Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kommuner - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kommuner - ej medhold

J.nr. 19-32165

En mand blev i 2017 ansat som afdelingslæge hos en kommune.

Det fremgik af lægens ansættelseskontrakt, at ansættelsesvilkårene svarede til bestemmelserne i en overenskomst, hvoraf det blandt andet fremgår, at den ansatte ikke er berettiget til indbetaling af pensionsbidrag, såfremt den ansatte modtager pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Det fremgår desuden af overenskomsten, at overenskomsten ikke omfatter ansatte, der får egenpension fra en pensionsordning, som en offentlig arbejdsgiver har bidraget til.

Lægen modtog livsvarig alderspension.

Lægen gjorde gældende, at det faktum, at han var udelukket fra at deltage i pensionsordningen, som følge af, at han fik udbetalt sin livsvarige alderspension, var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet vurderede, at forholdene i sagen i al væsentlighed var identiske med forholdene i en sag, som Højesteret havde taget stilling til.

Højesteret vurderede, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling, da den ansatte ikke havde været udsat for ringere behandling end sine yngre kolleger.

Nævnet vurderede på den baggrund, at lægen ikke var blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand.

Lægen fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klager var udelukket fra at deltage i en pensionsordning under sin ansættelse som afdelingslæge hos indklagede, fordi han modtager livsvarig alderspension.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid forskelsbehandlingsloven, at klager var udelukket fra at deltage i en pensionsordning under sin ansættelse som afdelingslæge, fordi han modtager livsvarig alderspension.

Sagsfremstilling

Klager, der er født i 1954, blev pr. 1. november 2017 ansat som afdelingslæge hos den indklagede kommune.

Klager var i begyndelsen ansat på deltid med 16 timer om ugen, men pr. pr. 1. april 2018 overgik han til ansættelse på fuldtid.

Klager blev ansat på individuelle vilkår.

Arbejdet som afdelingslæge i kommunalt regi er ikke overenskomstdækket.

Af ansættelseskontrakten fremgår, at ansættelsesvilkårene svarer til bestemmelserne i Overenskomst for Yngre Læger og Danske Regioner.

Om pension fremgår af klagers ansættelseskontrakt

” Pension

Du er efter overenskomsten omfattet af en pensionsordning, der for tiden er 18,20 % af de pensionsgivende løndele.

Hvis du modtager pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, er du ikke berettiget til indbetaling af pensionsbidrag.

Du er derfor forpligtiget til at orientere os, hvis du modtager invalidepension eller anden pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning på ansættelsestidspunktet eller på et senere tidspunkt under ansættelsen.

”

Ifølge overenskomstens § 1, stk. 4, nr. 3 omfatter overenskomsten ikke

”Ansatte, der får egenpension fra en pensionsordning, som en offentlig arbejdsgiver har bidraget til.

”

Klager har arbejdet som speciallæge siden 1998 og har opsparet pension fra sine tidligere ansættelser.

Klagers pension kunne udbetales fra han fyldte 60 år.

Klager startede udbetalingen af sin livsvarige alderspension pr. 1. januar 2015.

Klager fratrådte stillingen hos den indklagede kommune ved udgangen af januar 2021.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. juni 2019.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 125.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin alder.

Indklagedes manglende indbetaling af pensionsbidrag, herunder manglende imødekommelse af at hæve lønnen, så den svarede til et beløb, andre ansatte i samme stillingstype får, skyldes alene det forhold, at klager modtager udbetalinger fra sin egenpension.

Udbetalingen af egenpension er direkte og uadskilleligt forbundet med klagers alder.

Indklagede har dermed handlet i strid med forskelsbehandlingsloven og udsat klager for direkte forskelsbehandling på baggrund af klagers alder.

Klager er berettiget til godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7.

Der bør ved udmålingen af godtgørelsen tages hensyn til den langvarige forskelsbehandling og den besparelse på 18,20 % af de pensionsgivende løndele (med virkning fra den 1. april 2019 18,56 %), som indklagede har opnået ved at forskelsbehandle klager.

Den pågældende bestemmelse er ikke i overensstemmelse med overenskomstens § 13 om pension.

Der er i overenskomstens § 13, stk. 4 ikke hjemmel til at undlade pensionsindbetaling grundet udbetaling fra anden pensionsordning.

Således giver overenskomsten ikke hjemmel til at nedsætte den samlede løn, men alene til at flytte lønsummen fra pensionsindbetaling til månedlig lønudbetaling ved en bestemt alder.

Indklagede påstår frifindelse.

Kontraktens vilkår om, at klager ikke skulle modtage pensionsindbetalinger svarende til 18,20 % af den pensionsgivende løn, såfremt han tillige modtog udbetalinger fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, er normal på det kommunale og regionale område og helt i overensstemmelse med den overenskomst indgået mellem Yngre Læger og Danske Regioner, som var nævnt i ansættelseskontrakten.

Overenskomstparterne på det regionale område (Yngre Læger og Danske Regioner) har aftalt, at medarbejdere falder uden for overenskomsten, hvis de modtager tjenestemandspension eller pension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til.

Dermed har de pågældende medarbejdere heller ikke en overenskomstbaseret ret til pension.

At fortolke ansættelseskontrakten og principperne i den regionale overenskomst indgået mellem Yngre Læger og Danske Regioner, som ansættelseskontrakten henviser til, er ikke omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Det er forkert, når klager anfører, at der ikke i overenskomsten er hjemmel til at undlade pensionsindbetalinger til medarbejdere, som er tjenestemandspensionister, eller som modtager pension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til.

Kommunen er i øvrigt af den opfattelse, at formålet med bestemmelsen i § 1, stk. 4, i den mellem Yngre Læger og Danske Regioner indgåede overenskomst er at sikre, at tjenestemandpensionister og andre medarbejdere, som modtager pension fra en pensionsordning, som det offentlige har ydet bidrag til, ikke tillige skal have en overenskomstbaseret ret til ydermere at modtage pensionsindbetalinger.

Baggrunden herfor er efter kommunens opfattelse, at dette ville udgøre en uhensigtsmæssig form for dobbelt forsørgelsesgrundlag (også kendt som dobbeltkompensation) betalt af offentlige midler.

Forholdet skyldtes ikke klagers alder, men derimod det forhold, at han efter det oplyste modtog pension fra en pensionsordning, som det offentlige havde ydet bidrag til.

Livrenter er kendetegnet ved, at de kan sætte i bero (sættes ”på pause”), hvis en pensionist i en periode ikke ønsker at få udbetalt pensionen.

Dette kan endda ske uden skattemæssige konsekvenser, jf. pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 12. pkt.

Med andre ord havde klager mulighed for at sætte pensionsudbetalingerne fra sin livsvarige pensionsordning i bero.

Havde han gjort det, havde han modtaget pensionsindbetalinger på lige fod med sine øvrige kolleger, jf. ansættelseskontrakten og principperne i overenskomsten mellem Yngre Læger og Danske Regioner.

Havde klager sat sine pensionsudbetalinger i bero, ville det ydermere antagelig have haft den konsekvens, at de løbende udbetalinger ville være blevet højere, når han efterfølgende på ny aktiverede pensionsudbetalingerne.

På det punkt adskiller ordninger med livrente sig således sædvanligvis fra en tjenestemandspension.

Hvis en tjenestemandspensionist i en periode fraskriver sig retten til at modtage udbetalinger fra en tjenestemandspension, som allerede er igangsat (fx for at opnå ret til at modtage pensionsindbetalinger i en verserende overenskomstansættelse), vokser vedkommendes tjenestemandspension ikke yderligere.

Klager har under ansættelsen haft præcis det samme valg, som afdelingslederen havde i U2021.

4240H.

Klager kunne have meddelt sit pensionsselskab, at han midlertidigt ønskede at standse udbetalingerne fra sine pensionsordninger, hvorved han ville være blevet stillet på samme måde som sine kolleger (herunder sine yngre kolleger) i relation til pensionsindbetalinger.

Alternativt kunne han – således som han rent faktisk gjorde – fortsætte med at få udbetalt sine pensioner, idet han så til gengæld ikke ville modtage pensionsindbetalinger i henhold til den ansættelseskontrakt, han havde indgået, og i henholdt til principperne i den mellem Yngre Læger og Danske Regioner indgåede overenskomst.

Klager havde således en valgmulighed, som hans yngre kolleger ikke havde.

Eller sagt med andre ord, så havde klager et valg, der stillede ham bedre end hans kolleger, herunder også bedre end hans yngre kolleger.

Det gøres derfor gældende, at klager ikke ”kan anses for på grund af sin alder at være blevet stillet ringere end sine yngre kolleger” (her citeret fra Højesterets præmisser U2021.

4240H).

Det gøres i relation hertil i øvrigt gældende, at det er uden betydning for sagen, at klagers pensioner stammer fra en anden arbejdsgiver end den indklagede kommune.

Højesterets præmisser er i den henseende helt generelle, og det bemærkes i relation hertil særligt, at situationen også i U2021.

4240H var den, at pensionen stammede fra en anden arbejdsgiver.

Dette tillægges ingen betydning af Højesteret.

Det gøres i relation til U2021.

4240H ydermere gældende, at det er uden betydning, at klagers pension består af livrenter og ikke af tjenestemandspension.

Livrenter er ligesom tjenestemandspensioner kendetegnet ved, at der er tale om livslange pensionsudbetalinger, der kan sættes i bero.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til løn- og arbejdsvilkår på grund af alder.

Det fremgår også af loven, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af blandt andet alder.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet alder behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt alder ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager, der har arbejdet som speciallæge siden 1998, har opsparet pension fra sine tidligere ansættelser.

Pensionen kunne udbetales fra han fyldte 60 år.

Klager startede udbetalingerne af sin livsvarige alderspension pr. 1. januar 2015.

Pr. 1. november 2017 blev klager ansat som afdelingslæge hos den indklagede kommune.

Det følger af klagers ansættelsesbrev, at ansættelsesvilkårene svarer til bestemmelserne i Overenskomst for Yngre Læger og Danske Regioner og at den ansatte ikke er berettiget til indbetaling af pensionsbidrag, såfremt den ansatte modtager pension fra en arbejdsgiverbetalt pensionsordning.

Det fremgår af overenskomstens § 1, stk. 4, nr. 3, at overenskomsten ikke omfatter ansatte, der får egenpension fra en pensionsordning, som en offentlig arbejdsgiver har bidraget til.

Klager gør for nævnet gældende, at det faktum, at han under ansættelsen som læge var udelukket fra at deltage i pensionsordningen, som følge af, at han får udbetalt sin livsvarige alderspension, er udtryk for forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet skal herefter tage stilling til, om klager ved indklagedes beslutning om, at klager ikke var berettiget til indbetaling af pensionsbidrag blev stillet ringere end sine yngre kolleger hos indklagede, som optjente pension.

Højesteret tog i dom, afsagt den 18. juni 2021 og gengivet i U.

2021.4240, stilling til, om en bibliotekar, der var udelukket fra at deltage i en pensionsordning, da hun modtog tjenestemandspension, blev forskelsbehandlet på grund af alder.

Af dommens præmisser fremgår blandt andet, at såfremt bibliotekaren havde krav på fortsat at få indbetalt pensionsbidrag samtidig med, at hun fik udbetalt tjenestemandspension, ville hun opnå en retsstilling, som ingen af hendes yngre kolleger under 60 år havde.

Højesteret fandt, at bibliotekaren ikke kunne anses for på grund af sin alder at være blevet stillet ringere end sine yngre kolleger.

Nævnet vurderer, at forholdene i klagers sag i al væsentlighed er identiske med forholdene i den sag, som Højesteret tog stilling til.

Nævnet vurderer derfor, at klager ikke er blevet udsat for ringere behandling i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det af klager for Ligebehandlingsnævnet anførte kan ikke føre til en anden vurdering.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2 og stk. 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, om klagebehandling

•

§ 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde