Legislator Case Law & Legislation
W20220995625 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2022 9956 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2022 9956 Valid

J.nr. 21-2723

En kvinde blev afskediget fordi virksomheden, som hun var ansat ved, så sig nødsaget til at foretage nedskæringer pga.

covid-19 nedlukning.

Kvinden havde kort tid forinden afskedigelsen oplyst sin arbejdsgiver om, at hun var gravid.

Arbejdsgiveren kunne dog overfor nævnet dokumentere, at beslutningen om at afskedige kvinden var truffet på baggrund af en vurdering af samtlige medarbejdere i virksomheden, som var foretaget forud for oplysningerne om, at kvinden var gravid.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2022 9956 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som bygningskonstruktør.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som bygningskonstruktør.

Sagsfremstilling

Klager blev den 18. april 2017 ansat som bygningskonstruktør ved indklagede.

Af ansættelseskontrakten fremgår, at klager skulle beskæftige sig med designopgaver, analyseopgaver, brugerprocesser mv.

Den 7. maj 2020 oplyste klager indklagede om, at hun var gravid med termin i november 2020.

Den 25. juni 2020 blev klager mundtligt og den 30. juni 2020 skriftligt afskediget fra sin stilling.

Af det fremlagte afskedigelsesbrev fremgår bl.a.

”Opsigelsen er begrundet i driftsmæssige årsager, da vi over det seneste år desværre har konstateret en reduktion i tilgangen af projekter, og vi derfor er nødsaget til at foretage nedskæringer.

Vi har orienteret dit forbund den 25. juni 2020, da vi er bekendt med, at du er gravid.

Vi har i forbindelse med vores beslutning om at opsige dig grundigt overvejet mulighederne for at omplacere dig, men det har desværre ikke været muligt.

”

Parterne har oplyst, at der i alt blev afskediget tre medarbejdere inklusiv klager i juni 2020.

Indklagede har fremlagt en oversigt over de ansatte medarbejdere forud for afskedigelserne i juni 2020 med markering af, hvilke medarbejdere, der var udvalgt til afskedigelse.

Heraf fremgår bl.a.

”ANSÆTTELSESDATO TITEL

02-09-2013 Arkitekt og projektleder

03-08-2015 Arkitekt

19-04-2017 Arkitekt

03-04-2017 Arkitekt

18-09-2017 Arkitekt

03-04-2018 Arkitekt og projektleder

05-11-2018 Arkitekt o projektleder

18-04-2017 Bygningskonstruktør

10-06-2019 Head of Design

06-11-2018 Projektleder og designer

06-01-2014 Designingeniør

01-01-2019 Chefkonsulent og arkitekt

01-09-2018 Chefkonsulent og CM ekspert

01-03-2012 Chefanalytiker/ Chefkonsulent

01-05-2013 Chefkonsulent

01-09-2018 Director of […]

18-06-2018 PA og Kommunikationsmedarbejder

29-05-2017 PA og Kommunikationsmedarbejder

10-09-2019 Piccoline”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. januar 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Indklagede har for nævnet fremlagt en række slides, som efter det af indklagede oplyste blev udarbejdet til brug for et ledelsesmøde den 28. april 2020.

Af oplysningerne fremgår ovenstående liste over medarbejdere med angivelse af, hvorvidt den enkelte medarbejder inden for forskellige områder var ”fuldt kvalificeret” ”OK men behøver assistance” eller ”Mangler kvalifikationer/erfaring”.

Klager er markeret med kategorien ”Mangler kvalifikationer/erfaring” i fem ud af syv punkter, herunder ”Projekt Ledelse”, ”Strategisk rådgivning”, ”Detailed Design”, ”Experience design”, ”Evne til kreativt at arbejde med design og visualiseringer”.

Indklagede har angivet, at klager er ”fuldt kvalificeret” i forhold til ”Tekniske kundskaber i tegneprogrammer”, mens indklagede har angivet klager som ”OK, men behøver assistance” i forhold til ”Koncept Design på mindre opgaver”.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med sin afskedigelse.

Af klagers sammenfattende bemærkninger fremgår

”Det bør således lægges til grund

At opsigelsen af [klager] skete efter [indklagede] var bekendt med [klager] var gravid

AT der ikke inden opsigelsen var truffet beslutning om at opsige [klager]

AT overvejelser om opsigelse er midlertidige, reversible og ikke kan erstatte egentlige beslutninger

AT der ikke er påvist saglige objektive kriterier, der skal føre til [klager] skal opsiges

AT det skal tillægges vægt, at [klager] havde været ansat i 3 år uden en eneste klage

AT [indklagede] dermed ikke har løftet bevisbyrden efter ligebehandlingslovens § 16 stk. 4

AT den som bilag B fremlagte vurdering er ensidig og subjektiv og ikke kan tillægges bevisværdi

AT [klager] ved fremlæggelse af bilagene 5 og 6 har godtgjort, at hun også fungerede som projektleder

AT det derfor er objektivt ukorrekt når [indklagede] anføre som begrundelse for at opsige [klager], at hun ikke har erfaring som projektleder

AT [indklagede] derfor ikke har løftet bevisbyrden for at opsigelsen af [klager] ikke har været begrundet i hendes graviditet.

