Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - ej medhold

J.nr. 22-32507

En kvinde anmodede om genoptagelse af sin sag om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse.

I den tidligere sag havde nævnet vurderet, at klager ikke havde godtgjort, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Hun havde derfor ikke fået medhold i sagen.

Der var ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Der forelå heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kunne begrunde en genoptagelse.

Nævnet afviste derfor at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage hendes sag om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 10. juni 2021 en klage for Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet traf den 29. juni 2022 afgørelse i sagen, som blev behandlet under sagsnr.

21-26040.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling hos indklagede.

Af begrundelsen for afgørelsen fremgik følgende

” Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.

830H og UfR2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager var forud for 2018 sygemeldt som følge af slidgigt.

Da klager for nævnet har oplyst, at hun forud for den 23. november 2020 aldrig havde været sygemeldt på grund af sin ryglidelse, lægger nævnet til grund, at sygemeldingen forud for 2018 ikke havde sammenhæng med klagers ryglidelse.

Nævnet lægger på baggrund af klagers oplysninger til grund, at sygemeldingen fra den 23. november 2020 og frem til afskedigelsen den 23. februar 2021 skyldtes klagers kroniske ryglidelse, Morbus Bechterew.

Der foreligger for nævnet ikke oplysninger om, at klager forud for denne sygemelding havde funktionsbegrænsninger ved udførelsen af sit arbejde som følge af sin kroniske ryglidelse.

Der foreligger herunder ikke lægelig dokumentation for, at anvendelsen af fysiske hjælpemidler i form af ergonomisk kontorudstyr var nødvendig for, at klager med sin kroniske ryglidelse kunne varetage arbejdet som kontorassistent.

På afskedigelsestidspunktet havde klager været sygemeldt i tre måneder, og hendes begrænsninger som følge af ryglidelsen havde dermed ikke haft en varighed, der kan betegnes som lang.

Vurderingen af, om lidelsen på dette tidspunkt medførte en begrænsning af lang varighed, må derfor bero på en prognose.

Det fremgår af lægeerklæringen af 1. februar 2021, at klager foreløbig forventedes at være sygemeldt i otte uger og dermed til udgangen af marts 2021.

Der foreligger ikke øvrige oplysninger om den forventede varighed af klagers funktionsbegrænsninger på afskedigelsestidspunktet.

På denne baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sin ryglidelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får derfor ikke medhold.

Der henvises herved til nævnets faste praksis som blandt andet udtrykt i sagsnr.

20-28507, sagsnr.

20-20527 og sagsnr.

20-7970.

”

Klager anmodede den 14. juli 2022 om genoptagelse af sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at sagen bør genoptages.

Det er ikke retvisende, når det fremgår af nævnets afgørelse, at der ikke forelå øvrige oplysninger om den forventede varighed af klagers funktionsbegrænsninger på afskedigelsestidspunktet.

Der er således ikke i afgørelsen taget højde for, at effekten af medicinsk behandling først kan ses efter omkring 4 måneder.

Der er heller ikke ved afgørelsen lagt tilstrækkelig vægt på, at indklagede på intet tidspunkt har udarbejdet en mulighedserklæring med henblik på at få afdækket eventuelle tilpasningsforpligtelser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Ved afgørelse af 29. juni 2022 vurderede nævnet, at klager ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige begrænsninger i sin mulighed for at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere, at hun som følge af sin ryglidelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klager har til støtte for sin anmodning om genoptagelse anført, at der ved afgørelsen ikke er taget højde for, at effekten af medicinsk behandling først kunne ses efter omkring 4 måneder, og at indklagede på intet tidspunkt udarbejdede en mulighedserklæring for at afdække en eventuel tilpasningsforpligtelse.

Nævnet vurderer, at der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne om tidspunktet for effekten af medicinsk behandling indgik ved nævnets tidligere behandling af sagen, og at disse oplysninger ikke udgør en prognose for, at klagers ryglidelse på afskedigelsestidspunktet medførte funktionsbegrænsninger af lang varighed.

Da der heller ikke i øvrigt foreligger særlige grunde, der taler for, at sagen skal genoptages, er der efter nævnets faste praksis ikke grundlag for at genoptage sagen.

Nævnet afviser derfor at genoptage sagen.

Nævnet bemærker i øvrigt, at det er klager, som skal godtgøre, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Da det imidlertid ikke er godtgjort, at klager har et sådant handicap, og at hun dermed er omfattet af lovens beskyttelsesområde, finder reglerne om arbejdsgiverens tilpasningsforpligtelse i forskelsbehandlingslovens § 2 a ikke anvendelse.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10, om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde