Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - kompetence - ej medhold

J.nr. 21-16589

En mor klagede på vegne af sin mindreårige datter over, at datteren, der har et hørehandicap, ikke kunne optages i dagtilbud i nabokommunen.

Da klagen vedrørte anvendelse og fortolkning af dagtilbudsloven, faldt klagen uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på optagelse i dagtilbud i nabokommunen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klagen over Børne- og Undervisningsministeriet og en kommune er indbragt for Ligebehandlingsnævnet af klagers mor.

Klager, der er født i 2020, har dobbeltsidig hørenedsættelse og er diagnosticeret med Cochlear Nerve Deficiency (CND) bilateralt (mangelfuld udvikling af hørenerven på begge ører).

Det fremgår af statusattest af 2. december 2020 udarbejdet af Center for Hørelse og Balance

” Generel problematik omkring hørenedsættelsen

CND betyder, at hørenedsættelsen og behandlingsmulighederne er komplicerede.

Selv om [klager] behandles med tekniske hjælpemidler og således får mulighed for at høre lyd, kan vi ikke forvente, at hun vil kunne udnytte lyden til at udvikle et funktionelt

talesprog.

Fremtidig behandling

Muligheden for cochlear implant (CI) kan komme på tale ved manglende effekt af høreapparaterne.

Muligheden for Hjernestammeimplantat (ABI) kan komme på tale ved manglende effekt af CI.

[Klager]s funktion fremadrettet

Grundet diagnosen CND er prognosen usikker, men der må forventes at være stor risiko for begrænset udvikling af et talesprog.

Begrænsninger i hverdagen

Taleforståelsen er kraftigt udfordret, og den vil blive yderligere påvirket, hvis [klager] befinder sig i støj, i større grupper og over afstand.

Hun vil skulle arbejde hårdt på at følge med i, hvad der sker omkring hende, og tegn til tale/tegnsprog formodes at kunne blive en nødvendighed for den sproglige udvikling.

Der er behov for øget indsats for at sikre, at [klager] får mulighed for at udnytte de begrænsede talesproglige ressourcer hun har.

Hun har brug for intensiv sprogstimulering i så mange timer som muligt.

Hvis [klager] ikke bliver støttet og stimuleret i henhold til hendes sproglige udfordringer, vil det kunne medføre begrænsninger i hendes kognitive og sociale færdigheder.

”

Det fremgår af fysioterapeutisk vurdering af 14. december 2020

”…

Vurdering ifm dagtilbud

Jeg har set [klager] 2 gange og oplever at hun motorisk er i god og almindelig lidt forsinket motorisk udvikling og nok indhenter sine jævnaldrende.

Min erfaring fra tidligere børn med kraftig nedsat/manglende hørelse er dog, at denne udvikling kan gå i stå eller kraftigt begrænses, hvis ikke dagligdagen er indrettet til netop et hørehæmmet børn.

Barnet bliver forsigtig, trækker sig fra deltagelsen med andre og frustreres over ikke at kunne forstå eller blive forstået.

Ofte får vi ( terapeuter i Børneterapien) netop de hørehæmmede børn i børnehavealderen pga forsinket/manglende motorisk udvikling - børnene har undgået motoriske udfordringer.

De foretrækker bordsiddende aktivitet (mere overskueligt), vil kun gå med en voksen, bliver i sandkassen på en legeplads

osv. Dette giver jo gensidig påvirkning også af den sociale og kommunikative udvikling.

Jeg vil derfor kraftigt anbefale at [klager] tilbydes en plads i et miljø tilpasset hørehæmmede børn med personale, der netop er uddannet til at kommunikere med andet/mere end det talte sprog og støtte barnet i den sociale og motoriske udforskning og udvikling.

Min erfaring er, at jo tidligere og mere præcist der indsættes med særlige tiltag, jo nemmere er det for barnet at opnå selvstændighed og deltagelse i

skolealderen.

”

Det fremgår af udtalelse af 3. februar 2021 fra Familieafdelingen i familiens bopælskommune

”…

Vurdering fra Familieafdelingen i [bopælskommunen]

Familieafdelingen i [bopælskommunen] har vurderet at [klager] vil have gavn af en særlig dagtilbudsplads jævnfør § 32 i lov om social service.

Dette da [klager]s funktionsnedsættelse er af indgribende og kronisk karakter, da [klager] er beskrevet med en kraftig nedsat hørelse og med stor mulighed for at hun slet ikke kan høre, hvilket kræver et større pasningsbehov end normalen.

Ligeledes er der beskrevet ved fagudtalelser, at [klager] vil egne sig bedst i en institution med et tilpasset miljø for hørehæmmede børn som har erfaring i at understøtte og indlærer sprog på andre måder end ved det talte sprog, samt en institution som har muligheden for at give [klager] intensiv sprogstimulering.

[Klager]s hørenedsættelse er sjælden og man kan derfor ikke være sikker på om [klager] kan hører eller ej.

Det er derfor vurderet, at [klager] skal imødekommes i en

institution som har viden og erfaring med sprogstimulering, både ved tale, men også ved indlæring med tegn til tale eller eventuelt tegnsprog, hvis det med tiden konkluderes at [klager] ingen hørelse har.

Desværre råder [bopælskommunen] ikke over nogle § 32 pladser inden for kommunens grænser og sådan en særlig dagtilbudsplads skal derfor tilkøbes udefra i anden kommune.

Vurdering af dagtilbud hos [A daginstitution] i [den indklagede kommune]

[Klager]s forældre har orienteret Familieafdelingen i [bopælskommunen] om deres ønske om en institutionsplads på [A daginstitution] i [den indklagede kommune], da forældrene ved telefoniske kontakt med institutionen, har fået det indtryk, at [klager] vil passe godt ind i denne institution.

Dette selv om der ved anmodning om visitation hertil, fra Familieafdelingens side, blev informeret om at [A daginstitution] ikke tilbyder særlige dagtilbudspladser jf. § 32 i serviceloven.

[A daginstitution] i [den indklagede kommune] er også blevet anbefalet til forældrene af flere fagspecialister, da den erfaringen som [A daginstitution] har med børn med hørenedsættelse og deres tilbud om basispladser til børn med hørehandicap, er hvad der ses optimalt for [klager]s trivsel og udvikling fremadrettet.

Familieafdelingen i [bopælskommunen], undersøger stadig muligheden for særlige dagtilbudspladser andre steder i de nærliggende kommuner, men bakker op om forældrenes beslutning om at fremsende en dispensationsansøgning for at kunne tilgå en basisplads på [A daginstitution].

Dette grundet [klager]s hørehandicap, anbefalinger fra fagspecialister samt grundet den viden og erfaring [A daginstitution] har med hørehæmmede børn, som ses vigtig for [klager]s udvikling og trivsel.

[Klager]s forældre er informeret om, at en basisplads på [A daginstitution] ikke er det samme som en særlig dagtilbudsplads jf. § 32 i lov om social service og forældrene oplyser at de stadig ønsker at søge om dispensation for at kunne tilgå en basisplads på [A daginstitution].

”

Ved brev af 5. februar 2021 søgte klagers forældre den indklagede kommune om dispensation til en basisplads i A daginstitution.

Den indklagede kommune er nabokommune til familiens bopælskommune.

Det fremgår af ansøgningen bl.a.

”Vi bor i [bopælskommune] og kommunen har desværre ikke nogen institution med kendskab til børn med høretab eller nogen, der bruger nogen form for tegn, hvilket de har erkendt skriftligt.

Derfor har vi undersøgt mulighederne og fundet ud af, at institutionen [A daginstitution] i [den indklagede kommune] har flere børn

med høretab, og de har pædagoger der kan både tegnsprog og støttetegn.

Vi mener, at [A daginstitution] er den mest velegnede institution til [klager] i forhold til hendes behov.

…

…

Vi har talt med [den indklagede kommune], som har givet os et mundtligt afslag på baggrund af, at pladserne kun er forbeholdt børn der har bopælsadresse i [den indklagede kommune].

Vi mener dog, at [klager]s situation er en anden sag og vi vil derfor gerne anmode jer om at give [klager] en dispensation til at kunne få tilkendt en plads i institutionen [A daginstitution], fordi det er utroligt vigtigt, at [klager] får mulighed for at blive støttet og stimuleret i forhold til hendes sproglige udfordringer af fagfolk der er uddannet indenfor arbejdet med børn med høretab.

Bliver hun ikke støttet korrekt vil det kunne medføre begrænsninger i hendes kognitive og sociale færdigheder.

…”

Ved brev af 5. marts 2021 svarede den indklagede kommune

” Svar på henvendelse om plads i dagtilbuddet [A daginstitution]

Kære [klagers mor]

Du har henvendt dig til [den indklagede kommune] den 12.1.21 og 25.2.21, for at høre, om din datter, [klagers navn] kan visiteres til en basisplads i [A daginstitution].

Kommunerne er efter servicelovens § 32 forpligtede til at sikre, at der er de nødvendige pladser til børn, som har behov for et særligt dagtilbud.

Dette kan ske ved at visitere til særligt dagtilbud i barnets bopælskommune eller hvis der ikke er plads, i anden kommune.

[A daginstitution] er [den indklagede kommune]s tilbud til børn med hørehandicap.

Der er dog tale om basispladser under dagtilbudsloven og ikke særlige dagtilbudspladser under servicelovens §32.

Dagtilbudslovens § 28 om plads i dagtilbud i anden kommune udvider ikke kommunalbestyrelsens forsyningsforpligtelse efter§ 4, stk. 1, til også at omfatte borgere fra andre kommuner.

Vi kan derfor ikke imødekomme ønsket om en basisplads i [den indklagede kommune].

…”

Ved brev af 15. marts 2021 klagede klagers forældre til Børne- og Ungeforvaltningen i den indklagede kommune.

Forældrene anførte, at de ikke havde modtaget en afgørelse på baggrund af ansøgningen om basisplads.

Det fremgår af brev af 29. marts 2021 fra den indklagede kommunes Børne- og Ungeforvaltning

” Svar på klage om sagsbehandling og afgørelse vedr.

ønske om basisplads for [klager]

Kære [klagers forældre]

Børne- og Ungdomsforvaltningen i [den indklagede kommune] har den 16. marts modtaget jeres henvendelse af 15. marts 2021, hvoraf det fremgår, at I klager over forvaltningens svar af 5. marts på jeres ønske om basisplads i [A daginstitution].

Indledningsvist ønsker forvaltningen at understrege, at vi tager jeres henvendelse alvorligt.

Forvaltningen har truffet en afgørelse på baggrund af jeres anmodning herom.

Afgørelse

Forvaltningen meddeler jer herved afslag på jeres ansøgning om, at jeres datter kan blive optaget i dagtilbud [A daginstitution] i [den indklagede kommune], jf. dagtilbudslovens § 28.

Begrundelse

Det fremgår af dagtilbudslovens § 28, stk. 1, at alle børn har adgang til at blive optaget i et dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3, i en anden kommune end opholdskommunen fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud fra opholdskommunen til brug for

dagtilbud, jf. dog stk. 2

Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn fra kommunen.

Forvaltningen bemærker, at dagtilbudsloven finder anvendelse på situationer, hvor barnet har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af tilbuddene efter denne lov, oprettes efter bestemmelserne i lov om social service, jf. dagtilbudslovens

§ 4, stk. 3.

Vi bemærker videre, at dagtilbudslovens § 28, stk. 1 om plads i dagtilbud i anden kommune ikke udvider kommunalbestyrelsens forsyningsforpligtelse efter § 4, stk. 1, til også at omfatte borgere fra andre kommuner.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis forældrene har fået tilsagn om et tilskud fra opholdskommunen til brug for dagtilbud, og hvis ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn fra kommunen er åben.

En kommune kan beslutte at lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn fra kommunen.

Det er tilfældet for [den indklagede kommune], som har lukket for ventelisten frem til 24. maj 2021.

Ventelisten har været lukket for udefra kommunale børn i henhold til dagtilbudsloven siden 2004, da [byen] oplever en stadig stigende befolkningstilvækst.

Vi kan derfor desværre ikke imødekomme jeres ansøgning.

Det betyder, at [klager] ikke kan blive optaget i dagtilbuddet [A daginstitution] i [den indklagede kommune], så længe I bor i en anden kommune.

Vi henviser til at søge dagtilbud i jeres kommune.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. april 2021.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at de indklagede overtræder handicapdiskriminationsloven, handicapkonventionen og børnekonventionen.

Klager var udsat for diskrimination i forbindelse med valg af daginstitutionsplads.

Klager ønsker at opnå en basisplads i A daginstitution i den indklagede kommune.

Klagers forældre skal tilkendes kompensation for differencen mellem deres sædvanligt udbetalte løn og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra den 18. januar 2021 og frem til den 23. april 2021.

Forældrene passede klager i hjemme på skift, fordi klager ikke fik en plads på en passende institution.

Klagers diagnose gør det svært at opnå funktionel hørelse og talesprog.

Det er derfor sandsynligt, at klager og hendes forældre skal lære at kommunikere via tegnsprog.

Alene i A daginstitution i den indklagede kommune og i en almen daginstitution i den modsatte ende af landet har man fokus på børn med behov for tegnsprog.

Eftersom familien bor i en nabokommune til den indklagede kommune, har klager ikke adgang til institutionen.

Klager har derfor ikke adgang til at lære at kommunikere med voksne og med andre børn på tegnsprog.

Klager vil derfor blive ekskluderet med kognitive og sociale udfordringer som sandsynlige konsekvenser.

Fire måneder efter fødslen fik klager konstateret dobbeltsidigt kraftigt høretab.

Cochlear Implants (CI) ville i bedste fald kunne give klager mulighed for at opfatte lyd og tilegne sig et talesprog.

I midten af september 2020 flyttede familien fra den indklagede kommune til nabokommunen.

Klagers forældre havde skrevet klager op på venteliste til de institutioner i den nye kommune, som havde den mest positive indstilling blandt personalegruppen og hos ledelsen til at støtte op om klagers ekstra kommunikative behov, når hun fik CI.

Forældrene fik besked om, at de ville kunne få bevilget støttetimer til klagers sproglige udvikling.

I oktober 2020 fik klager imidlertid konstateret den sjældne diagnose Cochlear Nerve Deficiency (CND) med underdiagnosen Incomplete Partition (IP);

ufuldstændig deling af nerven i hørenerve og ansigtsnerve.

Klagers høresnegl er underudviklet, og hendes hørenerver er ultratynde.

Klager har derfor ikke gode muligheder for at opnå god hørelse ved hjælp af CI.

Klagers forældre bad bopælskommunen om hjælp til at give klager den hjælp til sprog, som hun har ret til i henhold til dagtilbudsloven § 11, stk. 7-10.

Klager vil få brug for ekstra støtte til sit talesprog og eventuelt lære dansk tegnsprog.

Klagers forældre blev af en mor til et barn med CI anbefalet A daginstitution i den indklagede kommune.

A daginstitution har flere års erfaring med børn med høretab og har kompetent personale, som både kan talesprogstimulere og tegnstimulere børn.

Bopælskommunen gav tilsagn om, at kommunen ville betale for en basisplads i A daginstitution.

Den indklagede kommune ville imidlertid ikke ”sælge” en plads i A daginstitution.

A daginstitution er ifølge den indklagede kommune et dagtilbud som alle andre dagtilbud, som også er i klagers bopælskommune.

Familien kunne imidlertid ikke finde et dagtilbud i deres bopælskommune med erfaring og kompetencer i at håndtere børn med hørehandicaps og sproglige behov.

Klager kan ikke snakke med personale eller andre børn i løbet af dagen, når de ikke kender til tegn og tegnsprog.

Indstillingen lader til at være, at døve børn bare skal sidde i et hjørne og lege, indtil de lærer at tale.

Klager har ret til en plads og (tegn)sproglig stimulering og krav herpå som rettighedssubjekt i henhold til FN’s børnekonvention.

Der er tale om konventionsbrud og omsorgssvigt.

Det følger af dagtilbudsloven, at børn har ret til at gå i institution på tværs af kommunegrænsen, hvis hjemkommunen vil yde tilskud for en basisplads i en anden kommune.

Samtidig må en kommune lukke ventelisten i op til tre måneder ad gangen.

Det betyder, at kommuner kan se bort fra særlige behov og afvise at optage børn fra andre kommuner.

Det giver ingen mening, især ikke i klagers tilfælde.

Familiens bopælskommune har ikke børn nok med høretab til at opretholde en institution med basispladser øremærket disse børn.

Når kommunerne ønsker at fastholde egne borgere i egne tilbud, får børn med høretab ikke mulighed for at være sammen.

Basispladser for børn med særlige behov skal undtages fra dagtilbudslovgivningen.

Det skal være muligt for førskolebørn med særlige behov at komme i et dagtilbud med et personale med kompetencer og erfaring med tegnsproglig og talesproglig stimulering i hver kommune.

Det skal være sundhedsfaglige eksperter, der sidder i visitationsudvalget og ikke kommunalt ansatte udpeget af kommunalbestyrelsen.

Klager får ikke det tilbud, hun har behov for og ret til, men bliver kastebold mellem to kommuner.

Samtlige af de videnskabelige studier, der er foretaget omkring børn med klagers diagnose (CND), og som er tilgængelige på nettet, peger på tegnsprog som en uundgåelig del af de post-operative CND-børns sproglige udvikling.

Hvis det ikke er muligt for klager at udvikle hørelse og verbalt sprog, har hun og børn som hende som rettighedssubjekt krav på et gå i et dagtilbud og sidenhed en skole, hvor hun kan blive stimuleret tegnsprogligt.

Kun ad den vej vil klager kunne udvikle sine kognitive og sociale evner, så hun langt hen ad vejen kan få de samme muligheder som alle andre normalthørende børn.

Dagtilbudsloven overtræder børnekonventionen og handicapkonventionen.

Dagtilbudsloven lever ikke op til dens egne lovprincipper i forhold til sprogstimulering.

Intet sted i dagtilbudsloven nævnes Dansk Tegnsprog til trods for, at det er et officielt anerkendt dansk sprog.

Ved ikke at anerkende, at det eneste sted, klager kan møde andre børn, som hun kan kommunikere med og spejle sig i, er A daginstitution, bliver klager stillet dårligere end andre børn.

Andre børn kan sagtens placeres i et alment dagtilbud i hvilken som helst kommune og samtidig kommunikere.

Hvis det kun er den indklagede kommune, der har denne type kompetencer i deres almene dagtilbud, er Børne- og Undervisningsministeriet forpligtet til at tilse, at sådanne kompetencer udbredes til alle andre kommuner for at undgå forskelsbehandling.

Klager går i en almen vuggestue i bopælskommunen med støtte.

Hun kan alene kommunikere med sin støttepædagog og ikke med andre børn og voksne.

Dette må antages at medføre social eksklusion fra de andre børn samt eksklusion fra det daglige arbejde med læreplanerne i dagtilbuddet.

Børne- og Undervisningsministeriet gør gældende, at reglerne på dagtilbudsområdet lever op til reglerne i lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap samt handicapkonventionen og børnekonventionen.

Med vedtagelse af lov om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (Tydeliggørelse af retten til rimelig individuel tilpasning i forhold til dagtilbud til børn og i forhold til folkeskolen) er det tydeliggjort, at børn med handicap, der er optaget i et dagtilbud, har ret til rimelig individuel tilpasning af ydelser, så de kan opnå samme muligheder for deltagelse som andre børn og unge og undgå forskelsbehandling.

Retten til rimelig individuel tilpasning er målrettet børn, der er optaget i et dagtilbud.

Det følger i forlængelse heraf af forarbejderne til loven, at formålet med retten til rimelig individuel tilpasning i forhold til dagtilbud er at sikre, at børn, der er optaget i almindelige dagtilbud, som f.eks. får konstateret en sygdom, som medfører en funktionsnedsættelse, har mulighed for at blive i det dagtilbud, som de kender, og hvor deres venner er, såfremt der sker rimelig individuel tilpasning.

Formålet er ikke at give ret til et bestemt dagtilbud.

Kommunalbestyrelsen er efter dagtilbudsloven forpligtet til at give støtte til børn i dagtilbud, der har behov herfor i forhold til at kunne trives og udvikles i dagtilbuddet.

Støtten skal tildeles efter en konkret faglig vurdering ud fra det enkelte barns behov for støtte.

Hvis kommunen finder, at et barns behov for støtte ikke kan imødekommes via et tilbud efter dagtilbudsloven, er kommunen forpligtet til at tilbyde barnet en plads i et særligt dagtilbud efter servicelovens § 32.

Et barn med behov for støtte til at kunne trives og udvikle sig i dagtilbuddet har således krav på at få den nødvendige støtte.

Kommunen gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling begrundet i handicap.

Der er tale om en konflikt om forståelsen af gældende regler.

Kommunen skal løbende foretage en kapacitetsvurdering og tilpasse antallet af dagtilbudspladser til de lokale forhold i kommunen.

En kommune kan derfor lukke ventelisten for optagelse af børn fra andre kommuner af kapacitetsmæssige årsager og under væsentlige hensyn til børn med ophold i kommunen, jf. dagtilbudslovens § 28, stk. 2.

Det er tilfældet for den indklagede kommune, som fortsat har lukket for ventelisten.

Ventelisten har været lukket for udefra kommunale børn i henhold til dagtilbudsloven siden 2004, da byen oplever en stadig stigende befolkningstilvækst.

Dette gælder også basispladser, herunder basispladser i A daginstitution, der har fuld belægning af børn med hørenedsættelse, der er bosat i kommunen.

Denne sag har ikke karakter af brud på regler om forskelsbehandling af børn og unge med handicap og derved en sag, der skal behandles af Ligebehandlingsnævnet.

Forvaltningen kan beklage, at klagers mor har følt, at klager er blevet forskelsbehandlet grundet handicap.

Klagers mor er blevet oplyst om, at såfremt der er nye oplysninger i sagen, f.eks. en faglig vurdering af, at klager har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der skal dækkes efter bestemmelserne i lov om social service, er der mulighed for at rette henvendelse til visitationen og ansøge om en plads på et særligt dagtilbud efter servicelovens § 32.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

FN’s handicapkonvention og børnekonvention indgår som fortolkningsbidrag i forhold til nævnets afgørelser.

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven finder efter forarbejderne til loven ikke anvendelse på det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Nævnet kan derfor ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Ved lov nr. 2218 af 29. december 2020 blev § 9 a tilføjet til handicapdiskriminationsloven.

Det fremgår af handicapdiskriminationslovens § 9 a, at børn og unge med handicap har ret til rimelig individuel tilpasning af ydelser i bl.a. dagtilbud, således at de kan opnå samme muligheder for deltagelse som andre børn og unge og undgå forskelsbehandling.

Efter forarbejderne til bestemmelsen skal klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, vil Ligebehandlingsnævnet skulle tage stilling til, om klagen reelt vedrører rimelig individuel tilpasning og dermed forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager over overtrædelse af regler på dagtilbudsområdet og på folkeskoleområdet vil ifølge forarbejderne således skulle afvises af nævnet.

Klagen vedrører, om den indklagede kommune og Børne- og Undervisningsministeriet har handlet i strid med handicapdiskriminationsloven i forbindelse med anvendelse og fortolkning af dagtilbudsloven.

Dette spørgsmål falder uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 2, om principiel behandling

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 9 a, om rimelig individuel tilpasning