”

Indklagede påstår principalt afvisning af sagen og subsidiært frifindelse.

Af indklagedes sammenfattende bemærkninger fremgår

”[Indklagede] bestrider, at klager er blevet opsagt i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Til støtte herfor gør [indklagede] gældende, at bevisbyrden efter § 16, stk. 4 er løftet ved, at [indklagede] kan dokumentere, at beslutningen om udvælgelsen af klager til opsigelse, såfremt ordrenedgangen ikke vendte, forelå allerede på et ledelsesmøde den 28. april 2020 jf. sagens bilag A, og således inden klager oplyste om sin graviditet den 7. maj 2020.

Hertil kommer, at der ligger saglige kriterier til grund for udvælgelsen af de tre medarbejdere, der fremgår af sagens bilag A, hvilket dokumenteres i sagens bilag B.

Det bemærkes hertil, at det er ubestridt mellem parterne, at coronasituationen i Danmark betød arbejdsmangel for virksomheden, og nødvendiggjorde behov for personalereduktion.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det i en situation med arbejdsmangel, som en del af ledelsesretten er arbejdsgivers frie skøn, hvilke medarbejdere, der bedst kan undværes.

Det er således underordnet, at klager selv mener, at der var medarbejdere, der havde været ansat i kortere tid end hende, og som havde 'mindre erfaring med og kendskab til [indklagedes] produkter', der ikke blev udvalgt til opsigelse, idet klager efter virksomhedens skøn, og grundet karakteren af de opgaver der tilgik virksomheden, var en af de tre medarbejdere, der bedst kunne undværes.

Den mundtlige bevisførelse fra de fem deltagere på mødet, der til støtte for sagens bilag A kan dokumentere, at man havde udvalgt de tre medarbejdere som dem, der bedst kunne undværes allerede den 28. april 2020, herunder [klager], er dog centrale for nævnets afgørelse af sagen, hvorfor nævnet bør afvise sagen i henhold til § 8 i lov om Ligebehandlingsnævnet.

Til støtte for den principale påstand om afvisning kommer, at der fra klagers side af er rejst et spørgsmål i sagen om, hvorvidt sagens bilag A viser, at [indklagede] skulle have modtaget lønkompensation uden at opfylde betingelserne herfor.

Det gøres gældende, at klager ingen retlig interesse har i dette spørgsmål, der endvidere er uegnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet.

Såfremt nævnet kan behandle sagen uafhængigt af mundtlig bevisførelse, gøres det subsidiært gældende, at bilag A, hvoraf klagers initialer fremgår, i sig selv er tilstrækkelig dokumentation for, at udvælgelsen af hende allerede forelå den 28. april 2020, og at virksomheden derfor har løftet sin bevisbyrde jf. ligebehandlingsloven§ 16, stk. 4, og således bør frifindes.

Samtidig fastholdes det, at spørgsmålet om lønkompensation bør afvises.

”

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i dette forhold.

Som sagen er oplyst for nævnet, er det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det er ubestridt, at klager var gravid på afskedigelsestidspunktet.

Det er således den omvendte bevisbyrde, der finder anvendelse.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at den omstændighed, at klager var gravid, ikke havde betydning for beslutningen om at afskedige hende.

Ifølge afskedigelsesbrevet blev klager afskediget på grund af indklagedes behov for personalereduktion.

Der blev i alt afskediget tre ud af i alt 19 medarbejdere.

Nævnet lægger til grund, at ledelsen hos indklagede på ledelsesmøde den 28. april 2020 drøftede virksomhedens situation, herunder hvilke medarbejdere man så sig nødsaget til at afskedige, hvis virksomhedens ordresituation ikke forbedrede sig.

Man gennemgik samtlige medarbejdere i forhold til en række kriterier.

Tre medarbejdere blev markeret i forhold til afskedigelse, herunder klager.

Det var disse tre medarbejdere, der faktisk blev afskediget.

På mødetidspunktet var indklagede ikke bekendt med klagers graviditet.

Nævnet finder efter en samlet vurdering, at indklagede herefter har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke indgik i beslutningen om at afskedige klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2022 9956 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, om nævnets kompetence

•

§ 8, om afvisning af sagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2022 9956 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 9, om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov

•

§ 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →