Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kompetence - ej medhold

J.nr. 20-54463

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab havde meddelt ham, at hans ulykke ikke var dækningsberettiget efter forsikringen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af alder uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager fik afslag på at få anerkendt en ulykke som dækningsberettiget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager, som er født i 1964, var i 2010 indblandet i en bilulykke.

Bilulykken skete på vej fra arbejde.

Klager var ansat hos indklagede 1.

Indklagede 1 havde en arbejdsskadeforsikring hos indklagede 2, som er et forsikringsselskab.

Klager har oplyst, at arbejdsskadeforsikringen havde et tillæg, der udvidede dækningsområdet for arbejdsskadeforsikringen til at inkludere ansatte under transport.

I 2012 anmeldte klager ulykken.

Det følger af brev af 31. juli 2012 fra indklagede 2 til indklagede 1, at indklagede 2 ikke dækkede ulykken

”Vi har modtaget anmeldelsen på skaden den 1. oktober 2010.

Ud fra oplysningerne i sagen har vi vurderet, at skaden ikke er omfattet af jeres forsikring af transport til og fra arbejde.

Det fremgår af klausulen til jeres lovpligtige arbejdsskadeforsikring, at der er tegnet en tillægsdækning af jeres ansattes transport til/fra/mellem permanent(e) eller midlertidig(e) arbejdsplads(er) og fra den private adresse i Danmark.

Forsikringen dækker på vej fra hjemmet til arbejdsstedet.

Vi finder ikke, at et sommerhus er at anse for privatadresse eller hjemmeadresse, og der er derfor ikke dækning under transporten til sommerhuset på [A-sted].

Vi har givet [klager] besked.

Venlig hilsen

[Navn]

Skadebehandler Arbejdsskade”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. december 2020.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Klagers bemærkninger

Klager gør gældende, at de to indklagede har udsat ham for forskelsbehandling på grund af alder.

Det er uklart for klager, hvem af de indklagede, der er ansvarlig for forskelsbehandlingen.

Klager kan forestille sig to årsager til forskelsbehandlingen.

Der er enten tale om forskelsbehandling på grund af alder i form af, at de indklagede har haft større forståelse for, at yngre medarbejdere skal hjælpes til erstatning med henblik på at komme videre i karrieren eller på grund af det faktum, at klager er tidligere whistleblower over for indklagede 1.

Klagers kolleger og ansatte havde ingen problemer med at opnå dækning fra samme forsikring under tilsvarende omstændigheder, hvor de var på vej fra arbejde.

Klager har kendskab til en del personer, som har fået dækning under arbejdsskadeforsikringen.

Alle disse personer har været i aldersgruppen 20-40 år.

Klager bekendt, er han den eneste, som har ansøgt om dækning og fået afslag.

Klager var 46 år på ulykkestidspunktet og 48 år på det tidspunkt, anmeldelsen blev accepteret af indklagede 1.

Klager hjalp som arbejdsmiljørepræsentant en kollega, som var i en ulykke tæt på tidspunktet for klagers ulykke.

Begge ulykker blev anmeldt og behandlet i 2012.

Det er årsagen til, at klager ved, at ulykkerne skal behandles efter samme regelsæt.

Klager og kollegaen arbejdede i samme afdeling og havde samme risikoprofil arbejdsmæssigt.

Begge ulykker skete under transport fra arbejde.

Klagers kollega var mellem 20 og 30 år.

Klager kan ikke tolke det som andet end aldersdiskrimination.

Det er muligt, at det er mindre værd for de indklagede at beskytte en midaldrende chef end medarbejdere, der har hele karrieren foran sig.

Klager er blevet udsat for forskelsbehandling af de indklagede og skal bruge Finanstilsynets eller Ligebehandlingsnævnets anerkendelse af forskelsbehandlingen, før forsikringsselskabet kan bringes til at udrede resultatet af forskelsbehandlingen.

Da klager var ansat hos indklagede 1 fandtes en lovpligtig arbejdsskadeforsikring.

Arbejdsskadeforsikringen havde et tillæg, der udvidede dækningsområdet for arbejdsskadeforsikringen til at inkludere ansatte under transport.

Begge dele af forsikringen skulle give ansatte dækning efter arbejdsskadeloven, men tillægget blev på mystisk vis håndteret bilateralt af de indklagede, uden Arbejdsskadetilsynet fik indblik i eller anmeldelser på disse sager.

I 2012 var begge indklagede vidner i en retssag vedrørende en anden skadelidt hos indklagede 1, som også havde været på vej fra arbejde.

Af retsbogen fra den sag fremgår, at begge indklagede forklarede, at dækningen var blevet lavet om, så de indklagede kunne præcisere dækningen som ”dækning for ansatte under transport fra arbejde”.

Det er tydeligt, at der var sket en dækningsudvidelse, idet dækningen oprindeligt kun var i 1 retning (fra privatadressen) og, transporten skulle tage sin begyndelse på den ansattes privatadresse.

Det nye dækningsomfang var i begge retninger, og man var ligeglad med, hvorfra eller hvortil den ansatte blev transporteret.

Da klager ikke kunne få de indklagede til at anerkende sin ulykke som dækningsberettiget, anlagde han sag mod indklagede 2.

På trods af at indklagede 2 havde fortalt, at de ville respektere enhver afgørelse, ankede indklagede 2 dommen med den påstand, at der i klagers sag var et bopælskrav knyttet til begrebet ”privatadresse”.

Landsretten troede på indklagede 2.

Landsretten berørte ikke det besynderlige faktum, at man havde afgivet en dom baseret på den gamle policeordlyd, som de indklagede i 2012 havde præciseret over for retten, var blevet lavet om.

Klager har sidenhen lagt sag an mod indklagede 1, idet de også formodes at have en aktie i at ville afvise klagers ulykke.

Ved et retsmøde i 2020 blev det præciseret af indklagede 1 over for dommeren, at klager er den eneste person som efter deres vidende er blevet nægtet dækning på arbejdsskadeforsikringen.

Da klager påregner, at retssagen mod indklagede 1 medfører, at han får erstatning, skal nævnets behandling ikke omfatte en erstatning, men blot fastslå, at der er sket forskelsbehandling samt årsagen til denne.

Afslaget er givet af indklagede 2 og ikke af Arbejdsskadestyrelsen.

Det må ikke ske, når forsikringen eksplicit refererer til dækning ifølge arbejdsskadesikring.

Den eneste part, der kan træffe afgørelser efter lov om arbejdsskadesikring er AES.

Der er ikke hjemmel til, at en virksomhed/forsikringsselskab selv træffer afgørelser i arbejdsskadesager.

Hvis afslaget er givet i henhold til arbejdsskadesikringsloven, er der vel ankemulighed til Ankestyrelsen.

Det er kommet klager for øre, at indklagede 1 muligvis i denne sag – som i andre sager - vil undskylde den manglende rapportering af arbejdsskaden til AES med et argument om, at når de har tegnet en lovbefalet police med dækning i henhold til arbejdsskadesikringsloven, så har de ikke mere med sagsbehandlingen at gøre.

Der vil muligvis også komme kommentarer om, at netop når der er tale om skader under transport til eller fra arbejde, så kan AES ikke tage stilling.

Begge dele er noget vrøvl.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af alder.

Klagen angår, om klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at han fik afslag på at få anerkendt en ulykke som dækningsberettiget under en arbejdsskadesforsikring.

Klager har gjort gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling af sin tidligere arbejdsgiver – indklagede 1 og det forsikringsselskab, hvor indklagede 1 havde tegnet en arbejdsskadeforsikring – indklagede 2.

Det fremgår af afslaget af 31. juli 2012, at det var indklagede 2, som traf afgørelse om, at klagers ulykke ikke var dækningsberettiget efter forsikringen.

Nævnet vurderer på den baggrund, at indklagede 1, som arbejdsgiver, ikke er rette pligtsubjekt for klagen.

Indklagede 2 falder som forsikringsselskab uden for forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.

Nævnet har derfor ikke kompetence til at behandle klagen.

Henset til sagens resultat har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af de indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

•

§ 12, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling