Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - er handicap - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 21-20478
En mand klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han fik afslag på en uopfordret ansøgning som postomdeler.
Manden led af en medfødt misdannelse, der indebar, at hans venstre hånd var rudimentær med små anlæg til fingre.
Han blev indkaldt til en samtale hos indklagede, hvor lederen dog vurderede, at han som følge af sin lidelse ikke ville være i stand til at varetage en række funktioner i stillingen.
Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede forud for afslaget i tilstrækkeligt omfang havde undersøgt og vurderet, om klager med eventuelle relevante tilpasningsforanstaltninger kunne varetage de væsentligste funktioner i stillingen.
Dette kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på en stilling som postomdeler.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Klager lider af en medfødt misdannelse, der indebærer, at hans venstre hånd er rudimentær med små anlæg til fingre.
Klager henvendte sig i september 2020 til den indklagede virksomhed for uopfordret at ansøge om en stilling som postomdeler.
I en SMS til leder L oplyste klager følgende
”Hej [leder L].
…
Jeg vil gerne lige tilføje, at jeg er født uden venstre hånd.
Det er dog ingen udfordring for mig.
Jeg kører bil som alle andre uden protese, og det er heller ikke et problem for mig at arbejde.
Jeg arbejder i [et supermarked] lige nu og jeg har ikke oplevet, at der er en arbejdsopgave, som jeg ikke kan udføre.
”
Den 6. oktober 2020 deltog klager i et møde med leder L om en mulig ansættelse hos den indklagede virksomhed.
Klager fik i forbindelse med mødet afslag på ansættelse.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. maj 2021.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 75.000 kr. svarende til 3 måneders løn.
Klager har for nævnet fremlagt en video af, at han kører på cykel, samt en video, der viser, hvordan han løfter og scanner pakker.
Indklagede har for nævnet fremlagt to videoer, der viser kørsel med pakkecontainere samt en medarbejder, der cykler på postcykel.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager havde forud for samtalen med leder L oplyst indklagede om, at han mangler venstre hånd.
Klager oplyste dog også, at han ikke mente, at det ville blive et problem, da han meget sjældent møder udfordringer i sit liv på grund af dette.
Til samtalen gav leder L udtryk for, at klager ikke kunne arbejde hos indklagede på grund af sit handicap.
Leder L sagde, at klager ikke kunne køre fra kantsten til kantsten, og at han ikke kunne levere breve hurtigt nok på grund af brevenes placering i bilen.
Han ville ikke give klager en chance for at vise, hvordan han kører bil og fungerer med sit handicap.
Klager følte sig diskrimineret, da leder L kastede et brev frem og tilbage mellem sine hænder, mens han sagde: ”Det her kan du jo ikke”.
Indklagede har intet gjort for at forsøge at tilpasse arbejdspladsen efter klagers handicap.
Mødet tog kun fem minutter, og klager fik på mødet kun at vide, hvad han ikke kunne.
Klager kan godt køre bil, selvom han mangler sin venstre hånd.
Han anvender ikke protese eller andre midler, da han kan køre bil som alle andre.
Det er ikke korrekt som anført af indklagede, at klager ikke kan cykle.
Som det fremgår af den fremlagte video, er klager i stand til at cykle.
Klager kan også køre på scooter, og alt andet ville også være mærkeligt, når klager kan betjene en bil uden nogen form for protese eller hjælpeværktøj.
Da klager ikke har en scooter, har han ikke kunnet fremlægge en video, der viser, at han kører på scooter.
Klager har arbejdet i et supermarked, der fungerer som udleveringssted for flere pakkefirmaer.
Klager stod bag kassen og var ansvarlig for pakkeudlevering.
Han har derfor lavet alle slags opgaver, der involverer pakker fra de forskellige omdelere.
Det indebærer blandt andet scanning ved modtagelse fra omdeleren til butikken samt scanning ved udlevering til kunden.
Klager er ikke stødt på nogen forhindringer på dette punkt, da han har fundet sin egen metode til at scanne.
Enten holder han pakken ind til kroppen med venstre stump og scanner pakken med højre hånd eller også støtter han med venstre stump og scanner med højre hånd.
Klager har også haft til opgave at foretage transport af pakker fra lageret til en hylde bag kassen.
Han har aldrig oplevet, at han ikke kunne transportere pakker ved løft uanset vægten på pakken.
Der var ikke en sækkevogn til rådighed, så hvis en enkelt pakke skulle hentes fra lageret, blev det udført ved normalt løft.
Klager har også uden problemer skubbet store bure med pakker under sit arbejde i supermarkedet.
Til samtalen fik klager ikke mulighed for at komme med idéer til, hvordan arbejdet kunne indrettes.
