Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0862
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0862
Pressenævnet behandler klage over omtale af afgørelse fra brugernes redaktør
DR bragte i april 2022 en artikel med omtale af DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer i en konkret sag med et resumé af sagen.
Artiklen blev bragt på DRs netavis dr.dk under bjælken ”BRUGERNES REDAKTØR”.
Brugeren i den omtalte sag klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte oplysninger.
Pressenævnet fandt, at artiklen måtte betragtes som et redigeret indlæg, og at der var tale om en offentliggørelse omfattet af Pressenævnets kompetence, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Kritik af DR-artikel ikke dokumenteret eller sandsynliggjort: Men DR var for længe om at svare” , som blev bragt af DR den 4. april 2022 på netavisen dr.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger.
Denne kendelse angår alene spørgsmålet om kompetence og retlig interesse (formalitetskendelse).
1 Sagsfremstilling
DR bragte den 4. april 2022 artiklen ”Kritik af DR-artikel ikke dokumenteret eller sandsynliggjort: Men DR var for længe om at svare” på netavisen dr.dk.
Artiklen, der var anført udarbejdet af [Konsulenten], blev bragt under bjælken ”BRUGERNES REDAKTØR”.
Artiklen har følgende underrubrik
”En bruger mente, at en DR-analyse af den amerikanske præsident Joe Bidens første år var mangelfuld og i strid med DR’s etik.
Kritikken afvises af lytternes og seernes redaktør, der til gengæld påpeger fejl i DR’s klagehåndtering.
”
Af artiklen fremgår følgende
”Mangelfuld, partisk og uærlig.
Det mente en bruger var kendetegnende for DR’s USA-korrespondent [Korrespondenten]s analyse af den amerikanske præsident Joe Bidens første år.
Brugeren skrev til DR og påpegede en række begivenheder, som brugeren mente burde med og kunne udlægges anderledes, end det var sket i analysen.
Men den kritik afvises af lytternes og seernes redaktør [Lytternes og seernes redaktør], der har behandlet henvendelsen.
[Lytternes og seernes redaktør] skriver, at DR i henhold til DR’s etiske retningslinjer vælger kilderne og står for de redaktionelle valg.
- Det er min vurdering, at der grundlæggende er tale om en kommentar fra Klager, hvor Klager lægger vægten andre steder end DR og ønsker andre pointer og vinkler end DR.
Men Klager har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er sket overtrædelser af DR’s etiske retningslinjer, skriver [Lytternes og seernes redaktør].
DR for længe om at svare
[Lytternes og seernes redaktør] giver til gengæld brugeren ret i kritikken af DR’s lange svartid og dermed håndteringen af brugerens henvendelsen.
- Klager har anført, at det er et brud på DR’s etiske retningslinjer, at det har taget to måneder at besvare klagen.
Det får Klager medhold i, skriver [Lytternes og seernes redaktør] og påpeger, at klagen burde have været afvist som en kommentar, som DR ikke svarer på.
- Men når DR vælger at behandle henvendelsen fra Klager som en klage, burde DR have svaret inden for fire uger, konkluderer lytternes og seernes redaktør.
Du kan læse hele sagen her.
”
Til artiklen er indsat to tekstbokse.
Af den ene tekstboks fremgår følgende
”KONTAKT
Du kan kontakte lytternes og seernes redaktør [Lytternes og seernes redaktør] på [Mailadresse A] eller ringe på [Telefonnummer].
”
Af den anden tekstboks fremgår følgende
”LYTTERNES OG SEERNES REDAKTØR (LSR)
LSR er brugernes uafhængige øjne og ører på DR's etik.
LSR skal på baggrund af henvendelser og klager vurdere om DR’s indhold lever op til en høj programetisk og journalistisk standard.
LSR skal fremme bedre klagebehandling, svarkultur og dialog med DR’s brugere.
”
Til artiklen er endvidere indsat link til afgørelsen i den omtalte ankesag truffet af [Lytternes og seernes redaktør] den 30. marts 2022.
[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 14. maj 2022.
2 Parternes synspunkter
2.1 [Klager]s synspunkter
[Klager] har indledningsvis oplyst, at sagen omhandler en journalistisk artikel, som DRs seerredaktør har publiceret på baggrund af en sag, som han havde indklaget til seerredaktøren.
[Klager] er ikke nævnt ved navn i artiklen, men han er part i den igangværende sag, som artiklen omhandler.
DR har påstået, at [Klager]s klage til Pressenævnet over artiklen ikke kan behandles af Pressenævnet med udgangspunkt i § 26 i bekendtgørelse om vedtægt for DR, hvoraf følgende fremgår
”§ 26.
DR’s afgørelser i sager, der vedrører institutionens virksomhed – herunder klager over afvisning af programforslag og lign.
– kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog § 27, stk. 1, og § 35, stk. 2.
”
[Klager] har henvist til § 27, stk. 1, i bekendtgørelse om vedtægt for DR, hvoraf fremgår
”§ 27.
DR’s afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan uanset § 26 indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.
”
Dette fremgår også af forslag til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, sektion 2.2.2.1
”Afgørelser truffet af generaldirektøren kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan dog indbringes for Pressenævnet, ligesom der er mulighed for at indbringe sagen for Folketingets Ombudsmand, hvor det er relevant.
”
Det er således faktuelt forkert, at [Klager]s klage ikke kan behandles af Pressenævnet, da sager om god presseskik er undtaget efter § 26 i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
Det samme fremgår af § 17, stk. 5, i bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. Derudover fremgå det ikke af bekendtgørelse om vedtægt for DR, at seerredaktøren er adskilt fra medieansvarsloven.
Det er [Klager]s opfattelse, at seerredaktøren ikke er uafhængig fra DR.
Seerredaktøren er ansat af DRs generalsekretær og står til ansvar for DRs bestyrelse.
Således underskriver og godkender DRs generalsekretær alle seerredaktørens afgørelser.
Bemærkningerne til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed omhandler seerredaktørens ansættelsesforhold, og at seerredaktøren ikke kan underlægges instruktion fra DRs generaldirektør, men det fremgår ingen steder, at seerredaktøren er fuldstændig uafhængig fra DR.
[Klager] har henvist til forslag til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, sektion 2.2.2.2, hvor seerredaktørens rolle beskrives som delvis uafhængighed med ansvar under DRs bestyrelse
”Forslaget indebærer, at ansættelseskompetencen i praksis overgår fra at henhøre under generaldirektøren til at henhøre under bestyrelsen, og at Lytternes og Seernes Redaktør bliver mere uafhængig af DR’s direktion.
”
Seerredaktørens sammenkobling med DRs programvirksomhed er også beskrevet i § 17 i bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., hvor det også tydeligt fremgår, at seerredaktøren ”skal rapportere til bestyrelsen om sin virksomhed”.
DR har i svaret til Pressenævnet henvist til et citat fra forarbejderne til radio- og fjernsynsloven.
[Klager] har i den forbindelse henvist til, at det fulde citat er
”Etablering af redaktøren har vist sig at udgøre et væsentligt element i tilsynet med DR.
For at sikre redaktørens selvstændige eksistens og funktion samt uafhængighed af DR’s programproduktion forslås det, at radio- og fjernsynsloven ændres således, at ordningen bliver permanent ved, at det i loven direkte fastslås, at bestyrelsen, efter drøftelse med generaldirektøren, skal ansætte en Lytternes og Seernes Redaktør, samt at redaktøren skal afrapportere til bestyrelsen.
”
DR har således taget citatet ud af kontekst.
Citatet handler om seerredaktørens ansættelsesforhold.
Det fremgår ingen steder, at seerredaktørens arbejde eller redaktionelle stof er adskilt fra DRs øvrige redaktionelle stof.
I praksis bliver seerredaktørens redaktionelle stof også præsenteret side om side med DRs øvrige redaktionelle stof på forsiden af DRs hjemmeside.
[Klager] har bemærket, at DRs interne organisering er uden betydning for Pressenævnets behandling af sagen, da klagen til Pressenævnet ikke omhandler seerredaktørens funktion som intern klagefunktion, og da medieansvarsloven tydeligt tilkendegiver, at det er den journalistiske produktion, som er underlagt loven, jf. medieansvarslovens § 1.
Klagen omhandler derudover ikke DRs programfunktion (defineret som TV og audiovisuel produktion), men en skriftlig artikel, som er publiceret på DRs hjemmeside.
DR har efter [Klager]s opfattelse ikke redegjort for, hvordan skriftlig journalistisk produktion ligger under DRs programfunktion, jf. radio- og fjernsynsloven, jf. § 2, stk. 1-6.
Det er [Klager]s opfattelse, at radio- og fjernsynsloven ikke omfatter skriftlig journalistisk produktion.
[Klager] har anført, at det er ukorrekt, som anført af DR, at seerredaktørens hjemmeside er tydeligt adskilt fra DRs hovedside.
Seerredaktørens artikler om sine afgørelser kan findes på forsiden af dr.dk sammen med det øvrige redaktionelle stof.
Seerredaktørens afgørelser og artikler om afgørelser er derudover adskilte.
Der bliver således linket til afgørelsen i selv artiklen.
Seerredaktørens artikler om sine afgørelser fremstår som nyhedsartikler, der kan findes på forsiden af DRs hjemmeside, og som er skrevet af en person ansat af DR.
Den påklagede artikel fremstår tydeligt som et journalistisk værk.
Journalisten [Konsulenten], som har skrevet artiklen, har også en mail på DRs domæne ([Mailadresse B]), og seerredaktøren i DR, [Lytternes og seernes redaktør], har også en DR-mailadresse ([Mailadresse A]).
[Konsulenten] er desuden uddannet fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
[Lytternes og seernes redaktør] har også i en årrække arbejdet som journalist.
[Klager] har bemærket, at hans klage ikke omhandler, hvorvidt mediers interne klageorganer har handlet i overensstemmelse med deres instrukser, som beskrevet i Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00531, som DR har henvist til.
[Klager]s klage omhandler, hvorvidt DR har handlet i strid med de presseetiske regler om non-information og korrekt information ved publiceringen af den påklagede artikel.
[Klager]s klage adskiller sig derfor væsentligt fra kendelsen i sag nr. 13-70-00531, da den omhandler en journalistisk artikel skrevet af seerredaktøren på foranledning af DRs generalsekretær.
Den omhandler derved en journalistisk artikel, hvor [Klager] tydeligt er part og har retlig interesse.
[Klager] har i den forbindelse bemærket, at det er ukorrekt, som anført af DR, at seerredaktøren afgjorde, at artiklen ikke var i strid med DRs etiske regler.
Seerredaktøren afviste at behandle den etiske klage over artiklen, da han mente, at [Klager]s klage var en kommentar.
[Klager] har afslutningsvis bemærket, at Pressenævnet bør behandle hans klage, da den er principiel for borgerens retssikkerhed og mediernes ageren i klagesager, hvor et medie selv er involveret som part.
Såfremt Pressenævnet giver DR medhold, ville det således udvande medieansvarsloven til en ikke-funktionel lov.
[Klager] har i den forbindelse henvist til medieansvarslovens § 1, hvor det tydeligt fremgår, at denne type skriftlig, journalistik produktion er underlagt loven.
Det er således ikke personens jobfunktion eller titel, som afgør, om de er underlagt medieansvarsloven, men deres journalistiske produktion.
2.2 DRs synspunkter
DR har anført, at det er DRs opfattelse, at klagen over lytternes og seernes redaktørs udtalelse vedrørende DRs overholdelse af DRs egne etiske retningslinjer samt resumé heraf ikke kan påklages til DR eller Pressenævnet, jf. bekendtgørelse om vedtægt for DR samt medieansvarsloven, og at DR således har været berettiget til at afvise at behandle klagen.
Klagen falder efter DRs opfattelse desuden uden for Pressenævnets kompetence og bør således ikke realitetsbehandles, men afvises af Pressenævnet.
DR har i den forbindelse henvist til, at [Klager] den 20. januar 2022 klagede til DR over artiklen ”Præsident Bidens første år begyndte håbefuldt, men nu fylder nederlagene” publiceret samme dag på nyhedssiden dr.dk med påstand om, at artiklen ikke overholdt DRs egne etiske retningslinjer.
[Klager] er hverken omtalt, afbildet eller på anden vis identificerbar i den pågældende artikel og kan derfor ikke anses for at have retlig interesse i artiklen.
Redaktionsklagen blev besvaret af DR den 23. marts 2022, hvorefter [Klager] samme dag klagede til lytternes og seernes redaktør over manglende overholdelse af DRs etiske retningslinjer.
Lytternes og seernes redaktør offentliggjorde sin udtalelse i klagesagen den 30. marts 2022, hvori lytternes og seernes redaktør fandt, at den pågældende artikel ikke var i strid med DRs egne etiske retningslinjer, men kritiserede DR for at være for længe om at svare på klagen.
Lytternes og seernes redaktørs udtalelse i sagen blev offentliggjort på lytternes og seernes redaktørs egen side ”Brugernes redaktør” på DRs hjemmeside sammen med et kort resumé af sagen.
DR har bemærket, at lytternes og seernes redaktørs funktion er lovfæstet i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Rammerne for lytternes og seernes redaktørs virke er med hjemmel i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed nærmere reguleret i § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
Ifølge § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR skal lytternes og seernes redaktør ”overvåge DR’s behandling af henvendelser fra lyttere, seere og brugere, herunder klager over DR’s virksomhed, med henblik på at sikre en høj programetik og journalistisk standard i den samlede programvirksomhed.
”
Det fremgår desuden, at lytternes og seernes redaktør som led i sin virksomhed ”[kan] fremsætte kritik, afgive henstillinger eller i øvrigt fremsætte sin opfattelse af konkrete sager eller redaktionel praksis.
”
Derudover fremgår det, at lytternes og seernes redaktør blandt andet skal
”1) fremme dialogen med seerne, lytterne og brugerne om DR’s programetik og behandling af klagesager,
2) foretage en løbende registrering af henvendelser til DR, herunder klager over DR’s virksomhed, og
3) halvårligt rapportere til bestyrelsen om sin virksomhed.
”
Ifølge bemærkningerne til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed er lytternes og seernes redaktør DRs interne og uafhængige klageorgan, der efter klager til DR over DRs egne etiske retningslinjer i første led kan behandle klager i andet led og i den forbindelse komme med en udtalelse.
Lytternes og seernes redaktør er adskilt fra medieansvarsloven blandt andet med det formål at sikre sin uafhængighed i relation til DRs programindhold og Pressenævnet.
Dette fremgår også af bekendtgørelse om vedtægt for DR, hvori klager til Pressenævnet er reguleret særskilt i § 27.
Af samme grund indeholder DRs klagevejledning i programklager en mulighed for at klage til enten Pressenævnet eller til lytternes og seernes redaktør.
DR har i den forbindelse bemærket, at der i bekendtgørelse om vedtægt for DR ikke er fastsat nogen begrænsninger for så vidt angår den måde, form eller platform lytternes og seernes kritik, henstillinger eller opfattelse fremsættes på.
Det er således DRs opfattelse, at lytternes og seernes redaktørs resumé falder uden for medieansvarsloven og dermed også Pressenævnets kompetence.
Lytternes og seernes redaktørs funktion og uafhængighed indebærer således, at lytternes og seernes redaktørs kritik, henstillinger og opfattelse i øvrigt vedrørende DRs egne etiske retningslinjer og DRs overholdelse heraf er endelige og ikke kan påklages til hverken DR eller anden administrativ myndighed, herunder Pressenævnet.
Dette understøttes også i bekendtgørelse om vedtægt for DR samt bemærkningerne til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.
Det er DRs opfattelse, at lytternes og seernes redaktørs udtalelser om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer samt lytternes og seernes redaktørs resumé heraf er omfattet af rammerne for lytternes og seernes redaktørs virke, som er reguleret i § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
Efter DRs opfattelse skal lytternes og seernes redaktørs resumé af sin egen udtalelse således behandles efter bekendtgørelse om vedtægt for DR, ikke medieansvarsloven.
Dette gælder uanset, at lytternes og seernes redaktørs udtalelser og resumé heraf offentliggøres på DRs hjemmeside.
DR har i den forbindelse bemærket, at lytternes og seernes redaktør på DRs hjemmeside er tydeligt adskilt fra DRs journalistiske og redaktionelle indhold, idet lytternes og seernes redaktør alene kan findes på siden ”Etik og rettelser”, der ligger under siden ”Om DR” sammen med øvrige undersider ”Nyt fra DR”, ”Job i DR”, ”Presse”, ”DR Koncerthuset”, ”Rundvisninger”, ”Vilkår på dr.dk” og ”Privatlivspolitik”.
På undersiden ”Etik og rettelser” fremgår lytternes og seernes redaktørs udtalelser samt resuméer heraf under fanen ”Brugernes redaktør”.
På sin side ”Brugernes redaktør” offentliggør lytternes og seernes redaktør klager over DRs etiske retningslinjer og sine udtalelser herom i anonymiseret form sammen med et resumé af sagen.
Klagere, der henvender sig til lytternes og seernes redaktør, oplyses om offentliggørelsen.
Både offentliggørelsen og retningslinjerne for lytternes og seernes redaktørs klagebehandling fremgår desuden af lytternes og seernes redaktørs side ”Brugernes redaktør”.
Alle resuméerne angiver, at der er tale om en ankesag, og resuméerne indeholder derudover kort referat af klagens og udtalelsens indhold, link til selve klagen og udtalelsen samt oplysninger om lytternes og seernes redaktørs funktion og lytternes og seernes redaktørs kontaktoplysninger.
Den pågældende medarbejder, der skriver resuméerne på lytternes og seernes redaktørs vegne, er ikke journalist eller redaktionel medarbejder, men tilknyttet lytternes og seernes redaktør som konsulent.
Hverken [Lytternes og seernes redaktør] eller [Konsulenten], der har skrevet det påklagede resumé, er ansat som journalister i DR, og deres uddannelsesmæssige baggrund har således ingen relevans for Pressenævnets vurdering af denne sag.
[Lytternes og seernes redaktør] er ansat af bestyrelsen som lytternes og seernes redaktør i medfør af radio- og fjernsynslovens § 17, stk. 3, og ikke af DRs generaldirektør, sådan som [Klager] har påstået.
[Konsulenten] er tilknyttet lytternes og seernes redaktør som konsulent i en administrativ funktion.
DR har bemærket, at resuméet således ikke – som ellers påstået af [Klager] – er udarbejdet af en redaktionel medarbejder, og resuméet kan efter DRs opfattelse heller på anden vis anses for at udgøre redaktionelt indhold som værende en del af DRs programvirksomhed.
DR har i øvrigt bemærket, at netop bestyrelsens (fremfor DRs generaldirektørs) ansættelse af lytternes og seernes redaktør ifølge forarbejderne til radio- og fjernsynsloven blev lovfæstet for at ”sikre [lytternes og seernes redaktørs] selvstændige eksistens og funktion samt uafhængighed af DR's programproduktion”.
Reguleringen af lytternes og seernes redaktørs funktion og kompetenceområde, herunder klagebehandling, er af samme grund også adskilt fra reguleringen af Pressenævnets klagebehandling i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
Indstillinger fra lytternes og seernes redaktør i forbindelse med klager over DRs interne etiske retningslinjer er i øvrigt ikke foranlediget af DRs generaldirektør, sådan som [Klager] har påstået.
Grundet lytternes og seernes redaktørs uafhængighed har DR ingen indflydelse på, hvilke henvendelser eller klager, som lytternes og seernes redaktør vælger at behandle.
Man har ikke krav på at få sin klage behandlet af lytternes og seernes redaktør, og lytternes og seernes redaktør beslutter således suverænt selv, hvilke klager der behandles og hvilke, der afvises.
Det forhold, at DRs generaldirektør kan vælge at tilslutte sig konklusionen i lytternes og seernes redaktørs indstillinger, der indeholder lytternes og seernes redaktørs vurdering af, om DR har overtrådt DRs egne interne etiske retningslinjer, ændrer ikke på lytternes og seernes redaktørs uafhængighed i relation til DRs programvirksomhed.
Lytternes og seernes redaktørs mulighed for at komme med indstillinger/henstillinger mv. er som nævnt ovenfor netop reguleret som en del af lytternes og seernes redaktørs kompetence i medfør af § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
På baggrund af ovenstående er det DRs opfattelse, at lytternes og seernes redaktørs offentliggørelse af sine udtalelser sammen med et resumé heraf hverken kan eller skal anses for omfattet af DRs journalistiske indhold i medieansvarslovens § 34, stk. 1’s forstand, men i stedet falder ind under lytternes og seernes redaktørs vide rammer for at ”fremsætte kritik, afgive henstillinger eller i øvrigt fremsætte sin opfattelse af konkrete sager eller redaktionel praksis” i medfør af § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR.
Efter DRs opfattelse har DR således heller ikke haft hjemmel til at realitetsbehandle [Klager]s klage over lytternes og seernes redaktørs resumé af sin udtalelse vedrørende DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer.
En eventuel realitetsbehandling af [Klager]s klage over lytternes og seernes redaktør vil være i strid med lytternes og seernes redaktørs formål og samtidig udvande lytternes og seernes redaktørs vigtige funktion som DRs uafhængige kontrol- og klageorgan.
På samme vis er det DRs opfattelse, at lytternes og seernes redaktørs resumé af sin udtalelse vedrørende DRs etiske retningslinjer falder uden for Pressenævnets kompetence, og at Pressenævnet bør afvise at behandle klagen, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 1, nr. 1.
Dette understøttes også af Pressenævnets egen praksis, herunder Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00531 samt Pressenævnets årsberetning fra 2011.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marlene Borst Hansen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at for at nævnet kan træffe afgørelse i en klagesag, kræves det, at der er tale om et medie underlagt medieansvarsloven.
Pressenævnets kompetence følger af medieansvarslovens § 1.
De elektroniske nyhedsmedier, der er omfattet af definitionen i medieansvarslovens § 1, nr. 3, er kun omfattet af loven, hvis de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet, jf. lovens § 8, stk. 1, dog således at medier, der modtager mediestøtte er omfattet af loven, uanset om de har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
DRs netavis dr.dk er anmeldt til Pressenævnet efter medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3.
For elektroniske medier er det en betingelse for at være omfattet af medieansvarsloven, at tekster mv. har karakter af ”nyhedsformidling”, jf. lovens § 1, nr. 3.
Dette indebærer efter lovens forarbejder blandt andet, at der skal være tale om en ”redigeret envejskommunikation” fra mediet, jf. herved betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar, side 15-16, 45-46 og 108-110.
Af forarbejderne til lovens § 1 i betænkning 1990/1205 om medieansvar, side 44, fremgår
”Endelig medfører bestemmelsen, at loven også omfatter andre tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden;
det er dog en forudsætning for lovens anvendelse på disse massemedier, at de har karakter af en nyhedsformidling, som kan ligestilles med nyhedsformidlingen i periodiske skrifter og i de ovenfor nævnte lyd- og billedprogrammer, og at de i henhold til § 8, stk. 1, har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.
Da nyhedsformidlingen skal kunne sidestilles med nyhedsformidlingen i den periodiske presse og i radio/fjernsyn, skal der være tale om en selvstændig bearbejdning af det stof, der udsendes;
informationssystemer som teledata, der blot teknisk formidler eller udbreder nyhedsstof, vil som følge heraf ikke være omfattet.
I kravet om periodisk udbredelse ligger, at der ikke må være tale om en enkeltstående eller konstant uforanderlig formidling;
som følge heraf vil en video som sådan ikke være omfattet af medieansvarsloven.
Kravet om, at stoffet skal udbredes til offentligheden, indebærer, at principielt alle skal kunne få adgang til stoffet, eventuelt mod betaling.
Virksomheders interne informationssystemer vil herefter ikke være omfattet af medieansvarsloven, selv om de har karakter af nyhedsformidling.
Som det er tilfældet ved den trykte presse og radio/fjernsyn, skal der være tale om en envejskommunikation, således at informationssystemer, hvor modtageren umiddelbart kan korrigere eller supplere den udsendte information, ikke vil være omfattet af de særlige ansvarsregler.
Endelig skal nyhedsformidlingen have det blandede, fra forskellige kilder hidrørende indhold, der typisk karakteriserer aviser, tidsskrifter, radio og fjernsyn, og som begrunder reglerne om et særligt redaktøransvar […]”
Artiklen ”Kritik af DR-artikel ikke dokumenteret eller sandsynliggjort: Men DR var for længe om at svare” blev bragt på DRs netavis dr.dk under bjælken ”BRUGERNES REDAKTØR”.
Pressenævnet finder, at artiklen må betragtes som et redigeret indlæg om DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer i en konkret ankesag samt et resumé af sagen, og at DRs brugere ikke har mulighed for at korrigere, supplere eller på anden vis påvirke indholdet af artiklen.
På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at der må anses for at være foretaget en journalistisk udvælgelse/bearbejdelse inden offentliggørelsen.
Uanset artiklen er bragt under bjælken ”BRUGERNES REDAKTØR”, finder Pressenævnet, at der er tale om et medie, der har bragt en offentliggørelse, der er omfattet af Pressenævnets kompetence, jf. medieansvarslovens § 1, nr. 3.
Retlig interesse
Det er som udgangspunkt en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Det indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.
[Klager] er ikke omtalt ved navn eller afbildet i artiklen ”Kritik af DR-artikel ikke dokumenteret eller sandsynliggjort: Men DR var for længe om at svare” .
[Klager] er omtalt som ”en bruger” og ”klager”, og nævnet finder herefter, at han har en sådan direkte og individuel retlig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til ham.
Klagen hører derfor under nævnets kompetence og realitetsbehandles.
Afgjort den 23. august 2022