Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - ansættelse - ej medhold
J.nr. 20-54374
En mand med et udenlandskklingende navn klagede over, at han ikke kom i betragtning til en stilling som byggeleder hos den indklagede virksomhed.
Indklagedes salgschef havde i en mail til manden begrundet afslaget med, at virksomheden ikke havde behov for flere medarbejdere.
Manden blev efterfølgende bekendt med, at indklagede havde indrykket et jobopslag på Jobindex.dk, hvor indklagede søgte en byggeleder.
Manden gjorde derfor gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Indklagede gjorde gældende, at salgschefen ikke vidste, at virksomheden havde genoptaget søgning efter yderligere medarbejdere.
Det fremgik af sagens oplysninger, at to ansøgere med danskklingende navne havde søgt samme stilling, som manden havde søgt.
Begge ansøgere fik afslag med samme begrundelse af salgschefen, som manden havde fået.
Nævnet vurderede på den baggrund, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Manden fik derfor ikke medhold i klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som byggeleder hos den indklagede virksomhed.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager ikke kom i betragtning til en stilling som byggeleder hos den indklagede virksomhed.
Sagsfremstilling
Den indklagede virksomhed søgte ved udateret jobopslag en byggeleder på virksomhedens egen hjemmeside.
Den 30. november 2020 indrykkede indklagedes samarbejdspartner, rekrutteringsbureau X, på Jobindex.dk en tilsvarende stilling, som byggeleder/projektleder hos indklagede.
Klager, som har et udenlandskklingende navn, søgte den 30. november 2020 stillingen som byggeleder på virksomhedens hjemmeside.
Klager sendte sin ansøgning og CV på mail til indklagedes salgschef, A, som var angivet som reference i jobopslaget på virksomhedens hjemmeside.
Indklagedes salgschef, A, besvarede på mail den 1. december 2020 klagers ansøgning
”Hej [klager]
Tak for fremsendte, men desværre har hvad vi skal bruge pt.
Held og lykke med din videre søgen.
Med venlig hilsen
[A]”
Klager svarede samme dag på mail til A
”Hej [A]
Tak for svar, det undrer mig, at på jobindex i søger både en byggeleder samt en projektleder.
Fred være med det så kender man til firma profilet!
MVH [klager]”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. december 2020.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 133.500 kr.
Indklagede har under sagens behandling vedlagt to mailkorrespondancer mellem A og to øvrige ansøgere med danskklingende navne, ansøger 1 og ansøger 2, som begge ansøgte samme stilling, som klager, med en mail til A.
Af A’s mail af 6. november 2020 til ansøger 1 fremgår
”Hej [ansøger 1]
Tak for din ansøgning, men vi har desværre det vi skal bruge pt.
Held og lykke med din videre søgen.
Fortsat god dag.
Med venlig hilsen
[A]”
Af A’s mail af 16. november 2020 til ansøger 2 fremgår
”Hej [ansøger 2]
Tak for fremsendte, men jeg tror desværre vi har hvad vi skal bruge af byggeledelse pt.
Held og lykke med din videre søgen.
Med venlig hilsen
[A]”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.
Samme dag, som klager fik afslag på sin ansøgning på mail den 1. december 2020, kunne klager se på Jobindex.dk, at indklagede søgte en byggeleder/projektleder.
Klager har arbejdet som byggeleder de sidste 15 år og har derfor relevant erfaring på området.
Det er ikke korrekt, når indklagede hævder, at A var uvidende om, at indklagede havde igangsat søgning efter yderligere medarbejdere via rekrutteringsbureau X.
Klager havde netop den 1. december 2020 fremsendt en mail til A, hvor klager gav udtryk for undren over, at indklagede søgte en byggeleder/projektleder via Jobindex.dk.
Klager hørte herefter ikke fra A.
Indklagede har desuden haft mulighed for at kommunikere internt i virksomheden vedrørende deres ansættelsesprocedure.
Der kan derfor ikke være tale om uvidenhed eller en misforståelse.
A’s svar til ansøger 1 og ansøger 2 er i øvrigt sendt længe inden indrykningen af jobopslaget på Jobindex.dk den 30. november 2020.
At der skulle være tale om en misforståelse mangler derfor sammenhæng.
Indklagede afviser at have udsat klager for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Indklagede har udelukkende præferencer i forhold til ansøgernes faglige kvalifikationer.
Indklagedes salgschef, A, har ikke haft ansvaret for ansættelser i flere år.
Referencen til A på indklagedes hjemmeside var beklageligvis ikke tilrettet.
Det var internt kommunikeret hos indklagede, at man søgte to nye medarbejdere.
Da klager fremsendte sin ansøgning til A den 30. november 2020, havde indklagede netop ansat to nye medarbejdere til opstart den 1. december 2020.
A var derfor af den overbevisning, at indklagede havde ansat det antal medarbejdere, som indklagede skulle bruge.
Indklagede har ikke en særskilt HR-afdeling til håndtering af ansøgninger, men indgår derimod i et samarbejde med rekrutteringsbureauet X.
A var desværre uvidende om, at indklagede havde genoptaget søgningen efter yderligere medarbejdere via rekrutteringsbureauet X på Jobindex.dk.
Generelt varetages indklagedes annoncering efter nye medarbejdere og håndtering af ansøgninger af rekrutteringsbureauet X.
Eventuelle ansøgninger direkte til indklagede henvises til annoncering hos rekrutteringsbureauet X.
Indklagede modtager løbende ansøgninger og må desværre erkende, at andre ansøgere i samme periode har modtaget en enslydende svartekst, som den, klager også modtog.
Der er derfor ikke tale om forskelsbehandling i håndteringen af klagers ansøgning i forhold til øvrige ansøgeres ansøgninger.
Klager, og alle andre potentielle ansøgere, kan altid søge en stilling hos indklagede via indklagedes samarbejdspartner, rekrutteringsbureau X.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race og/eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager fik den 1. december 2020 en mail fra A om, at klager ikke ville komme i betragtning til stillingen som byggeleder med den begrundelse, at den indklagede virksomhed ikke havde brug for flere medarbejdere.
Klager blev samme dag bekendt med, at jobopslaget var indrykket på Jobindex.dk.
Indklagede har oplyst, at virksomheden i november 2020 havde ansat to nye medarbejdere til opstart den 1. december 2020.
Indklagede har også oplyst, at A ikke var bekendt med, at virksomheden havde genoptaget søgningen efter yderligere medarbejdere på Jobindex.dk via rekrutteringsbureauet X.
Indklagede har vedlagt mailkorrespondance mellem A og to ansøgere med danskklingende navne, som i november 2020 søgte samme stilling, som klager havde søgt.
Det fremgår heraf, at begge ansøgere ikke kom i betragtning til stillingen med samme begrundelse, som klager fik.
Nævnet vurderer på denne baggrund, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han i forbindelse med sin jobansøgning hos den indklagede virksomhed blev udsat for forskelsbehandling på grund af sin race og/eller etniske oprindelse.
Klager får derfor ikke medhold i klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a, om delt bevisbyrde