Klager fortalte leder L om sit arbejde med pakkelevering i supermarkedet, men leder L stoppede hurtigt samtalen.
Leder L viste ingen åbenhed for at finde en måde at indrette arbejdet på.
Leder L kunne evt.
have afprøvet klager på forskellige opgaver og derefter have givet en vurdering.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af handicap.
Afslaget til klager var således objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå formålet var hensigtsmæssige og nødvendige.
En postomdeler hos indklagede har en række forskellige opgaver i løbet af en arbejdsdag.
Postomdeleren skal klargøre forsendelserne og placere dem i transportmidlet, der kan være enten bil, cykel eller scooter.
Herefter skal posten omdeles, og endelig skal postomdeleren foretage efterbehandling og herunder aflevere anmeldte forsendelser på posthuset.
Ved klargøring og omdeling i bil skal omdeleren hente pakker i en eller flere containere, som vejer 200-300 kg.
Omdeleren skal skubbe containeren til bilen, hvor den åbnes, og pakkerne tages ud én efter én.
Den godkendte transport af containeren består i, at hver hånd skal placeres i særlige håndtag på indersiden af containeren.
Det sikrer en god styring af denne og beskytter medarbejderen mod skader på hænder og fingre, der ellers kan komme i klemme.
Det er indklagedes vurdering, at klager ikke vil kunne håndtere containerne med kun én hånd, da han ikke kan styre vægten i vognen sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Omdeleren sorterer herefter pakkerne samtidig med, at de scannes til omdeling.
I praksis vil de omkring 100 pakker blive løftet og scannet i én bevægelse med undtagelse af særligt tunge pakker.
Breve og små pakker er placeret i et særligt stativ i bilens højre side, hvor passagersædet normalt ville have været.
For hvert af de ca. 100 afleveringssteder skal medarbejderen finde breve og mindre pakker fra stativet (kaldet ”stang”), hvor de ligger i en lang række, hvorefter der stiges ud og hentes pakker i lastrummet.
Alle pakker og nogle breve skal ved aflevering scannes med en håndholdt scanner.
Ved levering holdes pakken normalt i den ene hånd/arm, mens scanneren holdes i den anden.
Omdeleren skal på scanneren vælge den enkelte pakke og markere, om der sker udlevering, anmeldelse eller andet.
Dette sker på en telefon via en trykfølsom skærm.
Ved mange eller særligt tunge forsendelser skal omdeleren transportere pakkerne på en sækkevogn fra bilen til husstanden.
Omdeling på cykel foregår primært med breve og mindre pakker, hvoraf ca. 50-100 forsendelser kræver scanning ved udlevering.
Klargøringen foregår primært ved at hente nogle rullevogne med bakker, der skal sættes ned i cyklen.
Forsendelserne placeres typisk foran i et stort lad, hvor omdeleren tager forsendelserne fra.
Omdeling på scooter omfatter ligeledes primært breve og små pakker.
Også her er der ca. 50-100 forsendelser, som kræver scanning ved udleveringen.
Forsendelser er placeret foran og i tasker bagpå samt på siden af scooteren.
Indklagede har de senere år gennemført en større effektivisering af arbejdstilrettelæggelsen.
Det betyder, at medarbejderne skal være i stand til at køre alle depotets ruter, dvs. både ruter på cykel, scooter og i bil.
Klager kan ikke benytte cykel og scooter og ville derfor kun kunne omdele med bil, hvilket betyder, at han ikke ville være lige så fleksibel som de øvrige medarbejdere.
Selv hvis klager kun skulle køre ruter med bil, ville han ikke kunne udføre dette arbejde sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det gælder ved styring og skub af containere, ”pluk” af forsendelser fra poststangen, og den almindelige håndtering af pakker, herunder særligt tunge og uhåndterlige pakker, med kun én hånd.
Hvis indklagedes kunder har ønsket levering ved afsætning på ejendommen, kan pakkerne skulle leveres på svært tilgængelige steder i f.eks. skure, stalde mv., og omdeleren vil typisk være alene på ruten uden mulighed for assistance.
Det vil ikke være muligt at have en omdeler i bil, der kun kan omdele de lette forsendelser som f.eks. breve, da det ville medføre, at indklagede skulle sende yderligere en bil ud på samme rute.
Det ville medføre en markant forøgelse af indklagedes omkostninger, da hver bil kører 100-200 km dagligt.
Derudover ville klager generelt have et problem med at scanne breve og pakker.
Det foregår normalt ved, at medarbejderen holder forsendelsen i den ene hånd og scanneren i den anden.
Det vil klager ikke kunne, og han ville derfor skulle lægge forsendelsen fra sig hver gang, den skal scannes.
Det ville betyde, at han ville være væsentligt længere tid om at udføre sine arbejdsopgaver end de øvrige kollegaer.
