Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0899
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0899
Klage afvises på grund af manglende retlig interesse
Børsen bragte i august måned en artikel med omtale af en bedragerisag, hvor blandt andet en advokat var omtalt.
En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at Børsen havde afvist at slette en del af advokatens efternavn.
Selv om klager og hendes børn efter det oplyste er de eneste personer, der juridisk bærer det pågældende efternavn, afviste Pressenævnet at behandle klagen, da klager ikke var omtalt eller afbildet i artiklen, og derfor ikke har retlig interesse.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Analyse: Svindlere kan også selv blive ofre ”, som blev bragt af Børsen den 22. august 2022 på netavisen borsen.dk, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Sagsfremstilling
Den påklagede artikel indeholder omtale af en bedragerisag, hvor blandt andet en advokat omtales under navnet [Person A].
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Listen over ofre for den tidligere [Virksomheden]-direktør, [Person B]s, påståede gigantiske bedrageri bliver nu udvidet.
Mens det tidligere har været en lang række rigmænd, velhavere, venner og familiemedlemmer, der af alt fra grådighed, medlidenhed, uvidenhed og uforsigtighed har kastet et trecifret millionbeløb efter [Person B] for siden at opdage, at pengene er væk, er der denne gang tale om et mere atypisk offer.
Nemlig hans mangeårige forretningspartner og advokat, [Person A], der har været bestyrelsesformand i [Virksomheden] og ifølge Børsens materiale om sagen selv har taget af kassen og efterladt flere ofre med økonomiske smerter og juridiske udfordringer.
[Person A] har taget et tocifret millionbeløb fra sine klientkonti og lånt ud til netop [Person B].
Så han er nu selv blevet et offer for sin bedragerisigtede makkers ageren.
[…]
Men uanset hvad risikerer han nu flere års fængsel for underslæb af klientmidler.
[…]”
Den 22. august 2022 rettede [Klager] henvendelse til Børsen med anmodning om at slette ”[Efternavnet]” fra [Person A]s navn i artiklen.
Børsen afviste den 22. august 2022 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over Børsens afvisning er modtaget i Pressenævnet den 23. august 2022.
[Klager] har til støtte for klagen anført, at Børsen skal slette ”[Efternavnet]” fra den omtalte [Person A]s navn i artiklen, da det ikke længere er hans juridiske navn.
[Klager] har hertil anført, at hun og hendes tre børn er de eneste personer i Danmark med efternavnet ”[Efternavnet]”.
Det er derfor skadeligt for hende og hendes børn, at deres efternavn bliver indblandet i sagen om den omtalte.
Hertil kommer, at [Klager] er etik- og compliance advokat, og brugen af navnet kan derfor skade hendes omdømme som advokat.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Klagen angår artiklen ” Analyse: Svindlere kan også selv blive ofre ” med omtale af en bedragerisag, hvor blandt andet en advokat omtales under navnet [Person A].
Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i artiklen.
Selv om [Person A] i artiklen omtales med efternavnet ”[Efternavnet]”, og [Klager] og hendes tre børn efter det oplyste er de eneste personer, der juridisk bærer efternavnet ”[Efternavnet]”, har hun ikke en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til hende.
Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmål om, hvorvidt personlighedsretten (bl.a. retten til eget navn) er tilsidesat, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
Afgjort den 31. august 2022