Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - ej medhold
J.nr. 21-34918
En mand, der er ordblind, klagede over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med webtilgængelighed og i forbindelse med hans mulighed for at få telefonisk hjælp af den indklagede myndighed.
Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed, herunder adgang til kommunikation via telefonisk henvendelse.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Nævnet kunne på den baggrund ikke behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med webtilgængelighed og i forbindelse med klagers mulighed for at få telefonisk hjælp af den indklagede myndighed.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager, der er ordblind, har klaget over, at oplæsningsfunktionen på den indklagede myndigheds hjemmeside ikke er tilstrækkelig.
Klager har desuden klaget over, at han, når han ringer til indklagede med henblik på at få hjælp til at udfylde A-skema, får at vide, at han selv skal udfylde A-skema.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. august 2021.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.
Det fremgår af konklusionen af en læse- og retskrivningsundersøgelse, som klager gennemførte på en dag- og aftenskole den 13. juni 2017
”…
Undersøgelsen viser, at [klager] har specifikke ordblindevanskeligheder, og han anbefales derfor kompenserende ordblindeundervisning.
…”
Specifikt om klagers læsehastighed blev det i den udførte læse- og retskrivningsundersøgelse konkluderet
”Læsning af tekst viser en læsehastighed væsentlig under normen.
”
Parternes bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger kun gengivet delvist.
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Indklagede påstår frifindelse.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Handicapdiskriminationsloven indeholder et forbud mod diskrimination på grund af handicap, men indebærer ikke en pligt til tilgængelighed, herunder adgang til kommunikation via telefonisk henvendelse.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at der ikke med loven bliver stillet yderligere krav til tilgængelighed, end hvad der til enhver tid gælder efter anden lovgivning.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det forhold, at en privat eller offentlig virksomhed ikke lever op til reglerne om tilgængelighed m.v., skal behandles i den pågældende sektors regelsæt.
En klage over manglende overholdelse af reglerne om tilgængelighed m.v. må indgives til de klageinstanser, der måtte være i den pågældende sektor.
Nævnet kan på den baggrund ikke behandle den del af klagen, der vedrører muligheden for kommunikation via telefonisk henvendelse.
Webtilgængelighed
Webtilgængelighed er reguleret af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer, der trådte i kraft den 23. september 2018 (lov nr. 692 af 8. juni 2018).
Loven finder anvendelse fra den 23. september 2020 på offentlige organers websteder, der er offentliggjort før lovens ikrafttræden.
Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med offentlige organers overholdelse af loven.
Nævnet vurderer på den baggrund, at nævnet heller ikke kan behandle klagen over webtilgængelighed.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, om lovens anvendelsesområde