Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold

J.nr. 21-12687

En kvinde klagede over, at hun som kørestolsbruger ikke kunne benytte sig af en abonnementsordning til sygetransport.

Den indklagede virksomhed havde for nævnet oplyst, at de havde valgt ikke at inkludere kørestolskørsel i abonnementet, fordi de ikke havde et tilstrækkelig antal liftvogne til at kunne tilbyde dette.

Det var nævnets vurdering, at spørgsmålet om, hvorvidt kvinden skulle kunne benytte indklagedes sygetransport, var et spørgsmål om tilgængelighed.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Kvinden var således ikke sikret ret til tilgængelighed efter reglerne i handicapdiskriminationsloven.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager, som sidder i kørestol, blev afvist fra at køre med indklagedes sygetransport.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med handicapdiskriminationsloven.

Sagsfremstilling

Klager, som er kørestolsbruger, havde efter det oplyste haft abonnement i over 30 år hos den indklagede virksomhed, der tilbyder sygetransport.

Klager modtog den 9. november 2020 en mail fra indklagede, hvoraf fremgik

”Kære [klager]

Tak for din henvendelse.

Jeg er ked af at du har modtaget vores kampagne mails.

Dette er der nu sat en stopper for, så du ikke modtager det i fremtiden.

Det er korrekt at vi på nuværende tidspunkt tilbyder siddende sygetransport på abonnement.

Desværre tilbyder vi ikke transport med lift eller liggende sygetransport på abonnement.

Man kan godt bestille liggende sygetransport via vores vagtcentral men det vil være mod en kontant betaling.

…”

Klager modtog den 17. december 2020 en mail fra indklagede, hvoraf fremgik

”De tre måneder er gået.

Det betyder, at du nu kan bruge hele dit [abonnement hos indklagede]

.

.

.

”

Klager sendte samme dag en mail til indklagede, hvoraf fremgik

”Siden [indklagede] nu igen sender mig et tilbud, går jeg ud fra, at man igen gerne vil ha’ mig som kunde?

?

?

!

!

!

- selvom jeg sidder [i] kørestol?

!

?

!

Hvis ikke så finder jeg det – igen igen - usmageligt!

”

Klager modtog den 2. februar 2021 en mail fra indklagede, hvoraf fremgik

”Hjælp os og vær med i lodtrækningen om 5 x VALGFRIT abonnement fra [indklagede].

…”

Klager sendte den 3. februar 2021 en mail til indklagede, hvoraf fremgik

”Jeg er rigtig glad for denne besked!

Tusind tak!

For jeg går ud fra, at det betyder at hvis jeg vinder, kan jeg alligevel nyde godt af et abonnement og blive transporteret til læge etc. selvom jeg ikke kan stå ud af min kørestol.

DET SER JEG FREM TIL!

”

Klager har desuden fremlagt korrespondance, som efter det oplyste er kopieret fra et opslag på facebook.

Af det fremlagte fremgår

”Indklagede

Vi udlodder et års abonnement på [sygetransport] med husstandsdækning til en værdi af 2.388 kr.*

Tag testen og deltag i lodtrækningen.

* For at deltage i konkurrencen skal du oplyse navn, e-mail og telefon og sige ja til at [indklagede] må kontakte dig via brev, telefon og elektronisk post om rådgivning og markedsføring af vores produkter.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke.

Klager: Jeg vil gøre andre opmærksom på, at Falck har NÆGTET AT KØRE MIG, FORDI JEG SIDDER I KØRESTOL [emoji]

Indklagede: Hej [klager],

Tak for din henvendelse.

Som det også fremgår på vores hjemmeside så dækker et [sygetransportabonnement] ikke kørsel, hvor du skal sidde i kørestol under kørslen.

Hvis du derimod selv kan støtte på benene og komme ind i en almindelig bil – så kan du godt benytte dig af [abonnementet].

Rigtig god dag,

Vh.

[navn]

Klager: Jeg forsøger blot at gøre mine Facebook venner opmærksom på dette.

Jeg har skrevet det flere gange på Facebook.

Jeg er endog blevet ringet op ad en [medarbejder hos indklagede], som forklarede mig, at det ville være alt for dyrt at transportere mig.

Jeg har abonneret [hos indklagede] i mindst 30 år, så mon ikke jeg har betalt min del af organisationens omkostninger?

Indklagede: Hej [klager]

Det lyder til, at der er sket en misforståelse.

Der er desværre ikke ret mange af vores kunder, som bestiller kørestolsture hos os, og derfor har vi ikke en liftvognpark, der er stor nok til, at vi altid kan stå til rådighed i hele Danmark.