Klager oplyste inden mødet med leder L, at han manglede venstre hånd.
Leder L gennemførte alligevel mødet, da klager oplyste, at det ikke medførte problemer for det arbejde, han havde på ansøgningstidspunktet.
Under samtalen ville leder L vurdere, om virksomheden kunne tilpasse arbejdet – evt.
med fysiske hjælpemidler – så klager kunne blive ansat som omdeler.
Det var dog leder L’s vurdering, da han mødte klager, at dette ikke reelt var en mulighed.
Dette blev også drøftet under samtalen.
Klager havde ikke selv forslag til, hvordan arbejdet kunne indrettes, så han kunne udføre det.
Den pakke, som klager håndterer på videoen, fremstår væsentligt lettere end de pakker, som skal omdeles hos indklagede, og som vejer op til 30 kg.
Håndtering af pakker i et supermarked er ikke sammenligneligt med omdeling af post og pakker med bil og cykel, da de fysiske rammer og arbejdstempoet er væsentligt anderledes.
Ved omdeling skal der håndteres adskillige forsendelser på en gang uden adgang til hjælp, og der skal dagligt besøges 300-700 husstande.
Som det fremgår af den af indklagede fremlagte video, bremses postcyklerne alene med håndbremser, der sidder på begge sider af styret.
Det er derfor sikkerhedsmæssigt vigtigt at kunne håndtere begge bremser.
Indklagedes krav om, at en ansøger som omdeler skal kunne varetage fysiske arbejdsopgaver, der kræver begge hænder, er objektivt begrundet i et sagligt formål.
Midlet til at opnå dette formål er desuden nødvendigt, idet en omdeler ikke kan udføre hovedparten af sine arbejdsopgaver, hvis han ikke kan bruge begge hænder.
Virksomheden har derfor ikke tilsidesat en forpligtelse til at undersøge, om der kunne iværksættes hensigtsmæssige foranstaltninger, der ikke var uforholdsmæssigt byrdefulde, da klager ikke var kompetent, egnet og disponibel til at kunne varetage den konkrete stilling.
Indklagede bør derfor frifindes for det påståede krav om godtgørelse.
Hvis nævnet måtte vurdere, at indklagede har overtrådt forskelsbehandlingsloven, bør godtgørelsen fastsættes inden for det sædvanlige niveau for sager om manglende ansættelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.
830H og UfR2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klager lider af en medfødt misdannelse, der indebærer, at hans venstre hånd er rudimentær med små anlæg til fingre.
Nævnet lægger på baggrund af karakteren af klagers medfødte lidelse til grund, at denne forhindrer ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, og at klager dermed har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Der er enighed mellem parterne om, at klager fik afslag på sin uopfordrede ansøgning om en stilling som postomdeler hos indklagede, fordi leder L under mødet med klager vurderede, at klager som følge af sin lidelse ikke ville være i stand til at varetage en række funktioner i stillingen.
Nævnet vurderer derfor, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afslag på ansættelse.
Om tilpasningsforpligtelsen
Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.
En arbejdsgiver skal efter § 2 a træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.
Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.
Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller støtte.
Der stilles ikke krav om ansættelse af en person, der – uanset rimelige tilpasninger – ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.
Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.
Det er ubestridt, at indklagede på tidspunktet for afslaget var bekendt med klagers lidelse.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede på dette tidspunkt vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Indklagede har oplyst, at leder L under samtalen med klager vurderede, at det ikke var muligt at tilpasse arbejdet efter klagers behov.
Indklagede har for nævnet blandt andet anført, at klager ikke ville være i stand til at håndtere tunge pakker og containere med pakker, ligesom han ikke ville være i stand til at benytte cykel og scooter ved omdeling af forsendelser.
Derudover ville klager ikke kunne scanne breve og pakker med den fornødne effektivitet.
Indklagede har oplyst, at klager under samtalen ikke selv havde forslag til, hvordan arbejdet kunne tilrettelægges, så han kunne udføre det.
Klager har heroverfor oplyst, at han uanset sin lidelse er i stand til at køre både cykel og scooter, og at han under sin ansættelse i et supermarked med pakkeudlevering har været i stand til at løfte og scanne pakker samt flytte store pakkebure.
Klager har oplyst, at leder L under samtalen gav udtryk for, at klager ikke kunne arbejde hos indklagede på grund af sit handicap.
Klager fik dog ikke mulighed for at komme med idéer til, hvordan arbejdet kunne indrettes.
Efter de foreliggende oplysninger er der for nævnet tvivl om, hvorvidt indklagede forud for afslaget i tilstrækkeligt omfang har undersøgt og vurderet, om klager med eventuelle relevante tilpasningsforanstaltninger kunne varetage de væsentligste funktioner i stillingen.
Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2 a, om arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde