen på baggrund af oplysninger fra samtale med vagthavende ved [Politikredsen], hvilket også klart fremgår af artiklen.
Denne samtale er dokumenteret for Pressenævnet.
[Klager] er tillige gjort bekendt med indholdet af lydoptagelsen.
På baggrund heraf, og idet nævnet har lagt vægt på, at artiklerne er baseret på oplysninger fra politiet, som sædvanligvis må anses for at være en troværdig kilde, finder Pressenævnet ikke anledning til at udtale kritik af, at Vejle Amts Folkeblad har bragt oplysningen om, at den 27-årige mand er blevet sigtet for spirituskørsel.
Berigtigelse
[Klager] har klaget over, at Vejle Amts Folkeblad ikke i tilstrækkelig grad har berigtiget artiklerne.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser
skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i
de bragte meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.
7.
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Vejle Amts Folkeblad blev bekendt med fejlen den 10. august 2022, da [Klager] rettede henvendelse til mediet og gjorde opmærksom på, at han ikke havde kørt spirituskørsel og heller ikke var blevet sigtet for spirituskørsel.
Vejle Amts Folkeblad opdaterede den 11. august 2022 kl.
12.32 artiklen på vafo.dk.
Artiklen er forsynet med en oplysning om, at der er sket en opdatering, og det fremgår nederst af artiklen, at mediet har præciseret, at den 27-årige mand var blevet sigtet for spirituskørsel.
Pressenævnet finder, at berigtigelsen er rettidig, idet Vejle Amts Folkeblad inden for et døgn efter henvendelse fra [Klager] har rettet den ukorrekte oplysning.
Pressenævnet bemærker, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en
rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver gjort opmærksom på en rettelse, da
oprindelige læsere ikke kan forventes på ny at klikke ind på en artikel og på den måde blive
gjort bekendt med en rettelse.
Pressenævnet finder ikke, at den opdatering af artiklen, som Vejle Amts Folkeblad har foretaget, kan anses for at udgøre en tilstrækkelig berigtigelse og udtaler derfor kritik.
Pressenævnet finder desuden, at Vejle Amts Folkeblad ikke i tilstrækkeligt omfang har berigtiget artiklen, idet mediet efter henvendelsen fra [Klager] burde have medtaget oplysning om, at den 27-årige mand havde bestridt politiets oplysning om, at han var blevet sigtet for spirituskørsel.
Nævnet udtaler derfor kritik.
Rettelsen af artiklen i den trykte udgave af Vejle Amts Folkeblad skete først den 26. august 2022.
Rettelsen blev bragt i 1. sektion på side 5.
Pressenævnet bemærker, at Vejle Amts Folkeblad over for nævnet har oplyst, at rettelser bringes i anden sektion på side tre i avisen.
Der gik således 16 dage fra mediet fik kendskab til fejlen, før rettelsen blev bragt i den trykte udgave af avisen.
Pressenævnet finder derfor ikke, at mediet - for så vidt angår den trykte udgave af artiklen - har foretaget rettelsen, så snart Vejle Amts Folkeblad blev opmærksom på, at artiklen indeholdt en ukorrekt oplysning.
Det burde ligeledes have fremgået af rettelsen i den trykte udgave af Vejle Amts Folkeblad, at den 27-årige havde bestridt politiets oplysning om, at han var blevet sigtet for spirituskørsel.
Nævnet udtaler derfor kritik af Vejle Amts Folkeblad.
Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Vejle Amts Folkeblad at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration
”[rubrik]
Pressenævnet kritiserer Vejle Amts Folkeblad
[underrubrik]
Vejle Amts Folkeblad får kritik for at bringe en forkert oplysning og for utilstrækkelig berigtigelse
[tekst]
I artikler bragt i august 2022 omtalte Vejle Amts Folkeblad, at en 27-årig mand kørte spirituskørsel, og at han ikke ville åbne sin bildør for politiet, da han blev stoppet.
Den omtalte mand klagede til Pressenævnet over, at det var ukorrekt, at han havde kørt spirituskørsel, og at han var sigtet for spirituskørsel, samt at Vejle Amts Folkeblad ikke havde berigtiget fejlen tilstrækkeligt.
Pressenævnet kritiserer Vejle Amts Folkeblad for at bringe den forkerte oplysning og for utilstrækkelig berigtigelse.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.
Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”
Offentliggørelse på netavisen
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.
Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.
Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse.
Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.
Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.
Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Offentliggørelse i den trykte udgave
Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest i den første eller en af de første udgaver, der offentliggøres efter nævnets kendelse.
Offentliggørelse skal ske til illustration af Pressenævnets logo og på det sted i mediet, hvor mediet har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet i mediets rettelsesspalte (Vejle Amts Folkeblad har oplyst at ville offentliggøre kritik fra Pressenævnet i 2. sektion på side 3 i avisen).
Har mediet ikke en fast rettelsesspalte, skal offentliggørelse ske på det sted i mediet, der svarer til placeringen af den kritiserede artikel.
Offentliggørelse skal endvidere ske som forsidehenvisning med oplysning om, at nævnet har udtalt kritik og med henvisning til den nærmere omtale inde i avisen.
Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.
Afgjort den 11. oktober 2022