Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - sundhed - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 21-28949

En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at den indklagede virksomhed afviste at gennemføre en videokonsultation med henblik på at vurdere, om han kunne få en COVID-19-vaccination fra tilvalgsordningen.

Der var afsat 5 minutter til videokonsultationen med en læge.

Manden, der er døv, havde en tegnsprogstolk med til videokonsultationen, hvilket han ikke havde oplyst om på forhånd.

I starten af samtalen opstod der tekniske problemer, hvorfor samtalen blev kortvarigt afbrudt og herefter genoptaget.

Lægen valgte dog at afbryde konsultationen, som derfor ikke blev gennemført.

Der var for nævnet uklarhed om, hvorvidt årsagen til afbrydelsen af konsultationen var klagers behov for at anvende tegnsprogstolk under samtalen, de indledningsvise tekniske problemer og/eller den resterende afsatte tid til konsultationen.

Det var endvidere uklart for nævnet, om det var muligt at gennemføre konsultationen på lægefagligt forsvarlig vis med tegnsprogstolk inden for den resterende afsatte tid.

Disse afgørende spørgsmål kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede ikke gennemførte en videokonsultation med klager, der som følge af sit hørehandicap anvendte tegnsprogstolk under samtalen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager havde den 5. juni 2021 en tid til videokonsultation hos indklagede.

Ved videokonsultationen skulle en læge vurdere, om klager kunne få en COVID-19-vaccination fra tilvalgsordningen.

Der var afsat 5 minutter til samtalen.

Klager, der er døv, havde en tegnsprogstolk med til videokonsultationen.

Han havde ikke på forhånd oplyst herom.

Ved starten af videokonsultationen opstod der tekniske problemer, som betød, at klager ikke kunne se tegnsprogstolken, når lægen talte.

Det blev derfor aftalt, at lægen skulle gennemføre en konsultation med en anden borger, mens klager forsøgte at løse de tekniske problemer.

Efter få minutter blev videokonsultationen genoptaget.

Klager har oplyst, at de tekniske problemer på dette tidspunkt var blevet løst.

Lægen afviste at gennemføre konsultationen, som derfor blev afsluttet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 25. juni 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Den 28. juni 2021 deltog klager i en ny videokonsultation med en anden læge hos indklagede.

Konsultationen blev gennemført, og klager modtog samme dag en vaccine mod COVID-19.

Indklagede har for nævnet fremlagt en henvendelse fra klager af 28. juni 2021 med følgende indhold

”Hej [navn].

Tak for jeres mail.

Jeg har haft møde med en af jeres læger i dag og er netop blevet vaccineret.

Alt gik efter planen.

Jeg anvendte i dag den samme løsning med en tegnsprogstolk, som er den eneste mulige løsning for mit vedkommende som døv.

Selvom jeg havde noteret en påmindelse til jer herom ifm.

at jeg skrev mig op på venteliste, var lægen i dag ikke blevet orienteret.

Hun var dog, i modsætning til lægen fra den første konsultation ([navn]), cool og tilpassede sig efter at jeg havde en tolk med mig.

Det gik uden problemer.

Havde lægen, fra den første konsultation, udvist den samme forståelse ville der aldrig have været nogle problemer.

I stedet valgte han at stille sig på tværs selvom tolken og jeg havde fundet en løsning der fungerede.

Som I kan læse jer frem til i min henvendelse til jer, foreslog han først et tidspunkt senere på dagen for herefter at nævne at han ikke ville tage i mod mig.

Blot fordi han ikke var orienteret om at der kom en tegnsprogstolk med.

Dette er desværre direkte diskrimination på baggrund af mit handicap.

At jeg ikke får den samme ret og mulighed som en person der ikke har mit handicap.

At der ikke var tid til det, køber jeg slet ikke.

Det har vist sig i dag at der ingen problemer var.

…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at der er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede afslog at gennemføre videokonsultationen, fordi klager havde en tegnsprogstolk med som følge af sit høretab.

Klager fik dermed ikke mulighed for at få en konsultation i forbindelse med vaccination via tilvalgsordningen.

Havde klager ikke været døv, ville han have kunnet få vaccinen allerede på dette tidspunkt.

Klagers tegnsprogstolk loggede på videokonsultationen via det samme link, som klager havde fået tilsendt, og både klager og tegnsprogstolken sad klar ved hver sin skærm kl 09.20, da lægen loggede på ved konsultationens start.

Klager indledte med at forklare lægen, at han var døv, og at han derfor havde en tegnsprogstolk med ved samtalen.

Herefter opstod der nogle tekniske udfordringer, da tegnsprogtolken forsvandt ud af billedet, når lægen talte.

Klager var afhængig af at kunne se tolken samtidig med, at lægen talte, og han forsøgte derfor at løse disse tekniske udfordringer.

Efter 1-2 minutters forsøg sagde lægen, at han havde travlt.

Lægen foreslog, at han tog en konsultation med en anden borger og herefter vendte tilbage til klager, hvilket klager indvilligede i.

Da lægen vendte tilbage til videokonsultationen efter ca. 5 minutter, havde klager fundet en løsning på de tekniske udfordringer, og konsultationen kunne derfor starte uden problemer.

Imidlertid sagde lægen, at det ville komme til at tage for lang tid med en tegnsprogstolk, hvorefter han afviste at gennemføre konsultationen.

Lægen oplyste klager, at han skulle have orienteret om, at der deltog en tegnsprogstolk til konsultationen, da dette tog ekstra tid.

Lægen foreslog at rykke konsultationen til kl.

10.00, hvortil klager svarede, at det ikke ville gøre nogen forskel i forhold til hvor lang tid, det ville tage at gennemføre konsultationen, da de tekniske problemer nu var løst.

Klager var dog også indforstået med at rykke tiden til kl.

10.00, hvis det passede bedre.

Herefter svarede lægen, at han ikke ville gennemføre konsultationen med klager, og han afviste nu også at give klager en tid kl.

10.00.

Klager gav over for lægen udtryk for, at hans behandling af klager var uacceptabel, og at klager ville indgive en klage over ham.

Hertil svarede lægen blot: ”Okay” og koblede sig af samtalen.

Det er chokerende, at en læge kan have den holdning, at klager ikke kunne komme i betragtning til vaccinen som følge af sit behov for at have en tegnsprogstolk med ved samtalen.

Det voldte klager en del besvær, at han ikke kunne blive vaccineret, da der både i hverdagen og i forbindelse med rejser var stor forskel på at være vaccineret og ikke-vaccineret i forhold til ens tilgængelighed.

Klager kom efterfølgende gennem processen for vaccination, efter han bestilte en ny tid hos en anden læge hos indklagede.

Ved denne samtale oplevede klager til forskel fra den første samtale ikke at blive afvist på grund af sit hørehandicap og tegnsprogstolkens tilstedeværelse.

Det er ikke korrekt som anført af indklagede, at IT-problemerne ikke var løst ved det andet forsøg, og at konsultationen derfor måtte aflyses.

Klager og tegnsprogstolken havde på dette tidspunkt løst de tekniske udfordringer, og tegnsprogstolken vil kunne afgive vidneforklaring herom.

Indklagede har på ingen måde anvist på hjemmesiden, at det ved bestilling af konsultation skal oplyses, hvis man har et handicap og f.eks. har brug for at have en tegnsprogstolk med.

Når klager som døv skal til læge eller ringe ind til en samtale, giver han aldrig besked om, at der deltager en tegnsprogstolk.

Det kræver nemlig blot, at vedkommende tilpasser sig lidt, og så løser resten sig selv.

Tegnsprogstolken og klager fik løst de tekniske problemer på 1-2 minutter, hvorefter de var klar til at gennemføre samtalen.

Lægen brugte derimod tiden på at diskutere, om det kunne lade sig gøre at gennemføre konsultationen med deltagelse af en tegnsprogstolk.

Eftersom de uden problemer kunne diskutere dette, ville konsultationen netop også sagtens kunne gennemføres.

Problemet var, at lægen på ingen måde var interesseret i, at situationen skulle lykkes.

Han havde fra første øjeblik en negativ holdning til, at der skulle deltage en tegnsprogstolk.

Den næste konsultation med en anden læge forløb fuldstændig uden problemer, selvom hun ikke var blevet underrettet om, at klager var døv, og at der deltog en tegnsprogstolk.

Dette viser med tydelighed, hvor problemet ligger.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.

Videokonsultationen blev afbrudt, fordi der opstod IT-problemer under konsultationen i forbindelse med inddragelsen af en tegnsprogstolk i samtalen.

Dette bevirkede, at konsultationen ikke kunne gennemføres inden for den aftalte tid.

Indklagede var efter bekendtgørelse nr. 928 af 19. maj 2021 forpligtet til at gennemføre en lægefaglig konsultation, inden COVID-19-vaccination kunne gennemføres efter tilvalgsordningen.

Som borger skulle man igennem tre trin for at få en COVID-19-vaccination gennem tilvalgsordningen hos indklagede.

Først skulle borgeren gennemføre en forkonsulation ved at skrive sig op på indklagedes hjemmeside.

Borgeren besvarede her spørgsmål omkring sit helbred og forståelse af tilvalgsordningen, ligesom der var mulighed for at oplyse om særlige forhold.

Dernæst skulle borgeren deltage i en videosamtale med en læge, hvor lægen havde mulighed for at ordinere vaccinationen på baggrund af en lægefaglig vurdering.

Såfremt lægen ordinerede vaccination, skulle borgeren endelig vaccineres.

Videokonsultationen med en læge var som udgangspunkt planlagt til ca. 5 minutter, og lægerne havde en kø af konsultationer klar, når de påbegyndte deres vagt.

Indklagede havde mulighed for at udvide konsultationens varighed til mere end 5 minutter, hvis der konkret var behov herfor.

Det krævede dog, at behovet var kendt i forvejen, da en udvidet konsultationstid skulle passe sammen med resten af lægens dagsprogram.

Opstod der tekniske problemer under konsultationen, blev borgeren henvist til at booke en ny tid.

Indklagede foretog dagligt op til 5.000 lægekonsultationer i alt.

Forud for sin videokonsultation havde klager ikke varslet indklagede om, at der ville deltage en tegnsprogstolk under samtalen.

Klager kunne have oplyst dette ved den skriftlige forkonsultation på hjemmesiden, og hvis han havde gjort dette, ville indklagede kunne have foretaget en konkret vurdering af den nødvendige hjælp til klager.

Under videokonsultationen informerede klager lægen om, at der deltog en tegnsprogstolk, som ringede ind til videokonsultationen fra et separat sted.

Klager var herefter ikke i stand til at få teknikken til at fungere, og lægen valgte at forsøge at finde et tidspunkt senere på dagen.

Under det næste opkald med klager vurderede lægen, at det ikke var muligt at gennemføre konsultationen forsvarligt med den resterende tid.

Lægen, som var fuldt booket under sin vagt, havde den næste borger i køen siddende klar til videokonsultation, og lægen vurderede, at han ville være nødt til at udskyde denne borgers konsultation, hvis han fortsatte konsultationen med klager i længere tid end de afsatte 5 minutter.

Dette ville forhindre den pågældende borger i at få en vaccination.

Under samtalen med klager forsøgte lægen ekstraordinært at finde en ny tid til klager senere på dagen.

Dette viste sig imidlertid ikke at kunne lade sig gøre, da lægen vurderede, at en lægefaglig konsultation med klager krævede mere tid, end det var muligt at planlægge den pågældende dag.

Lægen henstillede derfor til, at klager bestilte en ny tid, hvilket er indklagedes standardreaktion på IT-problemer under konsultationer.

Lægen bad i den forbindelse klager om at henvende sig til indklagede, så han kunne få adgang til specielle foranstaltninger i forhold til hans handicap, herunder udvidet konsultationstid, så den nødvendige lægefaglige konsultation kunne gennemføres forsvarligt ved benyttelse af tegnsprogstolk.

Lægen afbrød herefter konsultationen for at kunne påbegynde en konsultation med den næste borger i køen.

Klager bookede efterfølgende en ny tid den 28. juni 2021, hvor konsultationen blev gennemført.

Klager er ikke blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Årsagen til, at konsultationen med klager den 5. juni 2021 ikke kunne gennemføres, var det forhold, at hans tekniske løsning ikke fungerede.

Hvis der opstod IT-problemer under en konsultation med en ikke-handicappet borger, f.eks. fordi borgerens tilkobling til systemet ikke virkede, ville indklagede heller ikke kunne gennemføre konsultationen, og borgeren ville blive bedt om at booke en ny tid.

Denne praksis var således ens for handicappede og ikke-handicappede borgere.

Lægens forsøg på at finde en ny tid til klager under selve konsultationen var ikke indklagedes standardpraksis ved IT-problemer.

Det var et ekstraordinært forsøg på at hjælpe klager, der desværre ikke lykkedes.

Lægen foretog en saglig vurdering og behandlede klager lige så godt - eller bedre – end en ikke-handicappet borger.

På det pågældende tidspunkt arbejdede indklagedes læger intenst på at få så mange borgere som muligt vaccineret, og lægens kortfattede kommunikation skal ses som et udtryk for denne hektiske arbejdsgang på tidspunktet.

Det havde som nævnt også været muligt ved forkonsultationen at få visiteret ekstra tid til konsultation, hvis det var nødvendigt, f.eks. hvis borgeren gjorde opmærksom på, at der var særlige forhold, som gjorde sig gældende.

Denne mulighed havde klager ikke benyttet sig af.

I den pågældende periode hjalp indklagedes læger over 30.000 mennesker med at blive vaccineret, herunder flere personer med fysiske eller mentale handicaps.

Indklagede kan derfor på det kraftigste afvise, at deres læger, herunder den læge, som deltog ved klagers første konsultation, ikke skulle være interesseret i at få konsultationer til at lykkes for alle borgere.

Tværtimod strakte indklagedes læger sig ofte ekstraordinært langt for at hjælpe alle borgere, inkl.

borgere med særlige behov, inden for rammerne af lægernes vagtplaner.

Dette ses blandt andet ved lægens forsøg på at gennemføre en ekstraordinær konsultation med klager på dagen, efter at den første planlagte konsultation ikke kunne gennemføres på grund af klagers tekniske problemer, selvom indklagedes praksis normalt var at henvise borgeren til at booke en ny tid ved tekniske problemer.

At der under dette andet forsøg desværre ikke var tid til at gennemføre en konsultation, var en konkret lægefaglig vurdering på tidspunktet.

Under tilmeldingen til COVID-19-vaccinationen gav indklagede alle borgere mulighed for at skrive spørgsmål til lægen.

Spørgsmål om muligheden for deltagelse af tolk via separat videoforbindelse kunne være stillet af klager i den forbindelse, hvorefter spørgsmålet ville have været tilgængeligt for lægen forud for konsultationen.

Indklagede betragter det som normalt forventeligt, at borgere med særlige behov meddeler dette til indklagede forud for konsultationer af denne type.

Dette gælder især for sjældent brugte tekniske løsninger, da indklagedes læger ikke kan forventes at have erfaring hermed.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Nævnet vurderer, at det er godtgjort, at klager, som er døv, har et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.

Ved videokonsultationen den 5. juni 2021 var der afsat 5 minutter.

Klager havde ikke forud for samtalen oplyst, at der ville deltage en tegnsprogstolk i samtalen.

Efter at videokonsultationen indledningsvist måtte afbrydes på grund af tekniske problemer, blev konsultationen påbegyndt på ny.

Lægen valgte dog at afbryde konsultationen, som derfor ikke blev gennemført.

Der er for nævnet uklarhed om, hvorvidt årsagen til afbrydelsen af konsultationen var klagers behov for at anvende tegnsprogstolk under samtalen, de indledningsvise tekniske problemer og/eller den resterende afsatte tid til konsultationen.

Det er endvidere uklart for nævnet, om det var muligt at gennemføre konsultationen på lægefagligt forsvarlig vis med tegnsprogstolk inden for den resterende afsatte tid.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10, om delt bevisbyrde