Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - religion og tro - chikane - kompetence - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - religion og tro - chikane - kompetence - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 21-8536

En kvinde klagede over, at hun i forbindelse med samtaler med en partiformand om opstilling til Folketinget blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn og religion.

Kvinden oplyste bl.a. at hun blev udvalgt, fordi hun var en muslimsk kvinde, der så godt ud.

Det indklagede parti bekræftede, at der havde været samtaler om kandidatur til Folketinget, men afviste i øvrigt alle beskyldninger.

Ligebehandlingsnævnet skulle indledningsvist tage stilling til, om nævnet havde kompetence til at behandle en situation om mulig forskelsbehandling og chikane i forbindelse med et kandidatur til Folketinget.

Nævnet behandlede sagen principielt.

Et flertal på fire medlemmer vurderede, at stillinger af politisk karakter – uanset ordlyden af de danske bestemmelser – var omfattet af beskyttelsen i Forskelsbehandlingsloven og Ligebehandlingsloven.

Flertallet vurderede videre, at et politisk parti var pligtsubjekt efter lovgivningen, idet partiet fastsatte bestemmelser og traf afgørelse om adgang til udøvelse af erhvervsmæssig beskæftigelse.

Mindretallet vurderede, at klagen faldt uden for Forskelsbehandlingslovens og Ligebehandlingslovens anvendelsesområde.

Flertallet vurderede herefter klagen.

Det blev vurderet, at ingen af parterne havde fremlagt dokumentation for sine påstande, og at dette alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kunne ikke foretages for nævnet, men måtte ske for domstolene.

Nævnet afviste herefter at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn og religion i forbindelse med drøftelser om kandidatur til Folketinget.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn og religion, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun blev udvalgt af formanden til at være folketingskandidat for et politisk parti.

På sit første møde med formanden for partiet fik hun oplyst, at hun blev udvalgt, da hun så godt ud.

Klager har videre oplyst, at hun derefter blev stillet personlige spørgsmål om sit tøj, størrelse m.v.

Klager har også oplyst, at hun under sin tid som medlem af partiet blev udsat for chikane og forskelsbehandling fra partiets formand under henvisning til sit køn og sin religion.

Det indklagede politiske parti har oplyst, at parterne havde drøftelser om, hvorvidt klager kunne blive folketingskandidat for partiet.

Indklagede bestrider ellers de øvrige fremsatte påstande.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. februar 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 30.000 kr.

Ved e-mail af 29. juni 2021 fremsatte klager en påstand om betaling af en godtgørelse på 400.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for chikane og forskelsbehandling på grund af køn og religion under sit arbejde for og medlemskab af partiet.

Klager blev udsat for chikane, da hun fik at vide, at hun skulle have rød læbestift på og se godt ud på TV for at kunne stille op for partiet.

Klager blev valgt til at skulle stille op, da hun er en muslimsk kvinde med tørklæde, der så godt ud.

Indklagede ønskede på denne måde at få indsamlet vælgererklæringer.

Klager blev presset til at stille op.

Klager blev oplyst, at hun som muslimsk kvinde ikke måtte begå fejl.

Klager blev udsat for digital stalking samt truet på livet af mænd fra partiet.

Indklagede gør gældende, at såfremt sagen skal realitetsbehandles bør den afvises, da en sådan behandling af de i sagen omhandlede forhold forudsætter mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagede er i tvivl om, hvilken lovgivning klager mener, at indklagede har overtrådt.

Der var ikke tale om et ansættelsesforhold eller lignende.

Klager var medlem af partiet.

Dette er væsentligt i relation til kompetenceafgrænsningen for Ligebehandlingsnævnet.

Indklagede bestrider de fremsatte beskyldninger.

De er grove og usande.

Alle beskyldninger kan afvises som grundløse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet skal indledningsvist tage stilling til, om nævnet har kompetence til at behandle en situation, hvor klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling og chikane i forbindelse med et muligt kandidatur til Folketinget.

Kompetence

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af religion eller tro efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Lovens § 5 bestemmer, at pligten til ligebehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Lovens § 3 bestemmer, at pligten til ligebehandling tillige gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Ligebehandlingslovens bestemmelser tilsigter at gennemføre Rådets direktiv 2006/54 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Forskelsbehandlingslovens bestemmelser tilsigter at gennemføre Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Direktiv 2006/54 og direktiv 2000/78 bestemmer i henholdsvis artikel 14 og artikel 3, at direktivet finder anvendelse i både den offentlige og private sektor, og at der ikke må ske forskelsbehandling for så vidt angår vilkårene for adgang til lønnet beskæftigelse, udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed og erhvervsmæssig beskæftigelse, herunder udvælgelseskriterier og ansættelsesvilkår, uanset branche og uanset niveau i erhvervshierarkiet, herunder i henseende til forfremmelse.

De danske bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med direktiverne og på en sådan måde, at direktivernes formål sikres opfyldt.

EU-domstolen har i sag C-587/20 om direktiv 2000/78 i præmis 34 fastslået, at: ”Direktivet har […] til formål at tilgodese samfundsmæssige og almene interesser med det øjemed at afskaffe alle hindringer, der er begrundet i forskelsbehandling, for adgangen til levevej og for evnen til at bidrage til samfundet gennem arbejde uanset den juridiske kvalificering af det arbejde, der er tale om.

”

Et flertal på fire nævnsmedlemmer udtaler herefter

EU-domstolen fortsatte i sag C-587/20 i præmis 39 med at angive: ”For det andet følger det ikke af direktiv 2000/78, at stillinger af politisk karakter er udelukket fra direktivets anvendelsesområde.

Tværtimod finder direktivet i henhold til dets artikel 3, stk. 1, litra a) anvendelse både i den offentlige og den private sektor ”uanset branche”.

”

Flertallet vurderer herefter, at stillinger af politisk karakter – uanset ordlyden af de danske bestemmelser – er omfattet af beskyttelsen i Forskelsbehandlingsloven og Ligebehandlingsloven.

Flertallet vurderer videre, at et politisk parti er pligtsubjekt efter lovgivningen, idet partiet fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til udøvelse af erhvervsmæssig beskæftigelse.

Et medlem udtaler

Anvendelsesområdet for både direktiv 2006/54 og direktiv 2000/78 er beskæftigelse og erhverv, og det sidstnævnte direktiv anvender ved afgrænsningen af sit anvendelsesområde udtrykkene ’lønnet beskæftigelse’, ’udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed’ og ’erhvervsmæssig beskæftigelse’.

På den baggrund er det min opfattelse, at direktiverne ikke kan finde anvendelse ved besættelsen af hverv som led i den rent politiske proces, der er forbundet med opstilling og eventuelt efterfølgende valg af kandidater til Folketinget.

Denne fortolkning bekræftes af betragtning 9 i direktiv 2000/78, hvorefter beskæftigelse og erhverv er afgørende områder, når det gælder om at sikre lige muligheder for alle og bidrage effektivt til, at alle borgere kan deltage i fuldt omfang i det økonomiske, kulturelle og sociale liv – men netop ikke i det politiske liv.

Fortolkningen støttes ligeledes af præmis 27 i EU-domstolens dom i sag C-587/20, der betoner, at artikel 3, stk. 1, litra a, i dette direktiv omfatter alle regler, der fastsætter vilkår for adgang til enhver ’erhvervsmæssig aktivitet’ uanset arten og indholdet heraf.

Herefter finder jeg, at den foreliggende klage falder uden for forskelsbehandlingslovens og ligebehandlingslovens anvendelsesområde.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med flertallets vurdering.

Ligebehandlingsnævnet skal herefter tage materiel stilling til sagen.

Flertallet udtaler herefter

Realitetsbehandling

Klager har gjort gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling og chikane på baggrund af sit køn og religion.

Klager har oplyst, at hun alene blev udvalgt som folketingskandidat, da hun var en muslimsk kvinde med tørklæde, der så godt ud.

Klager blev oplyst, at hun skulle tage rød læbestift på ved mødet med journalister og TV, da det ville se godt ud.

Indklagede har bekræftet, at partiets formand havde drøftelser med klager om, hvorvidt hun kunne være folketingskandidat for partiet.

Indklagede bestrider og afviser dog alle klagers fremsatte påstande i øvrigt.

Ingen af parterne har fremlagt dokumentation for sine påstande.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1-3, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1 nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 5, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, om forbud mod forskelsbehandling