Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om Handicap - afskedigelse - er handicap - kommuner - ej medhold
J.nr. 20-55786
En skolelærer led af gener efter en hjernerystelse bl.a. i form af tinnitus, hovedpine, nervesmerter og udtrættethed.
Den indklagede kommune havde løbende foretaget tilpasninger under ansættelsen herunder f.eks. fritagelse fra opgaver, hviletid, særlig skematilrettelæggelse osv.
Under et møde foreslog skolelæreren, at hun kunne blive ansat på særlige vilkår på 48 % af sin arbejdstid tidsbegrænset til 1 år.
Kommunen tilbød skolelæreren en permanent stilling på ordinære vilkår på 48 % af skolelærerens arbejdstid.
Skolelæreren tog ikke imod tilbuddet, hvorefter hun blev afskediget.
Nævnet vurderede, at kommunen i en årrække løbende havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Nævnet vurderede videre, at skolelæreren på afskedigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling som lærer.
Skolelæreren fik derfor ikke medhold.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af en skolelærer.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som skolelærer.
Sagsfremstilling
Klager blev den 4. august 2014 ansat som lærer i den indklagede kommune.
Den 9. januar 2015 pådrog klager sig en hjernerystelse ved at slå hovedet i madkundskabslokalet på skolen.
Klager blev af sin læge sygemeldt fra den 12. januar 2015.
Den 22. januar 2015 blev den første fraværssamtale afholdt.
Den 11. februar 2015 blev der afholdt sygefraværssamtale, hvor muligheden for at genoptage arbejdet bl.a. blev drøftet.
Den 25. februar 2015 blev der afholdt endnu en sygefraværssamtale.
Følgende fremgår bl.a. af referatet
”…
[Klager] føler sig slet ikke klar til at starte op på arbejde.
Det har [leder] stor forståelse for, og [leder] udtaler at [klager] ikke skal starte op, før hun er klar til det.
…”
Den 20. marts 2015 blev der afholdt sygefraværssamtale, hvor klager gav udtryk for, at hun håbede og troede på fuld raskmelding i løbet af ca. 1 måned.
Ved sygefraværssamtale af 10. april 2015 gav klager udtryk for, at opstarten havde været god, men hård.
Ved sygefraværssamtale af 6. maj 2015 blev klager bl.a. fritaget fra at deltage i lejrskole, da dette oveni en kommunal forflyttelsesproces og skolefest ville blive for omfattende.
Den 3. juni 2015 blev der afholdt en sygefraværssamtale.
Klager havde fra den 19. maj 2015 været nødsaget til at fuldtidssygemelde sig igen.
Ved sygefraværssamtale af 30. juni 2015 oplyste klager, at der ikke var sket ændringer i hendes tilstand.
Ved sygefraværssamtale af 2. august 2015 oplyste klager, at hun fortsat havde brændende hovedpine.
Endvidere blev følgende aftalt
”…
[Jobcenter] oplyser, at [klager] har mulighed for at få en fire-ugers praktik periode fra torsdag den 6.8.15 - 4.9.15, hvor [klager] i de to første uger har 10 timers arbejdstid fordelt på 8 lektioner og 4 timers teamarbejde.
[Klager] følger i praktikperioden således sin vikar i praktikperioden og skal løbende vurdere, hvor meget og hvor aktivt hun kan deltage.
[Klager]s vikar har hovedansvaret for undervisningen og teamarbejdet.
Aftaler
Efter de to uger sættes timetallet op, hvis det er muligt, til hhv.
12 og 14 timers arbejdstid med en tilsvarende øgning af lektionstallet.
…”
Den 2. september 2015 blev der afholdt en statussamtale.
Følgende optrapningsplan blev aftalt
”…
Plan for de kommende 4 uger: [Klager] raskmeldes delvist, således at hun de første 2 uger (37 og 38) er på 12 klokketimer pr. uge, med en ugentlig restitueringsdag, herefter optrappes til 17 ugentlige klokketimer de næste 2 uger (39 og 40), og der foretages en vurdering af restitueringsdag.
…”
Efter mødet blev optrapningsplanen ændret som følge af anbefalinger fra en neurolog.
Klager skulle herefter møde 10 ugentlige klokketimer med langsom optrapning.
Den 30. september 2015 blev der afholdt statussamtale, hvor den videre optrapningsplan blev aftalt.
Ved statussamtale af 30. oktober 2015 blev det oplyst, at tidspunktet for fuld raskmelding kunne vurderes efter foretagelse af test på Hjerneskadecenteret.
Klager stod herefter i kø til at få foretaget en test.
Ved statussamtale af 14. december 2015 oplyste klager, at det fortsat gik godt, men at der forekom hovedpine og træthed på lange dage.
Der blev aftalt en videre optrapningsplan.
Af referat af statussamtale af 1. februar 2016 fremgik bl.a. følgende
”…
Med hensyn til hovedpinen er det uændret - tiltager proportionelt med arbejdsbelastning.
[Klager] fortæller, at hun har fået høreapparater.
Hun er i en indkøringsperiode, men har positive forventninger, især m.h.t.
at mindske ubehaget af tinnitus.
Skolens ledelse kommer med en progressionsplan for at få [klager] tilbage på fuld tid.
Planen er at optrappe i 4 perioder, således at [klager] læser alle hendes timer, når vi kommer til uge 20.
Herefter overtager [klager] også klasselærerfunktionen, således at [klager] de sidste 6 uger af skoleåret kan prøve kræfter med fuldtidsarbejde.
…”
Ved brev af 7. marts 2016 anmodede klagers faglige organisation om en drøftelse af aftalebaseret job på særlige vilkår i henhold til en rammeaftale.
Der blev ikke indgået en sådan aftale.
Den 4. april 2016 udarbejdede en speciallæge i neurologi en udtalelse om klagers helbred
”Til rette vedkommende
[Klager] har været udsat for en hovedtrauma den 09/01-2015 og har efterfølgende haft klassiske symptomer i form af svækkelse af korttidshukommelsen, koncentrations svækkelse, konstant dobbeltsidig pressende hovedpine og træthed.
Svært med at læse, bruger PC.
Hun kan også opleve indlæringsbesvær.
Hun kan meget nemt blive distraheret og mister tråden i forbindelse med en samtale.
Alle disse symptomer er karakteristiske efter et hovedtrume.
…
Derfor vil det være optimalt at komme ned i timerne med henblik på en bedre prognosen senere.
…”
Den 20. april 2016 anmodede klager om at få nedsat sin arbejdstid til 80 % som følge af hjernerystelsen.
Anmodningen blev imødekommet af indklagede.
Ved brev af 10. maj 2016 blev klager tildelt en § 56-aftale som følge af sin hjernerystelse.
Den 27. april 2017 anmodede klager om nedsat arbejdstid til 80 % i skoleåret 2017/2018.
Anmodningen blev imødekommet.
Den 6. april 2018 anmodede klager om nedsat arbejdstid til 80 % i skoleåret 2018/2019.
Anmodningen blev imødekommet.
Den 13. april 2019 blev der afholdt omsorgssamtale, da klager ønskede at få nedskrevet sine skånehensyn
”…
[Klager] har været ved neurolog.
Neurolog anbefaler, at [klager] har færre lektioner.
4 lektioner pr dag og en ugentlig fridag.
Det ville kræve, at [klager] skal længere ned i ned end de 80%
[Klager]s forslag er, at hun måske så kunne få støttetimer eller lignende, hvor hun ikke står med forberedelsen.
Der er ikke pt den mulighed på [skolen], da der ikke er timer til det.
…
[Klager] oplever, at bruge meget tid på møder.
Neurologen anbefaler, at der flekses ud fra nogle møder.
Der kan være en udfordring i ikke at deltage ved alle teammøder.
- men der kan være en mulighed i at onsdagene kun er til 16.00
Vi taler om, om komme gå tider kan være en mulighed, da [klager] fortæller der bruges meget energi på at administrere tiden, men at hun er bange for at låse tiden for hårdt.
Det drøftes om muligheden for at slippe klasselærerfunktionen, da den kræver megen mødeaktivitet.
…”
Ved brev af 11. juli 2019 blev klagers arbejdstid nedsat til 80 % efter aftale mellem klager og indklagede.
Den 11. oktober 2019 blev der afholdt en omsorgssamtale mellem klager og indklagede.
Følgende fremgår bl.a. af referatet
”…
[Klager] fortæller, at hun er kommet rigtig skidt fra start.
Der fortælles om daglig hovedpine.
Onsdag torsdag, fredag er [klager] udtrættet.
[Klager] oplever, det er hårdt at gå på arbejde, og at hun arbejder mere end hun skal.
[Klager] har talt med læge og neurolog, og forslaget er at mindske mødedeltagelsen.
…
[Klager]s ønsker er imødekommet ift.
Skemaet.
- Nedsat tid som tidlig fri mandag og fredag eftermiddag.
- Ikke mere end 5 lektioner pr dag.
- Onsdage forberedelse inden møder og max 4 timers undervisning
- Møder ind senere om morgenen.
Der er forsøgt at hjælpe [klager] ved
- ikke at tildele vikartimer ([navn])
- bistå i det skriftlige arbejde og pæd sparring.
([navn])
.
.
.
Aftaler/Handling
…
På lang sigt- ønske om at afgive klasselærerfunktionen.
På lang sigt - ønsk om senere start om onsdagene.
…”
Den 6. december 2019 blev der afholdt endnu en omsorgssamtale mellem klager og indklagede.
Følgende fremgår bl.a.
”…
Aftaler/Handling
Målet er at [klager] skal få det bedre inden for de næste par måneder.
…”
Den 16. december 2019 blev der afholdt et møde mellem klager og indklagede.
Følgende fremgår af referatet
”[Klager] fortæller, at det er gået op for hende, at de aftaler der er lavet på de sidste mange møder ikke virker.
Hun oplever, at hun overbelaster sig selv konstant.
[Klager] oplever ikke at få nok hvile som det er nu.
[Klager] fortæller, at når hjernen er skadet som hendes, så overbelastes den lettere.
[Klager] er nået dertil, at hun har besluttet, at hun er nødt til at enten sygemelde sig helt eller deltid ca 50 %.
…
Pt har [klager] 20 lektioner i skemaet.
Skal hun ned på ca. 50% skal hun løse 14 lektioner.
En dag med 6 lektioner vurderer [klager] ikke hun kan.
…”
Klager blev efterfølgende sygemeldt på 50 % frem til 17. januar 2020.
Den 16. januar 2020 blev der afholdt en fraværssamtale.
Følgende fremgår bl.a. af referatet
”…
Drøftelser ved fraværssamtalen
- Adspurgt om hvordan medarbejderen har det, oplyser medarbejderen at hun har det rigtig godt siden hun er blevet deltidssygemeldt.
Hun oplever at have fået det meget bedre, og fortæller, at måske er det det hu kan.
De korte dage om onsdagen (12-16) har været gode, og det har betydet, at weekender og torsdag fredage har kunnet fungerer godt.
- [Klager] har undgået skrærmarbejde så vidt muligt, og arbejdet mere i papirformat, flere pauser og mere med hjem.
- Tal til windows virker ikke til [klager], da man skal tjekke hele tiden om det fungerer.
- Bruger hvilebriksen i et stillerum, inden mødeaktivitet onsdage.
…
[Klager] fortæller, at det niveau nu med 4 lektioner om dagen og en ugentlig fridag er det leje [klager] forventer hun kan løfte.
- Adspurgt om hvilke funktioner medarbejderen kan udføre, oplyser medarbejderen.
På 80%
Lange dage med mødeaktivitet er svært.
Oplevelse af for lidt forberedelse.
Klasselæreropgaven var overvældende ift.
Ikke at kunne nå det pga.
vekslende opgaver i perioder med meget klasselærerarbejde
Symptomer
Udtrættet, hovedpine, nervesmerter, tinnitus
På 50% - 14/15 lektioner
Oplevelse af at forberedelsen har været lettere at nå og have overskud til.
Symptomer er mere i dvale nu - der var lidt efter juleferien ([Klager] beskriver, at det er lidt som at starte en kold motor)
Mødeaktivitet er lettere at overskue, hvis der er pause og korte dage - max 4 lektioner.
Mindre følsom ift.
Lyd og uforudsigelighed.
…
Aftaler ved fraværssamtalen
- Medarbejderen er sammen med ledelse opmærksom på timer i emneugen.
[Klager] har planlagt det, så det er det er til at være i.
- Lederen skal kontakte jobcenteret for møde med dem snarest muligt.
- [Navn] undersøger om ansættelsen på 80% er for et år eller varigt og medbringer til næste møde.
- Indtil næste møde fortsættes 50% deltidssygemelding.
…”
Den 24. januar 2020 blev der afholdt en statussamtale mellem klager og indklagede
”…
Siden d. 16 fortæller [klager], at symptomerne ikke er væk, men når dagene er kortere, oplever [klager] at hun har tid til at få hvilet og restitueret.
Hovedpinen er udholdelig og mere moderat, men ikke væk.
Meget læsning, larm eller udsving i opgavemængde udløser symptomerne.
Det er stadig oplevelsen at hun lige kan holde næsen over vandet - men det er nok lige til max nu - Hvis det kom skole hjem samtaler ind nu, ville det være vanskeligt.
[Klager] tænker også om det kan ændre sig, men omvendt efter 5 år med symptomer, tænker [klager] at det måske er kronisk.
[Klager] fortæller, at forskningen viser at det er stationært efter ca. 1 år.
Det drøftes om der er opgaver der ikke er hensigtsmæssige for [klager].
Klasselærerfunktionen italesættes som noget af det der udfordrer.
…
[Faglig organisation] er bekymret for at [klager] siger at hendes Max er 50%.
[Faglig organisation] tænker på om der er brug for et flexjob.
[Leder] er enig med [faglig organisation].
[Leder] og [klager] fortæller, at selv med mange tiltag har der de sidste 5 år været alvorlige udfordringer selv på nedsat tid.
…
Lige nu læses 15 lektioner.
- en af dem er 16 b hvor der er to lærere.
Det drøftes om det er klogt at være på 15 med den sidste time.
[Klager] vurderer selv, at mandage som er korte er gode, (Der er 3 lek) - men længere dage der går det galt med massiv hovedpine og udtrættethed.
…
Arbejdspladsen ser det som vanskeligt at fastholde på ordinære vilkår med afsæt i de seneste års møder.
[Jobcenter] italesætter bekymringen for om [klager] kan være i et alment lærerjob - om det er muligt at lave de nødvendige skånehensyn.
[Klager] forklarer, at hun udover skaden på hovedet også har en rygskade og derfor ikke kan stillesiddende arbejde.
[Klager] har særlig stol, hæve sænkebord, stillearb.
plads og et stillerum med en daybed.
…”
Den 3. marts 2020 blev der udarbejdet en speciallægeerklæring fra en neurolog vedrørende klagers helbred.
Følgende fremgår bl.a.
”…
[Klager] oplyser om gener i form af tinnitus, hovedpine, nervesmerter samt at være udtrættet, ligesom symptomerne har gjort sig gældende lige siden 2015 i større eller mindre grad.
Symptomerne forværres ved belastning.
[Klager] oplyser om effekt af den aktuelle nedsatte arbejdstid, ligesom der er indgået flere aftaler med arbejdspladsen med henblik på at fastholde [klager] i nuværende ansættelse;
blandt andet beskæftigelsesgrad på 80% for en periode som aktuelt er 50%, gjort brug af §56 aftale, mulighed for stille arbejdsplads, sparring med henblik på at strukturere arbejdstiden, fleksible komme og gå tider, tildeling af vikartimer som støtte i undervisningssammenhæng samt indkøb af en day bed med henblik på at [klager] kan hvile sig i løbet af dagen.
Som opfølgning af den helbredsmæssige situation anmodes der om en statusattest vedrørende
1.
Hvilken diagnose er der tale om, og hvilken behandling har været iværksat?
Tidligere mild form for hjernerystelse.
Undertegnede kan ikke forklare forværring.
Derfor bør udredning for andre årsager, for behov yderligere sygmelding, overvejes via egen læge (som for eksempel stress).
…
3.
Hvilke skånehensyn er der for nuværende, og vurderes der at være tale om varige skånehensyn?
Undertegnede kan ikke udtale sig om dette - tilrådes at forholde sig til ergoterapeutens vurdering.
4.
Vurderes skånehensynene at kunne imødekommes i arbejdet som skolelærer?
Undertegnede kan ikke udtale sig om dette - tilrådes at forholde sig til ergoterapeutens vurdering.
…”
I journalnotat af 5. marts 2020 anførte en ergoterapeut følgende om klagers helbredstilstand
”…
Klasselærerfunktionen er en hård opgave, da der følger et stort ansvar/pres med.
Der er mange her og nu opgaver, mange administrative opgaver, kræver større kendskab til eleverne, og man er generelt mere 'på'.
[Klager] mærker tydeligt, at opgaven er et stort pres for hende som situationen er nu.
…”
Den 6. marts 2020 blev der afholdt statusmøde mellem klager og indklagede.
Følgende fremgår bl.a. af referatet
”…
Hjerneskadecenter skal vurdere rehabiliteringsbehov.
Der vil typisk være et par måneders ventetid.
- Derefter undersøgelse med fys og neuropsykologer.
…
[Klager] siger, at hun ikke har det bedre pt.
Det drøftes om timetallet er for højt pt.
Lige nu er det en klasse læreropgave der fylder meget, og [klager] foreslår at hun ikke skal have klasselærerfunktionen.
Vi har tidligere talt om, at på lang sigt, er det for stor en belastning at [klager] skal varetage en klasselærerfunktion.
Akut er det en belastning for [klager] med klasselæreropgaven.
Ledelse undersøger denne mulighed.
…
[HR] forklarer, at det kan være vanskeligt for arbejdspladsen at planlægge med at [klager] er på 80%, når status er på max 50 % - formentlig mindre efter nærværende møde.
Jobcenter
Jobcenteret oplyser, at det er for tidligt at vurdere om [klager] kan få et flexjob.
Det afhænger af hvordan det går når [klager] ikke har klasselærerfunktion og behandling på hjerneskadecenter.
Derudover er der mange ting, som skal afprøves.
…”
Efterfølgende samme dag blev det aftalt, at klager ikke skulle løse klasselæreropgaven, klager blev løst delvist for gårdvagter, og klager blev raskmeldt med 45 % af fuldtid.
Som følge af corona-pandemien blev alle ansatte hjemsendt den 13. marts 2020.
Den 23. marts 2020 anmodede klager og klagers faglige organisation igen om indgåelse af drøftelser om aftalebaseret job på særlige vilkår.
I mulighedserklæring af 31. marts 2020 anførte klagers læge følgende
”…
Pt.
har tidligere arbejdet på 80% men forsøgt en periode at nedjustere til først 50 og siden 45% da hun oplevede forværring af velkendte symptomer efter tidligere hovedtraume ved at arbejde på de 80%.
Har ikke haft mulighed for at afprøve disse tiltag pga.
nedlukning pga.
Corona-situationen.
Afventer desuden udredning ved Hjerneskadecenteret (har endnu ikke fået tid) da det er et noget atypisk forløb pt.
har efter relativt lille hovedtraume.
Pt.
oplyser desuden at hun fra næste skoleår har søgt ansættelse på særlige vilkår og dermed skal arbejde på knap 50%.
Dette for at afprøve hvad arbejdsevnen rækker til.
Min umiddelbare formodning er at arbejdsevnen fremadrettet vil ligge mellem 50-80%.
…”
Den 2. april 2020 blev der afholdt statusmøde mellem klager og indklagede.
Følgende fremgår bl.a. af referatet
”…
[Leder] spørger yderligere ind til, hvorvidt der er en tidshorisont på hvornår der kan øges og om det er realistisk.
…
[Klager] kan ikke selv sætte tid på hvornår hun er tilbage, og [klager] er selv i tvivl om hvorvidt det er realistisk at komme op på 80 %.
- Der er en bekymring for om [klager] kan komme op på mere end 50%.
…
Det italesættes af [faglig organisation] og [klager], at jobcenteret ikke pt er indstillet på at sætte i gang med fastholdelsesfleksjob så længe alle behandlingsmuligheder ikke er afklaret.
…
[Klager] oplyser, at hun har talt med hjerneskadecenteret, og de kan ikke fortælle hende, hvornår hun kan få tid hos dem.
[Klager] har rykket for det.
De sagde, at de ville kunne hjælpe hende med strategier.
Hvad det præcist kan hjælpe, kan [klager] ikke sige.
[Faglig organisation] og [klager] havde forinden mødet fremsendt forslag til ansættelse på særlige vilkår efter det sociale kapitel, som indeholder en ansættelse på 48 % tidsbegrænset til et år, hvorefter ansættelsen falder tilbage til hendes ordinære ansættelse igen.
Pensionsbidraget beregnes og optjenes på baggrund af hidtidige pensionsgivende løn og beskæftigelsesgrad.
Adspurgt hertil oplyser [HR], at det er Kommunen ikke indstillet på.
[Faglig organisation] italesætter, at det er en betingelse i
forbindelse med bevilling af fastholdelsesfleksjob, at man har været ansat på særlige vilkår efter det sociale kapitel i 12 måneder forinden.
[HR] oplyser hertil, at det er nok, at der 12 måneder forinden har været særlige vilkår i ansættelsen, herunder skånehensyn.
[HR] spørger til om [klager] er indstillet på at kunne varetage en stilling på ordinære vilkår på 48% permanent
[Klager] fortæller, at det vil ikke økonomisk hænge sammen.
Det kan det, hvis det er tidsbegrænset et år.
Det er også derfor de foreslog aftalen på et år.
[HR] oplyser, at der er behov for en permanent løsning, og ikke en tidsbegrænset løsning.
[HR] fortæller, at vi står ved en skillelinje, og det ser ikke ud til at der er udsigter til snarlig tilbagevenden til en 100 % eller 80 % stilling.
…”
Klager har oplyst, at hun udbad sig betænkningstid vedrørende forslaget om permanent nedsat tid, men at den indklagede kommune krævede øjeblikkelig afklaring.
Klager afviste således ikke tilbuddet.
Indklagede har oplyst, at der var tale om et reelt tilbud.
Ved møde af 3. april 2020 blev klager orienteret om, at hun blev påtænkt afskediget.
Af brev af samme dato fremgår følgende begrundelse
”…
Den påtænkte afsked er begrundet i, at dit sygefravær har skabt en situation, som er uforenelig med arbejdspladsens drift.
…”
Den 28. april 2020 blev der foretaget forhandling mellem klagers faglige organisation og indklagede vedrørende den påtænkte afsked.
Der blev ikke opnået enighed.
Ved brev af 30. april 2020 blev klager afskediget med den påtænkte begrundelse.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. december 2020.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun blev afskediget i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap.
Klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Indklagede var bekendt hermed.
Klagers hjernerystelse blev anerkendt som en arbejdsskade, og klager fik fastsat en varig mén-grad på 8 %, samt fik fastslået et erhvervsevnetab på 20 %.
Klager fik tillige tilkendt en § 56-aftale.
De efterspurgte tilpasningsforanstaltninger ville ikke være en urimelig byrde for indklagede.
Indklagede iværksatte og afprøvede ikke samtlige relevante og nødvendige skånehensyn.
Indklagede iværksatte i stedet en afskedigelse, hvor alle relevante behandlingsmuligheder ikke var afdækket, og hvor effekten af iværksatte tilpasningsforanstaltninger ikke var afklaret.
Der er henvist til dom fra Retten i Roskilde af 23. december 2020 (Sag BS-37374/2019-ROS).
Klager ønskede løbende at blive fritaget for klasselærerfunktionen, da denne forværrede klagers tilstand.
Indklagede kunne have fritaget klager fra denne opgave tidligere.
Da kommunen endeligt fritog klager fra klasselærerfunktionen, afventede man ikke effekten heraf inden afskedigelse, herunder bl.a. fordi medarbejderne blev hjemsendt som følge af corona-pandemien.
Det var kommunens valg, at klager først kunne fritages fra klasselærerfunktionen på lang sigt.
Det er korrekt, at klager på papiret ikke altid havde klasselærerfunktion eller havde delt klasselærerfunktion.
Dette var dog ikke i overensstemmelse med den hverdag, som klager oplevede.
Klager ønskede ikke at blive tildelt klasselærerfunktionen i skoleåret 2019/2020.
Klager var af den opfattelse, at beslutningen herom var truffet på forhånd, hvorfor der ikke var mulighed for indvendinger herimod.
Klager blev ikke, som påstået af indklagede, hjulpet med varetagelse af de konkrete arbejdsopgaver i funktionen.
Klager ønskede at blive fritaget fra gårdvagter således, at klager kunne holde pause mellem to lektioner.
Indklagede kunne have fritaget klager fra denne opgave tidligere.
Indklagedes modvilje mod at indgå i dialog om aftalebaseret job på særlige vilkår og/eller fleksjob medførte, at klager selvbetalt måtte gå ned i tid og dermed ned i løn.
Det er ikke korrekt, når indklagede anfører, at jobcenteret var i tvivl om, hvorvidt klagers skånehensyn kunne imødekommes i et fleksjob.
Dette fremgår ikke af sagens dokumenter.
Det er ikke korrekt, når indklagede påstår, at klager selv gav udtryk for, at hun ikke ville kunne varetage sin stilling på trods af tilpasningsforanstaltninger.
Klager ville have været kompetent og egnet til at varetage stillingen, hvis kommunen havde foretaget de nødvendige og efterspurgte tilpasningsforanstaltninger, samt afventet resultatet af disse og udredningen på hjerneskadecenteret.
Indklagede burde have overvejet, om klager kunne være blevet omplaceret til en anden stilling inden for kommunen, hvor klagers skånehensyn kunne være blevet imødekommet.
Indklagede påstår frifindelse.
Subsidiært at der skal betales en mindre godtgørelse end påstået.
Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager i forbindelse med afskedigelsen.
Indklagede anerkender, at klager kunne lide af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Det var tidligt i sygefraværsperioden klart, at det var de væsentlige funktioner i stillingen, der var påvirket.
Indklagede gør gældende, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at der er sket den videst mulige og rimelige tilpasning af klagers funktion.
Indgåelse af en aftale om ansættelse på særlige vilkår var i øvrigt ikke en tilpasning.
Indklagede opfylde løbende sin tilpasningsforpligtelse, uanset om en sådan aftale om ansættelse blev indgået.
Indklagede har løbende gennem årene bl.a. foretaget følgende tilpasninger: Fokus på andre opgaver end undervisning, fritagelse for opgaver, iværksættelse af diverse værktøjer til hjælp, restitutionsdage, nedsat tid, § 56-aftale, stillearbejdsplads, fleksibel mødedeltagelse (dvs. deltagelse i det omfang, klager kunne), hviletid, særlig tilrettelæggelse af skema og undtagelse fra skærmarbejde.
Særligt i forhold til klasselærerfunktionen varetog klager ikke denne i 2016/2017 og 2018/2019, og kun delt funktion i skoleåret 2017/2018.
Klager varetog således i flere år af sin ansættelse ikke en klasselærerfunktion.
Det var først i oktober 2019, at klager gav udtryk for, at hun på lang sigt ville fritages for klasselærerfunktionen.
Det ville i øvrigt ikke have været proportionalt at skulle ansætte en yderligere underviser til opgaven.
I skoleåret 2019/2020 stod skolen over for besparelser, hvorfor der blev lavet en aftale mellem indklagede og klager om varetagelse af klasselærerfunktion.
Klager har ikke før marts 2020 givet udtryk for, at klasselærerfunktionen udfordrede hende akut.
Klager underskrev selv og indgik selv i aftalen om klasselærerfunktionen i forbindelse med årlige samtaler om opgavefordelingen på skolen.
Indklagede kan ikke genkende klagers beskrivelse af, at hun udførte klasselærerfunktioner i praksis i de perioder, hvor hun ikke var tildelt denne funktion.
Klager ønskede ikke før den 6. marts 2020 at blive fritaget fra gårdvagtsfunktionen, hvilket hun straks herefter blev.
Klager afviste umiddelbart før afskedigelsen af økonomiske årsager at gå ned i tid.
Der henvises i den forbindelse til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 19. august 2020 i j.nr.: 19-45066.
Uanset disse tilpasninger var klager ikke kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin ansættelse som lærer på afskedigelsestidspunktet.
På afskedigelsestidspunktet kunne klager ikke varetage klasselærerfunktionen, arbejde mere end 4 dage om ugen, arbejde mere end 4 lektioner om dagen, deltage i alle møder, indgå i gårdvagt, hvis der var undervisning efterfølgende, indgå i busvagt, planlægge fællesaktiviteter for eleverne, varetage undervisning uanset tilstedeværelse af en støttepædagog, læse, arbejde for meget ved en skærm, forberede sig uden fred og ro, være til stede i larm, arbejde uden at have faste rammer og forudsigelighed, have udsving i opgavemængder og varetage vikartimer.
Indklagede var ikke forpligtet til at afvente stillingtagen til eventuelt flexjob, idet man ikke kunne få oplyst de tidsmæssige udsigter til behandling på hjerneskadecenteret, samt at jobcenteret var i tvivl om, hvorvidt klagers skånehensyn kunne imødekommes i et flexjob.
Endvidere var indklagede ikke forpligtet til at afvente, idet ingen specialister kunne sige noget om varigheden eller fremtidig arbejdsevne.
Klager gav flere gange selv udtryk for, at hun ikke kunne klare arbejdet som lærer på trods af tilpasningsforanstaltninger.
Der er henvist til Vestre Landsrets dom af 2. maj 2018.
Hjemsendelsen som følge af Covid-19 medførte også, at klager fik mere ro.
Hjemsendelsen burde derfor ikke have betydning i forhold til klagers evne til at udføre sine opgaver.
Indklagede var ikke forpligtet til at tilbyde klager et andet job end det, klager var ansat til at udføre.
Der er henvist til Østre Landsrets dom af 28. februar 2020.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Handicap
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018.
830H og UfR2018.
853H.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.
Det fremgår af sagens lægelige oplysninger, herunder bl.a. speciallægeerklæring af 3. marts 2020, at klager lider af gener efter sin hjernerystelse bl.a. i form af tinnitus, hovedpine, nervesmerter og udtrættethed.
Klagers symptomer bliver værre ved belastning.
Som følge af klagers sygefravær blev hun den 10. maj 2016 tilkendt en §56-aftale og klager fik løbende efter aftale med indklagede nedsat sin arbejdstid.
Klager havde derudover løbende drøftelser med indklagede vedrørende skånehensyn i relation til skema, mødedeltagelse, stillearbejdsplads m.v.
Nævnet vurderer herefter, at klagers gener efter hjernerystelsen medførte begrænsninger, der forhindrede hende i at deltage fuldt og effektivt i arbejdslivet på lige vilkår med andre, og at disse begrænsninger var af lang varighed.
Klager havde derfor på afskedigelsestidspunktet et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Faktiske omstændigheder
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det fremgår af afskedigelsesbrevet af 30. april 2020 og af den påtænkte afskedigelse af 3. april 2020, at denne var begrundet i, at klagers sygefravær havde skabt en situation, der var uforenelig med arbejdspladsens drift.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Arbejdsgivers pligt til at foretage tilpasninger
Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse.
Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.
Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand.
Klager har bevisbyrden herfor.
Klager og indklagede har løbende siden klagers ulykke haft en omfattende dialog om skånehensyn m.v.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden.
Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.
Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.
Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger, der ikke udgør en uforholdsmæssig stor byrde - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med den pågældende stilling.
Indklagede har i løbet af ansættelsen bl.a. foretaget følgende tilpasninger
Fokus på andre opgaver end undervisning, fritagelse for opgaver, iværksættelse af diverse værktøjer til hjælp, restitutionsdage, nedsat tid, § 56-aftale, stillearbejdsplads, fleksibel mødedeltagelse (dvs. deltagelse i det omfang, klager kunne), hviletid, særlig tilrettelæggelse af skema og undtagelse fra skærmarbejde.
Ved møde af 2. april 2020 foreslog klager, at hun kunne blive ansat på særlige vilkår efter overenskomstens sociale kapitel med en ansættelse på 48 % af sin arbejdstid tidsbegrænset til 1 år.
Indklagede tilbød på mødet klager en permanent stilling på ordinære vilkår på 48 % af klagers arbejdstid.
Klager tog ikke imod tilbuddet fra indklagede.
Klager modtog herefter den 3. april 2020 brev om påtænkt afskedigelse.
Afskedigelsen var begrundet i, at klagers sygefravær var uforeneligt med arbejdspladsens drift.
Nævnet vurderer, at indklagede i en årrække løbende har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse.
Det er nævnets vurdering, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling som lærer.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
-
Skolehjemsamtaler over 4 dage kan være en mulighed
-
Forsøg med hvile og ikke PC arbejde de to timer før teammøderne
-
Flexibel aftale fortsat gældende.
-
Forsøg med teknik der kan lave tale til tekst.
-
[Klager] har ønske om flere 16 B timer
-
…
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2 a, om tilpasning
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde