Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 20-54499

En kvinde, der lider af PTSD og depression, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke måtte medbringe sin psykiatriske servicehund til en visitationssamtale på det indklagede psykologiske behandlingscenter.

Forbuddet mod at medbringe hunde på behandlingscentret var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre de øvrige klienters helbred og herunder skabe et trygt miljø for behandling.

Indklagede havde dog ikke godtgjort, at det ikke var muligt at modtage klager med sin servicehund uden at tilsidesætte hensynet til de øvrige klienters sundhed.

Afvisningen af at lade klager medbringe sin servicehund betød desuden, at hun blev afsluttet fra behandlingscenteret uden at komme i betragtning til et behandlingsforløb.

Indklagede havde herefter ikke løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen var nødvendig og proportional.

Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 10.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund til en visitationssamtale på et psykologisk behandlingscenter.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte medbringe sin servicehund ved visitationssamtalen.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 10.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med PTSD og depression.

Hun har en psykiatrisk servicehund.

Klager fik en tid til en visitationssamtale hos det indklagede psykologiske behandlingscenter den 1. december 2020.

Klager skrev den 28. oktober 2020 følgende til en psykolog hos indklagede

”Hej [navn]

Tak for den mail, hvor i du bekræfter vores aftale D.

01-12.

Jeg kan ikke huske, om jeg spurgte dig, men jeg har en Psykiatrisk Servicehund og skal lige høre, om hun må komme med, for ellers har jeg nok meget svært ved, at skulle snakke med jer.

Venlig hilsen

[klager]”

Psykologen svarede den 30. oktober 2020 følgende

”Kære [klager]

Jeg har talt med min chef og vi kan desværre ikke som en generel regel tilbyde, at du kan tage din hund med.

Ønsker du stadig din visitationstid?

”

Klager svarede herefter, at tiden til visitationssamtalen måtte annulleres, da hun ikke kunne komme ud af sit hjem uden sin servicehund.

Klager blev efterfølgende afsluttet fra behandlingscentret.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. december 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers hund er certificeret som psykiatrisk servicehund.

Servicehunden følger klager overalt, da hun som følge af sine diagnoser og socialfobi ikke kan tage nogen steder uden at have servicehunden med.

Servicehunden er således grunden til, at klager overhovedet kan gå ud af sin hoveddør og færdes i hverdagen.

Klager havde ventet næsten et år på at få en tid til en visitationssamtale hos indklagede.

Da klager spurgte, om hun måtte tage sin servicehund med til visitationssamtalen, svarede indklagede nej, og al kommunikation endte der.

Det er ikke rimeligt, at klager bliver udelukket fra behandling, fordi hun har en servicehund.

Hun ønsker at opnå samme behandlingsmuligheder som alle andre.

Klagers servicehund fungerer for hende som en førerhund for en blind eller en kørestol for en lammet.

Som servicehund er hunden trænet til ikke at tage kontakt til nogen på egen hånd og ville derfor ikke være til nogen gene for andre.

Klager bader sin servicehund hver gang, hunden er med et sted i længere tid, og hunden fælder ikke.

Servicehunden kommer ikke i møbler, og når klager sætter sig et sted, lægger servicehunden sig ned lige ved siden af klager.

Servicehunden går ikke rundt på egen hånd.

Klager har ikke en bil, som hun ville kunne efterlade servicehunden i under samtalen.

Hun kan heller ikke stille servicehunden udenfor, både på grund af vind og vejr, og fordi servicehunden støtter hende i alt.

Hvis servicehunden ikke er med hende, kan hun lige så godt blive hjemme.

Indklagede ville næppe forlange, at en lam person skulle stille sin kørestol udenfor.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede er et behandlings- og rådgivningscenter for en særlig målgruppe, som lider af angst, mistillid til andre, utryghed, problemer med at mærke egne grænser samt PTSD-symptomer som vagtsomhed og højt alarmberedskab.

På grund af klienternes sårbarhed lægger indklagede vægt på, at klienterne oplever rolige, stabile og trygge rammer, når de kommer i huset.

Det indebærer blandt andet, at indklagede ikke tillader klienter at medbringe hunde eller andre kæledyr i huset, da det kan skabe uro og et forhøjet angstniveau, og da nogle klienter kan være bange for hunde og andre dyr.

Dertil kommer et hensyn til klienter med allergier.

Indklagede har forståelse for, at klager har god støtte i sin servicehund.

Når indklagede alligevel ikke havde mulighed for at imødekomme hendes ønske om at medbringe sin servicehund til visitationssamtalen, var det for at sikre et allergifrit, roligt, stabilt og trygt behandlingssted for alle klienter.

Der opstod således et dilemma mellem at tilgodese en enkelt klients behov og den samlede gruppe af klienters behov, og her vægtede indklagede hensynet til at beskytte den samlede gruppe af klienter højere end klagers ønske.

Formålet med en visitationssamtale er at vurdere, hvilken hjælp klienten har brug for, og hvorvidt den ambulante psykoterapi hos indklagede vil være en relevant behandling for klienten.

Visitationen kan således enten munde ud i, at klienten får tilbudt behandling, eller at klienten ikke får tilbudt behandling.

Det indgår blandt andet som et parameter, om klienten er i stand til at møde stabilt op til samtaler, da fremmøde til de terapeutiske samtaler er en forudsætning for at få et udbytte af behandlingen.

For at kunne foretage den vurdering er det indklagedes praksis at bede klienten om at deltage alene i samtalen med den visiterende psykolog.

Hvis klienten har en ledsager med som støtte, beder indklagede ledsageren om at vente i venteværelset eller gå en tur under samtalen, blandt andet for at psykologen kan vurdere, hvordan klienten kan deltage i samtaler på egen hånd, hvilket vil være rammen for et eventuelt efterfølgende behandlingsforløb.

På lignende vis kunne klager medbringe sin servicehund i transporten fra hjemmet til det indklagede behandlingscenter.

Hun kunne dog ikke medbringe servicehunden inden for i huset, men måtte finde en løsning for hunden udenfor under samtalen.

Dette blev der ikke talt med klager om, da hun takkede nej til en visitationssamtale, når hun ikke kunne have servicehunden med.

Indklagede har ikke noget ønske om at afvise en person med et handicap.

Indklagede arbejder som beskrevet med en målgruppe af psykisk sårbare borgere og har viden om og forståelse for klienternes mange forskellige vanskeligheder i tilværelsen, som netop er det, indklagede forsøger at afhjælpe gennem psykologbehandlingen.

Det er beklageligt, at indklagede ikke kunne imødekomme klagers ønske om at medbringe sin servicehund til visitationssamtalen, men indklagede måtte i situationen tage hensyn til den brede gruppe af klienter frem for en enkelt klients ønske.

Der findes desuden alternative behandlingsmuligheder til indklagede, blandt andet i psykiatrien.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Klager lider af PTSD og depression.

Som følge af sin psykiske lidelse anvender hun en psykiatrisk servicehund for blandt andet at kunne færdes i offentligheden.

Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Forud for visitationssamtalen rettede klager henvendelse til indklagede og spurgte, om hun måtte medbringe sin psykiatriske servicehund, som var nødvendig for hende at have med til samtalen.

Det indklagede psykologiske behandlingscenter gav klager afslag på at medbringe sin servicehund til samtalen under henvisning til indklagedes generelle regel om, at hunde ikke måtte medbringes på behandlingscentret.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade hunde på behandlingscentret, der tilsyneladende er neutral, stillede klager, der på grund af sit handicap har behov for at medbringe sin servicehund, ringere end andre.

Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund på behandlingscentret blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Indklagede har anført, at forbuddet mod at medbringe hunde på behandlingscentret er fastsat både for at sikre rolige, stabile og trygge rammer for indklagedes psykisk sårbare klienter og af hensyn til klienter med allergi.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at hensynet til andres sundhed vil kunne være et sagligt formål.

På den baggrund og efter oplysningerne i sagen, herunder om målgruppen for det indklagede psykologiske behandlingscenter, vurderer nævnet, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre de øvrige klienters helbred og herunder skabe et trygt miljø for behandlingen.

Nævnet vurderer dog, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig og proportional.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har godtgjort, at det ikke konkret var muligt at modtage klager med sin servicehund uden at tilsidesætte hensynet til de øvrige klienters sundhed, ligesom afvisningen af at lade klager medbringe sin servicehund medførte, at hun blev afsluttet fra behandlingscentret uden at komme i betragtning til et behandlingsforløb.

Klager får derfor medhold.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder krænkelsens karakter.

Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 2, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde

•

§ 11, om godtgørelse