Derfor har vi foreløbig valgt ikke at inkludere kørestolskørsel i vores nye abonnementer, da vi for nuværende ikke er sikre på, at vi altid kan levere den service, som vores kunder ønsker.

Vi ved, at i langt de fleste tilfælde vil den enkelte kommune eller region være i stand til at dække kørselsbehovet for kørestolsbrugere, når det gælder sygetransport-relateret kørsel.

Jeg vil derfor opfordre dig at kontakte dem, hvis du ikke har gjort det.

God dag.

Vh.

[navn]”

Klager har for nævnet oplyst, at hun blevet ringet op af en medarbejder ved indklagede, efter hun havde skrevet på facebook.

Efter det oplyste forklarede medarbejderen, at det var for dyrt, hvis man skulle benytte en liftbus til at transportere klager.

Klager har desuden indsendt lægelige oplysninger, hvoraf det fremgår, at hendes stå- og gangfunktion er ophævet, og at hun derfor sidder i kørestol.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. marts 2021.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Indklagede har for nævnet oplyst, at de inden for området sygetransport tilbyder tre forskellige abonnementsordninger.

Fælles for alle abonnementsordningerne er, at man som kunde inden for rammerne af abonnementet kan blive kørt til forskellige typer undersøgelser og behandlinger ved eksempelvis fodterapeut, læge, psykolog, tandlæge osv. Forskellen på ordningerne er antallet af kørsler i løbet af et år.

Indklagede har fremlagt oplysninger fra deres hjemmeside, hvoraf det i oversigten over ofte stillede spørgsmål fremgår følgende

”Abonnementet dækker ikke kørsel, hvor du skal sidde i kørestol under kørslen.

Hvis du derimod selv kan støtte på benene og komme ind i en almindelig bil – så kan du godt benytte dig af [abonnementet]”.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager har haft abonnement hos indklagede i mere end 30 år.

Da hun ville benytte sig at tilbuddet om det forbedrede abonnement, nægtede indklagede at køre med hende, fordi hun sidder i kørestol.

Indklagedes tone i deres brev til klager var nedladende, da de skriver om deres ”politik over for handicappede”.

På Danske Handicaporganisationers hjemmeside vil man bemærke, at der altid skrives ”personer med handicap”, idet mennesker som klager ikke er identisk med deres handicap, men alene har et handicap.

Det er desuden nedladende, når indklagede bemærker, at klager har haft rig mulighed for at gøre sig bekendt med vilkårene for abonnementsordningen.

Indklagede bør ændre sin politik over for personer med handicap eller i det mindste gøre det mere tydeligt, at de ikke vil hjælpe visse personer, fordi det er for dyrt og for besværligt.

Indklagede gør gældende, at de er en privat organisation, og at indklagedes politik om ikke at have liftkapacitet i sin flåde af køretøjer ud fra en ressourcemæssig betragtning, ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence at træffe beslutning

om.

Indklagede gør desuden gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap.

Indklagede bestræber sig på at levere optimale og tilpassede produkter til den enkelte kunde og beklager i den forbindelse, at klager efter 30 år som kunde i en periode på cirka fire måneder har været tilknyttet et produkt, som ikke indeholdt de tilbud, som klager havde forventet.

Indklagedes hovedforretningsområder i Danmark er ambulancekørsel og ikke-akut patientbefordring, assistance eller ”healthcare”.

Indklagede tilbyder inden for det private område sygetransport, sundhed, vejhjælp og førstehjælp.

Disse ordninger baserer sig alle på abonnementer.

Inden for området sygetransport tilbyder indklagede tre forskellige abonnementsordninger i hver sin prisklasse.

Fælles for alle abonnementerne er, at man som kunde inden for rammerne af abonnementet kan blive kørt til forskellige typer undersøgelser og behandlinger ved eksempelvis fodterapeut, læge, psykolog, tandlæge osv. Forskellen på de tre abonnementer er antallet af kørsler i løbet af et år.

Indklagede er en privat organisation, som ud fra hensynet til ressourcer og efterspørgsel har valgt ikke at tilbyde og opretholde en flåde af liftvogne til alle tider og i hele landet, og spørgsmålet om, hvorvidt indklagede skal ændre sin politik vedrørende denne beslutning, ligger uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Nævnet bør derfor afvise klagers påstand om, at indklagede skal ændre sin politik over for personer med handicap.

Klager var igennem abonnementsvilkårene orienteret om, at abonnementet dækkede siddende kørsel, men ikke liggende eller kørestolskørsel.

Klager har haft rig mulighed for at gøre sig bekendt med vilkårene for abonnementsordningen.

Både via generel information på indklagedes hjemmeside og via de til klager fremsendte abonnementsvilkår, hvoraf også fremgik, at klager havde mulighed for at fortryde sit køb af abonnementet inden for 14 dage.

Indklagedes produkter er private tilvalgsprodukter, som under visse betingelser tilbydes som et tryghedssupplement til den offentlige sygetransport, muligheden for handicapbil og muligheden for at blive kørt til eksempelvis tandlæge eller familie gennem flextrafikken.

Klager var dermed ikke frataget muligheden for at blive befordret.

Ifølge lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3 indebærer loven ikke en pligt til tilpasning eller tilgængelighed, idet spørgsmålet om, hvorvidt en privat eller offentlig virksomhed måtte leve op til reglerne om tilgængelighed eller ej, skal behandles i den pågældende sektors regelsæt og ikke gennem handicapdiskriminations-loven.

Allerede af denne grund bør Indklagede frifindes for klagers påstand.

Selv om der måtte være regler om tilgængelighed med liftvogne for private organisationer, hvilket der ikke er, så fremgår det således af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.

Såfremt indklagede skulle tilbyde og opretholde liftvognskørsel på alle tidspunkter og i hele landet, ville dette kræve en betydelig liftkapacitet i flåden af køretøjer, som ville indebære en uforholdsmæssig stor udgift for indklagede.

Dette særligt set i forhold til den lave efterspørgsel, der er for denne type af befordring, hvilket formentlig skal ses i lyset af, at behovet for disse kørsler dækkes af henholdsvis sygetransporter, handicapbiler eller via flextrafikken, som er kendetegnet ved en meget betydelig offentlig subsidiering.

Måtte der være en tilpasningsforpligtelse, hvilket indklagede ikke mener, at der er, ville en sådan tilpasningsforpligtelse i det konkrete tilfælde være uforholdsmæssig byrdefuld for indklagede.

Såfremt nævnet måtte vurdere, at klager har været udsat for forskelsbehandling, gøres det derfor gældende, at en sådan forskelsbehandling ikke er i strid med forbuddet i § 5, idet en sådan forskelsbehandling i så fald ville være objektivt begrundet i et saglig formål, jf. § 7.

Endelig bør det medtages i vurderingen, at indklagedes fravalg af at have en liftkapacitet i flåden af køretøjer ikke kan anses for at være indgribende over for klager, jf. ligeledes handicapdiskriminationslovens § 7, idet klager via sygetransport, eventuel handicapbil eller via flextrafikken uden eller med ganske få midler som person med handicap har mulighed for at blive befordret.

Der er således et rimeligt forhold mellem det ønskede mål og hensynet til ressourcer, og hvor indgribende en sådan eventuel forskelsbehandling måtte være for klager.

Såfremt nævnet måtte finde, at klager har været udsat for forskelsbehandling, jf. § 5, og at denne forskelsbehandling ikke kan anses som værende saglig, jf. § 7, gøres det gældende, at en eventuel godtgørelse helt bør nedsættes eller maksimalt udgøre 5.000 kr.

Indklagede har i deres bemærkninger til sagen henvist til Ligebehandlingsnævnets afgørelser af 20. februar 2020 med j.nr. 19-9870, 14. maj 2020 med j.nr. 19-37455, 19. januar 2021 med j.nr. 20-17595, 7. april 2021 med j.nr. 20-38823 og 21. april 2021 med j.nr. 19-49331.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer imidlertid ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at der ved rimelig tilpasning skal forstås, at tilbud og ydelser tilpasses, således at personer med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne som andre.

Rimelig tilpasning er rettet mod enkeltpersoner, mens pligter med hensyn til tilgængelighed er rettet mod grupper.

Det betyder, at en vurdering af enkeltpersoners ret til rimelig tilpasning skal ske, når der opstår et givent behov, hvorimod en vurdering i forhold til tilgængelighed er forudgående.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager, som sidder i kørestol, blev afvist fra at køre med indklagedes sygetransport.

Indklagede har oplyst, at indklagede havde valgt ikke at inkludere kørestolskørsel i abonnementet, fordi indklagede ikke havde liftvogne nok.

Det er nævnets vurdering, at spørgsmålet om, hvorvidt klager, som er kørestolsbruger, skulle kunne benytte indklagedes sygetransport, er et spørgsmål om tilgængelighed.

Klager er således ikke sikret ret til tilgængelighed i reglerne i handicapdiskriminationsloven.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde